Iværksætterne har ventet i over 1300 dage, og hvad vi fik de så? Alt for lidt

Lars-Christian Brask
17. juni 2024

Et iværksætterland i verdensklasse. Således er overskriften til regeringens længe ventede iværksætterstrategi. 1300+ dage har vi ventet i spænding og med puffen her og der fra de fleste partier i perioden op til nu.

Strategien er landet, og det første sættemøde med alle partierne er overstået.

Var den så værd at vente på? Nej, men trods alt små skridt i den rigtige retning – og uden en plan og mål er det på trods og med held, hvis vi lykkes med at skabe de næste erhvervssucceser.

Derfor er det naturligt og en forudsætning, at der nu er en plan, som der kan bygges videre på.

Iværksætteri, innovation og vækst kræver kapital og talent – ud over den forretningsmæssige idé og ledelse til at udføre mission og vision. De, der stiller kapital til rådighed, kigger alle på afkast efter skat.

Flere dumme skatteregler bliver trods alt saneret med denne strategi. Det er positivt, men ikke nok for ambitionsniveauet.

Jeg synes jo ikke, at der skal være nogen beskatning af gevinst, før den er realiseret. Det er vi ikke udenom på nogle områder med denne aftale.

Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der flytter os mod toppen

På skat på indkomst, udbytte og aktiegevinster har vi aldrig kunnet måle os med dem, der er i front i verden, og vi har altid været et obligationsland og ikke et aktieinvesteringsland som f.eks. vores nabo Sverige.

Sverige har siden de tidlige 80’ere haft en ambitiøs aktiesparekonto og er lykkedes med at gøre det til en mulighed, hvor den gennemsnitlige svensker bidrager til og forestår direkte medejerinvesteringer i selskaber og bidrager til den del af samfundsudviklingen.

En ambitiøs aktiesparekonto kunne jeg godt have ønsket mig i planen.

En aktiesparekonto, hvor det også er tilladt at investere en del af pengene i unge ikkebørsnoterede virksomheder.

Vi skal motivere og skabe en investeringskultur og en kultur, der kan se en anden vej end et job som lønmodtager. En aktiesparekonto på et andet niveau er med til at skabe den kultur og forståelsen for investeringer i selskaber.

Det er sundt og godt, at vi får fjernet en paragraf i selskabsloven, så det bliver lovligt og muligt at lave crowdfunding i ApS’er.

Det var et forslag, jeg selv stillede i Folketinget sidste forår, og som alle partier bakkede op om inkl. regeringspartierne, men regeringen ville gemme det til iværksætterudspillet. Heldigvis blev det ikke glemt.

Talent og arbejdskraft mangler vi meget af i Danmark på alt fra servicefag til ingeniører, og det bliver ikke bedre de næste mange år. Der er åbnet for lavere lønkrav for international arbejdskraft. Det er et skridt i den rigtige retning.

Medarbejderaktier og medejerskab er der også åbnet konstruktivt op for i strategien og med et ønske om at rette op på de unødvendigt komplicerede regler. Tak for det.

Regelhelvede og bureaukrati dræber mange iværksætteres og selvstændiges lyst, gejst, innovation og fremdrift.

Der er også intentioner om at få justeret på det, men som mange ting i strategien er der ikke noget konkret på, hvordan det skal udføres. Med et glas halvt fyldt kan jeg sige, at så er jeg jo selv med til at påvirke det, hvis vi deltager i aftalen om iværksætteri.

Det er nogle af de greb, der drejes på i iværksætterstrategien, men det er langtfra en ambitiøst nok plan for at få os op i toppen af verden.

Eller som erhvervsministeren har sagt: Vores mål er en strategi, der bringer Danmark helt i front som iværksætternation. Jeg synes, at vi som land og samfund fortjener at få gavn af det fulde potentiale og få skabt fundamentet til en kultur, som bringer os fremtidig velstand og fremdrift.

Det er en strategi, der går i den rigtige retning, men det er ikke en banebrydende strategi, der virkelig og markant flytter os mod toppen. Slet ikke.

Vi skal motivere og belønne de, som investerer og løber en risiko i nye virksomheder og innovation. Vi skal tilskynde og belønne de, der vælger den mere usikre vej som iværksættere frem for lønmodtagere.

Det kræver lidt mere end det, vi får i denne omgang, men som sagt: Det er et lille skridt i den rigtige retning, og jeg vil kæmpe for yderligere fremdrift på området med brugbare og udførlige tiltag.

(Indlæg bragt i Børsen d. 14/6-2024)

Endnu et byrådsmedlem skifter til Liberal Alliance i Nordfyns Kommune

Liberal Alliance
13. maj 2024

Liberal Alliance fik i sidste uge sit første byrådsmedlem i Nordfyns Kommune, og vi kan nu byde velkommen til Marie Holmgaard som endnu et nyt medlem.
Marie Holmgaard blev valgt ind til Nordfyns Kommunes kommunalbestyrelse for Venstre ved kommunalvalget i 2021 men har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance:

“Da jeg gik ind i politik, var det fordi, jeg mente, at jeg kunne bidrage til at gøre en forskel. Den forskel kan kun ske ved ambitioner, samarbejde, ideer og vilje til at udnytte hinandens kompetencer og stille høje krav til forvaltningen. Liberal Alliance er det mest ambitiøse, borgerlige parti, og de stærke værdier og et højt ambitionsniveau på borgerens vegne kan jeg repræsentere på Nordfyn.”

Marie Holmgaard har særligt børne- og ungeområdet som sin politiske mærkesag. Hun vil som medlem for Liberal Alliance arbejde for, at kommunen i højere grad end i dag sætter mennesket over systemet, og prioriterer handling over langtrukken proces og papirnusseri. Det skal ifølge Marie Holmgaard ske gennem konstruktivt samarbejde på tværs af partier og med handlekraft.

Marie Holmgaard er født ud af en landbrugsfamilie. Et liv i landbruget har lært hende at arbejde sammen på tværs af meninger og uenigheder om fælles mål, og det er denne konstruktive og ambitiøse tilgang hun ser i LA.

I Liberal Alliance glæder vi os over Marie Holmgaards skifte, og at der nu kommer flere liberale kræfter i Nordfyns Kommune:

”Jeg ved, at skiftet fra Venstre til Liberal Alliance ikke har været uden grundige overvejelser for Marie. Men jeg er overbevist om, at Marie har fundet politisk hjem hos Liberal Alliance. Hos os får hun muligheden for at udfolde sit politiske talent og ambitioner. Vi er utroligt glade for at byde Marie velkommen i vores liberale alliance”, udtaler Casper Søe-Larsen, organisatorisk næstformand i Liberal Alliance.

Marie Holmgaard sidder i Økonomiudvalget og Social- og Sundhedsudvalget og arbejder til daglig som politisk chef i landboforening Spiras i Syd- og Sønderjylland. Derudover bor hun i Morud og er mor til fire børn.

For yderligere information:
Marie Holmgaard, byrådsmedlem, Liberal Alliance, 22 91 30 99
Louise Juul Christensen, Presse- og politisk rådgiver, Liberal Alliance, 61 62 43 80

Kære midte, det er jer, der splitter Europa

Henrik Dahl
6. maj 2024

Det er ganske let at finde eksempler på splittende og voldsom retorik fra europæiske højrefløjspartier.

Netop den disciplin har Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse, dygtiggjort sig i, hvilket hun også viser her i avisen. Bosse kritiserer en video, hvor Dansk Folkeparti siger noget med at »røverbander fra Bulgarien og Rumænien« nu får fri adgang til Danmark.

Man kan med rette kritisere retorikken, men det er også en politisk analyse, der kun skraber overfladen.

For splittelsen i Europa kommer ikke fra protestpartier. Det kommer ikke fra Dansk Folkeparti og dets europæiske åndsfæller. Det kommer ikke fra venstrepopulistiske partier. Det kommer heller ikke fra klimapartier, landbrugspartier eller enkeltsagspartier.

Nej, splittelsen har sine rødder fra midten.

Det var typer som Stine Bosse, der havde travlt med at udstille Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som den nye Mussolini, mens det har vist sig, at hun faktisk er en samlende figur. En, der bygger bro mellem de store midterpartier og det yderste højre.

Det var typer som Angela Merkel, der ikke indså, at ukontrolleret indvandring er det mest splittende og polariserende spørgsmål.

Og det er typer som dem, der har travlt med at forsøge at udelukke DF’s Anders Vistisen fra de store EU-debatter i den kommende valgkamp.

Den elitære og teknokratiske midte dyrker konformiteten. De udskammer alle, der ikke spiller efter voksenbordets selvopfundne regler for dekorum.

Det er midtens insisteren på ensretning, der er selve drivkraften i splittelsen.

Protestpartierne er en reaktion på netop den elitære og teknokratiske midterpolitik, der gavner systemet, men skader helt almindelige europæiske borgere. Det er den gruppe vælgere, der vender det etablerede politiske system ryggen og stemmer på protestpartier – både på højre- og venstrefløjen.

Vejen til mere splittelse er at følge Stine Bosses opskrift, som bare handler om at udskamme vælgere for at have de forkerte holdninger. Det gør kun den højrefløj, hun kritiserer, meget stærkere.

Derimod er vejen til mindre splittelse, at EU fokuserer på de faktiske fælles problemer, som vi står over for: Ukraines frihedskamp, Europas økonomi og vores alle sammens sikkerhed.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj 2024) 

Betalingsgigant har monopol, og vi betaler alle prisen for det

Lars-Christian Brask
30. april 2024

Som erhvervsordfører for Liberal Alliance arbejder jeg hver dag for at sikre bedre vilkår for dansk erhvervsliv.

Derfor ærgrer det mig, når jeg hører historier om virksomheder og iværksættere, som oplever meget store prisstigninger på at kunne modtage betalinger i deres butik.

Siden jeg blev valgt som medlem af Folketinget, har Nets, der i dag er italienskejet, annonceret flere markante prisstigninger og i mindst ét tilfælde fordoblet priserne. Senest annoncerede Nets endnu en prisstigning 25. marts i år.

Erhvervsminister Morten Bødskov kunne i sommeren 2023 bekræfte, at Nets i 2017 havde en markedsandel på mindst 85 pct. på det danske marked for indløsning af både nationale og internationale kort i fysisk handel. Det skyldes blandt andet, at Nets både har monopol på at eje og indløse dankortet.

Monopoler er som kviksand for økonomien – de suger konkurrencen ud og kvæler innovationen

Derved har vi som samfund udstyret Nets med en række håndtag, som de kan bruge til at skrue priserne op.

For selvom Nets’ indtjening på dankortet er reguleret ved lov, står det Nets helt frit for, hvor meget de ønsker at opkræve i gebyrer på eksempelvis internationale betalingskort, med den konsekvens at mange danske butikker betaler tre gange så meget som butikkerne i Sverige.

Kan det skyldes, at det danske marked domineres af én stor betalingsgigant, som ovenikøbet har fået lov til at drive et monopol?

På baggrund af flere års erfaringer fra finanssektoren, ved jeg, at det er kunderne, som betaler regningen for manglende konkurrence. Jeg plejer at sige, at monopoler er som kviksand for økonomien – de suger konkurrencen ud og kvæler innovationen.

Uden politiske indgreb vil det være et spørgsmål om tid, før vi ser de næste store prisstigninger.

Derfor vil jeg opfordre erhvervsministeren og mine kolleger på Christiansborg til hurtigst muligt at gribe ind over for monopoler på det danske betalingsmarked og åbne op for fri konkurrence til fordel for virksomheder og forbrugere.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25/4-2024)

Vandkrisen skal have opmærksomhed i dansk udenrigspolitik

Henrik Dahl
8. april 2024

Vandområdet er i disse dage i fokus. Det er dog nyt, at vand også ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, men det er på tide.

Manglende og ulige adgang til rent ferskvand samt sygdomsfremkaldende spildevand er en hovedårsag til spændinger og konflikter.

Klimaændringer, befolkningsvækst og øget vandforbrug til industri og energi vil accelerere udviklingen globalt. Den forventede konsekvens vil være øget migration såvel som en stigning i væbnede konflikter relateret til vand.

I en europæisk kontekst er det særligt vandproblemerne i Afrika og Mellemøsten, som udgør den potentielt største destabiliserende faktor. Ifølge World Resources Institute er Nordafrika og Mellemøsten (MENA) i dag verdens mest vandudfordrede område og situationen vil kun forværres frem mod 2050, hvor hele befolkningen vil lide af vandmangel.

Denne stærkt bekymrende vandmangel sker parallelt med en eksponentiel befolkningsvækst frem mod 2050, som vil fordoble befolkningen i MENA-regionen til 725 millioner mennesker.

Det siger sig selv, at denne udvikling er skrøbelig og uholdbar, og vil fremprovokere migration og en kraftig forøget risiko for lokale konflikter og krige over vandressourcer. Denne tendens gør sig også gældende i resten af Afrika.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Nato i sin årlige sikkerhedspolitiske prognose fra januar meget klart fremhæver, at vandudfordringer vil øge migrationsbevægelserne eksponentielt og deraf fremprovokere økonomisk og social ustabilitet.

Det er særligt Europa, som er under pres – og Nato forudser også, at vandudfordringerne vil blive udnyttet af autoritative stater som Rusland til at skabe radikalisering og konflikter.

Senest kunne Weekendavisen berette, at Rusland planlægger at sende hundredtusindvis af afrikanske migranter gennem Afrika og Maghreb over Middelhavet og op gennem Italien og Frankrig. Uafhængigt af Ruslands planer kan vi allerede aflæse stigende migration.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, krydsede næsten 400.000 illegale migranter grænsen til EU i 2023. Det højeste niveau siden 2016.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering fremhæver statskup og væbnet oprør i blandt andet Mali, Burkino Faso og Niger, som konsekvens af vandmangel.

Men vandkrisen er endnu større og et globalt sikkerhedsproblem. Det ses afspejlet i Pacific Institute’s opgørelse over væbnede konflikter relateret til vand, hvor der fra 2017 til 2022 er registreret en global stigning på 550 procent! Fra henholdsvis 47 til 230 konflikter.

Og tendensen for 2023 ser desværre ikke bedre ud.

Vand bruges i stigende grad som våben, hvilket konflikten i Ukraine er et godt eksempel. Bare i de tre første måneder af krigen blev der ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature registreret 64 specifikke vandrelaterede angreb i Ukraine. Det understreger, hvordan vand også bliver brugt som våben.

Det er på tide, at vandkrisen får opmærksomhed i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trusselsbilledet domineres af Rusland på den korte bane og Kina på den længere bane, mens det for de mere bløde “sikkerhedspolitiske temaer” mest handler om cybersikkerhed, energiforsyning og adgang til kritiske råstoffer.

Det er bestemt relevant, men vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Både Nato og FN har fået øjnene op for dette, men herhjemme er der endnu ikke tilstrækkelig politisk bevidsthed om det.

Dette til trods for, at “vand for fred” hænger uløseligt samme med de tre højest prioriterede emner for danskerne til EU-valget ifølge Kantar for tænketanken Europa: Klimaforandringer og grøn omstilling, flygtninge og migranter og forsvar og sikkerhed.

Heldigvis er der god mulighed for det politiske Danmark til at se og udnytte potentialet i vand. Danmark har en styrkeposition på vandområdet med løsninger, der efterspørges rundt om i verden og som kan være et stærkt aktiv i vores sikkerheds- og udenrigspolitik.

Lad os bruge dette aktiv til at skabe fred og til at understøtte vækst og velfærd herhjemme. Der er i hvert fald to meget konkrete muligheder i henholdsvis regeringens kommende Globaliseringsstrategi og Afrika-plan. Så lad ferskvandet flyde og spildevandet rense til gavn for Danmark, EU og verden.

Vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Af Henrik Dahl og Mads Helleberg Dorff, branchechef Vand, Dansk Industri

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/4-2024)

Forsvarspolitik er ikke til symbolske markeringer

Ole Birk Olesen
5. april 2024

Det sker hele tiden: Et emne er oppe i tiden, og partier og meningsdannere føler behov for at påstå, at de skam er meget mere optagede af emnet og af alt, der er godt, end vi andre.

Så skal vi høre, at hvis man ikke vil forbyde oksekød i offentlige institutionskøkkener, så er man sandelig ikke lige så helhjertet optaget af at redde kloden fra klimaundergang, som de sande klimaforkæmpere er.

Eller hvis man ikke vil forbyde muslimer at lave egne friskoler, så går man i virkeligheden ikke ind for en stram asylpolitik, uanset hvor mange andre opstramninger man ellers har stemt for.

Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor, og hvor man måske i stedet burde glæde sig over en ny konsensus om såvel retning som alle de indsatser, som faktisk rykker noget.

Sådan er det for tiden også med debatten om det danske forsvar. Enigheden har næppe nogensinde været større:

Vi skal have et stærkt forsvar, vi skal bruge 2 pct. af bnp på det, vi skal være et helhjertet medlem af Nato, og fjenden kommer fra øst. Alle betydende kræfter og partier bakker op om disse helt centrale elementer i dansk forsvarspolitik.

Så hvad skal vi nu diskutere? Værnepligt! Og at kvinder også skal indkaldes til Forsvarets Dag!

I den forbindelse melder også borgerlige politikere, debattører og en avislederskribent her på Jyllands-Posten sig med påstande om, at hvis vi i Liberal Alliance ikke mener det samme om værnepligt som alle øvrige, så er vi at sammenligne med folk, som ikke går rigtigt op i klimaet, fordi de ikke vil forbyde oksekød i børnehaver, eller med andre, som er lalleradikale på udlændinge, fordi de ikke vil forbyde muslimer at lave friskoler.

Der må være en kant! Og hvis den er svær at finde, så kan vi da altid opfinde en!

Der bliver sagt og skrevet meget om, hvad LA mener om værnepligt. Jeg føler behov for at slå tre ting fast:

For det første: I LA er vi tilhængere af grundlovens bestemmelse om, at enhver våbenfør mand (eller kvinde) har pligt til at stille sig til rådighed for landets forsvar, hvis fjenden er på vej mod vores grænser for at invadere nationen. Vi har gentagne gange sagt, at vi ikke ønsker en ny grundlov, og det gælder også i forhold til grundlovens paragraf 81 om den almindelige værnepligt. Intet skal ændres her. Vores frihed har historisk hvilet på en vilje til at beskytte vores selvstændighed, og det kan den komme til igen. I så fald skal våbenføre borgere kunne udkommanderes til at skyde mod fjenden.

For det andet: Det, vi har behov for i dag, er at kunne stille med det stærkest mulige forsvar for at leve op til vore Nato-forpligtelser. Danmarks forsvar er ikke alene Danmarks sag, ligesom f.eks. Finlands forsvar i dag ikke alene er Finlands sag. Begge lande, og alle lande i Nato, har svoret en ed om at komme hinanden til hjælp, såfremt et land uden for forsvarsalliancen går til angreb på et allianceland. Vi udkommanderer i Danmark ikke værnepligtige, hverken unge, som aktuelt aftjener deres værnepligt, eller fra reserven af tidligere værnepligtige til Nato-missioner i udlandet. Hvis Rusland truer de baltiske lande, Polen eller Finland, så er det professionelle danske soldater, som vi sender til Baltikum, Polen eller Finland for at markere Natos samlede styrke og ultimativt for at stå klar til at yde forsvar mod angreb og invasion.

Vores værnepligtige bidrager ikke til de styrkemål, som vi stiller til rådighed for hele Nato-alliancens forsvar, hvor end i verden der måtte være trussel om konflikt. Vores værnepligtige bruges kun til forsvar af Danmarks eget territorium, i tilfælde af at russiske tropper har taget turen syd om gennem Polen og Tyskland eller nordom gennem Finland og Sverige og nu har udpeget Danmark til at stå for tur.

For det tredje: Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige. Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdsplads og ved at få de mest motiverede og de dygtigste til at benytte sig af deres værneret. Her er der meget at gøre! Og det kommer vi forhåbentlig til i de kommende år.

Mange værnepligtige kan her vise sig kontraproduktivt.

Hvis vi gerne vil have højt motiverede og dygtige unge mennesker til at benytte deres værneret, så er det en god idé at øge kravene knyttet til fysik, mentalitet og motivation, så man efter f.eks. 11 måneder som rekrut og soldat kan skrive på sit cv, at man er en af de udvalgte få, som har kunnet udføre opgaven.

Jo flere af de dygtigste og mest motiverede, vi kan få til at melde sig frivilligt, desto større vil muligheden for at rekruttere de rigtige unge til professionel tjeneste efterfølgende være.

Hvis man omvendt gerne vil have så mange som muligt ind, så tvinges Forsvaret til at sænke kravene, så alle af de mange kan være med. Det kan føre til, at de dygtigste og mest motiverede ikke melder sig frivilligt, fordi der ikke er så stor lærdom og prestige forbundet med at have værnet sit land.

Forsvarspolitik handler faktisk om, at der en krig, som skal vindes, hvis den bryder ud. I Liberal Alliance forsøger vi i denne som i alle andre sager at give saglige svar på, hvordan vi som samfund bedst håndterer de problemer, vi står over for.

Vi er klar over, at mange andre i den offentlige debat bare gerne vil score dydspoint på at sige ting, som lyder smarte, og vi tager med, at vi i LA i den konkurrence ikke er helt så dygtige.

“Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor.”

Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige.

Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdspladsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5/4-2024)

Sådan håndterer EU fremtidens migrationsstrømme

Henrik Dahl
2. april 2024

I sidste uge kunne Egyptens præsident, al-Sisi, gnide sig i hænderne over, at han netop har landet en aftale med Den Europæiske Union.

I fremtiden vil EU nemlig sende 55 mia. kr. til al-Sisis autoritære regime i bytte for bedre grænsekontrol, som skal begrænse tilstrømningen af illegale immigranter fra Egypten til Europa.

Aftalen med Egypten er et fint skridt i den rigtige retning mod en mere holdbar situation for Europas migrationsudfordringer.

Men det er ikke tilstrækkeligt. For ikke siden flygtningekrisen i 2015-2016 har der været så mange immigranter, der søger mod EU. Alene sidste år var der 1,14 mio. flygtninge, der søgte asyl i Europa, hvilket er en stigning på 18 pct. i forhold til året forinden.

Derfor bliver EU nødt til at få etableret nogle mere langvarige løsninger, hvor vi ikke gør os afhængige af utilregnelige lande som Egypten eller Tyrkiet.

Et godt sted at starte er ved at etablere flere modtagecentre i nærområderne. For hverken EU eller asylansøgerne er tjent med den nuværende situation, hvor flygtninge – ofte under kummerlige forhold og med hjælp fra menneskesmuglere – er nødsaget til at sætte deres liv på spil i en gummibåd over Middelhavet.

Hvis EU udruller et omfattende netværk af modtagecentre i nærområderne, vil vi ikke blot kunne forhindre, at Europa oversvømmes af illegale immigranter, som koster de europæiske lande dyrt både økonomisk, kulturelt og i forhold til kriminalitet.

Vi vil ligeledes kunne hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp, fordi det i sagens natur er mere omkostningseffektivt at hjælpe i nærområderne, end hvis asylansøgerne først skal til Europa.

Sidste gang Europa blev ramt af en flygtningekrise, var vi ikke i stand til at håndtere udfordringen.

En af de vigtigste opgaver for det kommende Europa-Parlament bliver at indhente efterslæbet, så vi kan håndtere fremtidens migrationsstrømmene og hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp.

For hvis EU’s indre grænser fortsat skal kunne holdes åbne, er det en forudsætning, at der kommer styr på de ydre grænser.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/4-2024)

Hverken mænd eller kvinder skal tvinges i militæret mod deres vilje

Carsten Bach
2. april 2024

Under overskriften ”Hvorfor i alverden kan kvinder ikke være soldater?

Præsenterede Venstres folketingsmedlem Torsten Schack Petersen for nylig i JP en parade af forkerte udlægninger om Liberal Alliances holdning til værnepligt.

Regeringen har nemlig besluttet sig for, at danske kvinder også skal underlægges tvungen værnepligt, som mænd er det i dag.

Svaret er, at det kan kvinder bestemt godt, og at vi i Liberal Alliance hjertens gerne vil have flere dygtige kvinder i Forsvaret.

Det er netop derfor, at vi arbejder for at accelerere den i forvejen opadgående kurve med flere kvinder i militæret, så vores forsvar ikke misser ud på værdifuldt talent, som kan bidrage til vores sikkerhed.

Men måske et mere relevant spørgsmål til Venstre og resten af regeringen er, hvorfor i alverden kvinder skal tvinges til at være soldater, hvis de ikke har lyst, og om regeringen i ramme alvor tror på, at vi får et stærkt forsvar med medarbejdere, der arbejder der under tvang?

I Liberal Alliance har vi altid gået ind for at afskaffe værnepligten og i stedet lade den blive erstattet af en ligestillet værneret, som skal gælde for begge køn.

Så da regeringen annoncerede, at kvinder, der ikke har lyst til at være en del af Forsvaret, i fremtiden skal kunne tvinges i militæret, sagde vi fra.

Det er der grundlæggende tre årsager til. For det første bryder vi os ikke om at skulle tvinge folk til at være soldater, hvis de ikke har lyst.

Som et liberalt parti tror vi på et frit samfund, hvor det er staten, der er til for danskerne, og ikke omvendt. Derfor vil vi ikke have tvungen værnepligt, uanset om den omfatter et eller flere køn.

For det andet er regeringens tvangsbaserede ordning unødvendig og disproportional, hvis vi gerne vil opruste vores forsvar med flere ansatte.

I alt for mange år har skiftende regeringer ledet af socialdemokraterne og Venstre desværre nedprioriteret Forsvaret, hvorfor der i dag er store problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Men netop hvad angår værnepligten, er frivillighedsgraden helt i top, og i dag hører det til sjældenhederne, at mænd bliver tvunget til at være værnepligtige.

Hvis vi sørger for bedre vilkår i Forsvaret, vil vi sagtens kunne sikre det fornødne antal medarbejdere, og derfor er den tvangsbaserede ordning fuldstændig unødvendig.

For det tredje tror vi i Liberal Alliance på, at vi får det stærkeste og mest velfungerende forsvar, hvis medarbejderne er der af egen fri vilje – og ikke fordi Venstre og resten af regeringen har tvunget dem i trøjen.

Jo lavere frivillighedsgraden i Forsvaret bliver, desto mindre professionelt og veldrevet bliver vores militær.

Det har vi slet og ret ikke råd til i en tid med krig på det europæiske kontinent.

(Indlæg bagt i Jyllands-Posten d. 28/3-2024)

En ny ældrelov skal sætte kvaliteten under lup

Pernille Vermund
20. marts 2024

Af Pernille Vermund & Jakob Scharff, Branchedirektør i Dansk Industri

Hvem er den kommende ældrelov egentlig til gavn for? Er det for systemet, staten og kommunerne? For medarbejdere og for ledere? Eller er det for borgerne? Det kan være forskelligt, alt efter hvem du spørger. Men der burde ikke herske nogen tvivl om svaret. En ny ældrelov skal først og fremmest gavne landets ældre – om det er den ældre på plejehjemmet, personen, der skal have hjælp i hjemmet, eller de pårørende. Det handler om, at vi skaber de bedste rammer, den bedste pleje og mest mulig værdighed for vores ældre.

Derfor er det også opsigtvækkende, at vi i dag kan få mere information om den restaurant, vi skal besøge, end det plejehjem, vi skal vælge.

I dag er der ingen retningslinjer eller målemetoder for, hvad der kendetegner en god og værdig ældrepleje. Kommunerne måler forskelligt – og det er sjældent noget, som borgere let kan orientere sig i. Derfor er det også stort set umuligt for ældre at få indsigt i kvaliteten af plejen på det enkelte plejehjem, og om den er bedre eller værre end tilsvarende tilbud andre steder.

Det betyder, at ældre i dag træffer valg med bind for øjnene, og det forringer i sidste ende kvalitetsniveauet. For som bekendt bliver kvaliteten af et produkt bedre, når der er konkurrence på markedet, men det er svært at skabe konkurrence, hvis ikke brugeren kan få konkret viden om produktet og derfor ikke kan vælge det gode produkt til og det dårlige fra.

Derfor foreslår vi, at borgerne skal have bedre indsigt i kvaliteten gennem en udvidelse og forbedring af Plejehjemsoversigten.dk – en oversigt over landets plejehjem og friplejeboliger. Konkret vil vi sætte kvaliteten under lup ved at udpege et sæt faste kvalitetsindikatorer for faglige resultater, borgernes tilfredshed og medarbejdernes trivsel, som alle plejehjem skal måles på. På den måde bliver det muligt for borgeren at holde plejehjemmene op mod hinanden og sammenligne dem ud fra de samme mål og krav. Vi skal sikre større selvbestemmelse og bedre kvalitet for de ældre.

Selv om det er 20 år siden, at retten til at vælge mellem kommunale og private plejehjem blev indført ved lov, er det fortsat de færreste ældre, der ved, at de kan vælge en friplejebolig, når de visiteres til en plejehjemsplads. Det er ikke i orden. Det bør derfor fremover være lovpligtigt for kommunerne at informere om plejehjemsoversigten og det frie plejehjemsvalg, når den ældre visiteres til en plejebolig. Hvis vi lykkes med at skabe det nødvendige fokus på kvalitet, sikrer vi også, at alle borgere uanset forudsætninger nemt og hurtigt kan vælge det plejehjem, de helst vil bo på.

Vi sikrer, at medarbejdere, ledere, kommuner og private leverandører kan tage ved lære af hinanden og tydeligt vil kunne se, hvis kvaliteten begynder at halte. Dermed kan vi også afskaffe bureaukratitunge proceskrav, kommunale særregler og de mange tilsyn, der ikke skaber værdi for hverken borgere eller medarbejdere.

Hvis ældreloven skal være til gavn for de ældre, skal vi sikre mere gennemsigtighed og styrke det frie valg af plejehjem.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. marts 2024).

Lad os nu udnytte AI i sundhedsvæsenet

Louise Brown
20. marts 2024

Kunstig intelligens-teknologien (AI) stormer frem, og der er ubegribeligt meget potentiale i at udnytte teknologien i vores sundhedsvæsen.

Som sundhedsordfører var jeg i sidste måned på et ekstremt lærerigt besøg i Region Nordjylland, som er “front runner”, når det gælder brugen af AI-løsninger i forskellige områder af sundhedsvæsnet.

Samtaler med overlæger på regionens hospitaler bekræftede, hvor mange uudnyttede fordele, der ligger i teknologien.

Vigtigst af alt er det også forbedre kvaliteten af behandlingen og patientsikkerheden.

Desværre er det i dag for tilfældigt, om man ude på landets hospitaler gør brug af AI-løsninger, fordi det afhænger af den enkelte regions og hospitals velvillighed.

Region Nordjylland gør brug af i alt 11 AI-løsninger i dag.

De bruger for eksempel AI-teknologi til at spotte knoglebrud på røntgenbilleder. Hvor det tidligere var to læger, som skulle aflæse røntgenbillederne og vurdere, hvorvidt en patient havde brud og frakturer på knoglerne, kan det i dag klares af en enkelt læge og AI.

Det sparer både arbejdstid for personalet, og patienten undgår unødig ventetid i skadestuens venteværelse.

AI-løsningen har reduceret ventetiden med en time, og det har også vist sig, at teknologien har reduceret antallet af efterfølgende patienterstatninger på grund af fejl.

Region Nordjylland foretager omkring 50.000 røntgenskanninger om året, og med tid sparet for hver eneste skanning, er det rigtig mange timer om året, som i stedet kan bruges på behandling af patienter og andre kerneopgaver.

Også på kræftområdet har regionen gavn af AI-løsninger, der hurtigere og mere præcist kan finde kræft på scanningsbilleder.

AI kan skanne vævsprøver og finde kræft, som det menneskelige øje ikke kan se, og det giver bedre diagnosticering og mulighed for at begynde kræftbehandling tidligere.

Ifølge regionens egne tal kan personalet ved hjælp af AI-løsningen spare 50 procent af den tid, de normalt ville bruge på scanning af vævsprøver for brystkræft – og samtidig sikrer teknologien et bedre resultat.

Region Nordjylland er det perfekte eksempel på det enorme potentiale, der er i brugen af AI. Derfor er det utilstrækkeligt, at det i dag kun er den enkelte regions og overlæges åbenhed over for teknologien, der afgør, om løsningerne bliver anvendt.

Liberal Alliance går ind for mere selvstyre og mindre mikromanagement fra centralt hold.

Men vi mener også, der er behov for en større indsats for at udbrede brugen af AI i sundhedsvæsnet, hvor det giver mening, når vi ved, hvor ekstremt mange ressourcer det kan frigive blandt læger og sygeplejersker, som ikke længere skal bruge deres tid på opgaver, som kan løses hurtigere og bedre ved hjælp af teknologien.

Lad mig slå fast, at kunstig intelligens ikke skal erstatte sygeplejersken eller speciallægen, men gøre det muligt at bruge deres tid og ressourcer bedre og mere effektivt.

Det skal være sundhedspersonalets super-værktøj.

Mange sygeplejersker, som forlader den offentlige sektor, forklarer deres valg med, at de brugte al deres tid på papirnusseri og for lidt tid på den egentlige sygeplejergerning, de uddannede sig til.

Manglen på personale er den største udfordring i vores sundhedsvæsen i dag, og manglen på sundhedspersonale bliver kun et større problem, hvis vi fortsætter uændret frem.

Det er afgørende, at vi politisk laver de fornødne ændringer og skaber et sundhedsvæsen, hvor kompetent sundhedspersonale bliver og har mulighed for at bruge deres faglighed.

På lang sigt indebærer det et system med mindre bureaukrati. Her og nu kan vi gøre mere for at bruge de kræfter, der allerede er i systemet, klogere.

Kunstig intelligens er for mig at se del af løsningen til, at vi får stoppet flugten fra det offentlige sundhedsvæsen, fordi fagpersonalet igen får mere tid til at udføre kerneopgaverne, og samtidig sikrer bedre behandling af patienterne.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 20/3-2024)