Corona. Regeringens mink-panik afslører deres rådvildhed

Henrik Dahl
12. november 2020

Jeg roste regeringen for sine resolutte tiltag i starten af coronakrisen. Og det gør jeg gerne igen. Man betrådte nyt land, og i sådan en situation kan vi ikke bruge mandagstrænere til ret meget.

Men mange mandage er kommet og gået, og hvor regeringen i foråret betrådte nyt land, er det svært at forstå, den ikke har studeret terrænet bedre i den tid, der siden er passeret.

Det er flere uger siden, at regeringen blev klar over, at smitten bredte sig på landets minkfarme og begyndte aflivningerne. Billederne af bunker af døde mink, der ligger i det fri, og dermed fortsat kan sprede smitte, har bredt sig. Har regeringen styr på det? Nu skal alle mink aflives.

Det er et dødsstød mod minkavlen, der i praksis eksproprierer en hel branches livsgrundlag og dermed tvangslukker hele branchen.

Måske er det berettiget – men de 3 sider fra Statens Serum Institut plus bilag er alt, vi har fået i Folketinget.

Er det virkelig alt, regeringen har? Lad os alligevel antage, at grundlaget for aflivningerne er i orden. Men det er under al kritik, at man kun lægger op til en mager kompensation og halvbagte hjælpepakker.

Vores minkavlere har ikke brug for den slags, når deres livsgrundlag er væk – de har brug for fuld erstatning for alle deres nu værdiløse investeringer og en stærk hjælpende hånd til at komme videre.

Hvor regeringen i foråret fremstod resolut, fremstår den nu rådvild og vilkårlig.

Debatindlæg udgivet på jv.dk d. 8. november 2020.

Muligvis en større skandale end Tamilsagen

Alex Vanopslagh
11. november 2020

Regeringen med Mette Frederiksen i front har udsendt en grundlovsstridig instruks om at aflive alle raske mink i Danmark. Det skal de ikke slippe godt fra.

Efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i onsdags udsendte en instruks om, at alle mink i Danmark – også de raske – skulle aflives, er det kommet frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre sådan en aflivning. Lad os glemme grundlaget fra Statens Serum Institut, der fremstår mere og mere flosset – endda har Kåre Mølbak selv undergravet regeringens argumenter.

Siden har der været skiftende forklaringer fra Miljø- og Fødevareminister Mogens Jensen (S) om hvorvidt, man var klar over, at man udsendte en instruks uden lovhjemmel.

I søndags sagde ministeren, at man godt vidste det, men at det hastede så meget, at man ikke havde tid til at afvente ny lovgivning. I går ændrede ministeren forklaring til, at man havde kommunikeret uklart – at det var en opfordring og ikke en ordre. Det er der ikke en sjæl, der tror på. Og i dag fik vi så en tredje forklaring – at det var en fejl, og man ikke vidste, at instruksen var grundlovsstridig.

Jeg har i dag bedt ombudsmanden undersøge sagen, for vi skal til bunds i det her – både i Miljø- og Fødevareministeriet og i Statsministeriet, for selvfølgelig skal vi have Mette Frederiksen på banen.

Hidtil har vi haft det indtryk, at der ikke bliver indkøbt nyt printerpapir ude i en styrelse uden, at beslutningen er forbi Mette Frederiksens bord. Skal vi så tro på, at hun ikke har noget ansvar for en grundlovsstridig instruks?

Spørgsmålet her er om, at man bevidst har sat demokrati og retsstat til side, eller om regeringen er så magtfuldkommen, at den tager beslutninger uden at interessere sig for lovhjemmel.

I dag havde jeg og mine kollegaer mulighed for at grille Mette Frederiksen i, hvad hun vidste, og hvorfor, hun har tilladt, at aflivningen af raske mink er fortsat i to dage, selvom der ikke var lovhjemmel. Det blev vi ikke meget klogere på – statsministeren er åbenbart fuldstændig ligeglad.

Men vi stopper ikke her. Hvad hun ikke frivilligt vil fortælle, må andre grave frem. Og hun slipper i øvrigt ikke ved at smide sin fødevareminister under bussen.

En hel branche er lagt i graven – på baggrund af en grundlovsstridig instruks. Det er muligvis en større skandale end Tamilsagen. Det skal de ikke slippe afsted med.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 10. november 2020.

Regeringen fører revolverpolitik mod private sociale tilbud

Ole Birk Olesen
27. oktober 2020

DET ER AT SKYDE gråspurve med kanoner, når Astrid Krag (S) indleder et socialistisk korstog mod samtlige private virksomheder, som yder sociale ydelser til kommunerne, fordi enkelte brodne kar misbruger fællesskabets tillid.

I Danmark har private virksomheder i mange år hjulpet med at løse opgaver på socialområdet. Hundredvis af dygtige danske virksomheder driver sunde og populære sociale tilbud til eksempelvis anbragte børn og unge. Det er virksomheder, som hver dag tilbyder et trygt helle for sårbare og udsatte grupper i vores samfund. Det vil regeringen med Astrid Krag i spidsen nu ændre på.

Med et trylleslag vil regeringen nemlig tvinge dygtige, private institutioner til at ændre markant på deres struktur, så man går fra at være en privat virksomhed og til at blive ” selvejende”. Dermed vil ministeren forhindre, at der trækkes profit fra virksomhederne ud til ejerne.

Men er det så enkelt, som ministeren gør det til? Svaret er et rungende nej.

De facto vil omlægningen betyde, at en lang række botilbud vil gå konkurs, fordi ingen selvejende vil have kapital til at overtage. Dermed vil vores mest sårbare borgere få revet deres hverdag op med roden. Bare fordi Astrid Krag har set sig sur på nogle brodne kar. Det synes vi er sørgeligt og uambitiøst.

Og værst af alt, så bekræfter det os i, at regeringen er dybt i lommen på den yderste venstrefløj, som længe har haften hed drøm om at tvangsnationalisere virksomheder på velfærdsområdet. Til trods for at virksomhederne og deres dygtige medarbejdere løfter et særligt samfundsansvar for de mest udsatte grupper i det danske samfund.

Det er blandt andet anbragte børn og unge, som nu kan se frem til at få deres hverdag vendt på hovedet, fordi landets socialdemokratiske regering skal tækkes socialisterne i sit parlamentariske grundlag.

Betyder det så, at alle de private sociale tilbud er fejlfri? Slet ikke. Eksempelvis har vi set en indehaver af en række private sociale tilbud, som trak store summer ud til sig selv og også sammenblandede sin egen økonomi med bostedets samtidigt med, at han hævede en eksorbitant månedsløn til sig selv på 160.000 kroner. Det skal vi selvfølgelig ikke finde os i. Derfor ser vi gerne, at man slår endnu hårdere ned på de mennesker, der udnytter fællesskabets velvilje til at berige sig selv ulovligt. Men svaret er ikke at tvangsnationalisere alle private sociale virksomheder.

I stedet skal vi have et endnu stærkere socialtilsyn, så vi kan sikre et mere finmasket net til at fange dem, der forbryder sig mod fællesskabet. Og så ser vi også meget gerne, at der bliver langt mere gennemsigtighed om både takster og regnskaber for både private og offentlige tilbud. Vi er nødt til at vide meget mere om, hvad det koster at have de her tilbud, så vi kan få overblik over, om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Desværre lægger regeringens forslag slet ikke op til at sikre mere gennemsigtighed, eller at der skal være et forsvarligt brug af pengene. Man kan altså drive et sted dyrt og dårligt og spilde skattekroner omkostningsfrit. Hvorimod hvis man som privat virksomhed er dygtig, leverer høj kvalitet for de udsatte borgere og endda bruger færre penge, så er man altså uønsket.

Det er en ommer, Astrid Krag.

Debatindlæg udgivet af Marie Bjerre er socialordfører for Venstre, Karina Adsbøl er socialordfører for Dansk Folkeparti, Brigitte Klintskov Jerkel er socialordfører for Det Konservative Folkeparti, Mette Thiesen er socialordfører for Nye Borgerlige og Ole Birk Olesen er socialordfører for Liberal Alliance. Udgivet i Kristeligt-Dagblad d. 27. oktober 2020.

Debat: Hvorfor er S-borgmestre tavse om regeringens E45-løftebrud?

Ole Birk Olesen
20. september 2020

For godt et år siden gik folketingsmedlemmer fra næsten alle partier til valg i Østjylland med et budskab om, at den østjyske motorvej skulle udvides snarest muligt.

Sammen med min regering og Dansk Folkeparti havde jeg som transportminister forhandlet en investeringsplan på plads, som ville sikre, at udvidelsen af E45 skulle begynde i 2021. Socialdemokraterne sagde i valgkampen, at de ville det samme. Man kunne som østjyde trygt stemme socialdemokratisk – E45 ville også blive udvidet med en socialdemokratisk regering, fik vi at vide.

Nicolai Wammen, tidligere Sborgmester i Aarhus, blev finansminister efter valget, og han har nu fremlagt regeringens forslag til en finanslov for 2021. På den er der dog ikke afsat en eneste krone til at gå i gang med at udvide E45, ligesom der heller ikke er penge til nogen af de andre vejprojekter, som den blå investeringsplan havde fundet plads til i statsbudgettet i 2021.

Altså, et klokkeklart løftebrud over for østjyderne og mange andre danskere rundt omkring i landet.

I sådan en situation ville det være nyttigt, hvis de mange østjyske S-borgmestre ville gå ud og lægge pres på Nicolai Wammen og hans regering, men det er åbenbart for meget at forvente.

For mens løftet til østjyderne om at påbegynde udvidelse af E45 i 2021 bliver svigtet af Mette Frederiksens regering, så forholder de østjyske S-borgmestre sig fuldstændigt tavse. Vi hører intet fra hverken Jacob Bundsgaard i Aarhus, Torben Hansen i Randers, Jan Petersen i Norddjurs, Ole Bollesen i Syddjurs, Nils Borring i Favrskov, Frands Fischer i Skanderborg, Kasper Glyngø i Hedensted, Peter Sørensen i Horsens eller Marcel Meijer på Samsø.

Alle disse østjyske socialdemokratiske borgmestre, som virkelig kunne udgøre en effektiv pressionsgruppe på vegne af Østjylland, siger ingenting til, at Socialdemokratiet på Christiansborg svigter partiets løfte i valgkampen om, at man var lige så optaget af at udvide E45 som Folketingets blå partier.

Det er godt nok et borgmestersvigt af dimensioner! Det er, som om de alle har mere travlt med at være gode partisoldater for Socialdemokratiet end at være borgmestre for de østjyske vælgere, som har valgt dem. Men det kan nås endnu. Regeringen har offentliggjort sit forslag til finanslov, men forhandlingerne om finansloven er ikke begyndt endnu. Hvis de socialdemokratiske borgmestre i Østjylland i samlet flok kræver udvidelsen af E45 igangsat i 2021, ligesom deres partifæller på Christiansborg lovede i valgkampen i juni 2019, så må det være muligt at få Nicolai Wammen til at reagere.

Kom nu i gang, østjyske S-borgmestre! Det kan stadig nås!.

Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 20. september 2020.

Mette Frederiksens forkærlighed for Anker Jørgensen bliver dyr for Danmark

Alex Vanopslagh
3. september 2020

Anker Jørgensens tid som statsminister i 1970erne og til 1982 var katastrofal for dansk økonomi.

Desværre tyder meget på, at Mette Frederiksen ønsker at gå Anker i bedene.

Uanset Ankers personlige kvaliteter efterlod han Danmark med kurs mod afgrunden. Udgifterne voksede ustyrligt, og landets statsgæld fulgte med fra cirka 10 pct. til cirka 40 pct. Man indførte også efterlønnen, der efterfølgende hang som en møllesten om de danske statsfinanser, indtil et modigt reformflertal beskar den kraftigt for snart et årti siden.

Den borgerlige regering under Poul Schlüter rettede heldigvis op på mange af problemerne, og selv de to socialdemokrater Poul Nyrup og Helle Thorning kastede siden vrag på arven fra Anker og førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men ifølge Mette Frederiksen var Anker ligefrem »Danmark, når Danmark er bedst«. Tak for kaffe.

Kursen er lagt i regeringens finanslove: Den offentlige sektor får lov at vokse, og blæse være med dem, der betaler gildet i den private sektor – der er ingen nye kolleger i udsigt, kun flere fyringssedler og en større skattebillet.

En lille undskyldning

Anker Jørgensen havde faktisk en lille undskyldning – hans embedsværk vidste heller ikke bedre. Uden at gå i detaljer anerkendte de dengang groft sagt ikke, at den økonomiske tilskyndelse til at arbejde betød noget, og at hverken høje ydelser eller højere skatter – enten nu eller i fremtiden ved at køre med store offentlige underskud – var et fundamentalt problem for samfundsøkonomien.

Nu har vi over 40 års saglig evidens for det modsatte. Mette Frederiksen ved udmærket, at hendes politik reducerer Danmarks beskæftigelse og pålægger de hårdtarbejdende danskere større byrder. Og hvis hun alligevel er i tvivl, kunne hun få finansminister Nicolai Wammen til at spørge sine embedsmænd. Svaret er klart – det sænker Danmarks velstand at øge skatter, afgifter og offentlige udgifter, og det øger selvsamme at sænke dem.

Så drop alle tanker om nye røde møllesten om halsen på de hårdtarbejdende danske skatteydere. Giv danskerne bedre muligheder for at bestille noget mere uden at blive flået i skat, så de får flere penge mellem hænderne, giv virksomhederne bedre muligheder for at fastholde og skabe nye arbejdspladser ved at beslaglægge færre af deres penge og investeringer i selskabsskat og anden kapitalbeskatning.

Men Mette Frederiksens økonomiske politik er én lang ønskeliste til nye byrder på hårdtarbejdende danskere, mere offentlig forsørgelse og flere offentligt ansatte. Hertil skal så lægges en endnu længere ønskeliste fra hendes endnu rødere støttepartier, der dog har den undskyldning, at de er socialister og dermed per definition ignorerer økonomisk sagkundskab.

Engang var Det Radikale Venstre garanten for, at de røde partier ikke gik helt grassat og fik rippet danskerne for rub og stub, men hvornår har nogen sidst hørt Morten Østergaard mene noget, der ikke gjorde Danmark endnu fattigere? Danskerne fortjener ikke ti års Anker Jørgensen-politik, inden den borgerlige fornuft igen indfinder sig. Og derfor påhviler det nu os borgerlige at bygge et projekt sammen, der hurtigst muligt kan sende Anker Jørgensen-politikken derhen, hvor den hører hjemme: På historiens mødding.

Kommentar bragt i Berlingske d. 2. september 2020

Nu bør det være alles tur – hvis de vil

Alex Vanopslagh
21. august 2020

Livet er meget andet end arbejde. Men i stedet for at indføre nye særordninger til Socialdemokratiets kernevælgere bør vi forbedre mulighederne for selv at spare op til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Når vi i Liberal Alliance skal løse et politisk problem, starter vi med at spørge, om problemet kan løses med mere frihed og ansvar i stedet for mindre af begge to. Det er derfor, Liberal Alliance har foreslået en FriPension-konto til alle danskere – så de får mere frihed til at tage mere ansvar for deres tilbagetrækning.

For tiden er det nærmest ikke til at sparke sig frem for guldrandede pensionsløfter. De helt dyre handler om at fastfryse den fremtidige stigning i folkepensionsalderen, selvom gennemsnitslevealderen stiger, hvilket ikke bare ville være en bombe under statsfinanserne (og du kommer til at betale for den), men også en principielt forkert vej at gå – danskerne skal ikke være mere afhængige af staten og offentlig kassetænkning, end de er i forvejen.

Det samme gælder for Socialdemokratiets store slagnummer – en slags pseudo-efterløn for udvalgte (kernevælger)grupper. Sådanne særordninger er kendetegnet ved, at de er uretfærdige. Det bliver de nødt til at være, hvis de ikke skal være meget dyre – men det bliver denne her nu nok alligevel, ligesom det skete med efterløn og overgangsydelse.

Men vi har et alternativ til nye uansvarlige løfter om at gøre danskerne mere afhængige af staten.

For jeg forstår godt, hvis man vil bruge færre år på arbejde og flere år med sine børnebørn og familie, på sine fritidsinteresser og foreningsliv eller noget helt tredje. Men så må det jo være alles tur – det er en frihed, der skal gælde alle, som ønsker at tage ansvar.

Derfor foreslår Liberal Alliance nu:

– At alle danskere i arbejde skal have en skattelettelse på 675 kr. om måneden, hvis de sætter pengene ind på en FriPension-konto.
– Pengene er skattefri ved både ind- og udbetaling, så det gavner kassedamen lige så meget som direktøren.
– Hvis man indbetaler til FriPension hver måned i hele sit arbejdsliv, så vil man efter 40 år have en opsparing på 600.000 kr., hvis der forudsættes et moderat afkast på 3 pct. årligt på den løbende opsparing.
– Med 600.000 kr. kan man gå på pension næsten 5 år før, man kan få udbetalt folkepension, fordi beløbet svarer til næsten 5 års udbetaling af folkepension, pensionstillæg og ældrecheck efter skat.
… Eller man kan vælge at få pengene udbetalt, når man ellers går på pension, så man har lidt ekstra at forsøde tilværelsen med.

Frihed og ansvar til at planlægge sit liv. Det er da langt at foretrække over mere afhængighed af staten.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 21. august 2020.

For at genoplive borgerligheden må vi sætte borgeren først

Alex Vanopslagh
15. august 2020

Det nærmer sig en kliché, at det borgerlige Danmark er i krise. Det er en kærkommen lejlighed til at genopbygge et borgerligt projekt, som kan hente opbakning i befolkningen – og endegyldigt droppe at bruge de gamle tricks.

Det borgerlige Danmark må genopbygge sit projekt og lære igen at sætte borgeren først. Vi skal ikke marchere i takt, men vi skal i det mindste marchere samme vej, hvis vi igen skal overbevise vælgerne om, at vi og vores idéer er bedre end de rødes.

Da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre, indvarslede han en værdikamp over en bred front. Inden man kunne gennemføre liberale og borgerlige reformer, skulle vælgernes værdier og overbevisninger rykkes. En krystalklar analyse – som desværre kun blev fulgt op at et kærkomment opgør med ekspertvældets trang til at diktere, hvordan myndige og voksne danskere skulle leve deres liv.

Men al snak om liberale teser, brugerbetaling i sundhedsvæsenet eller anden vigtig værdidebat fra folketingsgruppen blev brutalt slået ned. Værdikamp var noget man talte om – ikke noget man førte i Venstre, Danmarks Liberale Parti.

I stedet skulle alle sejl sættes mod at få magten – opskriften fandtes i den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Den gik forsimplet ud på, at de borgerlige spillede uafgjort mod de røde på velfærdspolitik og vandt på udlændingepolitik. Det vandt de borgerlige alle valg foruden ét på i perioden 2001-2015.

Vejen væk fra skattelettelser

Prisen var gradvis borgerlig forvitring. I 1994 ønskede 51 pct. af vælgerne skattelettelser og 49 pct. ønskede højere offentlige udgifter – i 2015 ønskede 32 pct. skattelettelser og 68 pct. højere offentlige udgifter, imens de offentlige udgifter blot var vokset og vokset i perioden.

»Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.«

Andre lærte af doktrinen. Nu spiller Mette Frederiksen uafgjort på udlændingepolitik og vinder på velfærdspolitik. Skal vi spille uafgjort på velfærd med Mette Frederiksen, skal vi overgå Anker Jørgensen i forbrugsiver og uansvarlighed, og skal vi overgå Mette Frederiksen i stram udlændingepolitik, vil det koste på solide principper om retsstat og frihedsrettigheder – og så er det nok bedre at løse udlændingepolitikken fra bunden (så at sige) med Socialdemokratiet.

Sagt på en anden måde: Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. august 2020

Vi sagde nej til Euroen – men nu skal vi finansiere den

Alex Vanopslagh
29. juli 2020

Mette Frederiksen vendte 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i Euroen som i 1992, 1993 og 2000.

Tre gange har vi i Danmark haft folkeafstemning om deltagelse i det fælles europæiske valutasamarbejde, euroen: I 1992 stemte et flertal nej, i 1993 stemte et flertal ja til at stå udenfor, og i 2000 stemte et flertal igen nej til at deltage.

Hver gang har plusser og minusser været debatteret, og danskerne har tilkendegivet, at ulemperne ved deltagelse fylder mere end fordelene.

Alligevel vendte statsminister Mette Frederiksen 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i euroen som i 1992, 1993 og 2000.

Aftalen handler om EUs såkaldte »genopretningsfond« , som har fået det navn for at bilde europæerne ind, at den er blevet til for at rette Europas økonomi op i lyset af de skader, som corona-epidemi og nedlukning af samfundene har forvoldt. Virkeligheden er, at fonden handler om euro-samarbejdet, og at corona-epidemien blot er et påskud for at oprette den.

At genopretningsfonden er til for at styrke Eurozonen, kan statsminister Mette Frederiksen naturligvis ikke sige, når hun har besluttet, at Danmark skal bidrage. Hvordan skulle det kunne forsvares, når danskerne tre gange har stemt imod dansk deltagelse?

Den falske melodi

Hvis statsministeren åbent sagde til befolkningen, at vi herhjemme nu skal yde vores del af et tilskud på 2.900 mia. kr. til primært sydeuropæiske lande og yderligere hæfte for lån på 2.700 mia. kr., begge dele pga. et euro-samarbejde som Danmark ikke er med i, ville det være en klokkeklar indrømmelse af, at disse tre danske resultater ved folkeafstemninger ignoreres af Mette Frederiksen og hendes regering. Så hellere synge med på den falske europæiske melodi om, at det er coronaen, som nødvendiggør pengeoverførslerne, tænker statsministeren.

Virkeligheden er imidlertid, at euro-samarbejdet for at kunne fungere ordentligt har savnet en fond til omfordeling mellem euro-landene. Det er svært at opretholde en fælles valuta, når der er så stor forskel på statsfinansernes holdbarhed i de forskellige lande. Hvis man insisterer på at dele mønt, er den direkte overførsel af penge fra de sunde offentlige finanser i nord til de usunde i syd derfor svaret. Hvis man altså er med i euroen.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. juli 2020