Hvorfor taler vi ikke mere om Enhedslistens ekstremisme?

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
20. september 2024

Jo, Pelle Dragsted er en sympatisk fyr, men kan vi være helt trygge ved et parti, der har haft en kedelig tradition med at omgås folk med tilknytning til terrororganisationer?

I slutningen af sidste år kom det frem, at Enhedslisten havde sendt millioner af danske skattekroner afsted til den palæstinensiske terrororganisation DFLP, som bl.a. stod bag massakren på den jødiske befolkning den 7. oktober.

Siden da er det væltet frem med historier, der blotlægger Enhedslistens venstreekstremisme.

Til Enhedslistens årsmøde slår partiets medlemmer på tromme for, at partiet skal vedtage som resolution, at »Israel skal opløses«, og at Hamas’ »modstandskamp« mod Israel er »legitim«.

Folk fra Enhedslistens folketingsgruppe har afholdt møder med medlemmer af en terrororganisation på Christiansborg.

Og flere af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer har af officielle kanaler forsøgt at genoptage den økonomiske støtte til DFLP, som bliver brugt til at finansiere terrorangreb.

Når man lige lader de her kendsgerninger bundfælde sig, er det egentlig ret vildt at tænke på. Men faktum er imidlertid, at det ikke burde komme som en overraskelse.

For lige siden 1980’ernes mange partier på den yderste venstrefløj besluttede sig for at finde fælles fodslag i én enhed, har historien om Enhedslisten været en tilbagevendende opvisning i venstreekstremisme.

I slutningen af 1990’erne, da Pia Kjærsgaard blev forfulgt på Nørrebro, udtalte et medlem af partiets hovedbestyrelse: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelserne over tæerne.«

I første halvdel af 00’erne lukkede Pernille Rosenkrantz-Theil som medlem af Enhedslistens folketingsgruppe to personer ind i Folketinget, som hældte maling ud over Anders Fogh.

Rosenkrantz-Theil udtrykte støtte til overfaldet og sagde, at hun selv kunne have fundet på at deltage i angrebet, hvis hun ikke lige havde været medlem af Folketinget.

Og i den parlamentariske del af partiet har man altid haft svært ved at afvise Antifascistisk Aktion, Anti-racistisk Håndværkerlaug, Blekingebanden, dele af det autonome miljø og mange aktivistiske grupperinger, fordi disse bevægelser har været tæt forbundet med Enhedslisten.

Men det stopper ikke engang her.

Efter at Putins kampvogne havde krydsede Ukraines landegrænse i 2022, kunne Enhedslisten fra Folketingets talerstol bebude, at Rusland ikke er en trussel mod Europa, hvilket senere blev suppleret med en proklamation om, at Nato er en angrebspagt.

For Enhedslisten har altid stået for anti-vestlig politik.

Og selvom man i dag nok snarere forbinder dets politik med sympatiske frontfigurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted, kommer vi ikke uden om, at tidligere tiders drømme om kommunistisk revolution har sat sig som råd i alle afkroge af partiorganisationen.

Pelle Dragsted har været god til at tage afstand fra den venstreekstremisme, der stadig spøger i hans parti. Men hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager?

Mon ikke der ville have været ramaskrig og ryddede sendeflader, hvis det havde været et borgerligt parti, der inviterede nynazistiske bevægelser til kaffe på Christiansborg eller kanaliserede skattekroner ud af landet for at finansiere højreekstremistisk terrorisme?

Og kan vi være trygge ved, at Pelle Dragsted refererer til en hovedbestyrelse – som har indflydelse på alt fra partiets politik til opstilling af kandidater – der består af folk med de her holdninger?

Disse spørgsmål står hen i det uvisse. Men jeg synes, vi i dansk politik burde begynde at forholde os til dem.
Hvad siger det om dansk politik, at hovedparten af den danske presse ikke for alvor har valgt at stille skarpt på Enhedslistens skandalesager? spørger Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. september 2024)

Liberal Alliance: Gør som Tyskland og luk de samfundsundergravende moskeer

Carl Andersen
19. september 2024

Debat: Som et liberalt demokrati har vi pligten til at beskytte vores frihedsrettigheder mod dem, der aktivt arbejder for at underminere dem. Derfor opfordrer Liberal Alliance regeringen til at foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskeer, der har tætte forbindelser til despotiske regimer og organisationer, der udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Når en moské aktivt fungerer som forlænget arm for despotiske og antidemokratiske styrer eller organisationer, overskrider den grænsen for, hvad grundloven beskytter. Så er de til fare for danske borgere og Danmark.

Det sker som følge af, at jeg scrollede nyheder i sommerferien og erfarede, at tyskerne har udført en storstilet aktion mod “Den Blå Moské” i Hamborg samt over 50 andre moskeer eller islamiske indretninger med forbindelse hertil.

De tyske myndigheder mente at kunne bevise, at “Den Blå Moské” og dens forening “Islamisk Center Hamborg” er en forlænget arm for det autoritære præstestyre i Iran og desuden har forbindelse til Hizbollah, der i Tyskland har status som terrororganisation.

Det interessante er, at disse nu lukkede og forbudte moskeer i Tyskland har nogle forbindelser til danske moskeer. Særligt Imam-Ali Moskeen i København, hvis vedtægter blandt andet tilskriver, at aktiverne skal overdrages til den nu lukkede “Den Blå Moske” i Hamborg. Det her bør i den grad få alarmklokkerne til at ringe hos de danske politikere og myndigheder.

Det tyske eksempel viser, at det er muligt at tage effektivt hånd om problemet, hvis der er politisk vilje til det. Simpelthen at lukke moskeerne og forbyde deres undergravende foreningsaktivitet. Vi skal handle, fordi det er vores pligt at beskytte vores land, vores værdier og vores demokrati.

Derfor mener vi, at regeringen skal tage de nødvendige skridt for at identificere de moskeer, der udgør en trussel mod samfundet, og undersøge det juridiske grundlag for at kunne lukke dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19. september 2024)

Nej tak til Tesfayes smagløse gryderet

Helena Artmann Andresen
16. september 2024

Lad det være sagt med det samme. Vi er enige med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i, at der er behov for at gøre noget for erhvervsuddannelserne.

Uddannelser som tømrer, murer, ambulancebehandler, mejerist, elektriker og socialog sundhedshjælper bliver ikke mindre vigtige i årene, der kommer. Tværtimod. Vi har brug for dygtige og engagerede unge med såkaldte »kloge hænder«.

Unge, der går på en erhvervsuddannelse, skal have mere tid. De skal kunne møde ind på en uddannelse, hvor de får lov at følge en klasse, og hvor de kan fordybe sig i fag og ungdomskultur, før de skal ud at prøve kræfter med en arbejdsplads.

Men – for der er også et stort »men« – i forhold til de planer, som ministeren har luftet om at skabe en ny HPX-uddannelse, der skal rumme samtlige 100+ erhvervsuddannelser. For unge mennesker er ikke ens – og det er erhvervsuddannelserne heller ikke.

Der er en kæmpestor forskel på, om man drømmer om at blive maskintekniker, kok eller sundhedsmedarbejder. Derfor trækker vi følehornene til os, når ministeren taler om at lave en »gryderet«, for det lugter langt væk af udkogte gulerødder, hengemte perleløg og udvasket tomatsovs.

Man kan ganske enkelt ikke blande de mange uddannelser sammen, uden at smagen, historikken og den faglige stolthed går fløjten.

Hvis vi skal udvise respekt for erhvervsuddannelserne – og det skal vi – må vi erkende, at uddannelserne hver især har en lang tradition – nogle går århundreder tilbage – og bygger på faglige traditioner, håndværk og kultur, som gør netop disse uddannelser til noget helt særligt.

Vi må også erkende, at unge, der ønsker at lære at tilberede grøntsager og blåmuslinger, ikke på samme måde drømmer om eller har et fagligt behov for at lære at rede en hospitalsseng eller at kunne bringe en bordplade i vater.

Liberal Alliance er klar på forhandlinger, der kan give bedre vilkår for erhvervsuddannelserne. Det vil være godt for både de unge og for samfundet. Men vi ønsker en model, der respekterer forskellige fagligheder og forskellige unge, sådan at fremtiden kan blive faglært i stedet for at ende i en smagløs gryderet

(Indlæg bragt i Berlingske d. 16. september 2024)

Mette Frederiksen er villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning

Alex Vanopslagh
13. september 2024

For ét år siden annoncerede SVM-regeringen med Mette Frederiksen i spidsen, at et nyt princip skulle styre dansk politik i de kommende år.

Med et opjusteret økonomisk råderum som bagtæppe kunne regeringstoppen nemlig bebude, at fremtidens valuta i dansk politik ikke længere skulle være penge. Dansk politisks nye møntfod var derimod blevet arbejdskraft.

Men startskuddet til en ny sæson af dansk politik er netop gået til lyden af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen.

Velfærdsaftalen så dagens lys i 2006, da en bred vifte af Folketingets partier med Anders Fogh og Helle Thorning i spidsen fandt fælles fodslag om at sikre en sund økonomi langt ud i fremtiden.

Aftalen er afgørende

Velfærdsaftalen sikrer nemlig, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden, og det er en af de centrale hjørnesten i nationaløkonomien. Den er af økonomer blevet kaldt alt fra »kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi« til en »forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund«.

Men i kølvandet på den historisk upopulære SVM-regerings vælgerflugt har statsministeren besluttet sig for at sælge ud af denne nationaløkonomiske kronjuvel i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage. Det er svært at beskrive, hvor store konsekvenser for de offentlige finanser dette kan få.

Men sikkert er det i hvert fald, at hvis arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik, må SVM-regeringen siges at være på randen af en konkurs. Nye tal viser, at effekten af alle regeringens arbejdsudbudsreformer vil gå i minus, hvis man – som Socialdemokratiet har henvist til – skrotter velfærdsaftalen og følger pensionskommissionens forslag, som vil reducere den strukturelle beskæftigelse med 40.000 personer.

Lægger man velfærdsaftalen i graven, tager man et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv er blevet beskrevet som selve formålet med at danne SVM-regeringen: Yderfløjene skulle sættes uden for indflydelse, og de selverklærede »ansvarlige« partier skulle skyde deres politiske uenigheder til hjørne for at træffe de beslutninger, der kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men Socialdemokratiets pensionsmelding er et udtryk for det diametralt modsatte.

Ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand, Michael Svarer, har netop velfærdsaftalen været »fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser« og gjort, at »vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.«

Bryder man med velfærdsaftalen ved for eksempel at fastfryse pensionsalderen på 70 år, vil det fra 2040 til 2070 forøge nettogælden med svimlende 299 milliarder kroner, hvilket vil slå revner i fundamentet under den danske økonomi.

Indtil for nylig var Socialdemokratiet ellers enige i, at det ville være en utrolig dårlig idé.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet nemlig, at det var »topmålet af uansvarlighed«, og at forslaget decideret ville »slå et hul i statskassen«.

Det afføder spørgsmål

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr for at bremse den socialdemokratiske vælgerblødning.

Det afføder en masse vigtige spørgsmål om både dansk økonomi og regeringssamarbejdet, der nu står hen i det uvisse:

Hvorfor var det nødvendigt at afskaffe store bededag for at få danskerne til at arbejde mere, når man alligevel vil annullere effekten af både det og mange andre reformer ved at give velfærdsaftalen et skud for boven?

Hvor skal den finansiering, der i fremtiden skal holde velfærdsstatens tandhjul i gang, komme fra, hvis man med Socialdemokratiets egen formulering ender med at »slå et hul i statskassen«?

Hvorfor overhovedet danne SVM-regeringen – hvis selve eksistensberettigelse var at gennemføre de svære, men nødvendige, reformer – hvis man alligevel ikke vil indfri de vidtløftige ambitioner, lige så snart meningsmålingerne viser tilbagegang?

Og kan Venstre og Moderaterne i ramme alvor være tilfredse med at være løbet fra deres valgløfter for at holde hånden over Mette Frederiksens retssikkerhedsskandaler i bytte for at indtage regeringskontorerne, hvis man alligevel ikke får gennemført den politik, der var meningen?

Hvis Mette Frederiksen lykkes med at kuldkaste velfærdsaftalen, vil det frembringe en ny epoke i dansk politik præget af kortsigtede egeninteresser og økonomisk uansvarlighed.

Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i 2019 fik held med at vinde regeringsmagten med Arne-pensionen som politisk trumfkort, hvor nøje udvalgte vælgersegmenter blev trukket ud af arbejdsmarkedet og parkeret på offentlig forsørgelse.

Men med Mette Frederiksens pensionsmelding risikerer vi at få en helt ny normaltilstand med populistisk overbudspolitik, som er langt værre.

Det giver mindelser om de tendenser, vi kender fra gældsplagede sydeuropæiske lande, hvor politikerne indgår i en konstant kappestrid om at overbyde hinanden med frynsegoder til håndplukkede befolkningsgrupper, som smadrer nationaløkonomien.

Men sådan behøver det selvfølgelig ikke at være. For hvem siger, at danskernes pension skal overlades til lunefulde politikere, der vil kunne tage pensionsopsparingerne fra dem med et pennestrøg?

Med Liberal Alliances FriPension-ordning vil alle danskere i arbejde få mulighed for at opspare 675 kroner skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen – helt uden at vi skal sætte dansk økonomi over styr i et desperat forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Det vil ikke blot gøre, at danskernes får magten over deres egne pensionsopsparinger uden at skulle være afhængige af politikernes nåde. Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå, fordi vi dermed ikke efterlader et fattigere Danmark til de kommende generationer.

»Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os«.

Sådan lød det i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fandt sammen for at danne den historiske SVM-regering.

Hvis fremtidens danskere også skal vokse op i et samfund med vækst og velstand, er det tid til, at regeringen sætter handling bag sine ord ved at føre en ansvarlig økonomisk politik.

Evner regeringen at træffe de svære, men nødvendige beslutninger, som var selve årsagen til, at den blev sat i verden, eller vil dette være historien om en regering, der gamblede med nationaløkonomien, fordi man lod sig besnære af kortsigtede egeninteresser i et desperat forsøg på at klamre sig til ministertaburetterne?

For når historiebøgerne om SVM-regeringen en dag skal skrives, vil regeringstoppen blive vurderet på, om de evnede at holde hovedet koldt i modgang og træffe de rigtige beslutninger.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. september 2024)

Erhvervslivet bliver holdt nede af unødigt bureaukrati. Sådan vender vi udviklingen

Pernille Vermund
29. august 2024

Den danske iværksætterkultur er på retræte, og mange af fremtidens erhvervssucceser flygter ud af Danmark. Men sådan behøver det ikke at være.

Danmark er hverken begunstiget af værdifulde mineraler, oliefelter med eksportpotentiale eller andre sjældne naturressourcer, der sender penge i statskassen. Men alligevel har vi formået at blive et af verdens mest velstående lande. Det skyldes fortrinsvis de gode idéer fra virkelystne ildsjæle, der skaber den innovation, som udgør fundamentet under Danmarks økonomi. Produkterne fra Novo Nordisk redder millioner af menneskeliv i alle afkroge af verden, Vestas’ vindmøller sætter gang i hjulene under den grønne omstilling, og på verdenshavene fragter Mærsks skibe produkter rundt, som bidrager til velstandsfremgang over hele kloden.

Men det er langtfra givet, at Danmark bliver ved med at have nogle af verdens bedste virksomheder. For lige nu er den danske iværksætterkultur på tilbagetog. Kun én enkelt af de ti mest værdifulde danske selskaber er blevet stiftet inden for de seneste 50 år. Siden finanskrisen har vi mistet mere end 20.000 selvstændige, selvom den samlede beskæftigelse er skudt i vejret. Og siden årtusindskiftet har 69 pct. af alle nystiftede unicorns forladt landet, mens det tilsvarende tal hos vores svenske naboer blot er 9 pct. Hvis Danmark fortsat skal være et velstående land, bliver vi nødt til at vende udviklingen, så det atter kan betale sig at drive virksomhed her til lands.

Omfattende problem

Så hvad skal vi gøre for at genoplive den danske iværksætterkultur? Spørger man de små og mellemstore virksomheder, mener 78 pct. af dem , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark. Og 68 pct. af alle små og mellemstore virksomheder mener, at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige under ét er dén enkeltstående faktor, som giver de dårligste vilkår for at drive iværksætteri her til lands.

Faktisk er problemet med bureaukrati så omfattende, at de små- og mellemstore virksomheder hvert eneste år spilder 16,5 mia. kr. på at overholde de statslige indberetningskrav. Det svarer til 35.000 ansatte, der arbejder fuldtid udelukkende for at imødekomme bureaukratiet.

Siden Poul Schlüter var statsminister, har alle regeringer haft som erklæret mål at tage fat om problemets rod. Men selvom der på begge sider af folketingssalens midte er bred enighed om problemet, er det sjældent, at de gode intentioner fra de politiske skåltaler om afbureaukratisering ender med at udmønte sig i lovgivning.

Derfor vil vi i Liberal Alliance indføre en bureaukratilov om, at man skal afskaffe to eksisterende regler, hver gang man vil indføre én ny, så vi på den måde kan binde os selv til masten for at tage livtag med bureaukratiet.

I 2001 indførte man et lignende princip i den canadiske provins British Columbia, og resultatet har været enestående. På blot tre år faldt regelmængden med 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har øget provinsens økonomiske vækst med 1 procentpoint om året siden. Men selv hvis dette forslag er for vidtrækkende til at opnå et folketingsflertal, er der stadig en myriade af andre bureaukratiske byrder, der burde være opbakning til at tilbagerulle blandt samtlige partier.

Tilbagerul byrderne

Et godt eksempel på formålsløs lovgivning ser vi med den nye bogføringslov, der påtvinger selvstændige at skulle udarbejde en omfattende beskrivelse af deres bogføringsprocedure. Det tager ofte unødigt mange timer for små selvstændige erhvervsdrivende, selvom intet i første omgang tilsagde, at der var brug for strengere krav til at dokumentere bogføringsprocedure.

Samme billede tegner sig med de dokumentationskrav, der forhindrer vores virksomheder i at rekruttere international arbejdskraft, selvom vores arbejdsmarked har desperat brug for flere medarbejdere. Eller med kravet om såkaldte nulindberetninger, som påtvinger arbejdsgivere at køre løn for samtlige medarbejdere, selvom nogle af disse eksempelvis kun arbejder i sommermånederne.

Fællesnævneren ved disse eksempler på lovgivning er, at de ofte ikke gør gavn, samtidig med at de medfører en stor omkostning for især små og mellemstore virksomheder. Selvom hver enkelt lov ikke nødvendigvis medfører en enorm byrde, udgør de tilsammen en enorm forhindring for vores iværksætterkultur. For hver eneste unødvendige lov, anordning og bekendtgørelse lægger nemlig en ny sten til den mur af bureaukrati, der forhindrer de gode idéer i at blive til fremtidens erhvervssucceser.

Hvis vi også skal sikre fremtidens vækst og velstand, bliver vi derfor nødt til at sætte vilje bag intentionerne om afbureaukratisering. For hvis den nuværende udvikling ikke bliver stoppet, kommer vi ikke til at efterlade et velstående Danmark til de kommende generationer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 29. august 2024).

Mette Frederiksen gambler med nationaløkonomien for at købe stemmer

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
16. august 2024

Mette Frederiksen sætter dansk økonomi over styr ved at trække S ud af velfærdsaftalen for at genvinde tabte stemmer

I 2006 fandt et politisk flertal med Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt i spidsen fælles fodslag om at sikre en sund nationaløkonomi langt ud i fremtiden. Et bredt udsnit af Folketingets partier var nemlig blevet enige om at lade pensionsalderen stige i takt med levetiden, hvilket er blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til en “forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund” .

Men en ny sæson af dansk politik er netop blevet blæst i gang af Mette Frederiksen, der har besluttet sig for at ville trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen. På et bagtæppe af den historisk upopulære SVM-regering og et socialdemokrati, der bløder vælgere i hidtil uset omfang, vil Mette Frederiksen nemlig ændre velfærdsaftalens princip om, at pensionsalderen skal følge levetiden.

Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag, lød meldingen fra Socialdemokratiet ellers, at det var “ topmålet af uansvarlighed” , og at forslaget decideret ville “slå et hul i statskassen” .

Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr i et krampagtigt forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.

Med det her forslag efterlader statsministeren regningen for fremtidens sunde økonomi i børneværelset hos de kommende generationer. Det er et markant opgør med det, der af Mette Frederiksen selv blev beskrevet som formålet med at danne SVM-regeringen.

De ideologiske stridsøkser skulle begraves, yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse, og de selverklærede “ansvarlige” partier skulle finde sammen på midten af dansk politik for at træffe de svære – men nødvendige – beslutninger, som kunne fremtidssikre velfærdssamfundet.

Men med det her forslag går vi et stort skridt i den diametralt modsatte retning end dét, der var regeringens eksistensberettigelse. Fra 2040 til 2070 vil forslaget forøge nettogælden med svimlende 299 mia. kr. , hvilket selvfølgelig skal betales af de af os, der er i arbejde i den periode.

Og ifølge professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer har netop velfærdsaftalen været “fuldstændig afgørende for sundhedstilstanden på de offentlige finanser” og gjort, at “vi gik fra en situation med kroniske underskud til en situation, hvor vi ligger tæt omkring en balance.”

Et opgør med velfærdsaftalen vil derfor slå revner i fundamentet under den danske økonomi. Ikke mindst i en tidsalder, hvor vi i forvejen er presset af demografiske udfordringer og en markant mangel på arbejdskraft.

Skurvognspopulisme Hvis Mette Frederiksen lykkes med at lægge velfærdsaftalen i graven, risikerer vi at få en ny normaltilstand i dansk politik præget af populistisk overbudspolitik. Vi har allerede set konturerne til dette, da Socialdemokratiet i sin tid forsøgte at vinde regeringsmagten i 2019 ved at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet med Arne-pensionen.

Og da nøglerne til regeringskontorerne skulle bevares op til folketingsvalget i 2022, trak Socialdemokratiet endnu et uansvarligt forslag op af hatten, da man besluttede sig for at lefle for udvalgte vælgersegmenter af offentligt ansatte med et såkaldt lønløft. Dette seneste skud på stammen af uansvarlig økonomisk politik giver mindelser til de tendenser, vi kender fra gældsplagede, sydeuropæiske lande, hvor politikerne konstant kappes om at overbyde hinanden ved at bestikke nøje udvalgte vælgergrupper med frynsegoder.

Opgøret med velfærdsaftalen udstiller, hvorfor det ikke er trygt at overlade danskernes pensionsalder til politikere, der kan fristes til at udnytte nationaløkonomien til at købe stemmer. Men der er ingen, der siger, at det behøver at være sådan.

Vi har muligheden for at gennemføre en reform, som giver danskerne magten over deres egne pensionsordninger, som et folketingsflertal ikke vil kunne tage fra dem med et pennestrøg. I Liberal Alliance har vi eksempelvis fremsat et forslag om “Fri Pension”, hvor alle danskere i arbejde vil kunne få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver måned.

Det vil for egen regning give folk muligheden for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før pensionsalderen. Hvis vi også skal efterlade et Danmark med vækst og velstand til de kommende generationer, har vi slet og ret ikke råd til at gamble med nationaløkonomien ved at lade os besnære af kortsigtede, populistiske interesser.

Derfor bliver vi nødt til at føre en ansvarlig økonomisk politik. Præcis ligesom Mette Frederiksen selv insisterede på at gøre, da hun for halvandet år siden vendte blokpolitikken ryggen for at fremtidssikre vores velfærdssamfund.

(Indlæg bragt i Børsen d. 16/8-2024)

Familierne skal have mere frihed i deres hverdag

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
16. august 2024

Hvem arbejder danskerne for?

Da statsminister Mette Frederiksen over flere omgange erklærede, at danskerne simpelthen måtte arbejde noget hårdere for at fremtidssikre velfærdsstaten og bekæmpe Putin, fordi der er »noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret«, var protesterne så højlydte og mange, at statsministeren blev tvunget på et noget forkølet tilbagetog.

Når reaktionerne blev så voldsomme, er det, fordi hun afslørede en grundlæggende forskel på en socialdemokratisk og liberal tilgang. I en socialdemokratisk optik er danskernes arbejdsliv og livsvalg i sidste ende noget, der skal tilpasses velfærdsstaten.

Som liberal ser jeg det stik modsat: At dit liv og din tid tilhører dig, og at velfærdsstaten skal være et middel til at understøtte dit liv. Sådan er det desværre langt fra i dag.

Danske børn har en, synes jeg, trist europarekord i tid brugt i institutioner. Det skyldes ikke mindst den skyhøje danske skat, der kræves for at finansiere selvsamme institutioner, og som gør det svært for folk at leve i kortere eller længere perioder på en enkelt indkomst.

Desuden gør en forfejlet boligpolitik i en række kommuner, ikke mindst det knaldrøde København, at det er noget nær umuligt for unge børnefamilier at få fodfæste på boligmarkedet. Der bliver bygget for lidt og forkert, og konsekvenserne er tydelige.

Familierne skal endvidere leve med tilfældige lukkedage i børneinstitutioner, der grundlæggende er ufleksible standardløsninger, et væld af overflødige beskeder fra et stressende AULA og hverdage, det er svært at få til at hænge sammen. Fordi det offentlige alt for ofte bliver en mod- i stedet for en medspiller.

Mange familier føler sig helt og aldeles tilpasse i sådan et liv, og det er jo rigtig dejligt. Men jeg mener, at der mangler frihed til dem, der godt kunne tænke sig at indrette sig anderledes.

Og ja, vi går meget op i skat i Liberal Alliance, fordi vi mener, at et lavere skattetryk er lig med frihed til ikke mindst familierne. De penge, man betaler i skat, kan man ikke bruge på at købe en ny elbil med plads til hele familien, gå ned i tid, mens børnene er små, eller at betale håndværker- og serviceregninger, hvis man nu hellere vil bruge sin fritid på kvalitetstid med familien i stedet for gør-det-selv-arbejde.

Frihed er andet og meget mere end fravær af statslig tvang: Det er også friheden til at indrette sit familieliv, som man selv ønsker det. Det mangler familier i alt for høj grad i dag.

Det glæder mig, at danskerne i stigende grad siger fra, når forskellige partier gang på gang forsøger at reducere dem til passive brikker i deres eget liv, når de bliver bedt om at arbejde mere, og når daginstitutionerne pludselig lukker midt i arbejdstiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 15/8-2024)

Patienter venter i årevis på kæbeoperationer, men privathospitalerne må stadig ikke hjælpe

Louise Brown
15. juli 2024

Vi har hørt det længe: ”Ventelisterne skal ned!” Et mål alle – venstre- som højrefløj, patient som sundhedspersonale – kan være enige om.

Patienter skal behandles hurtigst muligt, og ingen skal vente i flere år på behandling. Men desværre er årelang ventetid i det offentlige sundhedsvæsen i dag fortsat realiteten for mange patienter. Det gør slemt værre, at privathospitalerne faktisk har de faglige kompetencer og ressourcer, det kræver, at behandle de mange patienter, som står i kø i det offentlige, men ikke må, fordi myndighederne ikke giver de nødvendige tilladelser.

Med historisk lange ventelister skulle man tro, at regeringen ville sætte alle sejl og gøre brug af alle de muligheder, der findes i vores sundhedssystem, for at nedbringe ventetiderne og få behandlet patienterne så hurtigt som muligt. Særligt, fordi sundhedsministeren selv har kaldt de lange ventelister uacceptable og gjort det klart, at de private sygehuse skal bruges smartere, og at flere specialiserede behandlinger skal kunne laves i det private.

Men nej. Desværre er ambitionerne langt hen ad vejen blevet ved snakken, og patienterne venter stadig i lange køer. Siden folketingsvalget i 2022 har ventelisterne ikke rykket sig nævneværdigt trods ihærdige forsøg. Et af problemerne er, at ressourcerne på privathospitalerne siden folketingsvalget langt fra er blevet udnyttet.

Ud af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave, gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser på syv ud af de 81 områder.

En kæbeoperation, der korrigerer eksempelvis over- eller underbid – såkaldt vækstbetinget kæbeanomali – er et godt eksempel på en af de behandlinger, som landets privathospitaler ikke har tilladelse til at lave, trods der i dag er mere end ti års ventetid i det offentlige sundhedsvæsen til blot en forundersøgelse.

Det, som frustrerer, er, at den manglende brug af privathospitalerne ikke skyldes, at de mangler de nødvendige lægefaglige kompetencer, selvom det ofte er anken i debatten om mere brug af privathospitaler.

Flere af landet mest erfarne kirurger inden for kæbekirurgi arbejder på privathospitalet Kæbekirurgisk Klinik i København. Privathospitalet er som det eneste i landet i dag godkendt af Sundhedsstyrelsen til at behandle patienter henvist fra de offentlige sygehuse med problemer som eksempelvis kæbeledsproblemer, cyster og slimhindelidelser.

Men de har ikke tilladelse til at operere patienter for vækstbetinget kæbeanomali – trods kæbekirurgernes mangeårige erfaring med denne type operation, og trods mange tusinde patienter står i kø til operationen i det offentlige system. Rigshospitalets afdeling for kæbekirurgi har kapacitet til at lave op til 500 kæbeoperationer om året men har på nuværende tidspunkt omkring 2.000 patienter i kø til forundersøgelse. Patient nr. 2.000 har dermed udsigt til mange års ventetid.

På Kæbekirurgisk Klinik er ventetiden til at påbegynde behandling 14 dage. De lægefaglige kompetencer er til stede, og det er kapaciteten også. Privathospitalet vil kunne lave 300-400 kæbeoperationer om året på patienter henvist fra det offentlige og vil dermed kunne gøre et stort indhug i Rigshospitalets årelange venteliste.

Men på trods af både kompetencer og ressourcer må privathospitalet ikke lave operationerne, da Sundhedsstyrelsen ikke vil give tilladelsen.

Er det i patientens interesse? Nej! Er det smart brug af privathospitalerne eller samfundets penge? Nej.

Det nuværende system skaber de A- og B-hold blandt patienterne, som så mange frygter. I dag er det nemlig kun patienter, som har en privat sundhedsforsikring, eller som har råd til at betale mange tusinde kroner for en operation, som er garanteret en hurtig behandling. Dem, der er henvist gennem det offentlige, er tvunget til at vente.

Kære sundhedsminister, lad det ikke blot blive ved fine ord og velmenende intentioner. Lad os bruge privathospitalerne smartere, og lad os sætte patienternes interesser over systemets.

Indlægget blev bragt i Avisen Danmark d. 12. juli 2024. Det er skrevet af
Louise Brown og Søren Aksel Christian Krarup, kæbekirurg, Kæbekirurgisk Klinik og Aftalesygehus

Vejen til arbejdstidsregistrering er brolagt med gode intentioner

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. juli 2024

Da en række ansatte i Deutsche Banks spanske afdeling i 2017 valgte at lægge sag an mod deres arbejdsgiver, havde de nok ikke forestillet sig den virak, det ville skabe. For hvem skulle egentlig kunne tænke sig frem til, at en enkelt sag ville betyde, at flere hundrede millioner EU-borgere minutiøst skulle registrere hvert arbejdsopkald, de tog efter arbejdstid? Formentlig ingen. Alligevel er det ikke desto mindre sådan, det er blevet.

For eftersom de spanske medarbejdere i den tyske bank ikke havde fået en overtidsbetaling, de havde krav på, vurderede EU-Domstolen, at det skulle være nok: Hvis enkelte ikke måtte have styr på deres medarbejderes arbejdstid, må alle registrere den. Sådan tolkede domstolen lovgivningen på området. Af den grund skal vi i hele EU til at notere al tænkelig bimlen og bamlen i Outlook, så ingen igen havner i den tysk-spanske Deutsche Bank-saks.

Om end det lyder mere som en molbohistorie end virkeligheden, er det desværre et billede på noget eviggyldig: Flyver der gråspurve over EU’s himmel, bliver de skudt med kanoner. Det er nærmest en selvfølge.

Årsagen findes i politikeres evigt gode intentioner. For desværre er det altid sådan med dem, at de bliver til indgribende lovgivning, der til sidst rækker helt ind i folks soveværelser og mobiltelefoner. Se bare på EU’s barselsdirektiv og den her så omtalte tidsregistrering. For vejen til helvede er ikke brolagt med gode intentioner for sjov: Uanset om man rækker lillefingeren frem i Bruxelles eller København, risikerer man, at hele armen ryger. Styringstrangen trumfer altid den enkeltes frihed.

Således lugter arbejdstidsregistreringen af det, som gode, gamle Ronald Reagan udtrykte i 1986: at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog er: »I’m from the government, and I’m here to help.« Med den udtalelse beskrev USA’s 40. præsident, hvordan politikeres indblanding i borgernes liv ofte fører til skræk og rædsel, fordi indblanding enten vil være uhensigtsmæssig eller direkte skadelig. Alligevel ville den komme fra et sted med påståede gode intentioner.

At Reagan og hans frihedsfilosofi nød stor opbakning, var ikke overraskende, og overalt i Vesten holder liberale partier da også stadig hans og andre af fortidens frihedstænkeres faner højt. For netop tiltag som arbejdstidsreguleringen minder os alle om, at der i sandhed er noget at kæmpe imod.

Ingen har nemlig nogensinde bedt om et fælleseuropæisk svar på det tysk-spanske Deutsche Bank-problem. Ingen så gråspurvene, før de blev skudt ned af overimplementeringens faste krigere. Ingen havde brug for hjælp fra »the government«. Men sådan er mange politikeres modus. Styringen vinder altid.

Derfor er jeg midt i min forbavselse og indignation af og til glad for at blive mindet om, hvorfor jeg er liberal. Det er jeg, fordi jeg ikke mener, staten og politikere skal regulere, om du eller din kæreste skal tage mere eller mindre barsel, tale mere eller mindre i arbejdstelefon, spise stærke kopnudler eller alt andet, diverse politikere har været ude efter. Heldigvis er der på den måde intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak, EU. Tak, fordi du tog dig tid til at minde mig om mit ideologiske ståsted.

Jeg håber, du har registreret den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. juli 2024)

En uvildig undersøgelse, tak

Lars-Christian Brask
25. juni 2024

Med jordskreddet i Ølst var regeringen, ført an af miljøminister Magnus Heunicke (S) og statsminister Mette Frederiksen (S), meget hurtige til at placere ansvaret hos én person.

Til trods for at vi har et fundamentalt retsprincip om, at alle er lige for loven, og vi den dag i dag fortsat ikke ved, om der er foregået noget forsætligt og groft uagtsomt, så har regeringen fra dag ét krævet, at en passiv ejer af et selskab skal stilles til økonomisk ansvar, fordi han tilfældigvis er velhavende.

Knap så hurtige og velvillige har regeringen været til at undersøge andre parter i sagen for ansvar. Det gælder ikke mindst Randers Kommune, selvom man længe har kunnet læse i medierne, hvordan kommunen åbenlyst har svigtet sit myndighedsansvar og begået alvorlige fejl i eget tilsyn og i de miljøgodkendelser, som kommunen udstedte til Nordic Waste. Så meget desto mere uroopvækkende var det at høre miljøministeren annoncere i januar, at Randers Kommune ikke ville blive omfattet af den undersøgelse, der netop var sat i gang for at undersøge sagen.

Det holder selvfølgelig ikke. Heldigvis lykkedes det LA og andre partier at presse regeringen til, at Randers Kommune naturligvis også skulle undersøges. Nu nærmer vi os, at rammerne for undersøgelsen af Randers Kommune fastlægges. Folketingets miljøordførere er tirsdag indkaldt til møde om sagen. Fem måneder efter miljøministeren første gang lovede, at Randers Kommunes ansvar skulle undersøges.

Hver en sten skal vendes. Derfor er det et krav fra vores side, at undersøgelsen bliver foretaget af en ekstern og uvildig part. Det er også et krav fra os, at de involverede offentlige myndigheders rolle, herunder regionen, Miljøstyrelsen og Miljøministeriet, selvfølgelig skal undersøges, hvis der kommer oplysninger frem, som tyder på, at de har begået fejl i den her sag.

I denne avis har man tidligere kunnet læse, at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet ikke havde lovhjemmel til at agere myndighed i den uge, hvor statsministeren og miljøministeren i et nøje koreograferet PR-fremstød iført gummistøvler og gule veste var i Ølst for at se jordskreddet. Ingen skal kunne frikende sig selv eller udpege en syndebuk at skyde skylden på. Det er ikke en retsstat værdigt. Folketinget har krav på en uvildig undersøgelse af Randers Kommune og Miljøministeriet.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. juni 2024)