Debat Arkiv - Side 34 af 36 - Liberal Alliance

Ole Birk Olesen

5. januar 2021

Hvis vi i Danmark havde stillet os tilfredse med 1960’ernes velstand, så ville vi i dag være lige så fattige som mexicanerne og tyrkerne. Politikere må vise det samfundssind at arbejde for det langsigtet rigtige, ikke kun det kortsigtet populære. Her svigter Mette Frederiksen og hendes regering.

“Samfundssind” er blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn, og det forstår jeg godt. Samfundssind er et godt ord, og det er rigtigt, at ordet har været væsentligt i corona-året 2020. Samfundssind er at kunne tage hensyn til hele samfundet, ikke bare tænke på sig selv og sine egne umiddelbare behov.

Statsminister Mette Frederiksen har brugt ordet meget i det forgangne år, men som med så mange andre positive ord bør politikere ikke bare prædike, men også praktisere. Her svigter Mette Frederiksen med sit evige fokus på egne meningsmålinger.

Politikere udviser som andre samfundssind, når de tænker: ”Hvad er til samfundets gavn?” – ikke kun “Hvad er til min gavn?”. Tør man sætte Danmarks bedste på langt sigt over kortsigtet politisk profit, ja, så udviser man samfundssind som politiker.

Det kræver nogle gange, at man som politiker skal være villig til at gøre en indsats for en sag, som er rigtig, også selvom sagen kan være svær at forklare, ikke er populær i første omgang, og der er en risiko for, at man mister stemmer på det. Hvis man som politiker altid kun gør sig til talsmand for det umiddelbart populære og aldrig går i brechen for det kortsigtet vanskelige, men langsigtet rigtige, så udviser man som politiker ikke samfundssind.

Her må vi konstatere, at Mette Frederiksen meget gerne prædiker samfundssind, men ikke praktiserer det.

Det behøver man ikke nøjes med at tage mit ord for. Socialdemokratiets tidligere finansminister Bjarne Corydon har stort kendskab til den nuværende top i Socialdemokratiet og i regeringen, og han konstaterer, at regeringen går alt for meget op i spin og kommunikation og for lidt op i at gøre det rigtige for landet.

Det, han siger, er, at regeringen ikke har noget samfundssind. For den tænker kun på at højne Socialdemokratiets stemmetal og ikke på, hvad der er godt for samfundet. Samfundssind er i stedet blevet et ord, regeringen bruger til at udskamme andre og pålægge andre byrder, mens Mette Frederiksen og hendes ministre selv fokuserer meget snævert på, hvad der tjener Socialdemokratiet bedst.

Regeringen har et problem, når folk, som kender regeringens topfolk godt, kan gennemskue, at når man taler om samfundssind, så handler det om alle mulige andre end en selv.

Vilje til reformer
Danmark har en sund økonomi i dag, fordi alle regeringer siden Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, smed tøjlerne, har haft fokus på at efterlade et mere velstående Danmark, end de overtog. Midlet har været reformer, som på kort sigt gjorde op med snævre interesser hos udvalgte pressionsgrupper, men som på langt sigt gavnede brede samfundsgrupper.

Mette Frederiksens regering går som den første i årtier den modsatte vej. Regeringens politik gør Danmark fattigere. Det har vi finansministerens ord for i et svar til Folketinget. Regeringen gennemfører politik, der måske er populær hos kernevælgerne på den korte bane, fx fordi Arne og andre 3F’ere får mulighed for at få deres efterlønsbidrag tilbage, mens de i stedet går på en 100 pct. offentligt betalt, alternativ efterløn. Men det er samtidig en politik, som hiver raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så færre bidrager til Danmarks velstand.

Det sker, mens man forsikrer sig selv om, at vi jo har det godt i Danmark. Behøver vi egentlig at blive rigere? Kan vi ikke bare bruge af de penge, vi har? Kan vi ikke ”investere i velfærd”, som Socialdemokratiet siger, som var partiet med i en udgave af Luksusfælden, og dér ikke kunne skelne mellem, hvad der er forbrug, og hvad der er investeringer. Udgifter til flere offentligt ansatte og højere overførselsindkomster er forbrug, ikke investeringer.

Tænk, hvis vores politikere midt i 1960’erne havde ført politik som vores regering i dag:

“Vi behøver ikke at lave nogle reformer. Vi har det jo godt nok i Danmark. Vi behøver ikke at blive rigere, vi hæver bare skatten, hvis vi mangler penge i statskassen”. I 1960’erne, som i dagens Danmark, syntes mange, at de havde det rigtig godt og mageligt. Men hvis vi var gået i stå i 1960’erne, hvis vi siden 1960’erne havde ført stilstandspolitik som vores nuværende regering, så ville vores velstand i dag være på niveau med Mexicos og Tyrkiets. Og vi forstår da godt, at borgerne i Mexico hellere vil bo i USA, og borgerne i Tyrkiet hellere vil bo i Europa. Folk vil væk fra de lande, fordi de ikke har opnået den velstand, som vi har i Danmark. Vi må derfor aldrig glemme, at Danmarks velstandsudvikling er et resultat af, at vi har ført politik, der har holdt vores velstand og udvikling på et højt niveau. Selvom det ofte har været upopulært.

Kortsigtet politik for lånte penge
Denne regering og dens politik gør indtil videre landet fattigere. Regeringen gør ganske vist en del for at kompensere for corona-krisen og skubber gang i efterspørgslen. Det holder regeringen altid op som et skjold, når vi påpeger, at der ikke bliver gennemført langsigtede reformer, der er positive for vækst og beskæftigelse. Men kortsigtet konjunkturpolitik for lånte penge kan ikke erstatte langsigtet strukturpolitik, og faktum er, at regeringen ganske målrettet fører politik, der gør Danmark fattigere.

Den berømte Arne-pension er et godt eksempel: 10.000 mennesker bliver hevet ud af beskæftigelse og over på offentlig forsørgelse.

Alle bør have ret til i højere grad at planlægge sit eget otium. De høje indkomstskatter på arbejdende danskere gør det svært for folk med indkomster under gennemsnittet. Løsningen er, at lade folk beholde flere penge til sig selv, gerne i form af et særligt fradrag for penge, som er hensat til egen pension. Vi har i LA foreslået en ordning, vi kalder FriPension, som giver alle i arbejde ret til at indbetale 675 kr. om måneden på en FriPension-konto, hvorfra pengene aldrig vil blive beskattet, hverken ved ind- eller udbetaling. Det giver mulighed for at trække sig næsten fem år tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man har været i arbejde i 40 år. Eller man kan lade være og bare få pengene udbetalt til at forsøde sin pensionisttilværelse med ved den ordinære folkepensionsalder.

Men at give folk ret til at holde fri for andres regning, selvom de ikke har skavanker, som berettiger til hverken førtids- eller seniorpension, er jo renlivet kortsigtet vælgerbestikkelse: ”Giv os jeres stemme, så giver vi jer endnu flere af andre folks penge!”

I Liberal Alliance har vi en lang række politiske forslag, som godt nok kræver, at vi går imod velerhvervede velfærdsprivilegier, men som til gengæld sikrer et velstående Danmark på langt sigt.

Vi vil gerne have lavere skat i bunden af indkomstskalaen. Vi synes ikke, der skal betales skat af de første 7.000 kr., man tjener hver måned. Og vi vil også gerne have lavere skat i toppen af indkomstskalaen. Vi synes ikke, man skal betale over 40 pct. af den sidst tjente krone.

Vi vil gerne have virksomheder til at investere i Danmark. Derfor bør vi have en lavere selskabsskat, fordi det vil resultere i flere investeringer i Danmark. Det fører til, at Danmark bliver mere produktivt. Det fører til højere timelønninger. Det fører til højere indkomster for lønmodtagere.

Vi vil gerne have, at beskatningen af biler sættes i forhold til deres skadevirkning på samfundet, ikke i forhold til deres værdi. Det betyder, som de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at registreringsafgiften skal afskaffes – der er rigelig beskatning på biler gennem brændstofafgift, ejerafgift og afgift på forsikring. Med det nuværende politiske flertal på Christiansborg stiller vi os gerne tilfredse med, at registreringsafgiften på grønne biler helt afskaffes, så afgiften forsvinder på hele bilparken, i takt med at grønne biler til sidst sætter sig på al nybilsalg. At rød blok i stedet frem mod 2030 vil have 80 pct. af nuværende registreringsafgift på også de grønne biler er håbløst kortsigtet og udtryk for, at rød blok hverken er grøn eller økonomisk fornuftig.

Men disse forslag kræver naturligvis reformer, som umiddelbart kan være upopulære hos snævre særinteresser, der har nemt ved at få taletid i medierne, men som på langt sigt giver mulighed for at gøre Danmark til et bedre og mere velstående land.

Her står regeringen desværre af og sætter i stedet sin egen kortsigtede vælgerprofit over det samfundssind, som Mette Frederiksen ellers efterspørger hos alle andre.

Det kan en ny regering, som ikke kun prædiker, men også praktiserer, gøre bedre.

Alex Vanopslagh

5. januar 2021

Det er en stor politisk udfordring, at den nuværende regering hæmmer det frie initiativ i stedet for at fremme det.

Børsen lavede en fremragende temaserie i 2017, der kulminerede i udgivelsen af bogen ” De handlende”. Den hyldede danskere, der brændte for noget, skabte noget, udrettede noget – ja, tog handling. Der var både hyldester til gamle erhvervskæmper, til Grundtvig, til nulevende store forretningsmænd og -kvinder, nødhjælpsarbejdere og opfindsomme plejehjemsgrundlæggere.

Som Anders Krab-Johansen skrev om temaet: ” Jeg er træt af forventningen om, at vi helt automatisk er et af verdens rigeste lande. Jeg tror ikke på fortællingen om, at velfærdssamfundet klarer alting. Vi skal genoverveje vores forventning om, at systemerne kan holde til presset fra verdens forandringer og borgernes stigende forventninger.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Et virkelig godt tiltag, som de politiske årstider desværre ikke lod sig præge af. Tværtimod er klimaet for alvor blevet koldere for den slags frie initiativ, som det nuværende røde flertal bestemt ikke hylder, men tværtimod bekæmper. Derfor er det en afgørende politisk udfordring for 2021 at stoppe korstoget mod de handlende og igen føre politik, der fremmer i stedet for at bremse det frie initiativ.

Frihed til at tage ansvar

Det er ikke for meget at sige, at den slags handlende mennesker og deres initiativ har skabt den verden og det Danmark, vi holder af. En hyldest til de historiske kæmper er på sin plads, Danmark løftede sig med stærke hænder og kloge hoveder fra et ludfattigt stændersamfund til et frit industrisamfund, hvor rygende skorstene fra Lemvig til Nexø vidnede om et blomstrende og fremgangsrigt erhvervsliv.

Bondestanden blev løftet med skolegang, og landmændene tog deres individuelle ejendom og gik sammen for at skabe andelsbevægelsen – glem ikke første del, når man hører socialister lovsynge andelsbevægelsen.

Alt sammen i samme periode, hvor dansk politik efter indførelsen af grundloven var fastlåst i konflikten mellem Højre og Venstre. Alt sammen uden nogen politisk plan, men med udgangspunkt i det frie initiativ.

Det er den sande historie om det Danmark, vi kender.

Jeg har meget ringe tillid til politikere som samfundsingeniører med store planer. Jeg har til gengæld al tillid i verden til borgere, der har frihed til at tage ansvar for deres egne planer, store som små. Og det er ikke bare blind ideologi, men underbygget af Danmarks fantastiske historie i vejen til at blive et rigt land. Den vej var brolagt med frihed, ansvar og fællesskab. Og det er den stadig, hvis Danmark skal blomstre endnu mere.

Rød vinter

Siden folketingsvalget sidste år har kursen imidlertid været den stik modsatte. Politik, der får Danmark til at blomstre, er de røde partier inderligt imod. I stedet har de indledt et korstog mod det frie initiativ. Eksemplerne er legio.

Bekæmpelse af ” profit i velfærd”, sløjfning af hævelse af loftet på aktiesparekontoen, højere skatter på ejendomme, nye offentlige ydelser til at trække folk ud af arbejdsmarkedet, kamp mod kapitalfonde, ja, kamp mod alt, der lugter af selvstændigt initiativ. Siden Mette Frederiksen er kommet til magten, er skatteskruen blevet strammet igen og igen.

Det har medført mere end 30 skattestigninger, som beløber sig på omkring 17 mia. kr. i umiddelbart virkning. Man har i modsat retning hævet overførsler til primært udlændinge og gennemført enkelte meget spinkle skattelettelser. Men bundresultatet er, at regeringens økonomiske politik gør alle fattigere.

Vi ved endnu ikke, hvornår det røde flertal er tilfredse – hvor mange flere af danskernes penge skal de opkræve, og hvor meget fattigere skal Danmark blive? Men kursen er helt klar, og den går mod mindre respekt for de handlende. Det skal være dyrere at gøre Danmark rigere.

Det hele fortjener at blive kaldt en rød vinter for Danmark.

Det bliver forår igen

Men det bliver forår igen. Selvom Liberal Alliance er et lille parti, har vi store ambitioner på Danmarks vegne. For det, der for alvor virker, hvis vi skal slippe de handlende danskeres kræfter løs, er lavere skat på arbejde, på forbrug, på virksomheder og på investeringer. For det skal ikke være så dyrt at gøre Danmark rigere, som det er nu.

Og opfindsomme ildsjæle med gode idéer til at gøre velfærden bedre skal også have langt bedre muligheder for det.

Eksempelvis er der mange bøvlede og bureaukratiske barrierer mod private initiativer i dagplejen, som vi bør fjerne. Det samme gælder i hele velfærdssektoren – lad tusind blomster blomstre, som en meget rød person engang sagde.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling. At give de handlende de bedste muligheder for at gøre det, de er bedst til. Danmark har stadig sine bedste dage foran sig, hvis den røde vinter får en ende, og vi igen sætter borgerne først.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 5. januar 2021.

Henrik Dahl

4. januar 2021

DER ER MEGET vægtige argumenter, som taler for, at udenlandske trossamfund i Danmark skal have en ret til at praktisere deres ritualer fuldkommen sådan, som de praktiseres i hjemlandet.

Det vægtigste er selvfølgelig Grundlovens paragraf 67. Den fastslår, at alle har ret til at blive salige i deres egen tro.

Men Grundloven kommer dog samtidig med en begrænsning: Så længe, det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Hvad der helt nøjagtig strider mod sædeligheden, er ikke godt at vide. Men hvis man teoretisk forestillede sig en religion, der vendte kristendommen på hovedet, så den prædikede had og hævn til verdens ende, giver det nok en meget god idé.

Hvad der strider mod den offentlige orden, er lettere: Man må ikke prædike oprør, revolution eller borgerkrig. Gør man det, er man ikke længere beskyttet af Grundlovens paragraf 67.

Men det strider også imod princippet om gensidighed, hvis man møder udlændinge i Danmark med et forbud imod at gennemføre deres religiøse ritualer sådan, som de gennemføres hjemme.

For gennem årene er det ikke helt få danskere, der i udlandet har nydt godt af, at der fandtes en filial af folkekirken i nærheden.

ET HELT ALMINDELIGT PRINCIP siger, at de fordele, man gerne selv vil nyde, bør man også tilstå andre. Vil man i princippet gerne i den danske kirke i London eller Paris, bør man derfor også tilstå folk fra London eller Paris, at de i København og andre steder kan komme i en filial af deres kirke. Det er kun ret og rimeligt.

Til gengæld må jeg være ærlig og sige, at jeg finder det irriterende, når højtstående, danske gejstlige foregiver, at de ikke kender til det grundlæggende problem, der har skabt et kæmpe dilemma for danske politikere, når det gælder udenlandsk forkyndelse i Danmark.

Prøv for eksempel at læse denne tekstprøve: ” Som fællesskab er det i dag vor opgave at holde erindringen levende om vore ærede martyrer, som efterlod os vor hjemstavn som arv. De, som vil ødelægge vort slægtskab, vor enhed og vor enighed, må aldrig få nogen mulighed for at så splid, uro og strid mellem os.” Eller denne: ” Ingen, som betræder Paradiset, ville ønske at vende tilbage til Jorden. Kun en martyr vil gerne tilbage og igen dø martyrdøden, når han ser, hvilken anseelse og hvilken rang, han nyder her i Paradiset. Det var dette glædesbudskab, som besjælede vor Profet og hans følgere og senere også vore forfædre og drev dem fra den ene front til den næste for at opnå denne høje rang.

Ind på Allahs vej for at udbrede Hans navn. For landet og landets folk.” MAN KUNNE GODT FORESTILLE SIG, at disse tekststumper var opfanget af en eller anden efterretningstjeneste, der med behørige dommerkendelser overvågede en revolutionær, islamistisk celle i Molenbeek eller en anden skummel forstad til en vesteuropæisk millionby.

Men det er ikke tilfældet. Begge citater er uddrag af prædikener, der er forfattet af Ditib. Det vil sige Den tyrkisk-islamiske union for religiøse anliggender.

Ditib hører under det officielle tyrkiske, statslige organ for religion, der hedder Diyanet. Hver eneste uge udfærdiger embedsmænd i Ditib officielle prædikener, der holdes af udsendte imamer overalt i Europa.

Og som man kan se af de to uddrag, der ikke er usædvanlige: Her prædikes der evig, tyrkisk enhed. Det vil sige: Det prædikes, at man aldrig skal assimilere sig og falde ind med den lokale befolkning.

Ligesom det prædikes, at den højeste rang i Paradiset tilfalder martyren, der falder ved fronten i kampen for islam.

DET ER SKRAPPE SAGER. Og hvad mere er: Vi kan intet gøre ved det. For de tyrkiske imamer opholder sig i for eksempel i Danmark som følge af en aftale mellem EF – det daværende EU – og Tyrkiet indgået i 1963: den såkaldte Ankara-aftale.

Jeg synes ærlig talt ikke, det klæder danske gejstlige at spille dumme og lade, som om regeringen har et særligt problem med, at der lægges inderlige tanker om livet og døden frem ved udenlandske gudstjenester rundt omkring i Danmark. Det er der simpelthen ingen i Folketinget, der har. Og derfor er det stråmandsargumentation af den tungeste kaliber at fremstille tingene på den måde.

Jeg har ikke selv taget stilling til, hvad den bedste løsning er. Men jeg kan forsikre for, at der er et problem: at den tyrkiske stat – med velsignelse fra en tåbelig traktat – uge efter uge spreder sin nationalistiske og fundamentalistiske agitation og indoktrinering overalt i Europa.

Hvad løsningen end måtte være: Dette er problemet. Ikke, at nogen forkynder deres guds ord på andre sprog end dansk.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt Dagblad d. 19. december 2020.

Henrik Dahl

4. januar 2021

En af de nyere film, jeg holder mest af at se, er Interstellar. En science fiction-fortælling fra 2014, der ultrakort fortalt handler om menneskehedens jagt på et nyt sted at bo, efter en global, økologisk katastrofe har ødelagt Jorden.

Det mest spændende ved filmen er for de fleste nok, at den formår at illustrere begreber som tidens relativitet og mulige reversibilitet på en måde, der både appellerer til følelserne og fantasien.

Langt den største del af filmen foregår i et fjernt hjørne af universet, som der fra Jorden kun er adgang til gennem et ormehul i nærheden af Saturn. Men indledningen på Jorden har altid fascineret mig.

Her oplever vi blandt andet et skolevæsen, der er gået i forfald: Det forsvarer ikke længere rationaliteten imod overtro og konspirationsteorier. Derfor lærer børnene, at mennesket ikke landede på Månen i 1969.

At det var et bedrag, USA satte i værk for at afslutte rumkapløbet med Sovjetunionen.

Og at bedraget for så vidt var noget, der gav god mening i samtiden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor realistiske eller urealistiske de scener i Interstellar er, som finder sted efter ekspeditionen til Saturn og hinsides ormehullet er lettet fra Jorden. Men et forfald i skolevæsenet som det, filmen beskriver, anser jeg for at være mere realistisk end det modsatte. Og hvorfor så det? For det første, fordi der ikke er nogen former for kontrol med det undervisningsmateriale, der anvendes i folkeskolen.

I 2012 afslørede Detektor for eksempel, at 14 ud af 15 lærebøger i folkeskolen gengav den myte, at Columbus mødte modstand, fordi han til forskel fra de fleste andre i samtiden mente, at Jorden var rund.

Det er ingenlunde tilfældet. Helt siden oldtiden har alle blot nogenlunde dannede personer i Europa vidst, at Jorden var rund.

Flere hundrede år før vor tidsregning udregnede den græske matematiker Eratosthenes endda Jordens omkreds nogenlunde præcist.

Baseret på nedslag i andet undervisningsmateriale, der beskæftiger sig med f. eks.

miljø og klima, er det mit gæt – som jeg understreger er et sådant – at Columbusfadæsen langt fra er enestående.

Når der ikke er nogen kvalitetskontrol med undervisningsmateriale i folkeskolen og dermed heller ikke nogen mulighed for at diskvalificere materiale, der videregiver urigtige eller vildledende oplysninger, er der principielt ikke nogen mekanisme, som kan hindre det, der sker i filmen Interstellar.

Alt, hvad det kræver, er, at et flertal af de mennesker, der har indflydelse på skolevæsenet, tror på, at denne eller hin fortælling om verden er den rigtige.

Men er det så ikke en lige lovlig pessimistisk udlægning, kan man spørge sig selv.

Hvis det var sådan i vores dannelses-og uddannelsesinstitutioner, at der herskede en meget stærk norm om, at man skal bøje sig for basale kendsgerninger; for den mest velunderbyggede viden, der findes; og for uigendrivelig logik, ville min bekymring være overdreven.

Men sådan er det ikke i dag. I udgangspunktet er det for eksempel noget vrøvl, når dele af samfundsvidenskaben fornægter meget velunderbyggede antagelser og veldokumenterede facts inden for den biologiske videnskab. Men det gør man glad og gerne inden for den såkaldte normkritik, der i disse år er ved at blive udbredt i folkeskolen. Ligesom DNA-forskeren Eske Willerslev kan fortælle om trusler, når han udfordrer det socialkonstruktivistiske verdensbillede.

Så konklusionen er klar: Der er faktisk ikke noget i Danmark, der formelt forhindrer fiktionen fra Interstellar i at blive til virkelighed.

Klumme udgivet i Berlingske d. 4. januar 2021.

Henrik Dahl

19. december 2020

Lige nu kæmper vi med corona. Men en ny epidemilov skal også være designet til fremtiden – og derfor blev regeringens første udkast til en ny epidemilov skrottet.

Men nu er der en fremtidssikret lov på plads.

En ny epidemilov, der opfylder en lang række af LA’s ønsker:
– Tæt og formel, parlamentarisk kontrol med regeringen
– Nedsættelse af epidemikommission
– Kontrolforanstaltninger får solnedgangsklausul
– Ingen tvangsvaccinering
– Automatisk domstolsprøvelse af andre tvangsforanstaltninger
– Sagkyndigt udvalg skal afklare spørgsmålet om retfærdige principper for erstatning ved nedlukning
– Ny sygdomskategori, der blandt andet omfatter ukendte sygdomme

Men frem for alt har vi fået en epidemilov, der kan holde langt ud i fremtiden. Til sygdomme, vi ikke kender endnu. Til regeringer, der ikke er blevet dannet endnu. Og til Folketing, der ikke er blevet sammensat endnu. Vi ønskede en epidemilov, der ikke handlede om COVID-19 og om Mette Frederiksens regering. Sådan en epidemilov har vi fået.

At der ved udbrud af alvorlige epidemier tildeles rimelige og retfærdige kompensationer og erstatninger, er noget, Liberal Alliance har kæmpet for gennem hele COVID-19-epidemien.

Men vi er nødt til at være ærlige: Spørgsmålet er enormt kompliceret og har vældig mange aspekter. Det er kun en vis del af de tiltag, der har været sat i værk under epidemien, der kan karakteriseres som egentlige ekspropriationer. Andre falder ind under, hvad man i dansk ret kalder ”generel regulering” og udløser – stadig efter dansk ret – ikke erstatning. Og så er der spørgsmålet om de mange, der ikke reagerer på deciderede påbud, men på opfordringer. Af hensyn til bekæmpelsen af epidemien bør de også i et eller andet omfang kompenseres. Selvom de strengt taget ikke har været underkastet et påbud.

Liberal Alliance er et parti, der søger indflydelse og et parti, der tager ansvar. Derfor er vi i lighed med Venstre og Konservative Folkeparti en del af aftalen om ny epidemilov.
Det, der står i aftalen, er, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, som over for aftalepartierne skal fremlægge en samlet model til rimelig og retfærdig erstatning og kompensation. Den model, der ender med at blive vedtaget, får blandt andet V, K og LA indflydelse på.

Vi mener, det er en bedre vej frem end at fralægge sig ansvaret og nøjes med at pege fingre ad andre. Derfor er vi med i aftalen – som i øvrigt opfylder en meget lang række af ønsker, vi havde inden forhandlingerne begyndte.

Henrik Dahl

18. december 2020

Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Som det allerede er blevet sagt flere gange: Udviklingen og udrulningen af en covid-19-vaccine på omkring et år er et farmaceutisk Apolloprogram.

For de yngre læsere kan jeg fortælle, at Apolloprogrammet blev annonceret af præsident John F. Kennedy i 1961: Inden 60erne var omme, skulle USA landsætte en rumskibsbesætning på månen og bringe den sikkert tilbage.

Trods en voldsom ulykke i begyndelsen af 1967, der kostede tre astronauter livet og satte Apolloprogrammet i stå i næsten to år, lykkedes projektet i 1969, da Neil Armstrong betrådte månen. Resten er, som man siger, historie.

Nu har indtil flere virksomheder i løbet af et års tid produceret en helt ny type af vaccine: den såkaldte mRNA-vaccine. Det er en højteknologisk tilgang, hvor man fra bunden konstruerer en stump genetisk kode og sender den ind i kroppen, så den kan aktivere immunsystemet. Og hvad mere er: Vaccinen er også godkendt. Ikke bare efter bogen, men med kliniske forsøg, der i omfang ligger langt over den acceptable bundgrænse.

Men med et problem løst, opstår der et nyt spørgsmål: Hvem skal have vaccinen?

Her er jeg ganske enig med regeringen – der i øvrigt følger noget, der begynder at ligne en standardprocedure. Vaccinen skal i første omgang gives til to grupper. For det første de mest sårbare ældre. For det andet det sundhedspersonale, der er fuldstændig afgørende for, at vi kan kontrollere epidemien.

At få beskyttet disse to grupper er noget, som nærmest ligner en bunden opgave. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.

Men hvad så? Her er der flere overvejelser, man bør gøre sig.

For det første må vaccinen – i takt med, at flere doser bliver tilgængelige – ud til en stadigt større kreds. Stadig prioriteret ud fra, hvem der bliver mest syge, hvis uheldet er ude, og smitten rammer.

Men for det andet bør man indlede et analysearbejde, som kan føre frem til en forståelse for, hvordan vi gør den type af aktiviteter sikre, der i dag står sidst i køen til genåbning. Det vil sige: Hvordan gør vi igen rejseaktivitet – navnlig i fly – lige så sikkert, som det var før epidemien? Hvordan gør vi afholdelse af store messer og konferencer sikkert igen? Hvordan gør vi oplevelsesøkonomien i form af musikfestivaler og store sportsbegivenheder sikker igen?

Vi er meget langt fra den situation, at det sidste ord er sagt om disse problemer. Derfor er dette blot et indspil til samtalen.

Men for mig er der ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem. Det er noget, alle der har været på rejse til for eksempel Afrika eller Sydamerika kender. Skal man til Uganda eller Brasilien (landene er helt tilfældigt valgt), har det i årevis været sådan, at man først gik på nettet og fandt ud af, hvilke sygdomme det var obligatorisk at blive vaccineret imod. Så fandt man en udbyder; blev vaccineret og fik det hele omhyggeligt registreret i sit gule certifikat, som skulle med på rejsen.

Den model kunne man overveje at forfine og effektivisere. Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Oplevelsesøkonomien har – uforskyldt – spillet en væsentlig rolle i udbredelsen af sygdommen. Uden effektiv immunisering vil den være svær at få i gang igen. Men i kraft af det farmaceutiske Apolloprogram, vil det også blive muligt. Håbet må være, at det allerede kan blive i 2022.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 17. december 2020.

Den frie verden kan ikke holde til mere

Lad os praktisere samfundssind – og ikke kun prædike det som Mette Frederiksen

Rød vinter skal erstattes af liberalt forår

Vi har et problem: Tyrkiet spreder nationalistisk og fundamentalistisk agitation

Folkeskolens undervisning er ved at blive til science fiction

Ny epidemilov med LA-aftryk

Der er ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem

Rigsret skal afgøre om Inger Støjberg er skyldig

Bedre velfærd handler om borgerne, ikke systemet

Regeringens korstog mod privat velfærd skaber dårligere børneliv