Rød vinter skal erstattes af liberalt forår

Alex Vanopslagh
5. januar 2021

Det er en stor politisk udfordring, at den nuværende regering hæmmer det frie initiativ i stedet for at fremme det.

Børsen lavede en fremragende temaserie i 2017, der kulminerede i udgivelsen af bogen ” De handlende”. Den hyldede danskere, der brændte for noget, skabte noget, udrettede noget – ja, tog handling. Der var både hyldester til gamle erhvervskæmper, til Grundtvig, til nulevende store forretningsmænd og -kvinder, nødhjælpsarbejdere og opfindsomme plejehjemsgrundlæggere.

Som Anders Krab-Johansen skrev om temaet: ” Jeg er træt af forventningen om, at vi helt automatisk er et af verdens rigeste lande. Jeg tror ikke på fortællingen om, at velfærdssamfundet klarer alting. Vi skal genoverveje vores forventning om, at systemerne kan holde til presset fra verdens forandringer og borgernes stigende forventninger.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Et virkelig godt tiltag, som de politiske årstider desværre ikke lod sig præge af. Tværtimod er klimaet for alvor blevet koldere for den slags frie initiativ, som det nuværende røde flertal bestemt ikke hylder, men tværtimod bekæmper. Derfor er det en afgørende politisk udfordring for 2021 at stoppe korstoget mod de handlende og igen føre politik, der fremmer i stedet for at bremse det frie initiativ.

Frihed til at tage ansvar

Det er ikke for meget at sige, at den slags handlende mennesker og deres initiativ har skabt den verden og det Danmark, vi holder af. En hyldest til de historiske kæmper er på sin plads, Danmark løftede sig med stærke hænder og kloge hoveder fra et ludfattigt stændersamfund til et frit industrisamfund, hvor rygende skorstene fra Lemvig til Nexø vidnede om et blomstrende og fremgangsrigt erhvervsliv.

Bondestanden blev løftet med skolegang, og landmændene tog deres individuelle ejendom og gik sammen for at skabe andelsbevægelsen – glem ikke første del, når man hører socialister lovsynge andelsbevægelsen.

Alt sammen i samme periode, hvor dansk politik efter indførelsen af grundloven var fastlåst i konflikten mellem Højre og Venstre. Alt sammen uden nogen politisk plan, men med udgangspunkt i det frie initiativ.

Det er den sande historie om det Danmark, vi kender.

Jeg har meget ringe tillid til politikere som samfundsingeniører med store planer. Jeg har til gengæld al tillid i verden til borgere, der har frihed til at tage ansvar for deres egne planer, store som små. Og det er ikke bare blind ideologi, men underbygget af Danmarks fantastiske historie i vejen til at blive et rigt land. Den vej var brolagt med frihed, ansvar og fællesskab. Og det er den stadig, hvis Danmark skal blomstre endnu mere.

Rød vinter

Siden folketingsvalget sidste år har kursen imidlertid været den stik modsatte. Politik, der får Danmark til at blomstre, er de røde partier inderligt imod. I stedet har de indledt et korstog mod det frie initiativ. Eksemplerne er legio.

Bekæmpelse af ” profit i velfærd”, sløjfning af hævelse af loftet på aktiesparekontoen, højere skatter på ejendomme, nye offentlige ydelser til at trække folk ud af arbejdsmarkedet, kamp mod kapitalfonde, ja, kamp mod alt, der lugter af selvstændigt initiativ. Siden Mette Frederiksen er kommet til magten, er skatteskruen blevet strammet igen og igen.

Det har medført mere end 30 skattestigninger, som beløber sig på omkring 17 mia. kr. i umiddelbart virkning. Man har i modsat retning hævet overførsler til primært udlændinge og gennemført enkelte meget spinkle skattelettelser. Men bundresultatet er, at regeringens økonomiske politik gør alle fattigere.

Vi ved endnu ikke, hvornår det røde flertal er tilfredse – hvor mange flere af danskernes penge skal de opkræve, og hvor meget fattigere skal Danmark blive? Men kursen er helt klar, og den går mod mindre respekt for de handlende. Det skal være dyrere at gøre Danmark rigere.

Det hele fortjener at blive kaldt en rød vinter for Danmark.

Det bliver forår igen

Men det bliver forår igen. Selvom Liberal Alliance er et lille parti, har vi store ambitioner på Danmarks vegne. For det, der for alvor virker, hvis vi skal slippe de handlende danskeres kræfter løs, er lavere skat på arbejde, på forbrug, på virksomheder og på investeringer. For det skal ikke være så dyrt at gøre Danmark rigere, som det er nu.

Og opfindsomme ildsjæle med gode idéer til at gøre velfærden bedre skal også have langt bedre muligheder for det.

Eksempelvis er der mange bøvlede og bureaukratiske barrierer mod private initiativer i dagplejen, som vi bør fjerne. Det samme gælder i hele velfærdssektoren – lad tusind blomster blomstre, som en meget rød person engang sagde.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling. At give de handlende de bedste muligheder for at gøre det, de er bedst til. Danmark har stadig sine bedste dage foran sig, hvis den røde vinter får en ende, og vi igen sætter borgerne først.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 5. januar 2021.

Vi har et problem: Tyrkiet spreder nationalistisk og fundamentalistisk agitation

Henrik Dahl
4. januar 2021

DER ER MEGET vægtige argumenter, som taler for, at udenlandske trossamfund i Danmark skal have en ret til at praktisere deres ritualer fuldkommen sådan, som de praktiseres i hjemlandet.

Det vægtigste er selvfølgelig Grundlovens paragraf 67. Den fastslår, at alle har ret til at blive salige i deres egen tro.

Men Grundloven kommer dog samtidig med en begrænsning: Så længe, det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Hvad der helt nøjagtig strider mod sædeligheden, er ikke godt at vide. Men hvis man teoretisk forestillede sig en religion, der vendte kristendommen på hovedet, så den prædikede had og hævn til verdens ende, giver det nok en meget god idé.

Hvad der strider mod den offentlige orden, er lettere: Man må ikke prædike oprør, revolution eller borgerkrig. Gør man det, er man ikke længere beskyttet af Grundlovens paragraf 67.

Men det strider også imod princippet om gensidighed, hvis man møder udlændinge i Danmark med et forbud imod at gennemføre deres religiøse ritualer sådan, som de gennemføres hjemme.

For gennem årene er det ikke helt få danskere, der i udlandet har nydt godt af, at der fandtes en filial af folkekirken i nærheden.

ET HELT ALMINDELIGT PRINCIP siger, at de fordele, man gerne selv vil nyde, bør man også tilstå andre. Vil man i princippet gerne i den danske kirke i London eller Paris, bør man derfor også tilstå folk fra London eller Paris, at de i København og andre steder kan komme i en filial af deres kirke. Det er kun ret og rimeligt.

Til gengæld må jeg være ærlig og sige, at jeg finder det irriterende, når højtstående, danske gejstlige foregiver, at de ikke kender til det grundlæggende problem, der har skabt et kæmpe dilemma for danske politikere, når det gælder udenlandsk forkyndelse i Danmark.

Prøv for eksempel at læse denne tekstprøve: ” Som fællesskab er det i dag vor opgave at holde erindringen levende om vore ærede martyrer, som efterlod os vor hjemstavn som arv. De, som vil ødelægge vort slægtskab, vor enhed og vor enighed, må aldrig få nogen mulighed for at så splid, uro og strid mellem os.” Eller denne: ” Ingen, som betræder Paradiset, ville ønske at vende tilbage til Jorden. Kun en martyr vil gerne tilbage og igen dø martyrdøden, når han ser, hvilken anseelse og hvilken rang, han nyder her i Paradiset. Det var dette glædesbudskab, som besjælede vor Profet og hans følgere og senere også vore forfædre og drev dem fra den ene front til den næste for at opnå denne høje rang.

Ind på Allahs vej for at udbrede Hans navn. For landet og landets folk.” MAN KUNNE GODT FORESTILLE SIG, at disse tekststumper var opfanget af en eller anden efterretningstjeneste, der med behørige dommerkendelser overvågede en revolutionær, islamistisk celle i Molenbeek eller en anden skummel forstad til en vesteuropæisk millionby.

Men det er ikke tilfældet. Begge citater er uddrag af prædikener, der er forfattet af Ditib. Det vil sige Den tyrkisk-islamiske union for religiøse anliggender.

Ditib hører under det officielle tyrkiske, statslige organ for religion, der hedder Diyanet. Hver eneste uge udfærdiger embedsmænd i Ditib officielle prædikener, der holdes af udsendte imamer overalt i Europa.

Og som man kan se af de to uddrag, der ikke er usædvanlige: Her prædikes der evig, tyrkisk enhed. Det vil sige: Det prædikes, at man aldrig skal assimilere sig og falde ind med den lokale befolkning.

Ligesom det prædikes, at den højeste rang i Paradiset tilfalder martyren, der falder ved fronten i kampen for islam.

DET ER SKRAPPE SAGER. Og hvad mere er: Vi kan intet gøre ved det. For de tyrkiske imamer opholder sig i for eksempel i Danmark som følge af en aftale mellem EF – det daværende EU – og Tyrkiet indgået i 1963: den såkaldte Ankara-aftale.

Jeg synes ærlig talt ikke, det klæder danske gejstlige at spille dumme og lade, som om regeringen har et særligt problem med, at der lægges inderlige tanker om livet og døden frem ved udenlandske gudstjenester rundt omkring i Danmark. Det er der simpelthen ingen i Folketinget, der har. Og derfor er det stråmandsargumentation af den tungeste kaliber at fremstille tingene på den måde.

Jeg har ikke selv taget stilling til, hvad den bedste løsning er. Men jeg kan forsikre for, at der er et problem: at den tyrkiske stat – med velsignelse fra en tåbelig traktat – uge efter uge spreder sin nationalistiske og fundamentalistiske agitation og indoktrinering overalt i Europa.

Hvad løsningen end måtte være: Dette er problemet. Ikke, at nogen forkynder deres guds ord på andre sprog end dansk.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt Dagblad d. 19. december 2020.

Folkeskolens undervisning er ved at blive til science fiction

Henrik Dahl
4. januar 2021

En af de nyere film, jeg holder mest af at se, er Interstellar. En science fiction-fortælling fra 2014, der ultrakort fortalt handler om menneskehedens jagt på et nyt sted at bo, efter en global, økologisk katastrofe har ødelagt Jorden.

Det mest spændende ved filmen er for de fleste nok, at den formår at illustrere begreber som tidens relativitet og mulige reversibilitet på en måde, der både appellerer til følelserne og fantasien.

Langt den største del af filmen foregår i et fjernt hjørne af universet, som der fra Jorden kun er adgang til gennem et ormehul i nærheden af Saturn. Men indledningen på Jorden har altid fascineret mig.

Her oplever vi blandt andet et skolevæsen, der er gået i forfald: Det forsvarer ikke længere rationaliteten imod overtro og konspirationsteorier. Derfor lærer børnene, at mennesket ikke landede på Månen i 1969.

At det var et bedrag, USA satte i værk for at afslutte rumkapløbet med Sovjetunionen.

Og at bedraget for så vidt var noget, der gav god mening i samtiden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor realistiske eller urealistiske de scener i Interstellar er, som finder sted efter ekspeditionen til Saturn og hinsides ormehullet er lettet fra Jorden. Men et forfald i skolevæsenet som det, filmen beskriver, anser jeg for at være mere realistisk end det modsatte. Og hvorfor så det? For det første, fordi der ikke er nogen former for kontrol med det undervisningsmateriale, der anvendes i folkeskolen.

I 2012 afslørede Detektor for eksempel, at 14 ud af 15 lærebøger i folkeskolen gengav den myte, at Columbus mødte modstand, fordi han til forskel fra de fleste andre i samtiden mente, at Jorden var rund.

Det er ingenlunde tilfældet. Helt siden oldtiden har alle blot nogenlunde dannede personer i Europa vidst, at Jorden var rund.

Flere hundrede år før vor tidsregning udregnede den græske matematiker Eratosthenes endda Jordens omkreds nogenlunde præcist.

Baseret på nedslag i andet undervisningsmateriale, der beskæftiger sig med f. eks.

miljø og klima, er det mit gæt – som jeg understreger er et sådant – at Columbusfadæsen langt fra er enestående.

Når der ikke er nogen kvalitetskontrol med undervisningsmateriale i folkeskolen og dermed heller ikke nogen mulighed for at diskvalificere materiale, der videregiver urigtige eller vildledende oplysninger, er der principielt ikke nogen mekanisme, som kan hindre det, der sker i filmen Interstellar.

Alt, hvad det kræver, er, at et flertal af de mennesker, der har indflydelse på skolevæsenet, tror på, at denne eller hin fortælling om verden er den rigtige.

Men er det så ikke en lige lovlig pessimistisk udlægning, kan man spørge sig selv.

Hvis det var sådan i vores dannelses-og uddannelsesinstitutioner, at der herskede en meget stærk norm om, at man skal bøje sig for basale kendsgerninger; for den mest velunderbyggede viden, der findes; og for uigendrivelig logik, ville min bekymring være overdreven.

Men sådan er det ikke i dag. I udgangspunktet er det for eksempel noget vrøvl, når dele af samfundsvidenskaben fornægter meget velunderbyggede antagelser og veldokumenterede facts inden for den biologiske videnskab. Men det gør man glad og gerne inden for den såkaldte normkritik, der i disse år er ved at blive udbredt i folkeskolen. Ligesom DNA-forskeren Eske Willerslev kan fortælle om trusler, når han udfordrer det socialkonstruktivistiske verdensbillede.

Så konklusionen er klar: Der er faktisk ikke noget i Danmark, der formelt forhindrer fiktionen fra Interstellar i at blive til virkelighed.

Klumme udgivet i Berlingske d. 4. januar 2021.

Ny epidemilov med LA-aftryk

Henrik Dahl
19. december 2020

Lige nu kæmper vi med corona. Men en ny epidemilov skal også være designet til fremtiden – og derfor blev regeringens første udkast til en ny epidemilov skrottet.

Men nu er der en fremtidssikret lov på plads.

En ny epidemilov, der opfylder en lang række af LA’s ønsker:
– Tæt og formel, parlamentarisk kontrol med regeringen
– Nedsættelse af epidemikommission
– Kontrolforanstaltninger får solnedgangsklausul
– Ingen tvangsvaccinering
– Automatisk domstolsprøvelse af andre tvangsforanstaltninger
– Sagkyndigt udvalg skal afklare spørgsmålet om retfærdige principper for erstatning ved nedlukning
– Ny sygdomskategori, der blandt andet omfatter ukendte sygdomme

Men frem for alt har vi fået en epidemilov, der kan holde langt ud i fremtiden. Til sygdomme, vi ikke kender endnu. Til regeringer, der ikke er blevet dannet endnu. Og til Folketing, der ikke er blevet sammensat endnu. Vi ønskede en epidemilov, der ikke handlede om COVID-19 og om Mette Frederiksens regering. Sådan en epidemilov har vi fået.

At der ved udbrud af alvorlige epidemier tildeles rimelige og retfærdige kompensationer og erstatninger, er noget, Liberal Alliance har kæmpet for gennem hele COVID-19-epidemien.

Men vi er nødt til at være ærlige: Spørgsmålet er enormt kompliceret og har vældig mange aspekter. Det er kun en vis del af de tiltag, der har været sat i værk under epidemien, der kan karakteriseres som egentlige ekspropriationer. Andre falder ind under, hvad man i dansk ret kalder ”generel regulering” og udløser – stadig efter dansk ret – ikke erstatning. Og så er der spørgsmålet om de mange, der ikke reagerer på deciderede påbud, men på opfordringer. Af hensyn til bekæmpelsen af epidemien bør de også i et eller andet omfang kompenseres. Selvom de strengt taget ikke har været underkastet et påbud.

Liberal Alliance er et parti, der søger indflydelse og et parti, der tager ansvar. Derfor er vi i lighed med Venstre og Konservative Folkeparti en del af aftalen om ny epidemilov.
Det, der står i aftalen, er, at der skal nedsættes et sagkyndigt udvalg, som over for aftalepartierne skal fremlægge en samlet model til rimelig og retfærdig erstatning og kompensation. Den model, der ender med at blive vedtaget, får blandt andet V, K og LA indflydelse på.

Vi mener, det er en bedre vej frem end at fralægge sig ansvaret og nøjes med at pege fingre ad andre. Derfor er vi med i aftalen – som i øvrigt opfylder en meget lang række af ønsker, vi havde inden forhandlingerne begyndte.

Der er ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem

Henrik Dahl
18. december 2020

Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Som det allerede er blevet sagt flere gange: Udviklingen og udrulningen af en covid-19-vaccine på omkring et år er et farmaceutisk Apolloprogram.

For de yngre læsere kan jeg fortælle, at Apolloprogrammet blev annonceret af præsident John F. Kennedy i 1961: Inden 60erne var omme, skulle USA landsætte en rumskibsbesætning på månen og bringe den sikkert tilbage.

Trods en voldsom ulykke i begyndelsen af 1967, der kostede tre astronauter livet og satte Apolloprogrammet i stå i næsten to år, lykkedes projektet i 1969, da Neil Armstrong betrådte månen. Resten er, som man siger, historie.

Nu har indtil flere virksomheder i løbet af et års tid produceret en helt ny type af vaccine: den såkaldte mRNA-vaccine. Det er en højteknologisk tilgang, hvor man fra bunden konstruerer en stump genetisk kode og sender den ind i kroppen, så den kan aktivere immunsystemet. Og hvad mere er: Vaccinen er også godkendt. Ikke bare efter bogen, men med kliniske forsøg, der i omfang ligger langt over den acceptable bundgrænse.

Men med et problem løst, opstår der et nyt spørgsmål: Hvem skal have vaccinen?

Her er jeg ganske enig med regeringen – der i øvrigt følger noget, der begynder at ligne en standardprocedure. Vaccinen skal i første omgang gives til to grupper. For det første de mest sårbare ældre. For det andet det sundhedspersonale, der er fuldstændig afgørende for, at vi kan kontrollere epidemien.

At få beskyttet disse to grupper er noget, som nærmest ligner en bunden opgave. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme i gang.

Men hvad så? Her er der flere overvejelser, man bør gøre sig.

For det første må vaccinen – i takt med, at flere doser bliver tilgængelige – ud til en stadigt større kreds. Stadig prioriteret ud fra, hvem der bliver mest syge, hvis uheldet er ude, og smitten rammer.

Men for det andet bør man indlede et analysearbejde, som kan føre frem til en forståelse for, hvordan vi gør den type af aktiviteter sikre, der i dag står sidst i køen til genåbning. Det vil sige: Hvordan gør vi igen rejseaktivitet – navnlig i fly – lige så sikkert, som det var før epidemien? Hvordan gør vi afholdelse af store messer og konferencer sikkert igen? Hvordan gør vi oplevelsesøkonomien i form af musikfestivaler og store sportsbegivenheder sikker igen?

Vi er meget langt fra den situation, at det sidste ord er sagt om disse problemer. Derfor er dette blot et indspil til samtalen.

Men for mig er der ingen tvivl om, at et effektivt vaccinepas er vejen frem. Det er noget, alle der har været på rejse til for eksempel Afrika eller Sydamerika kender. Skal man til Uganda eller Brasilien (landene er helt tilfældigt valgt), har det i årevis været sådan, at man først gik på nettet og fandt ud af, hvilke sygdomme det var obligatorisk at blive vaccineret imod. Så fandt man en udbyder; blev vaccineret og fik det hele omhyggeligt registreret i sit gule certifikat, som skulle med på rejsen.

Den model kunne man overveje at forfine og effektivisere. Skal man på en flyrejse, til kongres eller til De Olympiske Lege, skal man ved hjælp af et standardiseret pas kunne dokumentere, at man er immun over for covid-19. Kontrollen kan ske, når man fremviser sin billet, og bør ikke tage mere end nogle få sekunder ekstra.

Oplevelsesøkonomien har – uforskyldt – spillet en væsentlig rolle i udbredelsen af sygdommen. Uden effektiv immunisering vil den være svær at få i gang igen. Men i kraft af det farmaceutiske Apolloprogram, vil det også blive muligt. Håbet må være, at det allerede kan blive i 2022.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 17. december 2020.

Rigsret skal afgøre om Inger Støjberg er skyldig

Ole Birk Olesen
16. december 2020

Vi behandler alle regeringer ens. Det er uacceptabelt, hvis en regering ikke handler lovligt eller tværtimod ulovligt, uanset partifarve. Derfor mener Liberal Alliance, at der skal indledes en rigsretssag mod Inger Støjberg på baggrund af Instrukskommissionens fremlagte delrapport.

I en strafferetlig kontekst er Inger Støjberg ikke skyldig i noget, før en domstol har taget stilling til det. Og det er kun rigsretssagen, der kan sige, om Inger Støjberg er skyldig. Men det er Folketinget, der bestemmer, om der skal nedsættes en rigsretssag, og det er svært at undgå, når kritikken er så alvorlig.

Det er vigtigt med principper for politik, hvis det ikke skal blive den rene populisme fra sag til sag. Det er klart, at det er svært for de partier, der gerne vil slå på tromme for, at der skal være konsekvenser for Mette Frederiksens minkskandale, hvis de samtidig siger, at der ikke skal være nogen konsekvenser for den ulovlige måde at administrere på, som Inger Støjberg ifølge undersøgelseskommissionen har stået for og efterfølgende ikke talt sandt om.

Hvis almindelige borgere gør noget, der er ulovligt, skal de for en almindelig domstol, der afgør, om deres gerning er ulovlig, eller om de skal frifindes, og det er også det, der må ske her. For en ministers gerninger hedder sådan en domstol en rigsret.

Liberal Alliance ønsker alt det bedste for Venstre. Det er vores statsministerparti. Men det betyder ikke, at vi vil holde hånden under Venstre-politikere, hvis der er mistanke om, at de har brudt loven. De røde støttepartiers forkvaklede forsvar for Mette Frederiksens grundlovsbrud viser jo et klart eksempel på, at man forsøger at undslå sig at holde sin egen regering til ansvar for lovbrud.

Hvis vi ikke holder magthaverne ansvarlige og får undersøgt deres gerninger, når loven bliver brudt, står vi på systemets side. Også når sagen handler om ulovlig adskillelse af asylansøgere, uanset hvor enige, vi var i hensigten. Og det kan vi ikke være bekendt.
Liberal politik er, at målet aldrig helliger midlet. Heller ikke, når det gælder vores egne.

Bedre velfærd handler om borgerne, ikke systemet

Alex Vanopslagh
16. december 2020

De røde partier kan kun finde ud af at gøre den offentlige sektor dyrere. Det kan de blive ved med, indtil Danmark går statsbankerot. Bedre velfærd får vi først, når vi sætter borgeren over systemet.

I finanslovsaftalen for 2021 kunne de røde partier ikke få armene ned over, at der blev “investeret i velfærd” – altså at der blev kastet flere penge i systemet. Men velfærd handler om borgerne – ikke om systemet eller de offentligt ansatte.

Vil man ikke læse systemets indbyggende problemer, bliver det ikke bedre. Skal vi forbedre velfærden på borgernes præmisser, er det på tide at tage nye principper i brug.

1. Mest mulig velfærd for pengene
Borgerne betaler for velfærden over skatten – det er politikernes opgave at sikre, at vi får mest mulig velfærd ud af borgernes penge. Ikke at bruge flest mulige af borgernes penge. Det er ikke i sig selv et kvalitetsstempel, at noget er dyrt.

2. Slip iværksætteriet løs i velfærden
Lad os forestille os en slags “Uber-hjemmepleje”, hvor man selv vælger service på en app – og i øvrigt kan bedømme alt fra rengøring til maden.
Det ville give mere valgfrihed, bedre service, mere innovation og større kvalitet – for borgerne! Men det kræver at man ikke er bange for private løsninger og konkurrence.

3. Pengene skal følge borgeren
De skattekroner vi bruger på velfærdsydelser, bruger vi for borgernes skyld. Derfor skal pengene altid følge borgeren – uanset om de vælger offentligt eller privat løsning.

4. Velfærd kommer ikke kun fra politikere
“Velfærd” betyder som regel bare en større offentlige sektor. Men livets reelle velfærd finder vi jo i kærligheden og de stærke relationer. Mere tid sammen med sine børn og familien er mindst lige så godt som flere pædagoger. Inddragelse af familien i de vigtige beslutninger på plejehjemmet er mindst lige så godt som flere penge til plejehjemmet.
Og et stærkt foreningsliv og de fællesskaber, der udspringer deraf, kan meget mere, end de fleste velfærdsinstitutioner kan.

Jeg glæder mig til, at vi igen får et borgerligt flertal med Liberal Alliances indflydelse. Så vil jeg arbejde for, at vi sætter borgerne først og fornyer måden vi tænker velfærd på – og ikke mindst stopper med hovedløst at kaste flere milliarder i et system, som er sandet til og ikke leverer den kvalitet vi betaler for.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 16. december 2020.

Regeringens korstog mod privat velfærd skaber dårligere børneliv

Alex Vanopslagh
14. december 2020

Det gode børneliv trives i frihed. Derfor er frie skoler og private dagtilbud populære. Til stor ærgrelse hos venstrefløjen, som ofte glemmer børnene.

Mens medierne berettiget er fyldt med corona og mink, er regeringen og støttepartierne i færd med at undergrave det gode børneliv.

Alle sejl sættes ind i den ideologiske kamp for at hindre frie daginstitutioner og skoler i at arbejde og skabe gode rammer for børnene.

I den seneste finanslov står der ligefrem, at de private dagtilbud skal afvikles. Det er en uhørt grad af socialisme.

Og det er simpelthen så ironisk. Vi har en statsminister, der kalder sig ”Børnenes statsminister” og en politisk ordfører fra SF, der taler længe og langt om omsorg for børn og unge.

Virkeligheden er bare en anden.

Her spiller den indebrændte, mistænksomme klassiske venstrefløjstankegang stadig førsteviolin. Hvis en institution eller skole sejler under frihedsflag, kan de ikke vide sig sikre.

Regeringen og støttepartierne har lige rundbarberet de frie skoler for 1,5 % af deres støtte. Det på trods af, at de frie skoler kun modtager 76 % af det beløb, ethvert folkeskolebarn modtager. Resten klarer forældrene, selvom de betaler det samme i skat som folkeskoleforældrene. Hvorfor denne forskelsbehandling? Næsten 2 af 10 børn går i en fri skole, og disse skoler klarer sig generelt godt. Økonomien i folkeskoler og frie skoler er bundet sammen. Når økonomien går op i folkeskolen, gør den det også i de frie skoler. Og omvendt. Det princip brydes nu – af helt principielle årsager. Ikke et kvæk om børnene.

Samtidig træder regering og støttepartier hårdt på bremsen for frie daginstitutioner. Der må ikke bygges nye. Hvorfor? Til gavn for hvem? De røde partier taler meget om det gode børneliv, men når det kommer til stykket, er parolerne vigtigere. Det er simpelthen så sørgeligt. For børnene.

Socialdemokratiet stod ved roret, da folkeskolereformen blev indført i 2013. SF var støtteparti. I ved, den reform, der gjorde dagene lange, detailstyrede lærerne og som nu kan måles – med et mærkbart negativt resultat i faget matematik. Der tales rigtig meget om børn, men de røde partier har ikke lært af deres erfaringer. Det er ikke fjernstyring, der skaber den gode skole, den gode daginstitution og det gode børneliv. Det gør derimod faglighed, dannelse og frihed.

I Liberal Alliance vil vi en helt anden vej. Dygtige fagpersoner og forældre, der ønsker at starte en daginstitution eller en skole, skal have lov at gøre det. Det kommer der bedre børneliv ud af.

Og de, der allerede har startet frie skoler eller daginstitutioner, skal selvfølgelig bare fortsætte.

Vi vil også have mere frihed til forældrene. Mere frit valg. Mere gennemskuelighed i forhold til hvad de forskellige daginstitutioner og skoler kan og gør.

Det gode børneliv trives også i frihed. Regeringens kamp mod friheden har børnene som gidsler.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 12. december 2020.

Mere frihed til systemet, mindre frihed til borgerne

Alex Vanopslagh
4. december 2020

Mette Frederiksens stort anlagte frikommuneforsøg viser desværre endnu en gang, at hun altid sætter systemet over borgeren. Prisen er dyr og dårlig velfærd.

Mette Frederiksen lancerede i sin tale ved Folketingets åbning i oktober et frikommuneforsøg, hvor 7 kommuner kunne få lov at eksperimentere med velfærden. Det var med hendes egne ord ”en lidt vild idé” at prøve at give velfærden lidt friere tøjler.

Det lød som om, man havde planlagt at sende en rumraket til Mars og sende Danmark ind i fremtiden. Nu ved vi desværre, at det i stedet er et bumletog mod 70’ernes betonsocialisme, som regeringen har hentet frem.

Vi har nu fundet ud af, at frikommuneforsøget for tre kommuners vedkommende handler om bl.a. at give ret til at suspendere det frie valg i ældreplejen. Regeringen vi altså give systemet mere frihed ved at tage friheden fra borgerne. Det er ikke et frihedsforsøg, men et antifrihedsforsøg.

Når regeringen skal komme med noget, den synes er helt vildt frihedsagtigt, er det at give frihed til, at kommunerne og systemet kan fjerne friheden fra borgeren og fjerne den frie konkurrence.

I Liberal Alliance var vi ellers meget begejstrede for idéen, for vi ved jo, at frihed og ansvar virker bedre end tung socialdemokratisk systemtænkning. Jeg tror sådan set, at alle 98 kommuner kunne opnå store forbedringer i velfærden, hvis de blev sat mere fri fra både politikere, særinteresser og bureaukrater, men nu må vi så forstå, at frikommuneforsøget skal gøre det modsatte.

Måske var det bare mig, der var naiv. Vi har en regering, der er den mest økonomisk uansvarlige siden Anker Jørgensen, og som er stærkt ideologisk rød og ikke kan fordrage de private tilbud. Vi har en regering, der er villig til at gå langt for at forhindre det private initiativ – også i velfærden.

Regeringen har i hele sit virke udvist en blændende mangel på interesse for borgernes frihed og en overvældende gavmildhed på skatteborgernes regning over for dens egne kernevælgere og bureaukrater på Christiansborg og rådhuse. Det er kort sagt en regering, der sætter systemet først og borgerne – og deres velfærd – sidst.

Selvom regeringen kører videre i samme systemsocialistiske rille, tror jeg, at mange danskere er klar til at vende bøtten. De fortjener ikke at betale verdens højeste skatter – vi har lige indtaget førstepladsen i OECD igen – og samtidig få en velfærd, der på ingen måde står mål med de mange penge, de bliver flået for.

Vi burde gøre det modsatte af Mette Frederiksen: Give mindre magt til politikere, embedsmænd og særinteresser, og mere magt til borgerne og velfærdens helte, og ikke begrave alt lokalt og/eller privat initiativ under et tykt lag socialdemokratisk beton.

Lad os sætte borgerne først – også i velfærden.

Kursen er sat mod et fattigere Danmark

Alex Vanopslagh
1. december 2020

Vi har en regering, der med nærmest kirurgisk præcision gør Danmark fattigere. De kalder det retfærdighed.

Før valget lovede regeringen, at de skam kun ville beskatte de rigeste danskere. “Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger”, lovede Nicolai Wammen i 2019.

Det lød sikkert som sød musik i mange røde ører. Allerede dengang vidste vi naturligvis, at det ikke var sandt. Sådan fungerer skatter ikke. Og nu må Nicolai Wammen – der i dag er finansminister -i et folketingssvar også medgive, at det selvfølgelig ikke var sandt: Regeringens politik har gjort os alle fattigere.

Tænk, det er allerede blevet til 25 skattestigninger. Regeringens reformer har allerede ødelagt 11.000 job og gjort Danmark 14 mia. kr. fattigere.

Det er første gang i hvert fald i 20 år, vi har en regering, der aktivt gør Danmark fattigere. Det er i grunden mageløst, men ærlig talt nok, hvad man kunne forvente fra en regering, der har udråbt Anker Jørgensen som et forbillede.

Spin vs. fakta

Hvor regeringen kan komme med søforklaringer til aviser og tv, skal de holde sig til sandheden i deres svar til Folketinget.

Et nyt folketingssvar fra finansminister Nicolai Wammen bekræfter, at alle er blevet fattigere af regeringens politik.

Dem med de laveste indkomster rammes endda relativt hårdest af regeringens politik. Og det i en sådan grad, at selv SF råber vagt i gevær og mener, at politikken med at gøre de fattigste danskere fattigere er gået for vidt! Som liberal, der tør sige åbent, at jeg vil sænke skatten for alle danskerne, bliver jeg ofte mødt med den falske påstand, at lavere skat vil gå ud over danskere med de laveste indkomster. Derfor er det også en ganske tragisk fornøjelse at læse Nicolai Wammen medgive, at regeringens skattestigninger rammer dem, der har mindst, hårdest.

Regeringens misundelsespolitik, der skulle beskatte de mest velstående, ender faktisk med at ramme de fattigste hårdest.

Men man burde jo ikke være overrasket – hvis de røde forstod sig på økonomi, var de jo næppe røde.

Da Mette Frederiksen lancerede sin særskat på banker – eller samfundsbidrag, som det hedder med socialdemokratisk nysprog – lovede hun også, at skatten kun ville ramme netop bankerne og de rigeste danskere.

I Socialdemokratiets eget udspil skrev de: “Samlet set er der tale om en meget målrettet finansiering, der ikke rammer almindelige lønmodtagere.” Det er ikke bare dybt usympatisk at prale med at føre politik, der skal straffe særligt udvalgte grupper, men det er også faktuelt forkert.

Bankerne havde åbenbart i bedste Joakim von And-stil en stor pengetank med mange milliarder, der ikke blev brugt til andet end at svømme rundt i, som man dermed kunne beskatte uden konsekvenser.

Fornuftige stemmer påpegede allerede dengang, at skatten naturligvis ville ramme kunder, ansatte, aktionærer, vores alle sammens pensionsopsparinger osv. Folketingssvaret fra Nicolai Wammen giver dem selvfølgelig ret.

Det sidste, der er brug for
Vi står midt en global coronakrise, der går hårdt ud over den danske økonomi. Det kalder på en regering, der arbejder for at styrke den danske økonomi og sørge for, at vi kan genskabe de arbejdspladser, vi mister.

Men regeringen gør præcis det modsatte. Dansk Arbejdsgiverforening siger det klart: Vi har for første gang i 20 år en regering der aktivt gør os fattigere og fjerner arbejdspladser.

Regeringens svar på coronakrisen er at gøre os alle sammen fattigere. Tænk bare på sommeren, hvor coronasmitten var under kontrol.

I stedet for at forberede sig på anden bølge, styrke smittesporing, lave et varslingssystem eller forberede reformer, der kunne styrke dansk økonomi, forhandlede regeringen om tidligere tilbagetrækning til deres kernevælgere og gjorde Danmark fattigere i processen.

Regeringen kalder det retfærdig politik. Men det er grundlæggende forkert og uretfærdig politik.

Der er en anden vej

Den gode nyhed er, at der er en anden, mere retfærdig, vej for Danmark. Og det kræver ikke andet end politisk mod og lidt mindre smålighed at gøre Danmark rigere og skabe flere job.

Bare ét eksempel er, at vi kan gøre Danmark 6,7 mia. kr. rigere og skabe ca. 6000 job ved at sænke aktieskatten til 25 pct.

Det vil koste statskassen 1 mia. kr. om året. Gæt hvor jeg har de tal fra. En anden socialdemokratisk minister, der udtaler sig under ministeransvar.

Næste gang socialdemokrater forsøger at binde dig på ærmet, at de bestemt går op i at skabe job og velstand, så husk hvad de svarer, når de er bundet af loven til at svare sandfærdigt: Regeringens politik gør os alle fattigere.

Derfor må spørgsmålet være: Hvor meget fattigere skal Danmark blive, før Mette Frederiksen er tilfreds?.

Vi har for første gang i 20 år en regering, der aktivt gør os fattigere og fjerner arbejdspladser.

Kronik udgivet i Børsen d. 1. december 2020.