Vi skylder danskerne et svar

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. oktober 2024

Efter en lang sommerferie vågnede dansk politik fra sin dvale, da Mette Frederiksen proklamerede, at Socialdemokratiet ville lave en grundlæggende forandring af det danske pensionssystem.

Siden Anders Fogh Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts velfærdsaftale fra 2006 har det danske pensionssystem nemlig været styret af en mekanisme, hvor pensionsalderen automatisk stiger i takt med levetiden.

Det princip er af økonomer blevet kaldt alt fra “kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi” til “forudsætningen for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund”. Lægger man velfærdsaftalen i graven, vil det derfor få katastrofale konsekvenser for økonomien.

Men i kølvandet på en historisk upopulær SVM-regering har Mette Frederiksen nu besluttet sig for at sælge ud af denne kronjuvel i et krampagtigt forsøg på at stoppe den socialdemokratiske vælgerblødning – dog uden at ville anvise vejen til, hvordan pensionssystemet så skal indrettes.

Med tanke på, hvor stor betydning vores pensionsregler har for både nationaløkonomien og folks fremtid, synes vi i Liberal Alliance, at Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet. Og det er ikke en holdning, vi står alene med.

I forbindelse med Folketingets åbningsdebat har otte af Folketingets partier fundet fælles fodslag om, at statsministeren bør indkalde til pensionsforhandlinger. Ja, selv i regeringens egne rækker har både Moderaterne og Venstre endda bebudet, at vi skylder danskerne at have en kvalificeret debat om det her emne.

Men alligevel er der radiotavshed fra Socialdemokratiet, som hellere vil prioritere at komme med hensigtserklæringer end faktiske politiske forslag til, hvordan man vil ændre systemet. Det er useriøst og uambitiøst.

For med så store milliardbeløb på spil, som kommer til at gribe ind i næsten hele befolkningens liv, skylder vi danskerne at have en debat om, hvilken pension de kan se frem til.

Mette Frederiksen burde levere svar på, hvordan hun vil ændre systemet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/10-2024)

Skulle vi ikke begynde at sætte patienten i centrum?

Louise Brown
8. oktober 2024

Når der i disse dage på fuldt blus debatteres reformering af sundhedsvæsenet, er det vigtigt at huske sig selv på, hvorfor vi i det hele taget har et sundhedsvæsen.

For selvom svaret er en selvfølge, står det ikke altid soleklart – særligt ikke når man læser ned i regeringens udspil til en ny sundhedsreform.

Vores sundhedsvæsen er naturligvis ene og alene sat i verden for patienternes skyld. Alligevel må jeg ofte konstatere, at det ikke er patienten, der sættes i centrum for debatten – men derimod systemet.

Bevares, der er i høj grad brug for en fornyet tilgang til sundhedsvæsenets struktur. Det er blot vigtigt, at strukturdebatten ikke drukner i hverken regionale, kommunale eller andre dele af systemets interesser, men rent faktisk tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienterne.

Det indebærer ikke mindst, at vi en gang for alle får nedbrudt grænserne mellem det private og det offentlige sundhedssystem. 73 procent af danskerne (ifølge analyse fra maj 2024 af Dansk Erhverv, red.) er nemlig fløjtende ligeglade, om deres behandling finder sted på et offentligt eller privat hospital – de er blot interesseret i at få en behandling af så høj kvalitet som overhovedet muligt så hurtigt som overhovedet muligt.

Når vi i Liberal Alliance taler varmt om et sundhedsvæsen med patienten i centrum, er det ikke blot en tom floskel, vi hiver ud af ærmet. Nej, vi har nemlig en klar og tydelig vision for et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, minimal bureaukrati og reel fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere. Med andre ord: Et sundhedsvæsen, som tilpasser sig dig som patient – og ikke forventer det omvendte.

Det kræver, at vi gentænker, hvordan ansvaret for driften af sundhedsvæsenet placeres. I dag er der nemlig alt for mange besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der medfører, at du som patient bliver kastebold mellem forskellige offentlige instanser.

Derudover spiller det offentlige en uhensigtsmæssig dobbeltrolle i forhold til både at stå for at udbyde og indkøbe sundhedsydelser. Den dobbeltrolle må og skal nedbrydes. For ellers får vi aldrig gjort op med de incitamenter, som gør, at det offentlige kan og vil gøre hvad som helst for at fastholde dig som patient i det offentlige system.

I Liberal Alliance ønsker vi en ny ansvarsfordeling, som skal tage udgangspunkt i dig som patient og sikre en frisk start for det danske sundhedsvæsen.

For det første vil vi skabe et langt større lokalt driftsansvar. Dette gør vi bedst ved, at alle sygehuse drives lokalt med en professionel bestyrelse i spidsen, der har ansvar for drift og økonomi. På den måde sikrer vi en stærk lokal forankring og sørger for, at de enkelte lokale sygehuse får et bedre incitament til at skabe udvikling og innovation til gavn for patienterne.

I dag drager det enkelte sygehus nemlig ikke en tilstrækkeligt stor fordel af effektiviseringer, fordi besparelserne ender i en samlet regional kasse.

Det er samtidig tid til at nedlægge regionerne og placere det overordnede ansvar for driften af sundhedsvæsenet i en ny landsdækkende enhed, der skal ledes af en professionel bestyrelse bestående af fagpersoner. Denne enhed skal fremover tage sig af at indkøbe sundhedsydelser fra offentlige såvel som private udbydere, som skal have mulighed for at byde ind på ledige opgaver, hvis de kan leve op til nogle klare faglige krav.

På den måde får vi udnyttet den ledige kapacitet i det private samt nedbragt ventelisterne i det offentlige – alt sammen for at fokusere på kerneopgaven: At patienterne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1/10-2024)

Slip iværksætterne i sundhedsvæsenet løs

Louise Brown
2. oktober 2024

I Liberal Alliance er vi begejstrede for iværksætteri og ny teknologi, der kan gøre vores samfund – og særligt vores sundhedsvæsen – mere effektivt.

Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem. Den innovation, som det offentlige system lader dø hen, ville ellers kunne sætte en masse ressourcer og personaletimer fri til at blive brugt på kerneopgaver i selvsamme system og – vigtigst af alt – sikre hurtigere og bedre behandling for patienterne. Eksempelvis er Region Nordjylland begyndt at gøre brug af ny AI-teknologi, der kan aflæse en mammografiscanning for kræftknuder både hurtigere og mere præcist, end det er muligt for en menneskelig læge. Teknologien kan finde 20 pct. flere kræftknuder og samtidig spare lægerne for 40 pct. af den arbejdsbyrde, de mange tusinde mammografiaflæsninger om året kræver uden hjælp fra AI. Det er denne form for lokal innovation og iværksætteri, vi skal styrke. Vi mangler incitamenter i systemet, der gør det fordelagtigt både at udvikle og udbrede nye løsninger, der forbedrer arbejdsgange og behandling. I dag stopper de nye innovative løsninger ved regionsgrænsen, fordi der er for få økonomiske incitamenter til at dele nyudviklede løsninger på tværs af regionerne – selvom de også ville have været til gavn for resten af landets patienter. Det er derimod mere økonomisk fordelagtigt for en region at udvikle lignende løsninger selv. Det er spild af ressourcer. Innovationen skal stadig foregå ude på de enkelte afdelinger, men når der bliver udviklet ny teknologi, som vi kan se, fungerer på ét sygehus, skal vi med et nyt nationalt organ kunne rulle den ud på tværs af landets hospitaler. Skal vi styrke innovation i sundhedsvæsnet, skal vi også åbne for lokal løndannelse, som vil give den enkelte leder mulighed for at give en økonomisk belønning til de medarbejdere, der gør en ekstra indsats og skaber nye og bedre løsninger til gavn for patienterne. Lad os skabe et sundhedsvæsen, der tør tage de nyeste og bedste teknologier i brug til gavn for både patienterne og medarbejderne. “Desværre er innovative løsninger sjældent levedygtige i vores nuværende sundhedssystem”

(Indlæg bragt i Børsen d. 2. oktober 2024)

Giver ATP i sin nuværende form stadig mening?

Pernille Vermund
30. september 2024

Selvom det pibler frem med skandalesager i ATP, har regeringen dumstædigt valg at sidde på hænderne. Men med så store milliardbeløb på spil skylder vi danskerne at have en kvalificeret debat om, hvordan vi sikrer den bedst mulige ATP

I 2022 trak det overskrifter, da danskernes fælles pensionsopsparing tabte 64,5 mia. kr. På et enkelt år havde ATP nemlig formået at præstere et afkast på minus 40,9 pct. i institutionens investeringsportefølje. Med tanke på at danskerne bliver påtvunget at betale til ATP, er det er et utroligt beløb, der bør give anledning til at vurdere, om ATP i sin nuværende form stadig giver mening. Men for at kunne forstå, hvordan det kunne gå så galt, bliver man først nødt til at forstå institutionens særlige konstruktion. Arbejdsmarkedets Tillægspension så oprindeligt dagens lys i 1964, og den blev undfanget for at sikre en garanteret og forudsigelig livslang pension til danskerne. Her er netop ordet “garanteret” værd at hæfte sig ved. For ATP opererer under nogle særlige politisk fastsatte kriterier, der i de seneste år har vist sig at være utidssvarende. ATP er nemlig indrettet, så 80 pct. af kapitalen bliver allokeret til lavrisikable investeringer, hvilket man forsøger at gøre op for ved at tage ekstreme risici for de resterende 20 pct. af kapitalen. Det er disse 20 pct. af den samlede kapital, der fører til store udsving i afkast fra år til år. Giver det mening? Mens ATP f.eks. præsterede førnævnte afkast på -40,9 pct. i år 2022, lød investeringsporteføljens afkast for 2019 omvendt på 44,2 pct. Men giver denne investeringsstrategi så også mening? Jesper Rangvid og Henrik Ramlau-Hansen, der er henholdsvis professor og lektor på CBS, har sat sig for at sætte ATP’s indretning under luppen. I en rapport fra 2023 konkluderer de, at ATP har formået at skabe et afkast de seneste ti år, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at det er gjort med en væsentligt højere risiko, og at dette afkast ikke vil kunne realværdisikre pensionerne ift. inflationen. Set i lyset af at ATP forvalter en formue på omtrent 700 mia. kr. på vegne af ca. 5,6 mio. danskere, er det en tankevækkende kendsgerning. Selv hvis ATP blot underperformer med få procentpoint om året, vil det nemlig over tid gøre en monumental forskel for hvilket beløb, der kan tikke ind på danskernes konti under deres pension. Alligevel er tekniske diskussioner om pensionskassers indretning og investeringsstrategier ikke en dagsorden, der har lige så let ved at optage spalteplads i dagbladene og at fylde på de sociale medier som så mange andre emner i dansk politik. Men når der er tale om så store milliardbeløb, der vil få indflydelse på næsten hele befolkningens privatøkonomi, bliver vi som samfund nødt til at forholde os til dem. Uambitiøst og dovent Derfor er det også uambitiøst og dovent, at regeringen på forhånd har besluttet sig for, at man end ikke vil have en debat om, hvorvidt det nuværende system kan forbedres. Et godt sted at starte debatten ville for det første være ved at forholde sig til, om tiden ikke er løbet fra den formynderiske forestilling om, at danskerne ikke må få mulighed for at vælge mellem flere pensionsselskaber som alternativ til at være tvunget til at betale til ATP-monopolet. Hvis ATP sendte deres forvaltning i udbud, og danskerne fik muligheden for at flytte deres egne penge til andre pensionsinstitutter, ville det skabe en sundere konkurrence på markedet. For det andet bliver vi nødt til at have en debat om, at ATP’s 80/20-investeringsstrategi er utidssvarende, som også forskerne fra CBS har konkluderet. Man burde fra politisk hold fastsætte andre kriterier for investeringerne, så garantidelen droppes, og man i stedet sikrer en markedsmæssig udvikling.For det tredje burde det være tydeligt, at der er brug for en professionalisering af ATP, hvor bestyrelsesposterne ikke besættes af diverse fagforeningsbosser, som ikke nødvendigvis har erfaring med at stå i spidsen for et pensionsselskab. I dag er otte ud af 13 bestyrelsesmedlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter. I fremtiden bør den andel som minimum reduceres kraftigt. Afslutningsvis bør vi også have en debat om ATP’s eksponering mod danske investeringer, som i dag udgør 33 pct. af private og 44 pct. af alle pensionsinvesteringer, når man medregner ATP. Danskerne er i forvejen eksponeret mod udviklingen på det danske marked, og derfor er der ikke meget ræson i, at en så stor del af vores pensionsopsparing også skal være det. Hvordan ATP præcis skal indrettes i fremtiden, står stadig hen i det uvisse for nu. Men to ting er i hvert fald helt sikkert. Det ene er, at der åbenlyst er brug for en forbedring af det nuværende system. Og det andet er, at vi med så store milliardbeløb på højkant, der har indflydelse på hele befolkningen, skylder danskerne at have en kvalificeret, offentlig debat om, hvordan vi i fremtiden sikrer det bedst mulige ATP.

(Indlæg bragt i Børsen d. 30. september 2024)

Den danske skattejungle er spækket med ulogisk lovgivning

Steffen Frølund
25. september 2024

Forestil dig, hvis du en dag åbnede din e-Boks til en besked fra skattevæsenet om, at du – foruden at betale din egen skat – også var blevet påtvunget at samle skatteregningen op for 13 af dine naboer.

En lignende oplevelse skete for nyligt for Gitta Ravn, der sidste år købte et hus i et nybygget boligområde i Odense. Gitta Ravn er nemlig havnet i en skatteklemme, hvor hun på grund af en fejl hos skattemyndighederne også hæfter for at betale sine naboers grundskyld. Og hun er langtfra den eneste, der er kommet i klemme af vores uigennemskuelige skattelovgivning, der er så kompliceret og omfattende, at end ikke myndighederne selv kan finde ud af at forvalte den. Også Ask Holm fra Roskilde har fået en regning på 159.000 kr., ligesom at Kristian Strunge fra Hvalsø er blevet påtvunget at skulle betale sit boligkvarters grundskyld , som løber op i mere end 36.000 kr. De her vanvittige sager er blot de seneste af en lang række eksempler på, at der er noget fuldstændig galt med den måde, vi har indrettet det danske skattesystem på. I januar kunne DR eksempelvis afsløre, at ejere af mindst 1000 individuelle ejendomme var kommet i en lignende klemme, hvor de på grund af en fejl i skattesystemet var tvunget til fortsat at betale ejendomsskat af en ejendom, som de for længst havde solgt. Og i september 2023 kom det frem, at mere end hver tredje ejendomsvurdering rammer forkert med mere end 20 pct. For den danske skattejungle er spækket med uigennemskuelig og ulogisk lovgivning, der fører til forfærdelige fejl, som rammer borgere, der ikke har andet valg end at adlyde det ansigtsløse bureaukratis kafkaske ordrer. Alle burde kunne se, at det ikke er en retsstat værdigt, hvis man på grund af systemets egne fejl påtvinges at skulle betale sine naboers skatter. Nu er spørgsmålet blot, om vores teknokratiske midterregering også har tænkt sig at rette op på fejlene, eller om man hellere vil sætte systemet før de borgere, der er kommet i klemme af skatteforvaltningens fejl.

(Indlæg bragt i Børsen d. 25. september 2024)

Vi kunne have gjort det meget bedre

Louise Brown
25. september 2024

Endelig er kurven begyndt at knække.

I begyndelsen af sidste år var den gennemsnitlige ventetid 47 dage, nu venter en patient i gennemsnit 40 dage på behandling, og dermed nærmer den gennemsnitlige ventetid sig niveauet før coronapandemien.

Akutpakken fra sidste år og de 2 mia. kr., der fulgte med, har taget toppen af ventelisterne, men vi er desværre langtfra i mål – og selvom det er en positiv udvikling, mener jeg ikke, at vi endnu kan være tilfredse. Vi skal – og kan – stadig gøre det langt bedre.

Vi skal ikke glemme, at rigtig mange patienter i det offentlige system stadig venter flere måneder eller år på den nødvendige behandling. Det gælder bl.a. patienter, som venter op til 10 år på en kæbeoperation.

Og mens den gennemsnitlige ventetid for behandling på landets sygehuse falder, bliver ventetiden i psykiatrien længere og længere. I dag skal ikke-akutte patienter i gennemsnit vente lige under to år, før de kan få behandling.

En del af akutpakken indebar mere samspil mellem det offentlige system og privathospitalerne, som i højere grad skulle behandle de patienter, der står i kø i det offentlige.

Desværre er de mange ressourcer og faglige kompetencer, som eksisterer på privathospitalerne, langtfra udnyttet tilstrækkeligt.

Trods årelange ventelister er myndighederne stadig tilbageholdende med at give de nødvendige tilladelser. Af de 81 specialiserede behandlinger, som privathospitalerne har søgt om at få tilladelse til at lave – som f.eks. kæbeoperationer – gav Sundhedsstyrelsen kun tilladelser til syv af dem. Det er på trods af, at personalet på privathospitalerne har de nødvendige faglige kompetencer.

Et andet problem er, at på de områder, hvor privathospitalerne har tilladelse, er antallet af patienter, der er henvist fra det offentlige system, faldet markant – selvom ventelisterne til behandling og operation i det offentlige stadig er lange.

Mange privathospitaler står klar med tomme operationsstuer og mere end kompetente kirurger, der ville kunne operere første patient i morgen, hvis de fik tilladelsen. Men som i stedet må se frustrerede til, mens patienterne står i lange køer i det offentlige system.

Nok er den gennemsnitlige ventetid snart tilbage på niveauet før coronapandemien, men tænk, hvor langt vi kunne være nået, hvis vi havde udnyttet ressourcerne på privathospitalerne til fulde?

Hvorfor skal vi stille os tilfredse med ambitionen om, at ventetiden skal være den samme, som den var for mere end fire år siden? Ambitionen skal da være at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen med mere frit valg og den lavest mulige ventetid – og i den bedste verden ingen ventetid. Det bør i det mindste være målet.

Vi ønsker at bruge alle de kræfter, der eksisterer i systemet, på at få behandlet de mange tusinde patienter, der venter på behandling – uanset om de kræfter findes i det offentlige eller private.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.25. september 2024)

LA: Nej til regeringens plyndringstogt

Helena Artmann Andresen
24. september 2024

Store gymnasier bør ikke straffes, fordi de er populære. Alligevel er det dét, som regeringens finanslovsforslag for 2025 vil gøre.

Regeringens forslag går ud på at fordele penge fra de store til de små gymnasier via en justering af det såkaldte undervisningstaxameter, der definerer det beløb pr. elev, som gymnasierne modtager for undervisning af eleven. Helt konkret ønsker regeringen at reducere undervisningstaxameteret med ti procent for gymnasier med over 700 årselever. Pengene skal ifølge regeringen gå til de mindre gymnasier for at tilgodese udbuddet af ungdomsuddannelser i landdistrikterne.

Forslaget vil betyde, at eksempelvis Silkeborg Gymnasium og Roskilde Katedralskole vil miste henholdsvis otte og syv millioner kroner. Det vil utvivlsomt gå ud over eleverne, om det så er færre fag, færre lærere eller dårligere undervisning.

I modsætning til de store gymnasier står de mindre gymnasier med forslaget til at skulle modtage flere penge. Pengene vil dog langtfra gavne de lukningstruede gymnasier i landdistrikterne, da pengene står til at blive smurt tyndt ud på tværs af alle gymnasier med færre end 700 årselever.

Men er gymnasier med 400, 500 eller 600 årselever lukningstruede på grund af elevantal? Ikke i min optik, og de burde derfor heller ikke modtage penge på bekostning af andre gymnasier.

Forslaget vil ramme handelsgymnasierne særligt hårdt, selvom de i årevis har fulgt de politiske opfordringer om at fusionere fra mindre til større gymnasier. Det bider dem nu i halen. Eksempelvis vil et gymnasium stadig blive straffet, hvis det på tværs af sine afdelinger har over 700 årselever, også selvom nogle afdelinger måtte have færre end 700 årselever.

Et eksempel er ZBC på Sjælland, der har gymnasier i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg. Selvom ingen af de fire gymnasier har mere end 700 årselever, rammes ZBC stadig, da de fire gymnasier samlet set har over 700 årselever.

Forslaget vil derfor give gymnasieinstitutionerne incitament til at lukke de enkelte lokationer rundt om i landet og samle det hele under ét tag. Det vil betyde færre ungdomsuddannelser i landdistrikterne stik imod regeringens intention.

Regeringens udspil burde være målrettet til at hjælpe de gymnasier, som rent faktisk er lukningstruede, og det virker for mig som et embedsmandsudspil. Det er en ommer.

Jeg vil opfordre regeringen til at begrave forslaget, så vi i stedet på tværs af Folketingets partier kan finde en taxametermodel, der fungerer for alle gymnasier.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 24. september 2024)

Trossamfund skal ikke kunne underminere skilsmisselovgivning

Carl Andersen
24. september 2024

I den ideelle verden endte alle ægteskaber naturligvis lykkeligt, og skilsmisser var blot et overflødigt koncept.

Men når et ægteskab – af den ene eller den anden årsag – på ulykkeligvis brister, er retten og friheden til at blive skilt selvsagt en fundamental del af dansk lovgivning.

Desværre er det selv i et land som Danmark ikke en selvfølge, at man – særligt som kvinde – har mulighed for at gå skilsmissens vej.

Der ses nemlig gentagne eksempler på islamiske ægteskabskontrakter, der håndhæves ufortrødent i de religiøse miljøer, selv efter den juridiske skilsmisse er trådt i kraft.

Dette efterlader muslimske kvinder i uønskede ægteskaber, hvor de udsættes for en ekstrem grad af negativ social kontrol.

Derudover udgør de islamiske ægteskabskontrakter et reelt juridisk problem i visse muslimske lande, hvor de anerkendes som juridisk gyldige, hvorfor trossamfundet og dets imamer får yderligere grobund til at fastholde kvinder i uønskede ægteskaber.

Det kan vi som borgerligt-liberale naturligvis ikke acceptere.

Vi har i medierne set eksempler på, at f.eks. Familieretshuset har samarbejdet med imamer for at få ophævet de islamiske ægteskabskontrakter. Men det er slet ikke den rette vej at gå.

Islamforsker Jesper Petersen rammer nemlig hovedet på sømmet, når han kalder denne tilgang et eksempel på, at en dansk myndighed »både efterspørger og indirekte blåstempler danske shariapraksisser«.

Vi har i stedet som lovgivere en forpligtelse til at fremlægge konkrete løsninger på, hvordan vi kan sikre borgernes frihed uden at købe ind på parallelle retssystemers præmisser.

For vi må og skal aldrig acceptere, at religiøse regler står over de verdslige regler.

I Liberal Alliance mener vi, at det er på høje tid at forpligte anerkendte trossamfund til reelt at anerkende vores ægteskabs- og skilsmisselovgivning.

Derfor foreslår vi en række ændringer til loven om anerkendte trossamfund, så særligt de kvinder, som fanges i uønskede religiøse ægteskaber, får styrket deres retssikkerhed.

Først og fremmest ønsker vi at indføre en ny betingelse for at kunne være anerkendt trossamfund i Danmark. Det vil indebære, at alle anerkendte trossamfund bliver pålagt at underskrive en tro- og loveerklæring om, at de anerkender dansk ægteskabslovgivning, herunder at man i Danmark har ret til skilsmisse – også selvom kun den ene part ønsker det.

Tilsvarende skal forkyndere i forbindelse med deres ansøgning om vielsesbemyndigelse også i løfteerklæringen anerkende, at en juridisk dansk skilsmisse automatisk fører til ophævelse af det religiøse ægteskab.

I dag afgives der nemlig alene en samvittighedsfuld erklæring og løfte om, at man vil overholde dansk lovgivning bredt set.

Samlet set vil vores forslag tydeliggøre over for alle trossamfund, at man i Danmark har ret til at blive skilt, herunder på baggrund af at blot en af parterne ønsker det, også selvom skilsmisse måtte være i strid med trossamfundets religiøse normer eller praksisser.

Det vil aktivt modvirke anerkendte trossamfunds medvirken til at fastholde personer i ægteskaber mod deres ønske.

Herunder at lægge pres på en person med henvisning f.eks. til, at et ægteskab forudsætter en ”religiøs” vielse eller ægteskabskontrakt, eller til at skilsmisse kun er mulig, hvis en religiøs autoritet ophæver en ”religiøs” vielse eller udfærdiger en ”religiøs” skilsmissekontrakt.

Hvis et trossamfund underminerer dansk ægteskabs- og skilsmisselovgivning, skal det have reelle konsekvenser – i yderste instans en fratagelse af anerkendelsen af trossamfundet samt tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelser.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24. september 2024)

Ikke alle Draghis løsningsforslag bør vække begejstring

Pernille Vermund
23. september 2024

Draghi-rapportens diagnosticering af EU’s konkurrenceevne rammer plet. Men hvis vi følger alle hans løsningsforslag, kommer vi ikke til at løse de problemer, som får Europa til at sakke bagud

En ny rapport om den europæiske konkurrenceevne med Mario Draghi som afsender har den seneste tid fået alarmklokkerne til at ringe overalt i Europa. Den tidligere italienske premierminister og chef for Den Europæiske Centralbank har nemlig taget temperaturen på EU’s erhvervsklima, og det er mildest talt dårligt nyt for Europa. EU er i flere årtier sakket bagud målt på produktivitet. Det fælleseuropæiske bruttonationalprodukt udgør en stadigt mindre del af verdensøkonomien. Og får vi ikke snart vendt skuden, vil EU tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne. Men selvom rapporten lige nu er på alles læber i de europæiske regeringskontorer, burde konklusionerne ret beset ikke komme som en overraskelse. For det har i lang tid været tydeligt, at Europa er ved at blive efterladt på perronen på grund af høje skattesatser og unødigt bureaukrati, som kvæler vores innovationsevne. Sidste år blev der eksempelvis registreret 9883 patenter i avancerede, digitale teknologier i EU, mens det tilsvarende tal for Kina og USA var henholdsvis 27.928 og 49.248. Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende den udvikling. Så hvad skal vi gøre? Selvom Mario Draghi rammer plet angående diagnosticeringen af Europas manglende konkurrenceevne, er det ikke alle hans løsningsforslag, som bør vække begejstring. Eksempelvis peger Draghi-rapporten på, at fælles gældsoptagelse vil kunne fungere som redningskransen, der skal få Europa ud af den sump af lavvækst, vi i dag sidder fast i. Men som erfaringerne fra coronapandemien har vist os, kan centraliseret gældshæftelse blandt de europæiske lande få store konsekvenser. Under pandemien besluttede EU at suspendere de gældende gældsregler og at etablere en europæisk genopbygningsfond finansieret af fælles gæld. Da midlerne fra fonden fortrinsvis skulle stimulere de gældsplagede sydeuropæiske lande, hvis økonomi var hårdest ramt af pandemien, endte regningen for deres nationaløkonomiske nonchalance derfor med at blive sendt videre til de lande, der havde styr på deres økonomi. Det illustrerer med al tydelighed, hvorfor vi skal insistere på, at EU-samarbejdets hegnspæle ikke blot skal kunne flyttes, lige så snart nogle forandrede omstændigheder melder sig. For løsningen på unionens haltende produktivitet er ikke, at vi slækker på reglerne om fælles økonomisk stabilitet ved at placere omkostningen for visse EU-staters dårlige økonomi hos de lande, der har haft orden i penalhuset. Saltvandsindsprøjtning Samme billede tegner sig, hvad angår Mario Draghis forslag om, at vores kinesiske og amerikanske konkurrenters statsstøtte skal modsvares af en europæisk ditto. For selvom det muligvis på kort sigt vil kunne fungere som en økonomisk saltvandsindsprøjtning til visse selskaber og sektorer, vil det ikke reelt løse problemerne på lang sigt. Faktum er nemlig, at mange industrier i EU allerede bliver kunstigt hjulpet på vej af statsstøtte. I dag bliver omtrent 1 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt brugt på national statsstøtte, mens det tilsvarende tal i USA med Inflation Reduction Act er på 0,15 pct. Derfor har vi ikke brug for, at de europæiske skatteydere skal indgå i et konkurrenceforvridende kapløb med USA og Kina om, hvem der kan brænde flest skattekroner af på at give kunstigt åndedræt til sektorer, som ikke kan overleve af egen drift på et frit marked. Et sundt erhvervsklima Det der derimod er brug for, er det samme, som i sin tid gjorde Europa til et af verdens mest velstående områder på kloden: nemlig et sundt erhvervsklima, hvor det kan betale sig for innovative ildsjæle af stifte og drive virksomhed. For lige nu bliver alt for mange af Europas lovende, nystartede virksomheder enten kvalt i fødslen af EU’s bureaukrati, eller også søger de uden for Europas grænser, hvor der er bedre vilkår. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har ganske vist omsider set skriften på væggen. I slutningen af 2023 bebudede hun, at Kommissionen ville indføre et mål om, at man skulle reducere de bureaukratiske rapporteringskrav for EU’s virksomheder med 25 pct. inden europaparlamentsvalget i juni 2024. Men når velmente politiske ambitioner kolliderer med virkelighedens forhindringer, er det ofte førstnævnte, der må bøje af – og derfor er von der Leyens ellers fornuftige reduktionsmål atter lagt tilbage i skuffen for nu. Det kommer til at få store konsekvenser for fremtidens europæere, som vil vokse op på et fattigt og overflødigt kontinent, hvis vi ikke bremser udviklingen. Derfor er vi nødt til at sikre, at ønsket om mindre bureaukrati fra de politiske skåltaler også bliver til faktisk politik. “C Hvis ikke velstandskløften mellem os og vores konkurrenter skal vokse sig større, bliver vi nødt til at vende udviklingen”

“Draghis konklusioner burde ret beset ikke komme som en overraskelse,” skriver Vermund. | |

(Indlæg bragt i Børsen d. 23. september 2024)

Europa evner ikke at give sig selv det nødvendige los

Henrik Dahl
23. september 2024

Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.Det er efterhånden mange år siden, jeg læste de store sagaer, Lev Tolstoj har indlagt sig hæder ved at skrive. Men jeg husker stadig den melankoli, der især hviler over ”Anna Karenina”.

På den ene side ved de fornuftige medlemmer af det russiske aristokrati godt, at den måde, deres land er indrettet på, ikke går i længden. På den anden side er der ingen af dem, der har evnerne eller viljen til at forandre noget til det bedre.

Den samme følelse af tragedie, som jeg husker fra beskrivelsen af den på en gang indsigtsfulde og indsigtsløse russiske elite, greb mig forleden, da jeg hørte Mario Draghi fremlægge sin rapport om den økonomiske vækst i Europa for Europa-Parlamentet i Strasbourg.

For ja: De fleste af os ved udmærket, at Draghi har ret i næsten alt, hvad han siger. Men nej: Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang.

Den manglende evne og vilje til at tage beslutninger, der er nødvendige for at sikre Europa en gylden fremtid, viser sig allerede i de enkelte lande.

I Frankrig er det tilsyneladende umuligt at gennemføre de reformer, der er bydende nødvendige for at skabe en sammenhæng mellem, hvor stor en værdi der skabes i det franske samfund, og hvor store forpligtelser den franske stat har pådraget sig. Den gennemsnitlige franskmand vil gerne holde fri en tredjedel af sit liv. Men samtidig vil den gennemsnitlige franskmand også have et niveau af både privat og offentlig velstand, som forudsætter, at der samlet set blev ydet en langt større arbejdsindsats, end tilfældet er.

I Tyskland vil befolkningen have sikkerhed for, at man kan færdes trygt på gader og stræder døgnet rundt. Med nogle få, hæderlige undtagelser er der bare ingen fra de etablerede partier, der har mod på at sige, hvad der egentlig er årsagen til knivdrab og den generelle forråelse af samfundet, der har fundet sted.

Det, der kommer ud af dannede samtaleprogrammer på tysk tv, er som regel noget, der virkelig undrer en dansker. Konsekvente beklagelser over, at så mange borgere stemmer på de forkerte, populistiske partier. Og konsekvent fornægtelse af de etablerede, politiske partiers eget ansvar for, at så mange borgere vender dem ryggen.

Hvordan man kan sidde og vride hænder over, at borgerne vælger de forkerte uden at spørge sig selv, om det kunne skyldes, at man har fremlagt de forkerte analyser og den forkerte politik, er mere gådefuldt end Månens bagside.

Den tyske højre- og venstrepopulisme er selvfølgelig skabt af de etablerede partier. Selv om de etablerede partier for det meste tror, at den er opstået ud af det blå, og at de ikke selv har noget som helst med den sag at gøre.

På europæisk plan står det ikke meget bedre til. Mario Draghi slår fast, at høje omkostninger til energi er en af de væsentligste årsager til, at økonomien slæber sig afsted i første gear her på kontinentet.

Alligevel er den politiske elite såvel i hovedstæderne som i Bruxelles overbevist om, at ustabil energiforsyning, underdimensioneret ledningsnet og ineffektivt energimarked er vejen frem.

Det er det selvfølgelig ikke. Men det er svært at se, hvis man tilhører den elite, som også mener, at kejseren er fuldt og elegant påklædt.

På samme måde med absurd bureaukrati. Selvfølgelig dør de fleste nystartede virksomheder, og selvfølgelig bliver de små og mellemstore virksomheder aldrig store, når ”compliance” både er en videnskab og et ekstremt lukrativt speciale for advokater og andet godtfolk.

Det nytter ikke noget at kræve, at europæiske virksomheder skal indberette antallet af ruder i de bygninger, hvor de har til huse, sundhedstilstanden blandt de solsorte, der holder til på de grønne arealer rundt om bygningerne, og hvilke tiltag virksomheden har sat i værk for at skabe en bedre verden, når man på alle andre kontinenter ville anse den slags krav for at være komplet åndssvage (det med ruderne og solsortene er fantasi, der minder om virkeligheden. Det med den enkelte virksomheds ansvar for, at verden bliver bedre, er sandt nok).

Europa er ikke i vanskeligheder, fordi Europa er blevet ramt af skæbnen.

Europa er heller ikke i vanskeligheder, fordi en hel stribe af uheld har lagt sig i forlængelse af hinanden på den værst tænkelige måde.

Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive, bygger på illusioner eller slet og ret er evident tåbelige for alle, der ikke er ramt af gruppetænkningen inde i de elitære bobler, hvor man færdes.

Der er næsten ingen mennesker – og heller ikke nogen institutioner – der er i stand til at helbrede sig selv for illusioner, tåbelighed og den nævenyttige trang til at blande sig i alt mellem himmel og jord.

Europa i vore dage er tragisk af de samme grunde som Tolstojs aristokrati: Det lå, som det selv havde redt.

Aristokratiets tid sluttede, da der kom nogle uhøflige mennesker, som på den mest uforskammede og populistiske facon skubbede aristokratiet ned fra sit leje. Europa må gøre det bedre. Kontinentet må reformere sig selv på eget initiativ og ved egne kræfter.

“Europa er i vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er komplet umuligt for de politiske eliter i Europa at lade være med at vedtage politikker, der er selvdestruktive.”
Det er umuligt at forestille sig, at Europa skulle finde evnerne og viljen til at give sig selv det metaforiske los i bagdelen, der er betingelsen for ny vækst og fremgang, skriver Henrik Dahl.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. september 2024)