Mere frihed til systemet, mindre frihed til borgerne

Alex Vanopslagh
4. december 2020

Mette Frederiksens stort anlagte frikommuneforsøg viser desværre endnu en gang, at hun altid sætter systemet over borgeren. Prisen er dyr og dårlig velfærd.

Mette Frederiksen lancerede i sin tale ved Folketingets åbning i oktober et frikommuneforsøg, hvor 7 kommuner kunne få lov at eksperimentere med velfærden. Det var med hendes egne ord ”en lidt vild idé” at prøve at give velfærden lidt friere tøjler.

Det lød som om, man havde planlagt at sende en rumraket til Mars og sende Danmark ind i fremtiden. Nu ved vi desværre, at det i stedet er et bumletog mod 70’ernes betonsocialisme, som regeringen har hentet frem.

Vi har nu fundet ud af, at frikommuneforsøget for tre kommuners vedkommende handler om bl.a. at give ret til at suspendere det frie valg i ældreplejen. Regeringen vi altså give systemet mere frihed ved at tage friheden fra borgerne. Det er ikke et frihedsforsøg, men et antifrihedsforsøg.

Når regeringen skal komme med noget, den synes er helt vildt frihedsagtigt, er det at give frihed til, at kommunerne og systemet kan fjerne friheden fra borgeren og fjerne den frie konkurrence.

I Liberal Alliance var vi ellers meget begejstrede for idéen, for vi ved jo, at frihed og ansvar virker bedre end tung socialdemokratisk systemtænkning. Jeg tror sådan set, at alle 98 kommuner kunne opnå store forbedringer i velfærden, hvis de blev sat mere fri fra både politikere, særinteresser og bureaukrater, men nu må vi så forstå, at frikommuneforsøget skal gøre det modsatte.

Måske var det bare mig, der var naiv. Vi har en regering, der er den mest økonomisk uansvarlige siden Anker Jørgensen, og som er stærkt ideologisk rød og ikke kan fordrage de private tilbud. Vi har en regering, der er villig til at gå langt for at forhindre det private initiativ – også i velfærden.

Regeringen har i hele sit virke udvist en blændende mangel på interesse for borgernes frihed og en overvældende gavmildhed på skatteborgernes regning over for dens egne kernevælgere og bureaukrater på Christiansborg og rådhuse. Det er kort sagt en regering, der sætter systemet først og borgerne – og deres velfærd – sidst.

Selvom regeringen kører videre i samme systemsocialistiske rille, tror jeg, at mange danskere er klar til at vende bøtten. De fortjener ikke at betale verdens højeste skatter – vi har lige indtaget førstepladsen i OECD igen – og samtidig få en velfærd, der på ingen måde står mål med de mange penge, de bliver flået for.

Vi burde gøre det modsatte af Mette Frederiksen: Give mindre magt til politikere, embedsmænd og særinteresser, og mere magt til borgerne og velfærdens helte, og ikke begrave alt lokalt og/eller privat initiativ under et tykt lag socialdemokratisk beton.

Lad os sætte borgerne først – også i velfærden.

Kursen er sat mod et fattigere Danmark

Alex Vanopslagh
1. december 2020

Vi har en regering, der med nærmest kirurgisk præcision gør Danmark fattigere. De kalder det retfærdighed.

Før valget lovede regeringen, at de skam kun ville beskatte de rigeste danskere. “Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger”, lovede Nicolai Wammen i 2019.

Det lød sikkert som sød musik i mange røde ører. Allerede dengang vidste vi naturligvis, at det ikke var sandt. Sådan fungerer skatter ikke. Og nu må Nicolai Wammen – der i dag er finansminister -i et folketingssvar også medgive, at det selvfølgelig ikke var sandt: Regeringens politik har gjort os alle fattigere.

Tænk, det er allerede blevet til 25 skattestigninger. Regeringens reformer har allerede ødelagt 11.000 job og gjort Danmark 14 mia. kr. fattigere.

Det er første gang i hvert fald i 20 år, vi har en regering, der aktivt gør Danmark fattigere. Det er i grunden mageløst, men ærlig talt nok, hvad man kunne forvente fra en regering, der har udråbt Anker Jørgensen som et forbillede.

Spin vs. fakta

Hvor regeringen kan komme med søforklaringer til aviser og tv, skal de holde sig til sandheden i deres svar til Folketinget.

Et nyt folketingssvar fra finansminister Nicolai Wammen bekræfter, at alle er blevet fattigere af regeringens politik.

Dem med de laveste indkomster rammes endda relativt hårdest af regeringens politik. Og det i en sådan grad, at selv SF råber vagt i gevær og mener, at politikken med at gøre de fattigste danskere fattigere er gået for vidt! Som liberal, der tør sige åbent, at jeg vil sænke skatten for alle danskerne, bliver jeg ofte mødt med den falske påstand, at lavere skat vil gå ud over danskere med de laveste indkomster. Derfor er det også en ganske tragisk fornøjelse at læse Nicolai Wammen medgive, at regeringens skattestigninger rammer dem, der har mindst, hårdest.

Regeringens misundelsespolitik, der skulle beskatte de mest velstående, ender faktisk med at ramme de fattigste hårdest.

Men man burde jo ikke være overrasket – hvis de røde forstod sig på økonomi, var de jo næppe røde.

Da Mette Frederiksen lancerede sin særskat på banker – eller samfundsbidrag, som det hedder med socialdemokratisk nysprog – lovede hun også, at skatten kun ville ramme netop bankerne og de rigeste danskere.

I Socialdemokratiets eget udspil skrev de: “Samlet set er der tale om en meget målrettet finansiering, der ikke rammer almindelige lønmodtagere.” Det er ikke bare dybt usympatisk at prale med at føre politik, der skal straffe særligt udvalgte grupper, men det er også faktuelt forkert.

Bankerne havde åbenbart i bedste Joakim von And-stil en stor pengetank med mange milliarder, der ikke blev brugt til andet end at svømme rundt i, som man dermed kunne beskatte uden konsekvenser.

Fornuftige stemmer påpegede allerede dengang, at skatten naturligvis ville ramme kunder, ansatte, aktionærer, vores alle sammens pensionsopsparinger osv. Folketingssvaret fra Nicolai Wammen giver dem selvfølgelig ret.

Det sidste, der er brug for
Vi står midt en global coronakrise, der går hårdt ud over den danske økonomi. Det kalder på en regering, der arbejder for at styrke den danske økonomi og sørge for, at vi kan genskabe de arbejdspladser, vi mister.

Men regeringen gør præcis det modsatte. Dansk Arbejdsgiverforening siger det klart: Vi har for første gang i 20 år en regering der aktivt gør os fattigere og fjerner arbejdspladser.

Regeringens svar på coronakrisen er at gøre os alle sammen fattigere. Tænk bare på sommeren, hvor coronasmitten var under kontrol.

I stedet for at forberede sig på anden bølge, styrke smittesporing, lave et varslingssystem eller forberede reformer, der kunne styrke dansk økonomi, forhandlede regeringen om tidligere tilbagetrækning til deres kernevælgere og gjorde Danmark fattigere i processen.

Regeringen kalder det retfærdig politik. Men det er grundlæggende forkert og uretfærdig politik.

Der er en anden vej

Den gode nyhed er, at der er en anden, mere retfærdig, vej for Danmark. Og det kræver ikke andet end politisk mod og lidt mindre smålighed at gøre Danmark rigere og skabe flere job.

Bare ét eksempel er, at vi kan gøre Danmark 6,7 mia. kr. rigere og skabe ca. 6000 job ved at sænke aktieskatten til 25 pct.

Det vil koste statskassen 1 mia. kr. om året. Gæt hvor jeg har de tal fra. En anden socialdemokratisk minister, der udtaler sig under ministeransvar.

Næste gang socialdemokrater forsøger at binde dig på ærmet, at de bestemt går op i at skabe job og velstand, så husk hvad de svarer, når de er bundet af loven til at svare sandfærdigt: Regeringens politik gør os alle fattigere.

Derfor må spørgsmålet være: Hvor meget fattigere skal Danmark blive, før Mette Frederiksen er tilfreds?.

Vi har for første gang i 20 år en regering, der aktivt gør os fattigere og fjerner arbejdspladser.

Kronik udgivet i Børsen d. 1. december 2020.

Det er ikke lovligt at etablere et program, der kun er åbent for det ene køn

Henrik Dahl
30. november 2020

Det er næsten helt usandsynligt, at så store forskelle, som vi ser i det såkaldte Inge Lehmann-program, beror på tilfældigheder. Derfor må det mest sandsynlige svar på den usandsynlige kønsfordeling være ulovlig forskelsbehandling.

Siden nytår har regeringen overtrådt grundlovens paragraf 62 ved at blande sig i domstolenes interne forhold. Og så har den overtrådt paragraf 73 ved at få minkavlerne til at afstå deres private ejendom uden lovgrundlag.

Dette er i sig selv alvorligt og en sag, hvorom det sidste ord ikke er sagt. Men i al ubemærkethed af minkskandalen viser et nyligt svar til mig fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, at administrationen af det såkaldte Inge Lehmann-program også foregår på en måde, der givetvis er på kant med den gældende lovgivning.

For nye læsere skal forklares, at Inge Lehmann-programmet er et program, der har til formål at rette op på angivelige kønsubalancer på universiteterne. Ganske vist har kvinder ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal bedre chancer end mænd for at få en forskerstilling, når de konkurrerer mod hinanden. Men et flertal i Folketinget har ikke desto mindre bestemt, at der foreligger et problem. Derfor blev der i 2019 bevilget omkring 20 millioner kroner til at afhjælpe ikke-problemet, og nu er der netop bevilget omkring det femdobbelte: 110 millioner.

Problemet er bare: Det er ikke lovligt at etablere et program, der kun er åbent for det ene køn. Ligesom det ikke er lovligt at skabe en mekanisme, der »automatisk og ubetinget« – som Justitsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet har formuleret det i en redegørelse til Folketinget – favoriserer det ene køn.

Derfor kan Inge Lehmann-programmet kun oprettes ved en dispensation fra Ligestillingslovens paragraf 3. Og selv efter dispensationen er givet, forudsættes det, at ansøgte midler tildeles til mænd, hvis de efter objektive kriterier er bedst kvalificeret.

Men hvordan gik det så rent faktisk, da midlerne bevilget i 2019 i løbet af i år blev fordelt? Det gik på følgende måde (og her citerer jeg fra det svar, jeg har modtaget fra forskningsministeren):

»Danmarks Frie Forskningsfond modtog til ansøgningsfristen den 26. marts 2020 388 Sapere Aude-ansøgninger, hvoraf 76 også indsendte en Inge Lehmann-ansøgning. Blandt Inge Lehmann-ansøgerne var der 63 kvinder og 13 mænd. 49 Sapere Aude-ansøgninger, og 14 medfølgende Inge Lehmann-ansøgninger, blev udvalgt til interview og efterfølgende endelig behandling.

Den endelige vurdering af Sapere Aude fandt sted den 4.-5. november 2020, hvor der blev truffet beslutning om bevilling til 35 ansøgere. Af disse havde 13 ansøgere også indsendt Inge Lehmann ansøgninger. 12 af disse ansøgere var kvinder.

Den endelig behandling af de 13 Inge Lehmann-ansøgninger fandt sted den 9. november. Der blev uddelt 5 bevillinger, og 2 ansøgninger blev sat på venteliste. De 5 bevillingsmodtagere var alle kvinder«.

Under normale omstændigheder har mænd og kvinder i de senere år haft nogenlunde samme succesrate, når de søgte forskningsbevillinger.

Skønt det er ulovligt at give kvinder en »automatisk og ubetinget« fordel, viser ministersvaret, at det netop er tilfældet. Af det oprindelige ansøgerfelt på 63 kvinder og 13 mænd, ender tildelingen med 5 kvinder og nul mænd.

Det giver de kvindelige ansøgere til Inge Lehmann-programmet en succesrate på cirka 8 procent og de mandlige ansøgere en succesrate på 0 procent. Altså et markant anderledes udfald end de næsten ens succesrater, der har været gældende i årene 2016-2018.

Det er næsten helt usandsynligt, at så store forskelle beror på tilfældigheder. Derfor må det mest sandsynlige svar på den usandsynlige kønsfordeling være ulovlig forskelsbehandling.

Klumme udgivet i Berlingske d. 28. november 2020.

Smitteopsporingen er endnu en regeringsskabt katastrofe

Henrik Dahl
25. november 2020

Den eneste succesfulde corona-strategi består af to elementer. For det første skal smittetallene bankes ned med begrænset social kontakt, masker, god hygiejne, fravær af supersprederevents og afstand. Når det er lykkedes, skal smittetallene holdes nede ved hjælp af smitteopsporing. Indsatsen i Danmark har været en markant succes på den første parameter, og en stor fiasko på den anden.

Regeringen har et medansvar for, at vi lykkedes med at få tallene banket i bund op mod sommeren. Og den har hovedansvaret for, at den danske indsats i forhold til smitteopsporing har været så elendig.

Mange sundhedsfaglige eksperter var enormt bekymrede for og advarede mod en anden bølge af corona. Og virkelig mange har råbt op om behovet for bedre smitteopsporing. For indsatsen har været ubeskrivelig dårlig. Det mentale billede af smitteopsporerne som en art rejsehold, som i fuld fart rykker ud, får de syge isoleret og potentielt smittede testet, har meget lidt med virkelighedens indsats at gøre. Krumtappen i den danske indsats er, at man som smittet selv skal ringe til folk, som man har været i kontakt med. Og så er der en hotline, med enormt lang ventetid, hvor man kan få gode råd og en app der ikke virker. Alt dette på bare 8 måneder!

Det virker dybt komisk, når overlæge Joachim Hoffmann-Petersen føler sig kaldet til at understrege, at udgangspunktet for opsporingsindsatsen må være, at man simpelthen skal have fat i de smittede. Det svarer jo næsten til at skulle have fat i en mekaniker for at finde ud af, at en bil skal have hjul for at kunne køre. Men regeringen har ikke gjort meget for at følge det ellers logiske råd. 1 ud af 6, som bliver testet positiv, er slet ikke i kontakt med styrelsen. Hidtil har smitteopsporingen på grund af et meget restriktivt syn på ”nære kontakter”, fået oplyst 4 personer pr. smittet – og så runder vi endda op. Det kan sammenholdes med, at internationale studier, viser at man skal op på 15-40 nære kontakter per smittede for at få en effekt på kontakttallet.

Regeringen har i dag præsenteret en løsning: Definitionen af nære kontakter skal udvides lidt. Hvis udtrykket ’et plaster på et åbent benbrud’ nogensinde har haft sin berettigelse, så er det her. Det er som om, at regeringen befinder sig i en alternativ virkelighed, hvor der er lidt småproblemer med indsatsen. Men det helt fundamentale problem er, at vi ikke har en indsats, som kan holde smitten nede, selv ved lave smittetal. Det kræver en hurtigere og langt mere finmasket indsats. Smitteopsporing er tungt og kræver ressourcer, men pengene er godt givet ud. Nedlukninger er ikke billige. Ikke for statskassen, og slet ikke for de mange virksomhedsejere, som i disse dage ser livsværket smuldre. Vil man undgå nedlukninger, så er vejen en langt bedre smitteopsporingsindsats. Og det regeringen kommer med er alt for lidt, alt for sent.

Regeringen burde have brugt sommerens lange smitte-pause til at få styr på smitteopsporingen. Men det virker som om, at regeringen har været optaget andetsteds. Den forsømte sommer kan vel opsummeres: Arne har fået lovning på en større pension, Danmark er blevet fattigere og smitteopsporing er blevet glemt. Fra maj til september brugte man ca. 25 mio. kr. på smitteopsporing hos Styrelsen for Patientsikkerhed og hos Politiet tilsammen. Det vil sige, at Arnes pension rundt regnet koster 60 gange den danske smitteopsporingsindsats, imens en ulovlig aflivning af minkerhvervet står i ca. 250 gange den danske smitteopsporingsindsats. Regeringens prioriteter er mildest talt tvivlsomme.

I løbet af de kommende måneder lykkes det forhåbentligt, at få smittetallene ned på et niveau, hvor man kan lave en langt mere intensiv indsats. For selvom regeringen mener, at den nu kan håndtere op til 3.000 smittede om dagen, så er det jo ikke med en indsats, som troværdigt kan opspore store andele af dem, som har været i kontakt med en smittet. Hvis ikke regeringen snart forstår situationens alvor, må Folketinget tage det på sig at få afsat flere ressourcer til indsatsen, så vi ikke fortsat oplever en indsats, der er lige så dysfunktionel som Smittestops-app’en.

Minkskandalen er et dystert monument over Mette Frederiksens politiske projekt

Alex Vanopslagh
25. november 2020

Med minkskandalen har vi set, at målet helliger midlet, når Mette Frederiksen påstår at passe på Danmark. Det ligger desværre fint i tråd med den socialdemokratiske filosofi, hun har regeret efter fra start.

Regeringen har brudt Grundloven og smadret en hel branche, hvilket har påført Danmark et tab på tusindvis af arbejdspladser, og statskassen kan se frem til at betale mellem 10 og 20 milliarder i (velfortjent) erstatning til minkavlerne. Og danskerne har fået et glimt af, hvad Mette Frederiksens politiske projekt egentlig går ud på.

”Det, der driver mig som statsminister, er et grundlæggende ønske om at passe på Danmark. Skal jeg have vished for, at jeg gør, hvad jeg kan for det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.”

Sådan sagde Mette Frederiksen sidste år til Berlingske – lang tid før coronakrisen. Og de seneste uger har vist, at hun mente det – hun har aflivet dansk minkavl med et fingerknips på et papirtyndt grundlag og uden lovhjemmel, et klokkeklart brud på Grundlovens §73. Og selv hvis vi tror på, at hun ikke var klar over regeringens lovbrud, så er det indiskutabelt, at hun lod ordren fortsætte efter, at hele Danmark vidste, den var ulovlig.

Det var altså en ”fejl” at udføre en ordre uden lovhjemmel, men åbenbart ikke en fejl, man ville rette. Hvis journalister eller folketingsmedlemmer spørger ind til det, bliver hun vred – hun har kaldt det et ”ejendommeligt” spørgsmål, for det handlede jo om folkesundheden.

Stor magt, intet ansvar
Mette Frederiksen fører en form for politik, hvor magten er koncentreret om hende selv, og målet i skræmmende høj grad helliger midlet. Hun tror hverken på borgerne eller på civilsamfundet. Hun tror på statens magt.

Som borgerlig-liberal tror jeg på, at staten skal beskytte borgernes liv, frihed og ejendom, og så ellers lade dem være i fred. Når staten skal gribe ind, skal der være tungtvejende argumenter og styr på retssikkerheden. Staten skal altså være dommer for fodboldkampen – og ikke den slags dommer, der braser ind på banen, tackler igennem, bærer bolden i mål med hænderne og udråber sig selv som vinder, sådan som Mette Frederiksen har for vane.

Danmark klarer sig godt under COVID-19-pandemien, hvis man sammenligner med andre lande. Det ser socialdemokraterne som deres succes, som statens succes. Liberale ser ansvarsfulde borgere, der har gjort deres for at undgå smitte. Og Mette Frederiksen bruger Danmarks relativt gode position til at affeje spørgsmål fra offentligheden og som undskyldning for sine mange fejltrin – grundlovsbrud, nedlukning af Nordjylland, en spildt sommer, svag smitteopsporing etc.

Og når tingene så går galt, er det bare fejl, og skal der endelig placeres et ansvar, er det på hendes ministre og embedsmænds skuldre. Det er det klassiske socialdemokratiske syn på ansvar.
Men det er for nemt at tro, at den samme magtkoncentration og principløshed i andre hænder ville blive forvaltet bedre. Det er selve filosofien, den er gal med, ikke bare personen i front.

Falsk tryghed
Det har altid skuret i mine ører, når politikere fra både højre og venstre lover danskerne tryghed. For tryghed er en følelse, og lover man danskerne tryghed, giver man dem i samme nu en grund til at føle sig utrygge.

Men løftet er tomt. Spørg bare vores minkavlere. Eller de tusindvis af andre erhvervsdrivende, der har oplevet såvel Mettes Frederiksens fikse skatteskrue som usaglige corona-restriktioner som eksempelvis den grundløse seksdagesregel i København, som regeringen selv fjernede igen. Eller spørg nordjyderne, der i to uger var underlagt pludselige restriktioner, som lige så pludseligt blev fjernet igen og med mageløs frækhed udråbt til en succes af regeringen. Ingen selvrefleksion. Man skulle ellers tro, at nordjyderne fortjente en klokkeklar undskyldning.

Den hårdtslående stats fejl
Det skal forestille at være mere effektivt, når Mette Frederiksens inderkreds træffer beslutningerne selv. Og måske bliver beslutninger truffet hurtigere, men ikke mere effektivt. Det er det liberale samfund, der er effektivt – det viser minkskandalen. Minkavlerne har fået lodret skiftende meldinger fra myndighederne, der er ikke erstatning på plads, forvirringen er total, og der er spredt syge mink på vejene.

Men i stedet for at se indad giver Mette Frederiksen selvfølgelig oppositionen skylden. Det burde faktisk ikke overraske, men jeg forundres alligevel over regeringens evne til at fremstille sig selv som den forurettede part.

Minkskandalen er et monument over Mette Frederiksens politiske projekt i al dets dystre magt og vælde. Det er på tide at tage folkestyret, friheden og ansvaret tilbage.

Klumme udgivet i Berlingske d. 25. november 2020.

Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut

Alex Vanopslagh
24. november 2020

Statsminister Mette Frederiksen slog allerede i marts fast, at hun og regeringen ville begå fejl i deres håndtering af coronakrisen. Det var en klædelig ydmyghed, som vi sjældent ser fra os politikere.

Men det er knapt så klædeligt, at hun åbenbart ikke udtrykker nogen stor vilje til at rette sine fejl og lære af dem. Og derfor kommer hun til at begå flere fejl – og de bliver mindst lige så katastrofale.

Jeg ville ønske, at jeg var overrasket.

Men det er jeg sådan set ikke.

Det er en uundgåelig konsekvens af, at Mette Frederiksen har samlet så meget magt om sig selv. Mette Frederiksen er trods alt blot et menneske.

Og vi mennesker begår fejl. Det er faktisk fejlbarligheden, der er med til at gøre os menneskelige.

Idéen med det liberale demokrati er, at ét menneske aldrig får lov til at udøve for stor magt over andre.

Derfor har vi en grundlov, vi har domstole, og vi har vores gode danske traditioner om debat og dialog mellem politikere – og mellem politikere og det samfund, de udøver magt over.

Vi har altså et dobbelt ansvar som politikere – at have en tæt dialog med hinanden, fordi vi repræsenterer forskellige holdninger, interesser og mennesker, og at have en tæt dialog med det, vi for en god ordens skyld kan kalde den virkelige verden.

Når man er i tæt dialog med de mennesker, som påvirkes af beslutningerne, får man som regel syn for, om man har begået fejl.

Desværre har danske politikere i årtier fjernet sig selv og deres embedsmænd mere og mere fra den dialog – og fejlene er derfor blevet flere og mere alvorlige.

Den udvikling skal Mette Frederiksen ikke have skylden for.

Men hun skal have skylden for, at dialogen i hendes regeringstid er blevet historisk dårlig – også før coronakrisen.

Hun har sat turbo på den proces, der nedbryder danskernes tillid til folkestyret.

Hun har udvidet Statsministeriets kontrol med politikken i uset grad og taget stram styring med hele staten, hun har reduceret fagministrene til de rene statister, og hun har fra første færd kørt Folketinget ud på et sidespor under coronakrisen med henvisning til, at tingene skulle gå stærkt.

Vi husker alle de stribevis af pressemøder, hvor Mette Frederiksen har tonet frem som landsmoderlig skikkelse, der med sikker hånd fører landet gennem svære tider. Uden at informere Folketinget grundigt eller samvittighedsfuldt og med overvældende ugennemsigtighed og vilkårlighed – men med masser af empatisk udstråling og hjerter på sociale medier.

Men nu er maskeraden faldet.

Empatien er forsvundet, og kun styringen står tilbage.

Med stor magt følger et stort ansvar. Det forsøger hun nu at flygte fra i sagen om den grundlovsstridige instruks om at aflive alle mink i Danmark.

Spørgsmålene efter redegørelsen om minkskandalen tårner sig op.

Hun skal ikke slippe afsted med at ofre Mogens Jensen for sin egen beslutning. Nu skal vi have kulegravet hele forløbet og få sandheden frem. Det står dog allerede uomtvisteligt tilbage, at Mette Frederiksen bør gå af som statsminister – uanset om hun faktisk var vidende om den manglende lovhjemmel, eller hvis hun har skabt et klima, hvor hun tager grundlovsstridige beslutninger uden at blive sagt imod.

Når så meget magt koncentreres på så få hænder, så er vi alle prisgivet vores fejl og mangler. Og magthaverne er præcis lige så fejlbarlige mennesker som alle os andre.

Det var en fejltagelse at give Mette Frederiksen så meget magt og tro, hun kunne forvalte den godt. Det er jeg også selv skyldig i.

Det vil jeg gerne undskylde for – og dét skal ikke gentage sig.

Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut.

Liberal Alliance er et lille parti, men vi står uforfærdet på folkestyret og borgernes side. Vi vil kæmpe det bedste, vi har lært, for at fravriste Mette Frederiksen sin ufortjente magt og tage folkestyret tilbage. For Danmarks skyld.

Det var en fejltagelse at give Mette Frederiksen så meget magt og tro, hun kunne forvalte den godt. Det er jeg også selv skyldig i. Det vil jeg gerne undskylde for – og dét skal ikke gentage sig.

Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 22. november 2020.

Mette og magtens tredeling

Alex Vanopslagh
19. november 2020

Mette Frederiksens respekt for Grundloven kan ligge på et lille sted. Desværre er hendes støttepartier ikke meget hjælp. Det er en massiv udfordring for magtens tredeling i et demokrati.

Siden Montesquieu i 1700-tallet første gang skrev om magtens tredeling, har det været en fast del af pensum i den elementære lære om politik i et velordnet demokratisk samfund.

Statsmagten er delt i tre – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I Danmark er det henholdsvis Folketinget, regering og domstolene, der til sammen udgør folkestyret.

Hvis vi nu springer let og elegant over detaljerne i, at den udøvende magt i et parlamentarisk system som det danske henter sit mandat fra den lovgivende magt, der vælges mindst hvert fjerde år ved folketingsvalg, og tingene dermed bliver mudrede, kan vi alligevel fæstne os ved, at magtens tredeling i Danmark er formuleret i Danmarks Riges Grundlov.

Det er det dokument, som Mette Frederiksen for tiden udviser enten en rystende mangel på forståelse eller endnu værre en decideret foragt for.

Jeg skal ikke kede Kontrasts velorienterede læsere med en minutiøs gennemgang af mink-skandalen, der i bedste fald er den mest alvorlige siden Tamilsagen, i værste fald siden Besættelsen. Det er nok at konstatere, at regeringen onsdag d. 4. november på et pressemøde for rullende kameraer udstedte en ordre om at aflive alle mink i Danmark, som den ikke havde lovhjemmel til. Den skinbarlige sandhed er, at den har fortsæt med at udøve ordren i lang tid efter, at det stod klart, at den manglende lovhjemmel – endda med hjælp fra bevæbnede mænd i politi og militær.

Grundlovens §73 slår fast, at den private ejendomsret ikke kan krænkes af staten uden lovhjemmel. Men Mette Frederiksen har netop ødelagt minkavlernes ejendom uden lovhjemmel, og har derfor ikke bare udsendt en ulovlig instruks – men en grundlovsstridig instruks.

Og hvad har støttepartiernes reaktion været? Enhedslisten har kaldt ”utjekket”, men det er måske heller ikke dem, man skal regne med i forsvaret for den private ejendomsret. Og sent mandag d. 16. november klappede regeringen sagen af med alle dens støttepartier – Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Der er altså lovhjemmel på vej, så skulle den sag vel være ude af verden?

Nej. Heldigvis ikke. Og nu må regeringens støttepartier virkelig gøre op med sig selv, om de vil takke med at være gummistempel for Mette Frederiksens dekreter, eller om de vil være med til at undersøge sagen til bunds og drage de nødvendige konsekvenser.
Ellers er magtens tredeling for alvor udfordret.

Men jeg tillader mig at være optimistisk på folkestyrets vegne: I sidste ende bliver det forhåbentlig en sag for den tredje statsmagt, domstolene, at vi kan få Mette Frederiksen og hendes regering draget til ansvar.

Blogindlæg udgivet på kontrast.dk d. 19. november 2020.

Ny konkurrencelov truer retssikkerheden

Alex Vanopslagh
19. november 2020

Regeringens forslag til en ny konkurrencelovgivning er for vidtgående og er en trussel mod retssikkerheden.

Mens vi alle har fokus på minkskandalen, hvor regeringens fortsatte forbrydelser står i kø, forsøger erhvervsminister Simon Kollerup og regeringen at liste et meget vidtgående lovforslag om ny konkurrencelov gennem Folketinget.

Forslaget har fået sønderlemmende kritik af erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danske Advokater samt den uafhængige tænketank Justitia.

Der er ingen tvivl om, at dette lovforslag er lige i Mette Frederiksens ånd: mere magt til myndighederne og ringere retssikkerhed.

Det skal regeringen selvfølgelig ikke få held med at få gennemført. Liberal Alliance er det parti i det danske Folketing, der sætter størst værdi i konkurrence og velfungerende markeder.

Der skal være fair konkurrence.

Derfor er Konkurrence-og Forbrugerstyrelsens arbejde også enormt vigtigt for Danmark.

Brud på konkurrencereglerne skal selvsagt stoppes og sanktioneres. Men det betyder ikke, at vi kan tillade at gå på kompromis med basale retsstatsprincipper.

Mange betænkeligheder

Der er enormt mange punkter at være betænkelig over, men det er særligt bekymrende for Liberal Alliance, at konkurrencemyndighederne under den nye lov selv vil kunne kræve adgang på privatadresser i forbindelse med kontrolundersøgelser – de såkaldte ” dawn raids”. I dag skal konkurrencemyndighederne involvere politiet.

Konkurrencemyndighederne har også udsigt til at få mulighed for at udstede civile bøder. I dag skal bødeforlæg gå gennem Bagmandspolitiet. Det kan lyde som en lille detalje, men det er det ikke. I dag filtrerer Bagmandspolitiet sager, hvor Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen (KFST) ikke kan præsentere overbevisende beviser, fra, inden de når domstolene.

Det vil ikke ske under den nye konkurrencelov. Man fjerner den sunde adskillelse mellem konkurrencemyndighedernes behandling af sagen og den strafferetlige håndtering. Det kan blive dyrt for de virksomheder, der uretmæssigt bliver anklaget af KFST; nu kan de næsten være sikre på, at sagen ender i retten med de omkostninger, der følger med.

Ikke nok med det, man vil også gøre det langt nemmere at udsteder bøder. Efter de hidtidige danske regler kan virksomheder pålægges bøder, hvis de har handlet ” forsætligt eller groft uagtsomt”.

Det vil man også ændre til at inkludere ” simpel uagtsomhed.” Og som Danske Advokater påpeger, slækker man samtidig gevaldigt på kravene til beviserne.

Egenrådig regering

Det er derfor en åbenlys hån, at Erhvervsministeriet har den frækhed at påstå, at lovforslaget ikke har ” økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.” Det kan kun være rigtigt, hvis man antager, at KFST aldrig uberettiget tager en sag op, eller at virksomheder aldrig bryder konkurrenceloven.

Vi skal også huske, at konkurrencemyndighederne bestemt ikke fokuserer deres energi på større virksomheder med dominerende positioner på markedet.

De går også efter ganske små virksomheder som frisører og kørelærere. Mindre virksomheder har ikke mulighed for at hyre dyre advokater, og de drukner hurtigt i sagsomkostninger.

Derfor er det meget bekymrende, hvis de nye værktøjer, som Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen stilles i udsigt, bliver brugt til at tryne mindre virksomheder, der uagtsomt har brudt konkurrencereglerne. Set i lyset af de meget vidtrækkende ændringer af konkurrenceregler nedsatte man en følgegruppe med deltagelse af bl. a. danske Advokater.

Men som Danske Advokater påpeger i deres høringssvar, er følgegruppen slet ikke er blevet hørt i forløbene. Dertil kommer, at der bliver givet meget kort frist for høringssvar. Det er endnu en bekymrende tendens, vi kun kender alt for godt fra den egenrådige regering.

Overimplementering

Regeringen har over for kritikken forsvaret sig med, at de blot implementerer et EU-direktiv.

Men som mange eksperter påpeger, så er der tale om gevaldig overimplementering.

Men lige netop ét element i direktivet, har mange fremhævet som ” underimplementeret”, nemlig konkurrencemyndighedens uafhængighed fra regeringen.

Med tanke på Mette Frederiksens ageren i denne tid, kan det næppe overraske, at man gerne vil overimplementere, når det kommer til magt til myndigheder, men samtidig underimplementere på uafhængighed fra regeringen.

Konkurrence er altafgørende, og på mange områder trænger vi til langt mere konkurrence i Danmark. Men løsningen er ikke at gå på kompromis med vores retssikkerhed. Skulle man have glemt betydningen af retssikkerhed, kan man kigge på de ubegribeligt triste menneskelige skæbner og økonomiske konsekvenser af Mette Frederiksens minkskandale.

Der er ingen tvivl om, at dette lovforslag er lige i Mette Frederiksens ånd: mere magt til myndighederne.

Kronik udgivet i Børsen d. 19. november 2020.

Minkavlen aflives på baggrund af et notat på tre sider

Alex Vanopslagh
18. november 2020

Jeg vil starte med at tage læseren på en lille rejse gennem Mette Frederiksens beslutning om med ét slag at udrydde minkavlen i Danmark. Mandag aften får regeringen besked om mutationen og tager derefter beslutningen om at aflive hele branchen. Det gør den uden nogen involvering af Folketinget. Onsdag indkalder regeringen til et pressemøde, og et par timer inden pressemødet bliver vi andre partiledere indkaldt til et orienteringsmøde over Skype.

Her kan Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut (SSI) fortælle om mutationen i danske mink.

Undersøgelserne er ikke perfekte.

De er ikke fuldendte. De er ikke efterprøvet af nogen andre. Det er en risikovurdering og en afvejning, og der er usikkerhedselementer.

For os partiledere er der intet skriftligt materiale, forberedelsestid eller mulighed for at læse materialet, inddrage eksperter udefra og stille kritiske spørgsmål.

Men Kåre Mølbak mener, at i værste fald kan Danmark blive et nyt Wuhan.

Vi stiller nogle kritiske spørgsmål, kommer med bemærkninger, bekymringer, kræver beslutningsgrundlaget fremlagt. Regeringen siger, at det skal den nok sende lidt på og få indkaldt til nogle nye møder – men nu skal vi altså lige runde af, for nu skal der afholdes pressemøde, så regeringen kan komme videre med at aflive minkbranchen i Danmark.

Det er en stolt branche med hundredvis af virksomheder, tusindvis af arbejdspladser og milliarder af eksportkroner, som Mette Frederiksen med et fingerknips har udryddet.

Måske er det faglige grundlag i orden. Men det ved Folketinget i hvert fald ikke. Vi har fået et notat på tre sider plus bilag – ligesom man ikke er interesseret i at efterprøve SSI’s konklusioner eller få friske (evt. internationale) øjne på tingene.

Notatet fra SSI er i øvrigt rent virologisk, dvs. vedrørende virus selv. Det er en politisk beslutning at aflive alle mink. Hvilke andre scenarier end aflivning har man overvejet? Har man spurgt Fødevarestyrelsen? Har man spurgt branchen? Har man spurgt nogen som helst? Vi ved det ikke.

Og regeringen mener åbenbart ikke, at vi skal vide det.

Aflivningen skal ske frem mod jul, men det haster åbenbart alligevel så meget, at der ikke er tid til at undersøge sagen til bunds. Som så meget andet under Mette Frederiksens coronaregime – fra seksdagesreglen i København til det ubrugelige varslingssystem, som regeringen efter måneders nøl endelig har bikset sammen: Magtfuldkommenhed, lukkethed og vilkårlighed er de tre værdier, som regeringen i hvert fald i praksis opererer efter.

Det er en vaskeægte tragedie, at generationers livsværk går op i røg.

Og en hel masse lokalsamfunds livsgrundlag bliver undergravet.

Det kan regeringen ikke slippe afsted med uden at yde en massiv erstatning for en tvangsekspropriation af en hel branche. Ikke bare et-to års kompensation for tabt omsætning, men erstatning for investeringer, bygninger, maskiner, osv. – en stærk hjælpende hånd til at komme videre, efter at regeringen per dekret har eksproprieret hele branchen.

Regeringen ser ikke sådan på sagen. Tilbage til onsdag: næh, dér lød svaret til os partiledere, der ikke blot kunne acceptere snottede kompensationspakker, at vi har jo lige vedtaget nogle hjælpepakker, der løber frem til januar, så der skal selvfølgelig nok være noget kompensation.

Regeringen vil altså aflive minkbranchen og stikke den en håndfuld småskillinger og et par trøstende ord, og så skulle den sag være klaret, og Folketinget og offentligheden kan få sølle tre siders forklaring plus bilag.

Hvis nogen troede, vi havde en regering, der havde nogen som helst sympati for vores landdistrikter, er det her en spand kold vand i hovedet.

I Liberal Alliance vil vi kæmpe utrætteligt – både for at få klarhed om beslutningsgrundlaget og grundlagets sikkerhed og for at sørge for, at regeringens aflivning af minkavlen i Danmark ikke betyder en aflivning af livsgrundlaget for tusindvis af mennesker, af massevis af små lokalsamfund.

Magtfuldkommenhed, lukkethed og vilkårlighed er de tre værdier, som regeringen i hvert fald i praksis opererer efter.

Debatindlæg udgivet på JP.dk d. 9. november 2020

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed i Europa står og falder med to personer

Henrik Dahl
15. november 2020

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Derfor er det afgørende, at Danmark står last og brast med Frankrig og Østrig, når de nu tager et opgør med islamiske anslag mod ytringsfriheden og vestlig levevis i Europa.

Der eksisterer stadig enkelte modstandslommer fra 1990erne, der ikke kan se problemerne ved indvandring fra Stormellemøsten. Det så man senest udstillet i dagbladet Politiken, hvor 21 fremtrædende forskere, som næsten ingen har hørt om, argumenterede mod regeringens initiativer til af forhindre antisocial adfærd.

Men ellers er alvoren efterhånden gået op for de fleste. De 47 lande, der har islamisk befolkningsflertal – og navnlig dem, der har en islamisk forfatning, hører i en række væsentlige dimensioner til blandt de værste i verden, når man betragter dem samlet.

Disse oplysninger finder man samlet i Ruud Koopmans’ nye bog Islams forfaldne hus, der hermed anbefales varmt. For at få det fulde overblik bør man læse hele bogen. Men jeg kan nævne, at landene under ét er de mindst demokratiske og mindst frie. Ligesom jeg kan nævne, at landene under ét er dem, der giver kvinder samt religiøse og seksuelle mindretal den værste behandling.

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Forfølgelsen af mindretal og den dårlige behandling af kvinder vokser. Det gør bekæmpelsen af demokratiet også – i lighed med bekæmpelsen af almindelige, civiliserede normer for adfærd.

Man orker næsten ikke at skrive, at der er undtagelser. Men selvfølgelig er der det. Problemet er bare, at der er alt, alt for lidt modstand indefra. At der er alt, alt for få mennesker med stormellemøstlig baggrund, der på de indre linjer siger fra over for de mange onder, kulturen fører med sig.

Jeg tror imidlertid, der er forandringer på vej. At den franske præsident Macron og den østrigske forbundskansler Kurz har fået nok af de islamiske anslag mod ytringsfriheden og den vestlige levevis, virker efter den seneste bølge af terror troværdigt.

Men spørgsmålet er: Har de to statsledere, når det kommer til stykket, den fornødne kraft til at vende udviklingen? Det er ikke helt små forhindringer, der skal ryddes på vejen frem mod en rekonstruktion af de borgerlige rettigheder og den moderne, verdslige levevis i Europa.

For det første skal Europas ydre grænser lukkes effektivt. Det har Macron for længst gjort klart. Men kan han overtale Tyskland og Tysklands forlængede arm – EU-kommissionen – til det? Landet har indtil nu brilleret med en gennemført verdensfjern og netop 1990er-agtig forståelse af problemerne. Macron og Kurz har formentlig ret i deres analyser. Men kan de få ret? Det er det store spørgsmål, der i den kommende tid skal besvares.

For det andet skal fremmede stater høre op med at blande sig i de europæiske landes indre anliggender. Her er det igen Macron, der går i spidsen med sit opgør med Tyrkiet og ikke mindst landets direktorat for religiøse anliggender, Diyanet. Kravet om ophør af indblanding går langt videre. Men i kraft af den store gruppe af mennesker i Europa, der har tyrkisk baggrund, er han selvfølgelig startet et fornuftigt sted.

Men tør Macron gennemføre sit opgør med Tyrkiet? Der formentlig ender med at røre ved helt centrale forhold som landets medlemskab af NATO og den samarbejdsaftale mellem det daværende EF og Tyrkiet, der går helt tilbage til 1963? Og givetvis også vil få konsekvenser for den aftale, som EU indgik med landet i 2015 vedrørende flygtninge.

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed overalt i Europa står og falder med, at Macron og Kurz holder fast. Derfor er det af den allerstørste vigtighed, at Danmark yder de to lande den fornødne moralske og politiske opbakning.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. november 2020.