Der ikke brug for endnu flere særordninger, S

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. oktober 2024

Efter en lang sommerferie startede en ny sæson af dansk politik i august, da Mette Frederiksen bekendtgjorde, at Socialdemokratiet vil trække i bremsen på den automatiske stigning i pensionsalderen.

Siden 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget indgik velfærdsforliget, har pensionsalderen nemlig automatisk fulgt danskernes levealder.
Men på bagkant af den historisk upopulære SVM-regering skal det ifølge statsministeren nu være slut med denne mekanisme, der af økonomer er blevet betegnet som alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund.

Da SF præsenterede et lignende forslag tre måneder forinden, hudflettede Socialdemokratiet ellers idéen med meldinger om, at det var topmålet af uansvarlighed, og at forslaget decideret ville slå et hul i statskassen.

Men i et forkrampet forsøg på at stoppe Socialdemokratiets vælgerblødning er man nu selv villig til at slå hul i statskassen. Og fra deres perspektiv giver det måske meget god mening.

Op til folketingsvalget i 2019 lykkedes det nemlig at generobre nøglerne til regeringskontorerne med Arne-pensionen, hvor man håndplukkede et nøje udvalg vælgersegment, der skulle trækkes tidligere ud af arbejdsmarkedet end alle andre.

Der ikke brug for flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som S håber på at få tilbage i folden

Argumentet lød, at også de mest nedslidte skulle have ret til en værdig pension, selvom nedslidning ikke er et kriterium for at kunne blive parkeret på Arne-pension – på trods af at Socialdemokratiet ellers konsekvent og dumstædigt påstod det modsatte.

Men strategien virkede tilsyneladende, og Mette Frederiksen vandt som bekendt regeringsmagten. Derfor bør det ikke vække undren, at statsministeren nu vil genoptage vinderformularen med et tilsvarende klassisk, socialdemokratisk slagnummer.

Argumenterne er i store træk de samme som i den gamle debat om Arne-pension; Nemlig, at fordi folk med kortere uddannelser og hårdere fysisk arbejde lever kortere tid end højtuddannede, er det retfærdigt med en differentieret pensionsalder, så førstnævnte gruppe kan trække sig tidligere tilbage.

Problemet er selvfølgelig bare, at det – præcis ligesom med Arne-pensionen – ikke er retvisende. En ny analyse dokumenterer nemlig, at selvom en akademiker i gennemsnit lever syv år længere end en ufaglært, så har de faktisk lige mange år på pension i snit.

Årsagen? At vi allerede har et differentieret pensionssystem med et væld af ordninger – som seniorpension, førtidspension, efterløn og ja, Arne-pension – for folk, som af den ene eller anden årsag har brug for eller lyst til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Hvis du vil lave lighed mellem uddannelsesgrupper, så vil jeg mene, at de nuværende ordninger i høj grad gør jobbet ud fra en gennemsnitsbetragtning, som økonomiprofessor og fhv. overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen formulerede det.

Således er der altså ikke brug for endnu flere særordninger, der har til formål at appellere til bestemte vælgergrupper, som Socialdemokratiet håber på at få tilbage i folden. Det, vi i stedet burde gøre, er at give folk magten tilbage over deres egen pension.

I Liberal Alliance har vi foreslået en ordning med Fripension, hvor alle arbejdende danskere vil få mulighed for at opspare 675 kr. skattefrit hver eneste måned.

Det vil for egen regning give borgerne muligheden for at gå på pension fem år før pensionsalderen – og så endda helt uden at slå et hul i statskassen, som Socialdemokratiet ville formulere det. Med et mere frit pensionssystem kan danskerne gå på pension på deres egne præmisser.

For nogle vil det betyde, at de trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde deres otium før tid. For andre vil det måske betyde, at man fortsat går på arbejde efter pensionsalderen, hvis det er det, man har lyst til. Men uanset hvad er det helt okay.

For danskerne bør selv have retten til at råde over deres egen pension i stedet for at være afhængige af politikere, hvis nåde kan skifte, som vinden (eller meningsmålingerne) vender. Det vil ikke blot være det mest retfærdige.

Det vil også være den økonomisk ansvarlige vej at gå som alternativ til at lade Mette Frederiksen sælge ud af dansk økonomis kronjuvel i et desperat forsøg på at erobre tabte vælgere tilbage.

(Indlæg bragt i Børsen d. 23/10-2024)

Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang har den Venstres mandater bag sig

Helena Artmann Andresen
21. oktober 2024

Regeringen har nu præsenteret sin plan for den nye uddannelsesreform.

En plan med mange gode takter, som højere karakterkrav til gymnasierne, og en ny vej, der skal få flere til at vælge erhvervsuddannelserne.

Men der var også en gammel socialdemokratisk tidsel: Tvangsfordeling af elever.

Et upopulært levn fra sidste regeringsperiode under den socialdemokratiske regering, hvor elever i landets store byer blev tvangsfordelt på gymnasierne på baggrund af deres forældres indkomst.

Dette i et forsøg på at undgå »indvandrergymnasier« med en stor andel af elever med ikkevestlig baggrund. Ingen gymnasier måtte have mere end 30 procent elever med ikkevestlig baggrund.

En aftale, som hele blå blok fra begyndelsen var imod, fordi det ikke er staten, der skal bestemme, hvor unge mennesker vælger at tage deres uddannelse. Det skal de selv, ogdet undergraver deres frie valg at tvangsfordele dem.

Før valget stod Morten Dahlin på Folketingets talerstol og talte om eleven Lukas, der bor 500 meter fra sit lokale gymnasium, men i stedet er tvunget til at transportere sig til et gymnasium længere væk, fordi det er det gymnasium, regeringen har valgt til ham. Det var principielt forkert, lød det.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Tvangsfordeling af elever var en af grundene til, at Venstre gik med i regeringen, lod de os forstå. De ville sikre, at tvangsfordeling af elever aldrig ville blive til virkelighed. De unges frie valg havde sejret, lød det.

Men nu tyder det på, at den socialdemokratiske tvangsfordeling af elever igen er skudt op som ukrudt. Den socialdemokratiske ingeniørkunst er tilbage, og denne gang harden Venstres mandater bag sig.

Hvilke kriterier eleverne vil blive tvangsfordelt på baggrund af denne gang, skriver regeringen intet om. Venstres politiske ordfører forsikrer dog, at regeringen agter at lave en model, der tager hensyn til elevernes frie valg.

I mine ører rimer tvangsfordeling og respekt for de unges frie valg af uddannelsessted dårligt. Unge mennesker er ikke brikker, der skal placeres efter statens forgodtbefi ndende. Elever skal hverken fordeles efter forældres indkomst, etnicitet eller hvor langt en elev har fra sit hjem til uddannelsen. De unge skal kunne søge de gymnasier, de ønsker, og ikke underlægges en socialistisk tvangsfordeling.

Opstår der problemer med en eller flere elever, skal det have konsekvenser for denenkelte, naturligvis. De må sanktioneres og i yderste konsekvens bortvises, hvis de ertil gene eller skade for undervisningen og studiemiljøet. Men vi skal ikke tvangsfordele gymnasieelever, fordi der er særlige udfordringer på enkelte gymnasier. Integrationsproblemer skal ikke løses af gymnasieelever.

Det er på tide at lægge tvangsfordeling af gymnasieelever i graven som en dårlig idé, der ikke bør genopstå. Helena Artmann Andresen er børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance

(Indlæg bragt i Berlingske d. 21. oktober 2024)

Børn af veteraner skal ikke lades i stikken

Carsten Bach & Louise Brown
18. oktober 2024

I den seneste tid har flere medier afdækket de graverende konsekvenser for de danske familier, når far eller mor vender hjem fra missioner i krigszoner i udlandet og har ar på ikke blot krop men sjæl og sind – særligt i form af ptsd. Børn af veteraner oplever følelsesmæssig ustabilitet, angst og en konstant frygt for at miste deres far eller mor igen. Til gengæld oplever familierne ulykkeligvis ikke, at samfundets hjælp er tilstrækkelig.

Beretningerne giver i høj grad stof til eftertanke, for der er tale om familier, der selvsagt er yderst sårbare og under et afsindigt pres. Familier, der i årevis har kæmpet forgæves for at få den rette psykologhjælp og behandling til deres børn. Og familier, der – med rette – føler sig svigtet af et system, som ganske enkelt ikke er gearet til at håndtere de komplekse behov, børn af traumatiserede veteraner har. Hvorimod voksne børn af veteraner med ptsd kan få psykologbehandling via Forsvarets Veterancenter, er der intet tilsvarende tilbud for børn. De spises i stedet af med tidsbegrænsede gruppesessioner med andre børn.

For yderligere hjælp henvises de til det kommunale system, hvor de konsekvent støder panden ind i de alt for lange ventelister i børneog ungepsykiatrien, systemets manglende faglige indsigt i konsekvenserne af at være vokset op med en ptsdramt omsorgsperson samt den økonomiske barriere i form af selvbetaling for diverse psykologforløb.

For veteraner med ptsd er det desuden noget nær uoverkommeligt at navigere i junglen af systemets forskellige aktører. Derfor opgiver mange veteraner undervejs kampen om at få fat i den rette hjælp til deres børn.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi som samfund ikke formår at hjælpe vores veteraner og deres børn bedre. Ingen børn eller pårørende til skadede veteraner skal føle sig svigtet af det selvsamme samfund, der i sin tid besluttede at sende deres forældre afsted på mission til en krigszone i udlandet.

Vi må forstå, at når vi sender vores soldater i krig, så er det ikke kun de, der bliver udsendt, der bærer byrden.

Det er derimod hele den udsendtes familie – både inden, under og efter udsendelsen.

Derfor bør samfundets ansvar ikke slutte ved soldatens hjemkomst. For vi har efterfølgende en pligt til at tage ordentligt vare på ikke blot veteranerne selv men også deres børn, som ellers er dømt til at leve en tilværelse i skyggen af forældrenes krigstraumer. I første omgang kan vi starte med at styrke de eksisterende tilbud i Veterancentret og sikre, at alle børn og unge af traumatiserede soldater får adgang til den nødvendige støtte i form af målrettede gratis akuttilbud med specialuddannet fagpersonale og individuel psykologhjælp.

Opgaven er desuden ikke blot at komme fremtidige veteranfamilier til undsætning fremover, men aktivt at række en hånd ud til de mange veteraner, der i de forgangne år har opgivet de officielle systemer, eller hvor systemerne omvendt har opgivet dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 18. oktober 2024)

Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem

Steffen Frølund
18. oktober 2024

Til stor fanfare kunne daværende klimaminister Dan Jørgensen i 2020 annoncere, at et “afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling havde set dagens lys. Danmark skulle nemlig have to nye energiøer i henholdsvis Nordsøen og på Bornholm, som i fremtiden skulle levere grøn strøm til europæernes stikkontakter med en kapacitet, som svarer til 13,3 mio. danske husstandes årlige elforbrug.
Det endte imidlertid med at være et “fyrtårn”, forstået som noget man skal sejle langt uden om. Men som så ofte når de velmente ambitioner fra de politiske skåltaler om klimaet møder virkeligheden, viste det sig at være lettere sagt end gjort.

Den ene energiø i Nordsøen er allerede blevet udskudt på ubestemt tid, da beregninger sidste år viste, at den ville føre til et underskud på 50 mia. kr. Og i en ny rapport fra De Økonomiske Råd konkluderes det nu også, at Energiø Bornholm ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt, hvorfor vismændene foreslår at lægge projektet i graven. Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem, der plager den danske klimapolitik.

Nemlig at man ofte satser alle jetonerne på et eller få storstilede projekter, som muligvis kan afføde presseomtale for den pågældende minister, men som ikke nødvendigvis er den mest effektive løsning for at komme tættere på en grøn omstilling.
Men sådan behøver man ikke at føre klimapolitik. Hos vores naboer i Sverige har man netop valgt at satse på atomkraft.

Men selv efter at både EU, FN”s klimapanel, tiltagende flere af vores nabolande og en bred vifte af uvildige eksperter har anerkendt atomkraft som en grøn energikilde, insisterer venstrefløjen og regeringen stadig på at blokere for atomkraft i Danmark.

Ofte gøres det med henvisning til argumenter om, at atomkraft er usikkert, dyrt og langsommeligt. Ironisk nok har netop dette nu vist sig at være årsagen til, at energiøerne er endt som en fiasko, så måske tiden er moden til at prøve noget nyt? Det kunne jo være, at også vi kunne få glæde af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. oktober 2024)

Forældre skal lære deres børn at respektere læreren

Helena Artmann Andresen
16. oktober 2024

Jeg læser, at to forældre til elever i folkeskolen har travlt med at skyde skylden for klassens kaotiske tilstand og ringe indlæringsmiljø på den unge lærervikar.

Men intet sted kan jeg læse, at forældregruppen for klassen selv nævner sin egen del af ansvaret.

Ja, der er meget, der skal fungere bedre i folkeskolen, og som vi skal finde politiske løsninger på. Vi mangler flere uddannede lærere, lærernes tid er knap pga. rigide krav til deres forberedelsestid og undervisning, skoledagene er for lange, og der er for lidt tid til eleverne. Det ansvar ligger hos os, politikerne.

Men det må aldrig undskylde, at elever udsætter lærere og vikarer for chikane, trusler og vold. Det er helt uacceptabelt.

Jeg forstår også forældrenes frustration over manglen på uddannede og erfarne lærere, der har et godt tag i klassen. Lærerflugt fra folkeskolen er en af folkeskolens store udfordringer. Hver fjerde nyuddannede lærer forlader folkeskolen igen efter bare få år, og brugen af vikarer er steget med 90 pct. på bare 10 år.

Men forældrene glemmer, at elevernes opførsel er en af de tungtvejende grunde til, at mange lærere og vikarer bliver skræmt væk eller sygemeldt fra arbejdet. Den grænseoverskridende kultur, der hersker i mange klasseværelser, tærer på læreren og giver de ringeste forudsætninger for at udføre lærergerningen.

Det er først og fremmest forældrenes og dernæst skolens ansvar at opdrage børnene og lære dem om ordentlig opførsel, respekt og autoritetstro. Det er forældrenes og skolens ansvar at lære børnene, hvordan de skal behandle deres klassekammerater og lærere, og vigtigst af alt lære dem, at det har konsekvenser, når man ikke opfører sig ordentligt og behandler sine medmennesker respektløst.

Det er det ansvar, der mangler i dag, og desværre foregår den grænseoverskridende opførsel mere eller mindre konsekvensfrit.

Respekten for læreren som autoritet er noget nær forsvundet i folkeskolen. Arbejdet med at genopbygge respekten for læreren starter derhjemme. Forældrene skal for det første blive meget bedre til at have skolens ryg. Vi er nødt til at genopbygge samfundskontrakten, hvor forældre ikke automatisk ringer til skolelederen og klager, hvis læreren har irettesat deres barn på grund af dårlig opførsel.

Nej, LA vil ikke tilbage til den sorte skole og lektor Blomme-pædagogik. Men vi er i dag endt i den helt modsatte grøft, hvor det i vid udstrækning accepteres, at elever kan udsætte lærere for vold og trusler, uden at eleverne bagefter mærker en konsekvens. Det er helt uacceptabelt, og det er på ingen måde den skole, LA ønsker.

Forældre, hvis I vil have en mere harmonisk skole, så tag forældreansvaret på jer og lær jeres børn om respekt for den autoritet, læreren er, og at dårlig opførsel ikke er konsekvensfrit.

I mellemtiden vil jeg arbejde hårdt på, at vi får skabt bedre rammer for folkeskolen, end hvad vi har i dag.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 16. oktober 2024)

Tesfaye har faktisk ret i slaget om uddannelsespolitikken

Helena Artmann Andresen & Sandra Elisabeth Skalvig
15. oktober 2024

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv.

I 1980 VAR DET under to af ti af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse. I 2022 var det cirka tre af fire. I 1980 var det cirka en af ti på en ungdomsårgang, der gik på universitetet. I dag har knap halvdelen udsigt til en universitetsuddannelse.

Mantraet fra dansk uddannelsespolitik siden 90’erne har været hellere litteraturvidenskab end dansklærer. Hellere designingeniør end industritekniker. Og hellere statskundskaber end kontoruddannet.

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv. Men vi synes, at det er udtryk for en uheldig tendens, at hele tilgangen til uddannelsespolitikken har været så enøjet fokuseret på det akademiske. Det har gjort, at folkeskolen i dag føles gymnasieforberedende. Og at gymnasiet er præget af at være universitetsforberedende.

Vi tror, at mange har fornemmet tendensen længe. Det er bare, som om fornemmelsen ikke længere smager helt så sødt.

NÅR MANGE I dag snakker om et A- og B-hold på uddannelserne, er det et udtryk for den akademiske fetichering af uddannelsespolitikken.

Nogle hævder, at politikerne nu vil sende flere på B-holdet, når man skærer i optag på universiteterne eller forsøger at tænke ungdomsuddannelserne lidt anderledes.

Men man hører ikke til på B-holdet, fordi man ikke søger den akademiske vej. Og det er den fælles erkendelse, som både vi og Socialdemokratiet har gjort os. At det ikke er dårligt for vores samfund, hvis flere tog en erhvervsuddannelse i stedet for automatisk at søge mod gymnasiet, eller at flere tog en professionsbachelor i stedet for at stryge mod universiteterne.

At uddannelsespolitikken i flere årtier kan opsummeres som ‘mere uddannelse er altid godt’, har vist sig både utopisk og forfejlet.

For man troede, at Danmark – ja, faktisk hele Vesten og den rige del af verden – var i gang med en transformation fra produktionssamfund til videnssamfund.

Vi var sikre på, at jo længere uddannelsen var, desto bedre og finere var den.

Vi var sikre på, at computerarbejde var bedre end håndarbejde.

Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse. Eller i hvert fald så mange af os som muligt. Så kunne vi lade Kina stå for at lave dimsedutterne – det er alligevel billigere derude Som Tesfaye formulerede det i Altinget i sidste måned, var det »den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990’erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om«.

Selvsamme bog inspirerede Radikale Venstre i så høj grad, at daværende partileder Marianne Jelved omdelte bogen som ‘pligtpensum’ til hele den radikale folketingsgruppe. Bogens ideer blev også omsat til det famøse uddannelsespolitiske udspil – vel at mærke med Martin Lidegaard som pennefører – med titlen ‘Det kreative Danmark’.

NU LIDT OVER 20 år efter bogens udgivelse står det ret klart, at der var en vis portion kvaksalveri over det. Ikke desto mindre har tankerne grundfæstet sig i dansk uddannelsespolitik og har bidraget til den enorme udvikling i andelen af ungdomsårgange på de gymnasiale og videregående uddannelser.

I dag står det klart for enhver, at det måske ikke var så god en idé at overlade hele produktionen af dimsedutterne til kineserne. Og at man måske har brug for nogle industriteknikere til den grønne omstilling. Eller at det ikke altid lønner sig at hyre en akademiker til et HK-job.

Det er hverken akademike-bashing, antiuddannelse eller socialdemokratisk leflen for arbejderklassen. Det er sund, borgerlig fornuft.

I Liberal Alliance kan vi godt lide at bryste os af at være partiet for de upopulære sandheder. Og en lidt barsk sandhed i uddannelsesdebatten er, at politikere i de seneste årtier har løjet over for ungdommen om, at de alle sammen kunne tage sig en universitetsuddannelse og blive bedre stillet af det.

Men det har bidraget til, at unge mennesker ikke får den succesoplevelse med ‘drømmestudiet’, som de håbede. Og mange har uddannet sig direkte til arbejdsløshed og jobcenter. Det er efter vores mening hverken solidarisk eller klogt.

Og nej, det handler ikke om mindre uddannelse. Det handler om, at mennesker er gode til forskellige ting. Derfor har ideen om akademiseringen af vores uddannelsessystem gavnet nogle, men skadet andre. Det er tid til at udligne den skævvridning.

DET KAN GODT være, at Tesfaye og Socialdemokratiet pakker opgøret med den kreative klasses våde drøm om uddannelsespolitik ind i en fernis af Arnes børnebørn, klassekamp og ‘de lærdes tyranni’, men det er nu engang tanker og politik, der langt hen ad vejen er formuleret af borgerlige politikere – fra Bertel Haarder til Merete Riisager.

Det gør ikke Tesfayes diagnose mindre korrekt. Tværtimod går vi gerne til forhandlingsbordet for at være med til at lave om på årtiers forfejlet uddannelsespolitik.

“Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse”

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. oktober 2024)

Det skal være slut med uddannelsessnobberiet

Helena Artmann Andresen
13. oktober 2024

“Stort set alle unge skal have adgang til gymnasiet”. Sådan lyder budskabet i forbindelse med præsentationen af SVM-regeringens nye udspil til en reform af ungdomsuddannelserne.

Det er en skam, at det netop er dét budskab, der turneres med. Reformen som helhed og særligt forslaget om en ny praktisk uddannelse med et stærkt socialt fællesskab, som ikke lukker døre for fremtidige uddannelsesveje, er nemlig et glimrende initiativ. Men at insistere på at kalde uddannelsen for en gymnasieuddannelse er et fejlskud.

For hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner? Hvor er ønsket om at gøre op med årtiers uddannelsessnobberi, der unødigt har sat gymnasiet på en piedestal som den “rigtige” vej at gå? Og hvor er erkendelsen af, at det hverken er lykken for de unge eller samfundet som helhed, hvis alle går på gymnasiet?

Det har alt for længe været normen for de fleste unge efter 9. klasse at fortsætte på gymnasiet. Det har været dér, hvor alle de unges klassekammerater har skullet gå. Dér, hvor de fede fester og det gode sociale liv har fundet sted. Dér, hvor adgangen til fremtidens uddannelsesmuligheder har været placeret.

Derfor er det prisværdigt, at regeringen nu lægger op til at få skabt et gennemtænkt og attraktivt alternativ til det almene gymnasium for de unge, som vægter praktisk og erhvervsorienteret undervisning højere end tekstanalyse, differentialregning og oldtidens Grækenland.

Det er blot fundamentalt, at sådan et uddannelsestilbud ikke drukner i ønsket om at gøre det til allemandseje at gå på gymnasiet. Lad os nu droppe forestillingen, om at det er umuligt at skabe en attraktiv ungdomsuddannelse, uden at der står “gymnasium” på dørskiltet – og i stedet respektere den faglighed og de traditioner, som erhvervsuddannelserne indbefatter.

For der er jo ikke brug for et nyt gymnasium. Der er brug for en ny tilgang til vores ungdomsuddannelser, som gør op med uddannelsessnobberiet og skaber bedre ungdomsliv og fremtidsmuligheder for alle unge.

Hvor er respekten for erhvervsuddannelsernes faglighed og traditioner?

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 13. oktober 2024)

Hvis der var konkurrence, kunne du gå til læge, når det passer dig

Louise Brown
11. oktober 2024

Hvorfor kan du ikke gå til læge om søndagen? Hvorfor kan du kun ringe til din læge i et fåtal af de tidlige morgentimer, hvor du har travlt og er på vej ud ad døren?

Og hvorfor skal du absolut booke flere tider, hvis du vil tilses for flere forskellige ting? Svaret på alle tre spørgsmål er enkelt: Fordi der ikke er reel konkurrence på markedet for praktiserende læger, og fordi lægerne ikke har frie nok rammer til at tilbyde det.

Praksissektoren – som praktiserende læger, tandlæger, psykologer – er i dag ganske enkelt låst af regler om ydernumre, knækgrænser og omsætningslofter. Alt sammen regler og retningslinjer, der gør det umuligt for sektoren at indrette sig efter dine behov som patient.

Det skal vi have rådet bod på. For du bør som patient i et velfærdssamfund som Danmark have mulighed for at vælge mellem et bredt og mangfoldigt udbud af praktiserende læger.

Ligesom du bør blive mødt af et langt mere fleksibelt og smidigt system, end du gør i dag. Hvis du f.eks. ønsker at blive mødt af den samme familielæge, hver gang du skal til lægen, skal du have mulighed for det.

Og hvis det i stedet er vigtigt for dig, at du kan klare konsultationen online fremfor at dukke op fysisk, skal det også være en mulighed. Sundhedsvæsenet – og herunder praksissektoren – er trods alt sat i verden for patienternes skyld – ikke for systemets.

Det er desværre vanskeligt at realisere, som systemet er i dag. Særligt set i lyset af den omfattende mangel på praktiserende læger, som ikke mindst er en udfordring i landdistrikterne.

Derfor er det positivt, at regeringen nu har åbnet for at differentiere i taksterne, sådan at de læger, der arbejder i landsdele med mere behandlingskrævende patienter, som ofte lider af flere livsstilssygdomme, også bliver betalt mere end de læger, der arbejder i områder – som eksempelvis i storbyerne – hvor patienterne er mindre komplicerede.

Den økonomiske gulerod for at løfte en tungere opgave har nemlig manglet.

Men skal vi løse problemet, skal der mere til. Først og fremmest er der også behov for at gentænke måden, hvorpå vi afregner speciallæger. På grund af såkaldte knækgrænser og omsætningslofter tjener mange speciallæger som f.eks. psykologer nemlig færre penge, jo flere patienter de ser.

Det giver selvsagt ingen mening, og det går i sidste ende udover både speciallæger og patienter, som oplever længere ventetider end nødvendigt.

Dernæst er et opgør med ydernumrene enormt tiltrængt. Ydernumrene skaber ganske enkelt alt for ufleksible, bureaukratiske rammer, som bl.a. spænder ben for, at yngre læger kan organisere sig på mere fleksible måder i yderområderne.

I stedet for at flere læger samler sig i ét lægehus, er de yngre læger nødsaget til at oprette enkelte lægehuse. Samtidig medfører ydernummersystemet en masse administrative pligter for de praktiserende læger såsom bogføring og indberetninger.

De kan derfor ikke få lov til udelukkende at koncentrere sig om at behandle patienterne, men skal også agere erhvervsdrivende.

Og så skal det være langt nemmere at vælge læge. I dag føler mange patienter sig låst i deres lægevalg, da det ikke er gratis at skifte læge. Derfor vil vi afskaffe betalingen for at skifte læge, så du som patient kan få den læge, du ønsker, og som passer til dine behov.

Uanset om det er disse forslag eller andre, der skal til, så lad os blive enige om én ting: Det er tid til at gentænke og frisætte vores praksissektor, så den rent faktisk kan imødekomme dine behov som patient.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11/10-2024)

Patienter har brug for mere end lunkne kompromisser

Alex Vanopslagh & Louise Brown
9. oktober 2024

Lige nu diskuterer hele det politiske Danmark sundhedspolitik.

Men hele diskussionen handler pludselig om, hvorvidt der skal være fire eller fem regioner, i stedet for at handle om det vigtigste: patienten.

I stedet for at diskutere spørgsmål som “hvorfor kan vi gøre patientrettighederne stærkere?” eller “hvordan får vi bugt med de årelange ventelister til vigtige operationer?” bruger vi for meget tid på at diskutere teknokratiske omstruktureringer.

Selvom der i regeringens udspil er flere gode takter, er det sammenlægningen af to regioner og oprettelsen af nye sundhedsråd, der ender med at løbe med al opmærksomheden. Om det er regeringens egen beslutning eller mediernes fokus, vil vi ikke spå om, men det er i hvert fald symptomatisk for den velfærdspolitiske debat i Danmark.

Trods de gode takter i regeringens udspil savner vi flere tiltag, der styrker patienterne. Kronikerpakkerne skal dog roses i denne sammenhæng. Her forsøger man at tage fat om alvorlige huller i sundhedsvæsenet, som man også så før kræftpakkerne for 20 år siden.

Men udspillet skaber også mere af det, der er sundhedsvæsenets grundlæggende problem: At vi alt for ofte tænker systemet før patienten. Og det er ikke noget, der bliver lavet om af lunkne kompromisser blandt tre midterpartier. Det bliver ikke ændret af at samle to regioner og håbe på det bedste.

Vores ambitioner må ikke være lavere end et sundhedsvæsen i verdensklasse. Det bør være krumtappen i ethvert velfærdssamfund. Det mener danskerne også, hvorfor sundhed konsekvent er at finde blandt vælgernes øverst prioriterede dagsordener. Samtidig betaler vi nogle af verdens højeste skatter og sundhedsudgifter. Derfor skylder vi politikere også danskerne at skabe et sundhedsvæsen, der reelt er i verdensklasse.

For god velfærd er altså ikke først og fremmest at have en enorm offentlig sektor med rekordmange offentligt ansatte. Velfærd er andet end at have et godt job i kommunen med en lukrativ pensionsordning. Først og fremmest handler det om, at borgerne oplever et højt serviceniveau og får reel hjælp, når de har brug for den.

Desværre havner sundhedspolitikken alt for ofte i, at forbedringsforslag altid sker på systemets præmisser. Man spørger ikke, hvordan gamle Lise på plejehjemmet får den bedste hjælp, men hvordan den kommunale hjemmehjælp kan forbedres. Man spørger ikke, hvordan den kronisk syge patient får den bedste behandling, men hvordan regionerne optimeres. Generelt er det alt for sjældent, at de, der stiller forslag til politiske ændringer, stiller sig selv det oplagte spørgsmål: Hvordan forbedrer vi servicen for patienten?

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser. Der er brug for et opgør med bureaukratiske fedtlag, uigennemskuelige regler og skæve incitamenter. Der er brug for en frisk start. For det kan godt blive bedre.

Når vi snart går ind i forhandlingslokalet, vil vi insistere på at sætte patienten først i alle led af sundhedsvæsenet. Vi vil skabe et sundhedsvæsen med stærke patientrettigheder, fri konkurrence mellem private og offentlige udbydere af sundhedsydelser og uden besværlige og fordyrende bureaukratiske lag, der skaber lange ventelister og en grundlæggende utilfredshed. Vi vil give dig frit sygehusvalg fra dag ét. Du skal have mulighed for med det samme at vælge det hospital med den korteste vente tid – og ikke skal vente i op til 60 dage, som det er i dag. Vi vil sikre, at du har den rette information – og ikke mindst kendskab til dine rettigheder – om dit forhandlingsforløb, så det ikke er forbeholdt de ressourcestærke og tidshavende borgere at kunne finde hoved og hale i patientforløbet.

Vi vil slippe iværksætteriet løs. I Danmark er vi notorisk dårlige til at bruge og tage ved lære af sundhedsiværksætterne og udbrede nye, gode løsninger på tværs af sundhedsvæsenet. Det forbliver lokalt eller inden for regionsgrænsen, selvom det kunne komme resten af landets patienter til gavn.

Og så vil vi have værdigheden tilbage i sundheden. Patienten skal ikke være kastebold mellem forskellige offentlige instanser. I stedet skal vi skabe et system, som gør det muligt for alle at gennemskue, hvad der som patient er ens ret.

Der er en fantasiløshed i de politiske forslag. Der er mangel på en grundlæggende nytænkning af velfærden. Der er brug for større visioner, som ikke bliver hæmmet af partiernes eller organisationers særinteresser.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 9/10-2024)

Jeg skal ikke blande mig i Dan Jørgensens nye job som boligkommissær. Men det er en god anledning til at tage snakken om, hvad EU skal blande sig i

Henrik Dahl
9. oktober 2024

Alle rekorder for uklar arbejdsbeskrivelse blev slået, da den nye EU-Kommission for nylig blev præsenteret. Hvad laver en kommissær for ”Cohesion and Reforms”? Hvad laver en kommissær for ”Intergenerational fairness, Youth, Culture and Sport”? Hvad laver en kommissær for Middelhavet?

Svaret blæser ikke i vinden, men i de kommissærhøringer, som Europa-Parlamentet afholder fra begyndelsen af november. Her vil der komme en masse variationer over dette spørgsmål: Hvordan vil kandidaten i nærmere detaljer omsætte kommissionsformandens jobbeskrivelse til virkelighed?

Et er, at man som kommissærkandidat står med en uklar opgavebeskrivelse. Den slags har man som endeligt udnævnt massevis af medarbejdere til at hjælpe med at stille skarpt på. Noget andet er: Hvad gør man i grunden, hvis det område, man er kommissær for, strengt taget ikke er en EU-kompetence?

Det spørgsmål kan hurtigt ramme Dan Jørgensen. For den barske sandhed er: Der er ikke nogen tvivl om, at det er en EU-kompetence at fastsætte standarder for isolering af bygninger og tilsvarende sager. Det handler jo i vidt omfang om de tekniske specifikationer, byggematerialer er konstrueret efter. Og dermed er det noget, der ligger helt inde ved kernen af det indre marked.

Hvordan de enkelte lande vælger at udforme og regulere deres boligmarked, er til gengæld deres egen sag.

Skal boliger kunne finansieres ved hjælpe af obligationer og sikkerhed i den belånte bolig? Det mener vi f.eks. i Danmark, og det er essensen af realkreditsystemet. Men der findes masser af europæiske lande, hvor det politiske flertal ikke mener dette. Og som derfor har et marked for ejerboliger, der grundlæggende fungerer helt anderledes end vores.

På samme måde med huslejekontrol. Er det helt grundlæggende et sundt princip, eller er det noget, man skal være meget forsigtig med?

De fleste økonomer vil formentlig sige, at hvis man lægger et helt ufleksibelt loft over huslejen, vil det over tid have tre konsekvenser: De boliger, der er omfattet af loftet, tages ud af markedet. De huslejeregulerede boliger vil over tid holde op med at blive formidlet via det almindelige marked. Investorer vil over tid holde op med at investere i at bygge boliger.

Med andre ord: Jo hårdere en priskontrol, man indfører på markedet for udlejede boliger, jo mere sikker kan være på, at der vil opstå en udbudskrise.

Generelt har Danmark været i den forholdsvis liberale ende, når det gjaldt kontrol med husleje, mens f.eks. Sverige har været i den forholdsvis ikke-liberale ende.

Når Dan Jørgensen om kort tid vil blive mødt med et krav om at få boligmarkederne rundtomkring i Europa til at fungere bedre, skal han derfor passe meget på. Det er et stærkt ønske fra eksempelvis de spanske socialister, at han skal blande sig i boligmarkedernes rammer og regler. Samtidig med at der står mindst lige så mange parlamentarikere fra Nordeuropa klar til at minde ham om, at det slet ikke er noget, EU skal blande sig i.

Det tilkommer ikke mig at give Dan Jørgensen en masse råd om, hvordan han skal passe sit fremtidige job.

Men udnævnelsen af en boligkommissær er faktisk en meget kærkommen anledning til at få den mere principielle debat i Europa-Parlamentet om, hvad det tilkommer EU at blande sig i, og hvad der ligger uden for EU’s grænser.

Og selvom det nogle gange hedder sig, at Danmark er et af de lande, der har mest travlt med at være lydhøre over for EU, er det en sandhed med modifikationer. EU’s trang til at blande sig i, hvordan det danske og svenske arbejdsmarked fungerer, er lige nu så stor en torn i øjet på de to lande, at der verserer en retssag med påstand fra Danmark og Sverige om, at EU mangler den grundlæggende adkomst til at blande sig i spørgsmålet om mindsteløn.

Det er – både ifølge den danske og svenske model – noget, arbejdsgiverne og arbejdstagerne selv må blive enige om. Sådan har det været i mangfoldige år, og sådan skal det blive ved med at være.

Derfor skal vi være glade for uenigheder om, hvor grænserne mellem EU og medlemslandene går. Kun ved at tage den slags diskussioner – også med hårde og kontante argumenter på begge sider – kan vi skabe en afgrænsning, der kan holde, og som vil give mening mange år ud i fremtiden.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 9. oktober 2024)