Debat Arkiv - Side 8 af 36 - Liberal Alliance

Pernille Vermund

8. februar 2024

Sådan fortæller de to voksne døtre til den 77-årige demente mand, som vi forleden kunne læse om i medierne. Følelsen af magtesløshed hos de pårørende var åbenlys. En følelse, jeg desværre genkender alt for godt fra min egen mors tid på plejehjem, før hun i sommer gik bort.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem. Ældreområdet er som mange andre dele af vores velfærdssystem blevet umenneskeligt og umyndiggørende.

Marineret i love og regler er det sandet til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Alt for ofte oplever man som pårørende, at både kompetente og fagligt engagerede medarbejdere sidder på et lukket kontor bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre. Det er ubærligt at være vidne til.

Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid og respekt. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne. For selv om vi skal sikre flere penge, når vi bliver flere ældre, så er det ikke kun penge, der mangler.

Der mangler også sund fornuft. Pengene bliver mange steder prioriteret forkert. Unødvendige dokumentationskrav kan spare os for meget. Det samme kan kompetent og ansvarlig ledelse.

Aktuelt ser vi, hvordan stigende udgifter til vikarer på de offentlige plejehjem presser kommunerne. Automatreaktionen fra lokalpolitikerne har været at kræve flere penge. Skatteborgerne må igen til lommerne. Men hvor er ansvaret for at nedbringe sygefraværet – og dermed behovet for vikarer?

Tal fra Dansk Erhverv viser, at medarbejdernes sygefravær er mere end dobbelt så højt på offentlige plejehjem som på private. På landsplan ligger sygefraværet på det offentlige plejehjemsområde på 7 pct., mens det private kun er på 3 pct. i gennemsnit.

Hvis det offentlige fravær blev nedbragt til at være på niveau med det private, ville det svare til 1.422 flere fuldtidsansatte på de danske plejehjem. Tænk, hvor meget mere overskud der ville være til omsorg for de ældre, hvis alle plejehjem blev drevet som de private. Potentialet er enormt.

Halvdelen af landets kommuner har udelukkende offentlige plejehjem. Og selv om antallet af private plejehjem generelt er stigende, så er det kun ca. 5 pct. af alle danske plejehjemspladser, der er private. Der kommer til at mangle op mod 7.500 plejehjemspladser frem mod 2030.

Et politisk mål for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ny ældrereform er at sikre, at langt flere plejehjem fremover opføres og drives privat, så borgerne kan få et reelt frit valg – og dermed den bedst mulige service for de skattekroner, vi afsætter.

Og ja, der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.

Venstrefløjens ideologiske modstand mod private leverandører og en elendig information om valgmulighederne for de ældre gør det alt for svært for borgerne at tage magten over situationen og stemme med fødderne, når velfærden svigter.

Kun 3 af 10 ældre ved, at de har ret til frit valg af plejebolig. Derfor ser vi gang på gang sager, hvor borgerne føler sig magtesløse over for systemet. Præcis som vi så det i den ulykkelig sag med den demente 77-årige mand, der var overladt til sig selv.

Ældre og pårørende skal i langt højere grad end i dag oplyses om, hvilke muligheder der er, når man får brug for praktisk hjælp i hverdagen eller bliver plejekrævende.

Det er tid til at tage et borgerligt opgør med det socialdemokratiske velfærdssystem – med det regeltyranni og den ensretning, der gør borgerne magtesløse over for systemet. Det kæmper vi for i Liberal Alliance, når vi i denne uge sætter os til forhandlingsbordet om en ny ældrereform med ældreministeren.

“Der vil altid være en risiko for, at der begås fejl, eller der er ældre og pårørende, der føler sig dårligt behandlet – også på private plejehjem. Men ikke mindst derfor er det så afgørende, at borgerne kan vælge dårlige tilbud fra og gode til.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8/2-2024)

Henrik Dahl

7. februar 2024

Der er ikke nogen nævneværdig ekstremisme i Danmark. EU har meget at lære af os.

Europa kan lære meget af Danmark.

Som regel er det en selvovervurderende påstand, der ikke er belæg for, når man udforsker den nærmere.

Men i forhold til politisk radikalisering er der faktisk noget om snakken. I Danmark er de politiske yderfløje ikke særligt store eller vigtige.

På godt og ondt foregår hovedparten af den politiske samtale mellem ansvarlige partier, der gerne vil lave aftaler med hinanden. De vilde og voldsomme meldinger om, at samfundet skal ændres totalt og fra bunden, skal man langt ind i aviserne for at finde. Der, hvor de bringer notitser om småting af den mere kuriøse art.

Når europæiske politikere udtrykker deres frygt for, at de kommende års valg rundtomkring i Europa vil føre til en styrkelse af radikaliserede partier, kan vi i Danmark med god samvittighed melde hus forbi.

Jeg er sikker på, at det skyldes, at den politiske elite i Danmark ligger langt over det europæiske gennemsnit, når det gælder om at være lydhør over for spørgsmål, der optager den brede befolkning.

I Danmark siger den politiske elite ikke nej, når venstrefløjen hævder, at klimaet er et problem. I stedet lytter man til bekymringerne. Og derefter udformer man politiske forslag, der ikke er lige så radikale som venstrefløjens egne.

Men som man med god samvittighed kan sige er en imødekommelse af de bekymringer, der er blevet udtrykt.

Efter lidt tøven i 1990’erne har det meste af den politiske elite i Danmark også erkendt, at ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten er et problem.

Der findes en stædig yderfløj. I disse dage fordriver den tiden med at prøve at gendrive Frederik Vads uafviseligt korrekte påstand om dominansadfærd blandt indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten.

Ellers kommer den med ”solstrålehistorier”, som ingen normale mennesker fæster nogen som helst lid til.

Men bortset fra denne marginaliserede gruppe ved alle, at Danmark har et problem, og at dette problem kræver en fordomsfri håndtering. Og lige præcis derfor betyder yderfløjene ikke det helt store i Danmark. Hvis yderfløjene har ret – er den politiske elites ræsonnement – så har de ret.

Det betyder ikke, at man skal kopiere deres politik. Men det betyder, at man skal tage de rejste spørgsmål alvorligt.

Prøv at betragte Tyskland som kontrast. Her skal jeg selvfølgelig fremkomme med den sædvanlige disclaimer: Fordi jeg i det følgende udtrykker forståelse for, at Alternative für Deutschland drives af ægte bekymring, så indebærer det ikke, at jeg er enig i dets løsningsforslag.

Og vi tager den lige en gang til for elevrådspolitikerne og stråmandspolemikerne: Jeg er ikke enig i Alternative für Deutschlands løsningsforslag.

Men det nytter ikke noget, at den politiske elite i Tyskland end ikke er i stand til at erkende, at Alternative für Deutschlands politiske drivmiddel er ægte bekymring over ægte problemer.

Jeg havde forleden en lang samtale med en virkelig stor kender af både Tyskland og Danmark. Han sagde noget til mig, som faktisk bekymrede mig: at den politiske elite i Tyskland befinder sig i en tilstand af fornægtelse, når det gælder de problemer, indvandringen fra Stormellemøsten har skabt overalt i landet.

I Tyskland er der i disse år ved at ske aldeles irreversible forandringer, når det gælder jøders sikkerhed. Når det gælder kvinders sikkerhed. Når det gælder seksuelle minoriteters sikkerhed. Og når det gælder helt almindelige borgeres mulighed for at færdes uantastet overalt i samfundet.

Men dette udgangspunkt for en samtale om, hvad der kan og bør gøres, er det nærmest umuligt at få et medlem af regeringspartierne til at erkende (i CDU/CSU går det en anelse bedre).

Ifølge pålidelige kilder overvejer Erdogan-regimet at starte en tysk filial af AKP. Altså det islamistiske parti, der har styret Tyrkiet med hård hånd i mange år.

Hvis det sker, kan mennesker fra Tyrkiet leve fuldstændig uforstyrret i Tyskland i en tyrkisk boble:

Man kan stemme på ”Die AKP”. Man kan gå til fredagsbøn i en moské drevet af det tyrkiske religionsministerium, Diyanet.

Og man kan takket være Ankaraaftalen fra 1963, der sidestiller tyrkere med EU-borgere, rejse uhindret rundt ikke bare i Tyskland, men i hele Schengenområdet.

Det fører ikke i retning af integration, men i retning af selvsegregering. Fremragende eksemplificeret ved den tyske fodboldlandsholdsspiller Ilkay Gündogan, der til Frank-Walter Steinmeiers formentlige forbløffelse overrakte Erdogan en af sine spillertrøjer med erklæringen: »Für meine verehrten Präsidenten, hochachtungsvoll.«

Hvad har den politiske elite i Tyskland at sige til alt sådan noget (som – i parentes bemærket – næsten ethvert medlem af den politiske elite i Danmark kan se udgør et problem)?

Stort set intet.

Hvis der ikke er andre, der vil sige det, må jeg tage opgaven på mig: Det er en absurd og vanvittig idé at forbyde Alternative für Deutschland. Men samtidig er det en tilståelsessag for dem: Vi i den tyske politiske elite aner ikke vores levende råd, når det gælder de problemer, der er Alternative für Deutschlands drivmiddel.

Tror tilhængerne af et forbud mod Alternative für Deutsland, at den problembevidsthed, der er partiets drivmiddel, vil fordufte og opløse sig selv i ingenting?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god og samlende idé at sætte en tyk streg under, at der stadig går en massiv skyggegrænse ned gennem Tyskland, der adskiller det gamle DDR fra det gamle BRD?

Tror tilhængerne af et forbud, at det er en god idé at gøre som i Sverige? Det vil sige at udskamme en femtedel af befolkningen, fordi den har en anden opfattelse af samfundets største problemer, end den politiske elite har?

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative. Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre.

Det er sådan, vi i Danmark har undgået radikalisering og ekstremisme. Der er ingen, der har patent på modellen. Så den kan frit benyttes alle andre steder.

Der er kun én måde at reducere opslutningen til Alternative für Deutschland, der virker. Og det er at tilbyde partiets støtter noget politik, der er bedre end den, de får hos Alternative.

Ikke den samme politik, naturligvis. Men en pakke med løsningsforslag, der samlet set opleves som bedre, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 7/2-2024)

Pernille Vermund

5. februar 2024

Den 77-årige demente mand sad alene på sin seng på plejehjemmet med en bakke med mad foran sig og hænderne smurt ind i afføring.

De to voksne døtres fortælling om, hvordan de havde fundet deres far hjælpeløs og forladt, var hjerteskærende. Men deres historie er desværre ikke enestående.

Alt for mange af os har oplevet, hvordan ældreplejen, ligesom mange andre dele af vores velfærdssystem, er blevet umenneskelig og umyndiggørende.

Marineret i love og regler har politikere i årevis ladet plejen sande til i bureaukrati, detailstyring og ensretning.

Vi har et af verdens højeste skattetryk, og alligevel frygter langt de fleste af os at ende vores dage på et plejehjem.

Min egen mor døde i sommer efter et langt forløb på plejehjem. Det har sat dybe spor. Hvor har jeg fældet mange tårer, når jeg er gået derfra.

Der er masser af både søde, omsorgsfulde og dygtige medarbejdere i vores ældrepleje. Men alt for ofte oplever man som pårørende, at medarbejderne sidder bag en skærm frem for at bruge tiden sammen med de ældre.

Det er ubærligt at være vidne til. Et opgør med det regeltyranni, der stjæler medarbejdernes dyrebare tid fra borgerne, er en helt afgørende prioritet for Liberal Alliance i de kommende forhandlinger om en ældrereform.

Det handler om tillid til de ansatte og respekt for borgerne. Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd – og selvbestemmelsen tilbage til borgerne.

Vi skal give friheden og ansvaret tilbage til de ansatte, der leverer vores kernevelfærd.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.5/2-2024)

Alex Vanopslagh

5. februar 2024

Kronik af Alex Vanopslagh (LA), Inger Støjberg (DD), Søren Pape Poulsen (K) og Morten Messerschmidt (DF).

Regeringens lovmølle kører alt for hurtigt, og resultatet bliver uigennemtænkt lovgivning med potentielt store konsekvenser.

Uhørt korte høringsfrister. Et stigende antal hastebehandlinger. Historisk hurtig lovbehandling. Lovmøllen på Christiansborg kører for meget og for hurtigt. Det er faktisk ikke engang os, der siger det – det er statsministeren selv.

Alligevel har begge Mette Frederiksens regeringer brugt kortere tid på lovgivningsprocessen og øget mængden af hastebehandlinger. En ny analyse fra Cepos viser, at den tid, vi i Folketinget bruger på at behandle et lovforslag, er blevet halveret på mindre end 20 år.

Det er en tendens, der kun kan gå for langsomt med at stoppe. Hurtigere er ikke bedre. Tværtimod skader det både lovkvaliteten og demokratiet.

Når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forværrer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige. Under coronatiden fik vi for alvor at se, hvor stort problemet kan være. Minksagen er en maggiterning af alle de problemer, en forhastet lovgivningsproces kan medføre. I det tilfælde skyndte man sig så meget, at man brød grundloven.

Forløbet om koranloven viste også problemerne. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som påpegede uforudsete problemer ved loven.

Når man sidder på Christiansborg, kan man nemt komme til at glemme, hvor store konsekvenser lovgivning har. Når vi vedtager et lovforslag eller foretager en regelændring, rækker det helt ind i borgernes privatliv.

Kæmpestore beslutninger

Som lovgiver kan man ikke have et nonchalant forhold til lovgivning. Lovændringer og regulering er ikke bare lige noget, der skal klares med et snuptag. Men i virkeligheden bliver der foretaget kæmpestore beslutninger på et meget ringe grundlag.

Derfor skylder vi også borgerne at gøre os umage, men det bliver sværere med de korte frister. Problemet starter hos os politikere: Det er kun os på Christiansborg, der kan sætte en stopper for lovmøllen. Hvis regeringen holder egne løfter, skal vi i oppositionen nok gøre vores del af det parlamentariske arbejde. Citatet er Folketingets opgave at agere demokratisk vagthund i regeringen, og som borgerlige partier er vi særligt optagede af lovgivningens konsekvenser for borgerne. Men når lovbehandlingen bliver kortere og kortere, indskrænker det mulighederne for at udfylde vores rolle.

I praksis oplever vi, at den lovgivning, der normalt afstemmes, forbedres og rettes til mellem regering og folketing, er rykket ind i regeringskontorerne. Det betyder, at vi som oppositionspartier i højere grad bliver brugt som led i fortællingen om, at regeringen ikke arbejder egenrådigt og magtfuldkomment. Men der er jo en grund til, at alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger.

Det er en proces, der skal sikre tid til omtanke. Netop omtanke er det, der bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage, som SV-regeringens regeringsgrundlag ellers.

Allerede en måned efter regeringsdannelsen fik vi en høringsfrist på kun syv dage, da regeringen ville afskaffe store bededag. Men det hele er ikke bare regeringens skyld. Alt for længe har vi også været alt for føjelige i rollen som oppositionspartier. Vi har accepteret regeringens tricks og herskerteknikker.

En stærkere opposition

Da vi sidste år skulle vedtage aftalen om danmarkshistoriens største hav- og vindudbud, brugte regeringen på taktisk vis korte frister. De krævede, at man skulle sige ja til en aftale, som først blev præsenteret på selve mødet. I sidste øjeblik sneg regeringen også lige en lukning af åben dør-ordningerne ind, som man ikke havde diskuteret. Det blev ikke fanget af aftalepartierne, fordi man havde tillid til at tingene gik ordentligt for sig.

Så det kræver også noget af os selv – og der har vi ikke været stærke nok som opposition. Regeringen gør brug af disse strategiske kneb, fordi de slipper afsted med det. Derfor vil vi som blå opposition ikke længere acceptere uhørt korte svarfrister, unødig hastebehandling og ultimatummer om at sige ja eller ikke komme med i en aftale. Hvis vi skal kunne lægge vores mandater til noget, skal vi også kunne sætte os ind i, hvad vi underskriver. Det må være minimum for et folkestyre i bare nogenlunde god form.

Så vores opfordring til regeringen er egentlig ret simpel: Stå ved jeres eget regeringsgrundlag. Stå ved jeres egne ord. Lovmøllen kører kun så hurtigt, fordi I får den til det. Vi står klar til at lave gode aftaler med jer, men vi skal også have tid til at gøre vores del af arbejdet. Det skylder vi danskerne.

(Kronik bragt i Børsen 5. februar 2024)

Henrik Dahl

2. februar 2024

Ungarn og Tyrkiet er irriterende tunge at danse med i EU og Nato. Men alternativet er værre.

EU har indgået en ny aftale, der tildeler 50 mia. euro til Ukraine, hvilket er en glædelig nyhed. Det skete dog ikke uden drama. Ungarn havde på forhånd givet det indtryk, at medlemslandet ville blokere for aftalen.

Men det skete heldigvis ikke. Efter kun én times forhandling accepterede Ungarns premierminister, Viktor Orbán, den nye støttepakke til Ukraine.

Mediernes forudsigelser om et stort drama ved EU-topmødet blev ikke til virkelighed. Der var spekulationer om, hvorvidt Orbán ville blokere aftalen, og om EU ville være nødt til at anvende sin ”atomvåben”-lignende artikel 7, som kunne fratage Ungarn sine stemmerettigheder.

Vi kan ikke vide, hvad EU’s statsog regeringschefer har gjort sig af tanker om Ungarn op til mødet. Men mon ikke det dobbelte medlemskab af Nato og EU har spillet en rolle?

EU har været tøvende over for en aktivering af artikel 7. Personligt forstår jeg udmærket dilemmaet.

På det rent personlige og følelsesmæssige plan kan man opleve det som decideret øretæveindbydende, at et forholdsvis lille land vælger at blokere ikke alene for EU’s økonomiske støtte til Ukraine, men også for, at Sverige kan optages i Nato. For man skal ikke glemme: Ungarn er ikke alene medlem af EU. Landet er også medlem af Nato.

På den anden side må man også tænke det scenarium igennem, hvor Ungarn faktisk får sine rettigheder som medlem af EU suspenderet.

Det, der bekymrer mig mest i denne tænkte situation, er: Hvis Ungarn får sine EU-rettigheder suspenderet, vil man så i al stilfærdighed tage dette til efterretning uden at foretage sig yderligere? Eller vil Ungarn benytte de muligheder, Nato-medlemskabet giver for at kaste grus i hele det europæiske maskineri?

Hvad der vil ske, er naturligvis gætteri. Ikke alene for mit vedkommende, men for enhver.

Man kan sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og i den anledning tænker ”hvor ærgerligt” og intet andet. Men man kan også sætte sine penge på, at Ungarn får suspenderet sine rettigheder og tænker, ”dette kræver en modreaktion, der kan mærkes rundtomkring i Europa”.

I lyset af at Ungarns nølen med at godkende Sveriges Nato-medlemskab helt åbenlyst er en brik i et spil, der også handler om EU (eftersom der er næsten en til enoverlap mellem EU og den europæiske del af Nato), er det svært at forestille sig, at Ungarn ikke vil fortsætte ned ad denne vej.

I Nato døjer vi allerede med et delvist antivestligt land, nemlig Tyrkiet. Det giver undertiden anledning til stor frustration. Men det råd, skiftende danske udenrigsministre altid har fået fra deres ministerium, kan sammenfattes til: Ja. Tyrkiet er tunge at danse med i Nato.

Men tænk lige på alternativet: en decideret Vesten-fjendtlig stormagt, der grænser direkte op til Europa. Ville det være værd at løbe den risiko, at Ungarn gik fra at være et besværligt EU- og Nato-land til at være et antivestligt og måske åbenlyst prorussisk Nato-land?

Hvis det kniber med at forestille sig den kombination, kan man lege med tanken om, at Belarus ikke alene var en tæt allieret til Rusland, men en tæt allieret til Rusland, der var medlem af Nato. Det vil ikke gavne nogen, at vi får endnu et Belarus i Europa.

Liberal Alliance fordømmer ligesom alle andre partier i Folketinget den russiske invasion af Ukraine.

Derfor har vi bakket op om alle sanktioner og alle hjælpepakker. Og det kommer vi til at fortsætte med.

Når vi ikke umiddelbart føler os tiltrukket af tanken om at aktivere EU-traktatens artikel 7, er det ikke alene, fordi det er omsonst (Slovakiet vil nedlægge veto). Det er først og fremmest, fordi Ungarn er medlem af Nato.

Jeg er lige så kritisk over for de autoritære love, Orbán har indført, som alle andre demokratisk sindede mennesker. Men det fjerner ikke Nato-EU-dilemmaet:

Ja. Det forhøjer Ukraines sikkerhed, at EU kan sende yderligere hjælp.

Men nej: Det svækker Europas sikkerhed, hvis kontinentet som følge af brugen af artikel 7 skal til at døje med (endnu et) antivestligt Nato-land.

Det kan i sidste ende betyde noget endnu værre for Ukraine.

Det er muligt, at større ånder end jeg kan opløse dilemmaet og risikoen i nul og niks.

Men så må de give lyd fra sig og forklare, hvordan vi på en og samme tid håndterer EU- og Nato-dimensionen, når det gælder Ungarn.

Det frygtede drama om ungarske Viktor Orbans holdning til EU-støtte til Ukraine udeblev. Det løste EU fra det dilemma, man kunne komme til at stå i, hvis han havde modsat sig støtte.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 2/2-2024)

Louise Brown

1. februar 2024

På en af de kolde decemberdage deltog jeg i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedstopmøde. Det var egentlig en god dag med mange spændende input fra både fagprofessionelle og helt almindelige borgere, men samtidig også en hård dag for min erkendelse af, hvordan det står til med vores sundhedsvæsen. For skellet mellem patienterne og de fagprofessionelle så desværre ud til at være temmelig stort.

Undervejs blev der lavet en anonym undersøgelse, hvor man spurgte, hvilke tre af de seks sigtelinjer kommissionen har fået, man så som de vigtigste tre for Sundhedsstrukturkommissionen at sigte mod. Svaret var nedslående: Patientrettighederne havnede på sidstepladsen i afstemningen.

Billedet forstærkes af, at der i den seneste rapport med anbefalinger til patientklagesystemet er allerstørst fokus på læring og på at beskytte de sundhedsansatte. Forstå mig ret: Jeg anerkender fuldstændig den seneste tids ærgerlige udvikling, der gør, at sundhedspersoner frygter klager så meget, at de faktisk risikerer at overbehandle. Men i min optik er det vigtigste i et patientklagesystem alligevel patienten. Fejl sker, og selvfølgelig skal vi lære af dem, men når de sker, så er det allervigtigste, at patienten får en nem og smidig proces gennem klagesystemet. Ikke så meget andet. Det skylder systemet patienten. Læring for sundhedspersonale skal håndteres andetsteds.

Problemet er, at vi har et system, hvor systemet tænker på sig selv, før det tænker på borgeren. Vi glemmer undertiden dem, det handler om. Dem, systemet er til for, nemlig borgeren – og i dette tilfælde patienten, der i forvejen er i en svækket position. Det er trist. Men der er ikke noget at sige til, at vi er endt, hvor vi er. Det vil jeg kæmpe for, at vi får lavet om på! Patienterne skal tilbage i hovedsædet – det skylder vi dem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. februar 2024).

Henrik Dahl

25. januar 2024

Når USA hoster, får Europa en forkølelse. Sådan sagde man i gamle dage om forholdet mellem amerikansk og europæisk økonomi.

Der er dog et andet forhold, man også skal være opmærksom på. Det drejer sig om den tyske økonomis betydning for EU.

Ifølge tyske tal, der netop er blevet offentliggjort, skrumpede den tyske økonomi i 2023 med 0,3 point. Det gør Tysklands økonomi til den større økonomi, der på verdensplan klarede sig dårligst sidste år.

Den fejlslagne, tyske energipolitik er en del af årsagen. Men andre faktorer er høj inflation og den høje rente, der har været modspil til inflationen.

Den svage tyske økonomi er en selvstændig grund til bekymring her i Danmark. Men den er kun en enkelt del af et større billede. Sidste år var EUs samlede økonomi på omkring to tredjedele af USAs. Det er en tilbagegang fra ti år tidligere, hvor EUs samlede økonomi lå på omkring 90 procent af USAs.

Det er bekymrende, at Europa sakker bagud i forhold til USA, specielt når dette er sket på så relativt kort tid. Europa kan risikere at blive et relativt ligegyldigt kontinent, hvis denne udvikling fortsætter.

EU lider selvfølgelig under, at det går dårligt i Tyskland. Men EU formår også at skabe sine egne problemer. Inden for områder som blandt andet finans og it er EU præget af en voldsom overregulering. Når det gælder et helt generelt område som bæredygtighed, stiller EU også rapporteringskrav, der er fuldkommen eksorbitante.

Det er svært at finde mennesker, der er imod en fornuftig regulering af it og finans. Ligesom det er svært at finde mennesker, der er imod bæredygtighed eller virksomheders generelle ansvar. Det gælder også for mit parti og mig selv: Vi er heller ikke imod.

Men der skal være en form for proportionalitet og rimelighed i den måde, hvorpå man regulerer. Ellers begynder de uheldige bivirkninger at hobe sig op.

Overregulering er navnlig et problem for små og mellemstore virksomheder. For de store er der tale om en slags driftsomkostning: Er det nødvendigt at have en hel etage med jurister, så er det sådan, det er. Andre, tilsvarende virksomheder er ikke stillet ringere. Så det lever man med.

For små og mellemstore virksomheder er historien en anden. De har ikke råd til at beskæftige 50 eller 100 jurister til at sikre »compliance«. Så de bliver kvalt i fødslen. Eller de flytter til et andet kontinent, hvis deres forretningsidé er virkelig lovende.

Dette er i sig selv uheldigt, fordi det skader beskæftigelsen. Men det er ekstra uheldigt, fordi det ofte er fra de små og mellemstore virksomheder, innovationen kommer.

EU burde sætte sig selv det helt store mål at genskabe en konkurrencekraft, der står på mål med den amerikanske.

Der er ikke en enkelt, hurtig løsning på dette. For det er ikke et enkelt område af EU, der er overreguleret. Snarere er det en generel sygdom, der florerer i hele Bruxelles og omegn.

Jeg foreslår, at dokumentationen, der skal bevise, at regulering ikke er overdreven og skadelig, i fremtiden skal være langt mere stringent i EU. Samtidig vil jeg kæmpe for at reducere de administrative byrder for mindre virksomheder, et fokus som blandt andet EPP har kæmpet for i årevis.

Samtidig foreslår jeg, at man i langt højere grad end i dag anvender solnedgangsklausuler. Det vil sige, at regler helt automatisk bortfalder, efter de har været i kraft i for eksempel tre eller fem år. Det vil vende bevisbyrden om: Fra at der skal argumenteres for at fjerne regler, til at der skal argumenteres for, at de i det hele taget er nødvendige og rimelige.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 25. januar 2024).

Sandra Elisabeth Skalvig

23. januar 2024

Forleden bragte man her i avisen en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere. Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige.

Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. En læseoplevelse, der var både rørende og skræmmende.

Den var rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives i deres situation. Samtidig var den enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.

Tag f.eks. den 26-årige Laura, der ifølge hendes eget udsagn godt kan lide at vide, hvad der skal ske i hendes liv. Hun ”hader at være ledig” og trives virkelig ikke i det. Af den grund har hun skrevet 40-45 jobansøgninger og er nu meget mindre kræsen i sin jobsøgning, end hun tidligere var.

Nu ”gælder det bare om at få foden indenfor” i kommunikationsbranchen, som hun siger. Det lyder jo fornuftigt og velovervejet, og man føler som læser stor sympati for hende. Man holder med hende. Men alligevel efterlod hendes historie mig et frustreret sted som læser, hvor jeg normalt kun ender, når jeg læser skønlitteratur eller ser film.

Den efterlod mig i den position, hvor man som observatør kan se, at hovedpersonen gør noget, som vedkommende senere kommer til at fortryde, fordi det dybest set skader ham eller hende. Jeg er sikker på, du kender positionen og ved, hvor naturstridig og magtesløs en position, det er.

For det er jo ikke ens eget liv, og derfor skal man død og pine formå at tæmme sin ustyrlige lyst til at træde ind i det fiktive univers for at fortælle hovedpersonen, at han eller hun altså ikke burde gøre, som han eller hun gør. Muligheden eksisterer ikke.

På samme vis kunne jeg heller ikke dukke op i lejligheden hos Laura og fortælle hende, at hendes status som ledig og hendes ulykkelige situation måske kunne ændre sig, hvis hun også søgte jobs, der ikke alene lå i kommunikationsbranchen.

For tænk engang, om det ikke kunne give nogle faste rammer og noget at stå op til at arbejde i en anden branche – om så det var som kontorassistent, tjener, butiksansat eller projektkoordinator. Mon ikke det kunne være med til at løse det problem, der for hende er, at mens hun ”gik på universitet havde jeg en fast ramme på 5-6 år, og nu er der ingen”. Mon ikke det kunne give en mere fast hverdag? Måske det endda kunne give hende en fod indenfor på en anden måde?

Og mon ikke det på samme vis kunne gøre livet rarere og mere trygt for den 26-årige Gilbert at gøre det samme? Han blev uddannet i strategi, organisation og ledelse fra CBS i maj og har gået ledig siden da. Heller ikke han har haft det godt i det.

Han beskriver tiden som ledig som en stressende tid, hvor man sidder i en konstant venteposition og ofte ikke kan sove. Igen et eksempel på en ung, man nærer sympati for – og hvis historier rører ved noget i en. Man bliver ked af, at han ikke har det godt. Og man bliver glad for, at han også fortæller, at han helt klart er gået på kompromis i forhold til den type jobs, han havde regnet med efter endt studie.

Men alligevel bliver man ærgerlig. For i samme ombæring fortæller han, at han har fundet ud af, at der er mange stillinger, som er appellerende for ham. Og at han ser det som en gave, at han har fået udvidet sin horisont.

Men undskyld mig: Hvordan kan det egentlig være, at et arbejde skal være appellerende, for at man vil tage det efter næsten otte måneders ledighed? Hvordan kan det være, at der ikke er ét eneste af de mange ledige ufaglærte jobs, der kunne fritage ham monumentalt fra den konstante venteposition, der piner ham i hans lediggang? Hvordan kan det være, at problemet med ikke at kunne sove skal vare ved, hvis løsningen måske er at få noget at stå op til?

Som socialdemokraten Kaare Dybvad Bek skriver i sin fremragende bog, ”Arbejdets land”, er det grundlæggende godt for alle at have noget at stå op til. Det gør ikke kun godt, fordi man tjener sine egne penge og bidrager til noget.

Nej, det at have et arbejde gør faktisk godt på så mange fronter, at man nærmest ikke kan forestille sig det. Man lærer at tage ansvar, mens man er noget for andre end sig selv. Og så løser det måske oven i købet de problemer, der er så smertelige ved det at være ledig. Hvem ved. Det viser de fleste menneskers erfaring i hvert fald.

Men problemet med unges lediggang kan ikke løses med et snuptag.
Laura og Gilbert er nemlig to eksempler på ellers fornuftige mennesker, der desværre er vokset op i et samfund, hvor end ikke de mest veluddannede og ressourcestærke unge kommer til at tænke den tanke, at man for alt i verden skal kæmpe sig ud af sin lediggang.

For nok vil man kæmpe sig ud af den, men det skal bare være for det rigtige. Det er trist, at det er kommet dertil. For hovedpersonerne skader nu engang sig selv, mens vi andre må se magtesløst på, alt imens vi punger ud for hele miseren.

Jeg håber, det ikke varer ved.

(Indlæg bragt i Politiken d. 23/1-2024)

Sólbjørg Jakobsen

23. januar 2024

For mange håbefulde par er det desværre en langvarig og vanskelig proces at blive gravid.

Det er enormt indgribende konstant at skulle stikke sig med medicinske indsprøjtninger, at ændre på kvindens cyklus, konstant at have scanninger og konsultationer på klinikken, som kan ændre sig med kort varsel.

Fertilitetsområdet trænger i dén grad til at blive kigget efter i sømmene, så flere par kan få opfyldt deres største drøm om at blive forældre.

Regeringens forslag om at indføre skatteyderbetalt hjælp til barn nummer to er sympatisk, og dens fokus fortjener ros, men løser ikke de afgørende problemer.

Blandt de store problemer er ventetiderne, og at man i forløbet oplever at blive afmeldt sin behandling grundet kapacitetsmangel, og at tilbuddene til dem, som det ikke lykkedes for, ikke altid er specielt gode.

I 2022 påbegyndtes 39.000 fertilitetsbehandlinger. Det kan lyde af meget, men efterspørgslen er langt større.

F.eks. er ventetiden til fertilitetsbehandling på Rigshospitalet ca. seks måneder og på Nordsjællands Sygehus mellem fem og seks måneder.

Ventetid er ikke ligefrem fordelagtig, når det biologisk ur tikker og slider mentalt.

I Liberal Alliance foreslår vi, at fertilitetsbehandling skal omfattes af behandlingsgarantien. Behandlingsgarantien angiver, at man kan vælge en privat leverandør, hvis ikke det offentlige sygehus kan foretage behandlingen inden for 30 dage.

De 30 dage foreslår vi generelt også, at man dropper og i stedet giver borgeren frit valg fra dag ét.

I dag er fertilitetsbehandling desværre undtaget fra behandlingsgarantien, så man aldrig har ret til skattefinansieret privat fertilitetsbehandling. Det bør ændres fremover.

Vi må dog erkende, at fertilitetsbehandling er symptombehandling af en større problematik og ikke bør stå alene. Vi bliver nødt til at se med alvor og mere bredt på den dalende fertilitet og indrette politikken herefter.

Vi skal have politisk fokus på årsagerne bag og forebyggende løsninger. Samtidig er vi nødt til at have en åben og ærlig, men svær samtale om de følger, det kan have at vente for mange år på at få børn.

Jeg blev selv mor som 17-årig. Nogen vil sige, at det er alt for ungt, men jeg var klar til at blive mor. Andre har passeret 40, når de bliver mødre. Nogen vil sige, at det er alt for gammelt, men så har de nok aldrig mødt en god, nybagt mor i 40’erne.

Kvinder kan blive gode mødre, uanset om de 20, 30 eller 40 år – realiteten er dog, at chancerne er større, når man er yngre. Det er vigtigt, at vi har en samtale om at blive mor – både i en ung og sen alder.

Biologien begrænser os rigeligt – der er ingen grund til, at vi indskrænker “fertilitetsvinduet” endnu mere med fordomme om unge og lidt ældre mødre.

Fertilitetsområdet er heldigvis begyndt at få mere opmærksomhed.

Sidste år vedtog Folketinget en afskaffelse af den femårige grænse for nedfrysning af æg, og snart skal Folketinget tage stilling til partnerægdonation som følge af et beslutningsforslag stillet af LA sammen med Alternativet.

Men jeg savner en mere helhedsorienteret plan for et meget aktuelt samfundsmæssigt problem, som rammer mange mennesker hårdt.

Jeg håber derfor, at statsministerens sympatiske forslag er et udtryk for, at regeringen og resten af Folketingets partier er parate, så flere par kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.23/1-2024)

Kvinder, der danner par, får endelig lov til at blive gravide med hinandens æg

Danmark skal have flere private plejehjem

Derfor er det en vanvittig idé at forbyde AfD

Mere tillid og respekt i ældreplejen

Hold jeres løfte, sæt en stopper for lovmøllen

Ukraine fik sin hjælpepakke, og Europa undgik et dramatisk dilemma

Nåh ja, så er der jo også lige patienterne

I hele Bruxelles og omegn florerer en generel sygdom

Det gør ondt at læse om nyuddannede ledige

Fertilitetsområdet har fyldt alt for lidt