Henrik Dahl
12. februar 2021

”Dansen med corona” er blevet til en stopdans, hvor Mette Frederiksen snart har slukket for musikken i to måneder.

Regeringen holder stædigt fast i nedlukningen – selv på de områder, hvor der ikke er sundhedsfaglige argumenter for nedlukningen. Samtidig bliver regeringen simpelthen nødt til at være dygtigere til den finere kogekunst indenfor epidemihåndtering. Regeringen har nu to gange vist, at den kan bruge ”hammeren” og lukke store dele af samfundet ned, men når det kommer til de værktøjer, der kræver mere snilde, går det galt: test-strategi, smitteopsporing og genåbning af aktiviteter med mindre smitterisiko. Vi kommer til at leve med Corona længere end vi alle havde håbet på, og derfor kan hammeren ikke være det foretrukne værktøj. Det illustrerer Mette Frederiksens politiske afmagt, at vi nu, over et år inde i epidemien, ikke spiller på flere tangenter.

Regeringen undervurderer konsekvent risikoen forbundet med fortsat nedlukning ikke blot for økonomien, men også for vores fysiske og psykiske helbred.

Vi foreslår konkret:

GENÅBN DETAILHANDEL
International forskning peger på, at næste led i genåbningen bør være i detailhandlen. International forskning viser, at detailhandlen kan genåbnes med relativt lille smitterisiko, da man i detailhandlen har gode muligheder for at forebygge smitte. Store supermarkeder kan overholde restriktioner, så det kan mindre butikker naturligvis også.

HÆV UDENDØRS FORSAMLINGSBUD TIL 25
International forskning viser, at COVID-19 kun meget sjældent smitter udendørs ved mindre forsamlinger. De negative konsekvenser ved et udendørs forsamlingsforbud på 5 personer står ikke mål med gevinsten ift. epidemikontrol. Det ville være uforsvarligt at tillade fodboldkampe med 30.000 på station. Men et forsamlingsforbud på 5 udenfor tjener intet formål.

SMITTEOPSPORINGS STYRKES
Smitteopsporing skal være mere grundig og medtage langt flere kontakter – det har eksperter og oppositionen længe talt for. Stærkere opsporing kan medføre et behov for yderligere ressourcer, men det er en god investering. Vi bliver nødt til at bruge de mere intelligente og omkostningseffektive værktøjer i kampen mod Corona. Regeringen har konsekvent underinvesteret i smitteopsporing – det bliver vi nødt til at ændre.

Henrik Dahl
5. februar 2021

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad.

Folketingsvalg er ikke bare folketingsvalg. Det er nødvendigt at skelne mellem på den ene side de fleste, som er små. Og på den anden side dem, der ligger med intervaller på 20-30 år og er store.

Et valg som det berømte jordskredsvalg i 1973 hører naturligvis til blandt de store. Tre nye partier kom ind: Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrum-Demokraterne med 14, Kristeligt Folkeparti med 7. Retsforbundet og Kommunisterne gjorde come-back efter 13 år i kulden. Og det af Erhard Jakobsen sprængte Socialdemokratiet gik fra 70 til 46 mandater.

Der er få valg efter Anden Verdenskrig, der i højere grad har stået i kulturkampens tegn. Fremskridtspartiet var en protest mod udbygningen af velfærdsstaten i 1960erne. Centrum-Demokraterne mod ungdomsoprøret og venstredrejningen af samfundet i den samme periode. Endelig fik Kristeligt Folkeparti (der allerede var dannet i 1970) vind i sejlene og repræsentation på Christiansborg på grund af den frie abort, der blev vedtaget af Folketinget i sommeren 1973.

Ser man de næsten 50 år tilbage, er ironien tyk. Vel fik den folkelige protest mod udskejelserne i 1960erne en samlet repræsentation på 49 mandater. Alligevel endte den offentlige sektor med at vokse; venstredrejningen fortsatte til det punkt, hvor de røde i dag har erobret magten i samtlige dannelsesinstitutioner i landet; og den frie abort står ikke til selv den mindste diskussion.

Det næste store valg var valget i 2001. Det indebar som bekendt et opgør med den udlændingepolitik, der var dikteret af Radikale Venstre. Hvor den herskende klasse i årene efter 1973 fik nedkæmpet den folkelige protest mod 1960erne, gik det anderledes i 2001. Vil man sidde ved det politiske voksenbord, kræver det tilslutning til den stramme udlændingepolitik. Ellers kan man få en grøn eller rød sodavand og sætte sig over til børnebordet og lave ståhej.

Det står efterhånden klart for enhver, at det seneste i rækken af store valg var valget i 2019. Og hvorfor er det sådan, det forholder sig?

Det er det (hvis vi ser bort fra corona), fordi valget afsluttede fase et i kampen for en stram udlændingepolitik. I næsten 20 år kunne blå blok med troværdighed slå på, at den var eneste garanti for en realistisk udlændingepolitik. Det var, hvad folket ønskede. Derfor kunne V og K i fast samarbejde med O regere landet uden de store svinkeærinder i årene fra 2001 til 2011. Et kaotisk, rødt regeringsforløb fra 2011 sikrede nok en blå sejr i 2015. Men i 2019 havde Socialdemokratiet lært af sine fejl. Blå blok havde ingenting lært; hverken af sine egne problemer eller af varslerne om, at en epoke var ved at rinde ud. Og derfor blev valget i 2019 det næste store valg efter 1973 og 2001.

Efter store valg er det vigtigt at huske, at der kun er en vej: fremad. Det, der kendetegner de store valg, er nemlig, at de lukker døren. Efter 1973 var det af mange grunde umuligt at gå tilbage til de spørgsmål og svar, der prægede 1960erne. Efter 2001 var der ikke noget at hente i rutinerne fra tidligere (derfor endte der med ikke at stå noget brugbart i den notesbog, Nyrup havde med på sin turné til græsrødderne). Og efter 2019 er der ikke noget for de blå partier at hente i det verdensbillede eller de rutiner, der prægede verden før det store valg.

Kan man forestille sig, at der er så meget som ét af de store, blå slagnumre fra gamle dage, der vil trække vælgere over midten? Det kan være, jeg i min høje alder er kommet til at mangle fantasi. Jeg kan bare ikke se det for mig.

(Klumme udgivet i Berlingske d. 1. februar 2020)

Alex Vanopslagh
5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

I Liberal Alliance er vi så vanvittige og absurde, at vi tror på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats.

Kort sagt: Vores lille forslag går ud på at teste et rating-system i hjemmehjælpen i København, hvor borgerne bedømmer kvaliteten af deres service over for hjemmeplejen, og de ansatte, der yder den bedste indsats, belønnes med en bonus på op til 10 % oveni deres løn. Ikke en offentlig gabestok, men for at vriste de varme hænder ud af jerngrebet fra de kolde i den offentlige administration. Ikke for at give nogen mindre i løn, men for at belønne de bedste.
Det har vi foreslået, fordi vi altid arbejder for at sætte borgeren først. Også i velfærden.

Vi ved alle, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enorm forskel for ældre. De skal belønnes for at gøre mere, end der forlanges af dem.

Det kan jeg så læse, at Digital Redaktør Tobias Niebuhr i en leder 02/02 i lighed med venstrefløjen opfatter som ”vanvittigt” og ”absurd”.

Der er mange, der gør sig lystige over at forestille sig samme system med politikere. Men det har vi jo lige præcis cirka hvert fjerde år: Sidst fik vi 4 stjerner ud af 179 mulige, tæt på 0. Men det gjorde vi jo netop fordi, vi i Danmark tiltror borgerne, at de kan sammensætte Folketinget.

Men deres egen hjemmehjælp, den kan de åbenbart ikke bedømme.

Det får mig til at tænke på departementschefen Sir Humphrey i den engelske komedie ”Javel, Hr. Minister”, der siger, at forældre er de værst tænkelige mennesker, man kan sætte til at vælge skole til deres børn.

Samme mentalitet er på spil her. Vi må forstå, at abstrakte måltal, skemaer, konsulentrapporter, mellemledere, strategiseminarer og godt gammeldags fedteri for chefen til sammen udgør et langt mere præcist billede af kvaliteten i hjemmehjælpen end oplevelsen hos de borgere, som får besøg af hjemmehjælpere.

Javel, Hr. Redaktør.

Vi er ikke stædige med teknikken i vores forslag. Kun med logikken: At borgerne skal bedømme deres velfærd.

Selvfølgelig kan et rating-system ikke udvides til behandlere og myndighedspersoner, men hvis ikke formålet med eksempelvis hjemmehjælp er at gøre borgeren tilfreds, hvorfor har vi den så overhovedet i offentligt regi?

Det er en ærlig sag at tro på, at velfærden bliver bedre, bare den bliver dyrere, eller at vi bare mangler ét nyt afbureaukratiseringstiltag fra en regering i den ubrudte række af tiltag siden Schlüter, før vi er i mål.

I Liberal Alliance tror vi på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats. Hvis det er vanvittigt og absurd, så god fornøjelse med at være normal.

(Indlæg bragt i Århus Stiftstidende 04/02/21 under titlen ”Sæt borgeren først – er det vanvittigt og absurd?”)

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

Mette Frederiksens nye reformkurs er et slagnummer, der skal rydde op efter egne ulykker.

Mette Frederiksen trak overskrifter i sidste uge, fordi hun udtrykte en holdning til økonomisk politik. Det var nye toner! Efter at have brugt sin regeringstid på ganske systematisk at gøre Danmark fattigere, vil Mette Frederiksen nu slå ind på en ” reformkurs”.

Mange var imponerede, men som altid med Mette Frederiksen er der langt fra de store ord til virkeligheden.

Mette Frederiksens store slagnummer er grundlæggende at rydde op efter sine egne ulykker. Mette Frederiksen har reduceret beskæftigelsen med tidlig pension til sine kernevælgere og vil nu gerne lukke det hul igen. Det er enormt uambitiøst. De nye idéer er naturligvis samtidig blot fugle på taget, da der ikke er konkrete politiske forslag på bordet. Men selv hvis vi lader tvivlen komme Mette Frederiksen til gode, så er det allerbedste, vi kan håbe på fra vores statsminister, stilstand.

Generationer af politikere før Mette Frederiksen har taget ansvaret på sig og fået flere danskere i arbejde og gjort Danmark rigere. Også selvom det ofte har været upopulært på den korte bane. Det er det, der gør, at vi har noget at stå imod med, når coronakrisen kradser.

Det er også de upopulære beslutninger, der finansierer Mette Frederiksens valgløfter.

Vækst og fremgang
Socialdemokratiet og støttepartierne opfører sig som en forkælet arving, der lever et luksusliv og nyder godt af familiens formue, men ikke selv vil arbejde og i øvrigt skyder forældrene i skoene, at de fokuserer lidt for meget på penge. Det er vist det, man på venstrefløjen vil kalde privilegieblindhed.

Fremgang er nemlig vigtigt.

Havde danske politikere siden 1960′ erne haft samme lave ambitionsniveau som Mette Frederiksen, var vores velstandsniveau i dag – i bedste fald – på niveau med Tyrkiet og Mexicos. I 1960′ erne var der også nogle, der mente, at vi ikke behøvede fremgang, men hvor skal vi prise os lykkelige for, at fornuften sejrede.

Politik skal belønne
Fælles for dem, der mener, at vi ikke behøver fremgang, er ofte, at de har deres på det tørre. Når man har sikre indkomster fra det offentlige, et hus med friværdi, ja, så kan det da virke, som om vi ikke har brug for mere fremgang i Danmark.

Det er egentlig utroligt, at det er nødvendigt stadigvæk at sige det, men vækst og fremgang er fundamentet for en god fremtid. Når man fører politik, der ikke straffer, men rent faktisk belønner initiativ og flid, får vi innovation, flere arbejdspladser, større velstand, flere muligheder, mindre fattigdom -listen er lang og kan fyldes ud med langt de fleste af vores ambitioner og drømme.

Det er alt sammen enormt vigtigt, men for os i Liberal Alliance er det vigtigste, at vi fremmer frihed og ansvar. Det giver myndige borgere i et frit samfund frem for umyndiggjorte klienter i en socialdemokratisk stat præget af stilstand.

Og det kan godt være, at det værste i verden for venstrefløjen er, at hårdtarbejdende mennesker bliver belønnet, men den glemmer, at den stilstand, som følger deres politik, særligt rammer danskerne på kanten af arbejdsmarkedet hårdest.

De er de første, der bliver fyret, når tilbagegangen rammer, og de kan først få et arbejde igen, når der er fremgang.

Socialdemokratiet glemmer de danskere, der ikke er født med en arv, de kan tære på, og forældres netværk, der kan hjælpe dem frem.

De danskere, der har de hårdeste odds mod sig for at kunne give deres familier en bedre fremtid, kommer til at kæmpe en ulige kamp i et samfund uden fremgang og vækst.

Det er simpelthen uretfærdigt. Og det er uværdigt, at venstrefløjens eneste tilbud til de svageste er flere og højere offentlige ydelser.

100.000 job
Mennesker har ikke bare brug for en indkomst. De har brug for at føle sig nyttige. Og venstrefløjens model med at parkere en større og større del af bunden af arbejdsmarkedet på passive ydelser har for længst spillet fallit – det fanger ikke blot mennesker på en permanent lav indkomst, det fratager mennesker følelsen af myndighed og af at gøre nytte.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor flere får muligheden for – og hjælp til – at føle, at de gør nytte.

Ikke for regnearkenes skyld.

Men fordi, det slet og ret er retfærdigt.

Derfor lægger Liberal Alliance så meget vægt på, at vi som politikere skal blive ved med at sikre fremgang i Danmark. Vi har fremlagt en 2030-plan, der rundt regnet vil skabe 100.000 job og gøre vores økonomi mere end 100 mia. kr. større i 2030.

Vi ved godt, at det nok bliver svært at samle 90 mandater omkring en så ambitiøs plan i dag, men Folketinget må og skal holde fast i retningen. Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

(Kronik udgivet i Børsen d. 4. februar 2021.)

Ole Birk Olesen
31. januar 2021

Forestil dig, hvis du kunne bedømme kvaliteten af din velfærd på andre måder end ved at gå ned og stemme hvert fjerde år. Det vil Liberal Alliance arbejde for – startende med hjemmeplejen i Københavns Kommune. Men planen er, at forslaget kan rulles ud til glæde og gavn for borgerne i alle kommuner og på mange flere områder – der hvor det giver mening.

Vi foreslår konkret, at Københavns Kommune skal indføre digitale borgerevalueringer i hjemmeplejen. Borgerevalueringerne skal direkte være styrende for resultataflønning af de enkelte hjemmehjælpere og deres ledere. Det vil konkret betyde, at de dygtigste hjemmehjælpere vil kunne få op til 10 % i bonus oven i deres løn. For en fuldtidsansat hjemmehjælper vil det svare til op til ca. 3.650 kr. om måneden.

Det er en god måde at starte med et unikt forsøg i velfærden – mere frihed, ansvar og fokus på borgeren frem for mere kontrol og flere penge.

Vi ved alle, at den ekstraordinært passionerede folkeskolelærer kan gøre den helt store forskel i et udfordret barns liv. Og vi ved, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enormt stor forskel for ældre på plejehjem. De mennesker er heltene i den offentlige sektor. De skal hyldes og belønnes, og det bliver de ikke i dag.

Vi ved også, at der både er mange borgere og offentligt ansatte, der er utilfredse med deres velfærd, selvom vi aldrig har brugt flere penge på velfærd. Det er et problem, der ikke kan løses med mere af det samme.

Det er ikke bare retfærdigt, at den gode indsats belønnes bedre end den dårlige, det giver også bedre velfærd for borgerne. Vi er også sikre på, at det vil give større jobtilfredshed, når offentligt ansatte oplever, at de bliver belønnet bedre for at gøre en positiv forskel.

Det vil være revolutionerende for den offentlige sektor, og derfor er vi klar til at afprøve det i ældreplejen i Københavns Kommune først. Vi er sikre på, at det vil blive en succes. Det skaber mere retfærdighed for de ansatte og bedre velfærd for borgerne.

Den årlige omkostning vil være i omegnen af 40 mio. kr., og det foreslår vi finansieret ved at sænke forbruget på administration, som i København er tårnhøjt.

Det betyder, at det i højere grad bliver borgerne, der bedømmer kvaliteten, hvilket naturligvis i sig selv vil være mindre bureaukratisk end det nuværende morads af mærkelige måltal, skemaer og bare at måle succeser på at bruge flere penge.

Kort sagt: Det giver bedre velfærd for borgerne og mere frihed og ansvar for velfærdens helte – og det skal prøves af i København og siden andre steder.

Ole Birk Olesen
29. januar 2021

I denne uge har vi været med i en aftale, der sikrer erstatning til minkavlerne. Det var på tide.

I den forbindelse debatteres det, om det er rimeligt, om regningen er for stor – eller for lille.

Men lad os lige tænke over, hvad sagen handler om. Den handler om Mette Frederiksens ulovlige, unødvendige og umenneskelige aflivning af mink-erhvervet. Og at minkavlerne nu siden november har stået med et livsværk i ruiner og hatten i hånden, pænt ventende på, at regeringen tog ansvar for sine ugerninger.

Endelig landede vi en aftale. Et sted mellem 15 og næsten 19 milliarder vil erstatningen løbe op på. Men det manglede altså bare.

Jeg er glad for, at Liberal Alliance er med i aftalen. Det giver en fair erstatning, så avlerne ikke bliver spist af med et urimeligt beløb, sådan som de rødeste partier foretrak.

Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set en bedre ordning til at lade dele af minkavlen gå i dvale og starte op igen. For jeg synes, vi kan være stolte af vores minkavl i Danmark, og jeg håber, vi igen kan blive førende i verden en dag. Men det var der ikke flertal for.

For at skaffe flertal krævede det også, at vi kom de røde partier i møde med lidt ekstra dagpengetid og en økologipulje. Det er den slags gøgl, de røde altid vil have, og det er den pris, vi må betale for at sikre erstatningen – det var ikke værdigt at lade minkavlerne vente længere.

Og ja, det er en stor regning. Det er den, når staten begår den slags overgreb på borgernes grundlovssikrede rettigheder. Og det er jo et erhverv, der generelt omsætter for milliarder hvert år.

Selvfølgelig skal der finde en ordentlig erstatning sted i sådan en situation. Det forstår jeg ikke, at folk besværer sig sådan over.

Ja, det er jo ærlig talt lidt morsomt at se folk, der altid er villige til at kaste flere skattepenge efter ethvert selvudråbt offer for undertrykkelse, pludselig stejle, når de har med ægte ofre for statslige overgreb at gøre.

For lad os lige huske, hvad de blev udsat for: Mette Frederiksen ødelagde erhvervet uden lovhjemmel, på et papirtyndt grundlag og uden en anbefaling fra sundhedsmyndigheder.

Den sag er vi slet ikke færdige med at stille Mette Frederiksen til ansvar for. Men nu har de største ofre for hendes politik i det mindste fået en rimelig erstatning.

Er det fair, at skatteyderne skal betale prisen for Mette Frederiksens usaglige og ulovlige ødelæggelse af dansk minkavl?

Staten har begået overgrebet – på Mette Frederiksens befaling – og staten betaler erstatning.
Men er man utilfreds med, at man som skatteyder skal betale for den slags, og at der i øvrigt smides irrelevant gøgl med i aftalen, er der kun én ting at gøre: At stemme borgerligt næste gang, så vi kan få et flertal og en statsminister, der respekterer Grundloven og vores hårdtarbejdende borgeres skattekroner i al almindelighed.

Det kan kun gå for langsomt.

Henrik Dahl
18. januar 2021

At Twitter og en række andre tilsvarende selskaber har lukket Donald Trumps konto kan for selv den mest rettroende liberale forsvares til og med det tidspunkt, hvor faren for et statskup definitivt er drevet over. Det vil formentlig sige til og med 20. januar.

For her er, hvad en af liberalismens kernefilosoffer – John Stuart Mill – siger om ytringsfrihed og indskrænkning af den i bogen »On Liberty«, der udkom i 1859: Den opfattelse, at kornhandlere udsulter de fattige, eller at privat ejendom er tyveri, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i pressen, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran en kornhandlers hus, eller når den omdeles til den samme pøbel i form af et flyveblad.

Citatet kan uden forvrængning af den oprindelige mening omformes til: Den holdning, at Joe Biden snød ved valget, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i medierne, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran Kongressen, eller omdeles til samme pøbel på Twitter.

Twitter ønsker heldigvis ikke at være medskyldig i noget, der er en overhængende fare for vil udvikle sig til en grov forbrydelse. Det kan fuldt ud retfærdiggøres i en liberal optik. Når de amerikanske efterretningstjenester med sikkerhed kan fastslå, at faren for vold og optøjer er drevet over, bør Donald Trump til gengæld have muligheden for at gøre brug af sin ytringsfrihed på de sociale medier tilbage.

Men tilbage står problemet: Hvad bør man gøre med voldelige sekter? For sagen er den, at dele af Republikanerne og dele af den ekstreme højrefløj i amerikansk politik har udviklet sig på en måde, der nøje svarer til, hvordan sekter fungerer.

Den bedste kortlægning af, hvordan tænkningen i en sekt folder sig ud, er formentlig bogen »When Prophecy Fails« af de amerikanske socialpsykologer Leon Festinger, Henry Riecken og Stanley Schachter.

Bogen udkom i 1956 og beskriver en lille sekt i Chicago, som tror, at Jorden snart vil blive tilintetgjort af rumvæsener.

Det, der er karakteristisk for sekten, er, at den så at sige er aktivt ukritisk. Det vil sige, at al logisk tænkning over sektens troslære er suspenderet, og at al viden og alle argumenter imod trossætningerne enten filtreres væk eller bortforklares med en omfattende system af begreber og pseudokendsgerninger, der bekræfter sektens medlemmer i deres tro.

Da Jorden – forventeligt for alle andre end sektens medlemmer – ikke går under, kommer lederen straks med den forklaring, at netop den stærke tro på rumvæsenerne har bevirket, at de har forbarmet sig over alle jordboerne og vist dem nåde. Også det accepterer sektens medlemmer, og på den måde står hele dens bygning af tro fuldkommen intakt. Selv efter, at fundamentet er blevet ramt af noget, man skulle tro var dynamiteksplosioner: Virkeligheden og sandheden.

UFO-sekten var harmløs, og den gav anledning til en god og inspirerende bog. Men store og voldelige sekter, der lever i deres egen verden og ikke kan nås med den form for logik og empiriske argumenter, der får normale mennesker til at overgive sig, er en udfordring for et demokratisk samfund.

Trump-fascismen har vist sig at være en bevæbnet og farlig sekt af en betydelig størrelse. Det samme var for eksempel Islamisk Stat. Dens inderste kerne er decideret kriminel, og bør håndteres som sådan. Men hvordan man dræner – med Helmut Schmidts rammende udtryk – sumpen af sympatisører, uden at gøre vold på retssamfundet, er og bliver en kæmpe udfordring.

Alex Vanopslagh
15. januar 2021

Vores hårdt prøvede erhvervsliv har brug for en hjælpende hånd. Og siden vi lever i landet med verdens højeste skatter, er det oplagt at lette skattebyrden. I denne uge har Liberal Alliance to beslutningsforslag i Folketinget om netop det.

Det første handler om med et lidt teknisk udtryk at udføre fuld momsafløftning på erhvervsmæssige restaurationsbesøg. Det betyder, at virksomheder kan få fuld fradrag for momsen på restaurantbesøg, hvor de nu kun får fradrag for 25%.

Deloitte vurderer, at omsætningen i restaurationsbranchen faldt med 30% i første halvår af 2020, og med den hårde nedlukning, vi nu er i, ser andet halvår uden tvivl også slemt ud.

I vores nabolande har man for længst indført fuld momsafløftning – og har i øvrigt i forvejen lavere moms for restaurationsbranchen, som kommer alle forbrugere til gode. I Sverige er den 12%, i Holland 9% og i Storbritannien 5%. Nu prøver vi at flytte Danmark lidt i samme retning.

I flere nabolande har de også lavere selskabsskat end vores på 22%. I Sverige er den 20,6%, i Storbritannien er den 17% og i Holland er den 21%. Vores andet forslag handler om at indføre hollandske tilstande – dvs. sænke vores selskabsskat med et enkelt procentpoint.

Det vil ifølge Skatteministeriet løfte BNP med 3,3 mia. kr. og betyde 300 ekstra i beskæftigelse, fordi det vil være mere attraktivt at investere i danske virksomheder – og ikke påvirke uligheden. Finansministeriet vurderer, at hvis man sænker selskabsskatten med 1%, øges timelønnen med 0,2%. Det koster tilmed kun ca. 1,3 mia. kr. for statskassen.

Det er med andre ord så godt som gratis at gøre det billigere at gøre Danmark rigere. Det burde ligge ligefor, hvis gerne vil hjælpe Danmark fremad, hvis man altså kan se ud over misundelsespolitikken.

Det er små tiltag. Men når vi har den mindst erhvervsvenlige regering i mands minde, må vi kæmpe for alle forbedringer. Og det vil betyde alverden for nogle af de borgere, der kæmper for deres livsværk i en benhård coronakrise.

Det er sådan, vi fører politik i Liberal Alliance. På borgernes side.

(Kommentar bragt i Børsen d. 15. januar 2021)

Ole Birk Olesen
12. januar 2021

Hvis man savner politisk integritet, er populismen tillokkende: Man kan opbygge hele partier på at sige det, der er populært hos vælgere, som ikke ved bedre end de usandheder, man taler dem efter munden med. Måske kan man endda erobre valg og regeringsmagt. Men tilfældene Donald Trump og Inger Støjberg viser os, heldigvis, at populisme kun er en kortsigtet vinderstrategi.

Både venstre og højre side af det politiske spektrum har sine populister. Tro ikke, at blot fordi de mest bemærkelsesværdige populistiske tabere i disse uger kommer fra højre, er det et enestående højrefænomen at tale imod bedre vidende i et forsøg på at score politisk profit. Tag et emne som udlændingepolitik:

Det er på den ene side populistisk at påstå, at der findes letkøbte løsninger på tidens indvandrer- og integrationsudfordringer, som ikke allerede er overvejet og forkastet, mens man selv var en del af det regerende flertal. Sådan har Dansk Folkeparti altid gjort, og det gør Det Konservative Folkeparti for tiden også.

Men det er sandelig ikke mindre populistisk, når man på den anden side påstår, at indvandringen op gennem 80erne og 90erne ikke udgjorde og udgør et meget væsentligt problem i Danmark, og at man derfor fint ville kunne afskaffe de stramninger, som er blevet gennemført fra 00erne og frem. Den slags hører vi fortsat fra partier som Enhedslisten og de Radikale.

Alle, som har forstand, og som er ærlige over for sig selv, ved, at disse to udlændingepopulistiske positioner er bragesnak med det formål at score vælgerprofit hos folk, som bekymrer sig for lidt om den politiske substans. Derfor hører man også blot udenomstale, når medlemmer af de udlændingepopulistiske partier stilles kritiske spørgsmål om emnet, uanset om de hedder Pia Kjærsgaard og Marcus Knuth eller Zenia Stampe og Pernille Skipper.

Det umulige flertal

Det er desværre umuligt at danne regering uden mandatbidrag fra populister. Socialdemokratiet har brug for selv de mest populistiske mandater fra venstrefløjen, dem fra Enhedslisten, og vi blå kan ikke undvære mandater fra vores egne populister, uanset hvilke partier de for tiden råber højest i.

Tanken om den store forbrødring af såkaldt »ansvarlige partier« på den lige så såkaldte »midte« ser fuldstændig bort fra, at vi på hver side af denne politiske midte vil forskellige ting i store og stadig helt afgørende spørgsmål om skat, beskæftigelse, den offentlige sektors drift og erhvervslivets vilkår. Hvordan skulle liberale og konservative i disse spørgsmål kunne finde fælles fodslag med Mette Frederiksens reformforskrækkede udgave af Socialdemokratiet og folkesocialisterne i SF? Det lader sig ikke gøre – vi vil noget ganske forskelligt.

Så populisterne er et vilkår for regeringsførelse, som vi må leve med – og altid har levet med. Det er jo ikke nyt, det her.

Populisme som projekt

Det nye, som vi i de senere år har oplevet blandt blå politikere og meningsdannere, er kravet om, at populismen skal gøres til målet for vores politiske indsats. Altså, ikke bare noget som må håndteres og rummes på egen fløj som et vilkår, men at populismen skal gøres til selve det politiske projekt, som de blå partier skal forenes om.

Det har vi mest tydeligt set i USA med Donald Trump og i Danmark blandt blå meningsdannere, som har fremhævet Trump som et forbillede, som danske politikere burde tage ved lære af. De danske fortalere for Trump har bl.a. været Eva og Rune Selsing, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og Asger Aamund. De har heppet på Trump til trods for alle hans løgne, hans afsindige råberi på sociale medier og den forventede fare for, at han ville forsøge at sabotere en demokratisk valghandling.

Trump var ikke kun populær hos en formuende elite, men også hos mennesker med lave indkomster, og er det ikke netop de blå partier i Danmarks store problem for tiden, at folk med almindelige indkomster bakker Mette Frederiksen op? »Lær af Trump!« har det bl.a. lydt.

Men den lære, som kan drages af Trump, er, at han kun formåede at vinde ét valg. Hans brovtende facon og hans ligegladhed med sandt og falsk hjalp ham med at få opbakning fra den midte, som eksisterede for fire år siden. Men hans embedsperiode skabte samtidig en ny midte af mennesker, som så på hans styre med bekymring og gav valgsejren til en mere tilregnelig Biden i 2020.

Trumps populisme havde kun kortsigtet appel. Den lukrerede på en eksisterende opbakning blandt rolige og forstandige republikanere og tilføjede så vælgergrupper med anderledes radikale og forskruede opfattelser af amerikansk politik, hvilket tilsammen gav Trump valgsejren i 2016.

Men allerede i 2020 stod Trump alene tilbage med de radikaliserede og forskruede og havde tabt opbakningen fra normalt trofaste republikanere med mere tillid til »eliten«, til videnskabelig konsensus og til det amerikanske samfunds institutionelle fundamenter.

Herhjemme mener dele af Venstre, dele af De Konservative og både DF og Nye Borgerlige, at Inger Støjbergs danske udgave af Trumps foragt for sandt og falsk og muligvis også ligegladhed med lov og orden er vejen frem for et samlet blåt regeringsalternativ. De blå partier skal blot kommunikere mere hårdtslående intentioner om at ville gøre noget ved problemerne knyttet til indvandring og efterfølgende integration, og så vil det vælte ind med tomler op på Facebook og vælgere ved valgene.

Det første er rigtigt, det sidste er ikke.

Likes saboterer

På Facebook er folk, som tror på lette løsninger i udlændingespørgsmål, lige så overrepræsenterede, som Enhedslistevælgere er overrepræsenterede på Twitter. Deres mange ‘likes’ og ‘dislikes’ saboterer nogle blå politikeres evne til at tolke, hvad folk, som de er flest, i virkeligheden mener.

Blandt alle danskere har der aldrig været mere end 15 pct. opbakning ved valg til partier, som har hævdet, at udlændingepolitik trumfer alt andet, og at løsningerne på faktiske udlændingeudfordringer er enkle, og alene savner gode intentioner fra de rigtige politikere for at blive gennemført. Det er min vurdering, at Dansk Folkeparti kun fik over 20 pct. af stemmerne i 2015, fordi Kristian Thulesen Dahl, fra han tiltrådte som DF-formand i 2012, nedtonede udlændingepolitikken i DF og talte meget mere om andre politikområder end hans forgænger, Pia Kjærsgaard.

Et blåt regeringsprojekt kan ikke klare sig uden mandater fra de politikere og partier, som har valgt den populistiske vej, ligesom Mette Frederiksen ikke kan være statsminister uden opbakning fra Enhedslisten. Men skal det blå projekt være langtidsholdbart, i stedet for som Trump at blive afsat efter en enkelt regeringsperiode eller som Inger Støjberg at ende i Rigsretten, må fundamentet i den blå politik være baseret på sande fortællinger om samfundets udfordringer og reelle løsningsforslag, som kan gennemføres i respekt for eksisterende lovgivning eller ved at vedtage nye love gennem tre behandlinger i folketingssalen.

Populisme er en kortsigtet politisk taktik for demagoger, som søger popularitet for sig selv, ikke en langsigtet politisk strategi for politikere, som vil skabe opbakning til reelle ændringer af den førte politik.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 11. januar 2021.)