Debat Arkiv - Side 28 af 36 - Liberal Alliance

Henrik Dahl

28. juli 2021

Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

Velfærdsstaten er ikke økonomisk bæredygtig. Det fastslog Gunnar Viby Mogensen allerede i 2010 i konklusionen på bogen ”Det danske velfærdssamfunds historie”.

Der er flere årsager til dette, men først og fremmest bør den såkaldte ”Baumols lov” nævnes. Det er en økonomisk lovmæssighed, som fastslår, at selv om produktiviteten ikke stiger inden for en given sektor, vil der være en tendens til, at lønnen følger den generelle lønudvikling i samfundet.

Der skal ikke bruges væsentligt færre musikere til at opføre ”Messias”, end man brugte ved uropførelsen i 1741, og de spiller ikke væsentligt hurtigere, end man gjorde dengang. Set med økonomens øjne er der altså sket nul med messiasproduktiviteten de seneste 280 år, og derfor burde der – stadig i økonomperspektiv – ikke være grundlag for en lønforbedring. Alligevel modtager vore dages musikere en 2021-løn, og ikke en 1741-løn. Det er ”Baumols lov” i en nøddeskal. Den bidrager voldsomt til, at den offentlige sektor hele tiden bliver dyrere, uden at kerneprodukterne bliver væsentligt bedre eller billigere.

Jeg tror imidlertid, at der mangler en anden form for bæredygtighed, og at denne anden mangel på bæredygtighed er værre end den økonomiske. Det er manglen på moralsk bæredygtighed.

Den manglende, moralske bæredygtighed viser sig ved, at venstreorienterede politikere og interesseorganisationer i mange tilfælde udvikler en hæmningsløshed, der ikke kender nogen grænser, når det gælder om at fremsætte krav, der koster penge.

Et godt eksempel på de manglende hæmninger er pædagogernes gennem næsten halvtreds år gentagne krav om, at produktiviteten på børnepasningsområdet skal sættes ned. Det har de nemlig forlangt lige siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich bemærkede det i sin klassiske bog ”Den herskende klasse”. Udgangspunktet for pædagogernes fagforening har aldrig været, om der fandtes uvæsentlige arbejdsopgaver, der kunne skæres væk til fordel for kontakt med børnene. Eller den helt kætterske tanke, at man kunne stræbe efter et nationalt sygefravær, der lå på linje med fraværet i de bedste kommuner (som typisk ligger i Jylland). Det har simpelthen været, at der skal ansættes flere kollegaer, så den enkelte på den måde får mindre at lave. Regningen? Den sendes ubekymret videre til skatteborgerne.

Et andet eksempel på manglende hæmninger er venstrefløjens mantra om, at der hele tiden finder ”nedskæringer” sted.

I det store og hele bliver der ikke skåret ned i den offentlige sektor. Finanskrisen i 00’erne kostede – udmålt i hele træskolængder – ikke nogen offentligt ansatte deres job. Ligesom covid-19-krisen heller ikke i nævneværdigt omfang har kostet nogen offentligt ansatte deres stilling. Prisen for den slags bliver altid betalt i et helt disproportionalt omfang af den private sektor.

Men eftersom bruttonationalproduktet (BNP) hele tiden vokser med et gennemsnit på cirka to procent om året, og den offentlige sektor hele tiden konsumerer 47-48 procent af det, så er der altså målt i reelle beløb altid en vis vækst, (der – som vi allerede har set – generelt ikke modsvares af den forbedrede produktivitet, der driver det samlede BNP i vejret).

De manglende hæmninger viser sig ved, at det generelt er fuldkommen umuligt at trække venstrefløjen og interesseorganisationerne ind i en meningsfuld samtale om, at det rent logisk ikke giver mening at blive ved med at anmelde nye krav uden at overveje, om finansieringen er til stede.

Og de stimuleres yderligere af, at venstrefløjen og interesseorganisationerne generelt får et alt, alt for svagt modspil af nyhedsmedierne. Der bliver aldrig for alvor gået til stålet, når nye krav anmeldes. Alene et simpelt spørgsmål som: ”Hvem skal have mindre, hvis I skal have mere?”. Det kunne være velgørende at høre det, men det sker aldrig. Og på den måde slipper de hæmningsløse så godt som altid af krogen.

Men det værste er næsten, at der konstant opfindes nye behov – og at der insisteres på de nye behov med en heftighed, der var en bedre sag værdig.

Hvis man skulle tage læserne af Politiken og Information helt alvorligt, er det efterhånden et helt uoverstigeligt problem at eksistere som menneske, hvis man ikke modtager kostbar hjælp og store, økonomiske tilskud til det fra staten. Altså de helt almindelige skatteborgere, der godt kan klare at gå i skole; tage en uddannelse; passe et arbejde; blive og være forældre; opleve livets større og mindre stød uden at bryde sammen og skrive læserbreve fulde af narcissisme og økonomiske krav.

Der er mange eksempler, men her er et af de skøreste: At nogle træffer ansvarlige og fornuftige beslutninger, mens andre lader være, og at begge dele har konsekvenser, kan selv af et formentlig veluddannet menneske gøres til et politisk problem og påhæftes etiketten ”ulighed”.

De fleste af de absurde krav, der fremsættes i centrum-venstremedierne, finder vej til Folketinget som beslutningsforslag, forespørgselsdebatter og nogle gange sågar lovforslag. På den måde eksploderer mængden af behov, man potentielt kan forestille sig, at skatteborgerne skal betale for at dække. Og som en sidegevinst opstår en livsuduelig og jamrende befolkningsgruppe, der efter grundige studier af egen navle er nået frem til, at de er ofre for et modbydeligt samfund.

Manglen på økonomisk bæredygtighed har indtil videre haft den konsekvens, at venstrefløjen fra tid til anden er blevet regeringsuduelig, og har måttet overlade magten til de økonomisk ansvarlige, borgerlige partier. Det vil også ske igen, når den røde forbrugsfest har stået på i nogle valgperioder, og vi alle er blevet meget fattigere af uansvarligheden.

Men der forestår samtidig et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

I årene, der kommer, bliver vi nødt til at have en offentlig samtale om grænserne for politik. Det må være sådan, at nogle problemer er og skal vedblive med at være private. Det er for eksempel ikke et offentligt anliggende, at man er uansvarlig eller doven. Ligesom det ikke er et offentligt anliggende, at personlige valg har konsekvenser. Eller at livet ikke hver evige, eneste dag kan være en dans på roser.

Den slags må man lære at leve med selv. Uden at blande staten og skatteborgerne ind i sagen.

På samme måde er vi nødt til at have en samtale om interesseorganisationernes konstante opfindelse af nye behov og konstante pres for at lave mindre til samme betaling som før – eller sågar en bedre.

Det er og bliver udtryk for en moralsk hæmningsløshed, hvor man satser på gevinst her og nu. Samtidig med, at man overlader det til fremtidige generationer at løse problemerne, når de ikke længere blot er moralske, men også har udviklet sig til en trussel mod samfundets økonomiske overlevelse.

(Debatindlæg udgivet på Jp.dk d. 27. juli 2021)

Alex Vanopslagh

26. juli 2021

Vores børn og børnebørn vil arve et fattigere Danmark, hvis Folketinget fortsat nægter at lave reformer.

Coronakrisen har været hård for mange lande, og også Danmark.

Det er en ringe trøst for de mennesker, hvis livsværk er styrtet i grus eller direkte ødelagt af politiske beslutninger, og hvis tilværelse har været præget af ensomhed og elendighed under nedlukningerne, men ikke desto mindre er coronakrisen et forbigående fænomen med samfundsøkonomiske briller. Hvis vi altså antager, at Mette Frederiksen en dag vil slippe alle restriktioner på samfundet igen – og dét kan vi så diskutere en anden gang.

Men Danmark vågner igen, og Danmarks udfordringer på den anden side af coronakrisen er ikke stort anderledes end Danmarks udfordringer før coronakrisen.

Der er brug for reformer til at skabe mere velstand, og selvom Folketinget de sidste årtier har vedtaget mange kloge reformer, er reformviljen det sidste halve årti erstattet af populistisk reformtørke.

Men lad os lige få noget på det rene: Reformer eller ej, så kan vi politikere ikke skabe velstand. Velstanden skabes af dig. Dig, der går på arbejde. Dig, der investerer – stort eller småt. Dig, der starter en virksomhed. Den velstand, som du skaber, kan vi politikere til gengæld tage fra dig. Eller begrænse.

Og det er vi blevet gode til i Danmark.

Heldigvis betyder det også, at mere fornuftige politikere kan hjælpe med at fjerne den politik, der begrænser borgernes mulighed for at skabe velstand. Det kan vi med reformer.

Reformer skaber velstand så vidt, så godt, men hvorfor betyder det så meget, om væksten er det ene eller det andet tal? Går det ikke meget godt i Danmark? Einstein skulle engang have sagt, at den stærkeste kraft i universet var renters rente. Det fungerer på præcis samme måde med økonomisk vækst – væksten i år danner grundlaget for væksten næste år, og så fremdeles. For at illustrere pointen er her et tænkt eksempel.

Hvis man havde sat 1000 kr. i banken i 1966 til en fast årlig rente på 2,1 pct., ville man i 2019 have ca. 3000 kr. Havde renten kun været 1,5 pct., ville beløbet kun være 2200 kr. En forskel på 0,6 procentpoint om året giver altså over lidt mere end 50 år en forskel i resultatet på næsten 50 pct. Sagt på en anden måde: Selv små forskelle betyder en hulens masse over tid.

Og tallene ovenfor er ikke valgt tilfældigt. De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. Det betyder altså, at vi relativt set giver et fattigere Danmark i arv, end vi selv har fået.

At Danmark bliver rigere i fremtiden er først og fremmest et spørgsmål om retfærdighed for liberale.

Vi er alle sammen enige om, at man er en dårlig forælder, hvis man bruger alle sine penge på sig selv i stedet for at tænke på sine børn. Og det er det, vi gør som land, når vi både konfiskerer næsten halvdelen af danskernes indkomst i skat til offentligt forbrug og overførsler, og når et populistisk folketing nægter at lave reformer, der øger væksten.

Vi laver ikke reformer for at hjælpe de rige med at tjene en ekstra million, selvom det da er dem vel undt. Vi laver reformer for bl. a. for at hjælpe flere med at tjene deres første lønseddel. I dag er der 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet.

Det tal skal vi simpelthen have bragt ned.

Mindre politik, mere borger. Vi laver heller ikke reformer for at redde velfærdsstaten, men fordi der er noget vigtigere på spil. For den velstand, vi går glip af i fremtiden, fordi vi nægter at reformere Danmark, tager vi direkte ud af lommerne på vores børn og børnebørn.

I sidste ende betyder reformer, at der er mindre politik og mere borger. At borgeren er mere fri til at tage ansvar for sig selv og skabe noget med sine egne hænder og gode idéer. Og det gør kagen større.

Det er ikke noget, vi tror – det er noget, vi ved.

Liberal Alliance har skufferne fulde af forslag til at løfte Danmarks velstand til nye højder. Vi skal gøre det lettere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft ved at sætte beløbsgrænsen kraftigt ned.

Vi skal have færre på offentlige ydelser – og færre offentlige ydelser såsom efterløn og Arne-pension.

Vi skal have et beskæftigelsessystem, der ikke behandler borgeren som en umyndig klient, men i stedet opmuntrer flere til at tage ansvar.

Og ja, så skal vi have lavere skat. På arbejde, på investeringer, på virksomheder, på forbrug – på alt det, der gør Danmark rigere.

Liberal Alliance er klar til reformer.

Vi skal videre. For vores børn og børnebørns skyld.

(Kronik udgivet i Børsen d. 20. juli 2021)

Henrik Dahl

16. juli 2021

Indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har fremlagt regeringens planer for storstilet, social ingeniørkunst i Berlingske tidligere på ugen. At borgerne frit kan vælge, hvor de vil bo, tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, bør vi anskue som problematisk. Det fører nemlig til fravalg af steder og mennesker, den frie borger af denne eller hin årsag er mindre begejstret for end andre.

Forslagene er på den ene side meget vidtgående, og på den anden side inkonsekvente.

Det vidtgående består i, at det er kampen mod selve begrebet forskellighed, regeringen kaster sig ind i. Byen Skærbæk i Sønderjylland, hvor jeg trådte mine barnesko, er forskellig fra København. For eksempel når det gælder mulighederne for at tage en uddannelse.

Det har i tidens løb ført til en omfattende udvandring fra Skærbæk, når unge mennesker ønskede at uddanne sig. Men kan det hånden på hjertet nogensinde blive anderledes, hvis vi forpligter os til at være helt ærlige? Det kan det nok ikke, eftersom der er grænser for, hvor mange uddannelsestilbud det giver mening at anbringe i en kommune som Tønder, hvor lidt over 37.000 mennesker er spredt ud på knap 1.200 kvadratkilometer.

På den anden side er det inkonsekvent: Smukke mennesker kan vælge og vrage, når det gælder om at finde en partner. Det samme kan, i mindre omfang, personer, der er kloge eller morsomme. Er det ikke også urimeligt? Fører det ikke også til et skævt Danmark? Og burde det ikke udløse en eller anden form for kæresteværnepligt, så alle – i det mindste i en afgrænset periode – kan prøve, hvordan det føles at have en virkelig attraktiv partner? For den sociale ingeniør vil der altid være nok at tage fat på.

Hvor er det borgerlige modspil, spørger Berlingske på lederplads. Jeg skal forsøge at antyde et svar.

Det borgerlige Danmarks kapitulation
Mest banalt er sagen den, at der i Danmark ikke kan samles 90 stemmer for en egentlig borgerligt-liberal politik. Det ramte allerede Poul Schlüter, der ikke kunne regere uden Centrum-Demokraterne og Radikale Venstre. Men det ramte også Anders Fogh Rasmussen, der ikke kunne regere uden Dansk Folkeparti. Og uden det skal lyde alt for selvoptaget, ramte den samme problemstilling også i den forrige valgperiode mit eget parti ganske hårdt. Det er fint nok at råbe fra ethvert gadehjørne, hvad man vil.

Uden et politisk flertal har det bare ikke de helt store konsekvenser.

Men det egentlige problem for det borgerlige Danmark er, at kampen imod en stor stat, der blander sig i næsten alting, allerede blev tabt i 1960erne. Da Poul Hartling i 1965 inviterede Radikale Venstre til et nærmere samarbejde med Venstre og Konservative, blev vejen banet for den VKR-regering, der tiltrådte i 1968. Og som alle politisk interesserede ved: Den var mere socialdemokratisk end Jens Otto Krag. Så der skete ulykken. Der kapitulerede det borgerlige Danmark.

At det forholder sig sådan, er det ikke mange, der har lyst til at sige. Derfor opstår forestillingen om ‘ midten’.

Når borgerlige politikere siger »midten«, skal man forstå det som kodesprog. At man »vil regere hen over midten« betyder i klar tekst, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Eller med andre ord: At man gerne vil have magten, men at man ikke har tænkt sig at benytte den til noget særligt.

Det eneste, der kan bremse velfærdsideologien, er, at den ikke er økonomisk bæredygtig.

Det er set før, og vi ser det atter med den socialdemokratiske regering. Men derfor skal den selvfølgelig udfordres ved enhver given lejlighed.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 16. juli 2021)

Henrik Dahl

8. juli 2021

I England er wokeness på vej til at blive en afgørende faktor i den politiske verden. Vil dansk politik også blive overtaget af woke-dagsordenen?

Ifølge den amerikanske politiske analytiker Frank Luntz, så er “wokeism” (en ideologi, der blandt andet hævder, at de vestlige lande er strukturelt sexistiske og strukturelt racistiske) på vej til at blive mere splittende i britisk politik end f. eks. modsætningen mellem nord og syd eller modsætningen mellem land og by.

Frank Luntz er ikke hvem som helst. For det første har han i årtier rådgivet Det Republikanske Parti i sit hjemland USA. For det andet gik han i sine unge dage på universitetet i Oxford. Der stiftede han blandt andet bekendtskab med Boris Johnson og hjalp ham i kampen for at blive det, der frit kan oversættes til formand for Studenterrådet. Tilsammen gør de ting ham værd at lytte til.

Mængden af wokeism i henholdsvis det konservative parti og Labour er meget forskellig. Hos de konservative er det kun cirka en femtedel, der opfatter Storbritannien som strukturelt sexistisk og racistisk. Hos Labour er det til gengæld næsten halvdelen, der har den opfattelse.

Frank Luntz er ikke den eneste i Storbritannien, der har den opfattelse, at wokeism er i færd med at udvikle sig til at definere britisk politik. For nylig skrev Douglas Murray (som vi i Danmark blandt andet kender fra den anmelderroste bog om identitetspolitik “Hordernes hærgen”) i The Sun, at wokeness efterhånden findes overalt i landet på universiteterne og i centraladministrationen, men også i de væbnede styrker og i erhvervslivet (der i CSR-tænkningens bullshittende navn forestiller sig, at der er kunder at hente ved at udstille et woke værdisæt).

Den, der tænker, at wokeness er noget, der kan ændre Storbritannien, har bestemt noget at have det i. For nylig afgjorde højesteret, at transkvinder kan indsættes i kvindefængsler, hvis de ønsker det. Også selv om de ikke har undergået nogen form for behandling med hormoner eller lignende.

Anledningen til, at højesteret overhovedet behandlede sagen, var, at en biologisk kvindelig indsat i et fængsel havde klaget over, at hun skulle afsone med biologiske mænd, der var dømt for voldtægt, men erklærede, at de identi-ficerede sig selv som kvinder.

Højesteret erkendte, at der var tale om interesser, der skulle afbalanceres.

På den ene side kvinders ret til at leve i tryghed; også når de afsoner en fængselsdom. På den anden side transpersoners ret til at udleve deres seksualitet. Men konklusionen var, at i denne konflikt måtte transpersonernes legitime krav have forrang for de biologiske kvinders legitime krav.

Den samme konklusion er IOC nået til i forhold til den new zealandske vægtløfter og transperson Laurel Hubbard. Hun gennemlevede puberteten som manden Gavin Hubbard og gik fra middelmådig til verdensstjerne, da hun skiftede til Laurel. Kvindelige atleters legitime krav om at konkurrere med jævnbyrdige må tilsidesættes for Laurel Hubbards ret til at være den, hun føler, at hun er.

Begge sager understreger, at i et woke samfund er der en klar tendens til, at biologiske kvinders legitime krav tilsidesættes til fordel for transpersoners. Det er kvinderne, der må ofre deres “safe spaces” såsom omklædningsrum eller (skønt det berører få) fængsler, hvor de ikke skal frygte at blive voldtaget. Det er de fødte kvinder, der må ofre deres udtagelse til det new zealandske landshold i vægtløftning for en tidligere mand.

Vil det gå lige så galt i Danmark? For ja, det er min klare opfattelse, at der er noget galt, når et samfund bliver woke. På den ene side kan man sige: Nej.

Vi er slet ikke der, hvor amerikanerne, canadierne og briterne er havnet. Men på den anden side kan man fremføre: Nævn et væsentligt kulturfænomen fra den engelsktalende verden, der ikke er kommet til Danmark og Europa.

Jeg giver en gammeldags isvaffel med guf og syltetøj til den, der kan komme i tanke om et gyldigt eksempel.

Den hastighed, hvormed wokefænomener er trængt frem i Danmark, begrunder først og fremmest en vis bekymring. Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren. I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

Wokeness ødelægger alting. Den skaber en frygt-og aflysningskultur på universiteterne. Den fører til aktivistisk pseudovidenskab sammesteds. Men hvad værre er: Wokeness sniger sig også ind hos universiteternes ledelser og ændrer fundamentalt ved forståelsen af eksempelvis ligestilling.

Hvor ligestilling indtil for nylig har betydet forbud mod diskrimination og har betydet lige chancer, når man søger en stilling, er begrebet på vej til at betyde, at kvinder har en kollektiv ret til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er en uskik. For kollektive rettigheder kan alene tildeles ved, at man diskriminerer på det individuelle plan. Det vil konkret sige: mod mænd, der er bedre kvalificerede end den kvindelig ansøger, der tildeles en stilling som følge af en kollektiv rettighed til at fylde en kvote op.

Wokeness har den tendens, at den tilsidesætter biologiske kvinders legitime krav og ønsker for transpersoners krav og ønsker. Derfor anser jeg det for en kendsgerning, at nogle af de største ofre for wokeness bliver de biologiske kvinder. I hverdagen, når de ikke kan have et safe space som et omklædningsrum i fred. Og i sporten, når de tvinges til at konkurrere med personer, der har gennemgået puberteten som mænd og derfor er tæt på umulige at slå for den, der er født som kvinde.

Oven i det kommer den symbolske udslettelse, når man som J. K.

Rowling, Martina Navratilova eller Maya Forstater skal lægges for had, hvis man fremfører, at det at være kvinde også har at gøre med den biologi, man er født med.

Det værste ved wokeness er for mig at se, at det opløser idealer om rationalitet og om fælles menneskelighed, der har forbedret verden konstant siden Oplysningstiden i 1700-tallet. Det er sandt, at rationaliteten og den fælles menneskelighed er idealer, der ofte er blevet svigtet. Men det forholder sig ikke desto mindre sådan, at når idealer svigtes, kan det udsættes for gyldig kritik.

Mens det ikke er legitimt at kritisere andre mennesker for at svigte mine idealer, så er det jo for det første legitimt at kritisere folk for at svigte egne idealer. Og for det andet er det legitimt at kritisere dem for at svigte fælles idealer.

Så den egentlige værdi i de fælles idealer ligger ikke i, at de til hver en tid bliver fulgt. Den ligger i, at de giver anledning til gyldig kritik.

Derfor er det nødvendigt at sige: Det er ikke sådan, at enten må man blive det woke Storbritannien, eller også må man blive det illiberale Ungarn. Det er odiøs manipulation at hævde, at midterpositionerne ikke findes. Det er et falsk dilemma, at valget står mellem wokeness eller illiberalitet.

Mennesker skal i et meget vidt omfang nyde en respekt, som er begrundet i selve det forhold, at de er mennesker. Men det nytter ikke noget, hvis man benytter ublu krav om overdreven respekt eller en paranoid følelse af, at alle er imod en, til at kræve særrettigheder for sig selv. Og underkastelse fra alle andre.

Derfor skal vi gå så langt, som Oplysningstidens idealer tillader for at give plads til det enkelte menneske. Det ville i enhver henseende være katastrofalt, hvis vi gik længere. Og dermed lod idealer om universel sandhed; om rationalitet og om fælles menneskelighed falde.

Det er mindre end ti år siden, at kønsneutrale pas og cpr-numre var en skør, politisk prøveballon, der blev opsendt af Det Radikale Venstre hen over sommeren.

I dag er juridisk kønsskifte til børn en realitet, som man kan blive udskammet for overhovedet at anfægte.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 8. juli 2021)

Henrik Dahl

2. juli 2021

I 1970erne kunne man kort og godt blive populær på at sige, at ikke alene slugte den offentlige sektor for mange af skatteborgernes penge, men den gjorde også noget dårligt både for medarbejderne, der blev motivations- og initiativløse bureaukrater, og for borgerne, der blev frataget deres personlige ansvar og virkelyst.

I dag er det svært at forestille sig en større tabersag end at fremsætte en grundlæggende kritik af velfærdsstaten. På en god dag giver det cirka fem procent af stemmerne. På en almindelig dag omtrent det halve.

Sådan har det ikke altid været.

I 1970erne kunne den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich opleve, at hans fagbog»Den herskende klasse«blev en bestseller. Mogens Glistrup kunne komme i Folketinget med 28 mandater. Henrik Stangerup kunne få både gode anmeldelser og mange læsere med romanen»Manden der ville være skyldig«.

Og i den folkelige afdeling ligger der som regel en robust kritik af bureaukrati og embedsvælde i Olsen-banden. Man kan tænke på politiet, der ikke fremstår som en særligt veldrevet eller effektiv organisation. Eller man kan tænke på den halv-fiktive myndighed Rigsregistraturen, der i filmen»Olsen-banden går i krig«har vokset sig så stor, at det er Herlev Hospital, der spiller rollen som dens hovedkvarter.

Nederlag for velfærdskritik

Det endelige nederlag for velfærdskritikken kommer i to tempi i årene 1998-2001.

I 1998 gik Venstre under ledelse af Uffe Ellemann-Jensen til valg på et program, der set med LA-øjne var glimrende. Blå blok tabte knebent til Poul Nyrup Rasmussen (dog ikke mindst, fordi Det Konservative Folkeparti fik et katastrofevalg).

Hurtigt dropper den nye leder Anders Fogh Rasmussen velfærdskritikken. Det vækker naturligvis stor opsigt, fordi han i 1993 har udgivet den ramsaltede velfærdskritik»Fra socialstat til minimalstat«. Opgivelsen af bogen medfører en del kritik for opportunisme. Men Fogh Rasmussen vinder en knusende sejr over rød blok, indgår en pagt med Pia Kjærsgaard om, at velfærden skal tøjles af et skattestop (som kommunerne i øvrigt blæser på), og at Danmark skal have en stram udlændingepolitik. Det holder blå blok ved magten de næste ti år.

Frås, spild og inkompetence

Der findes dem, som hævder, at når velfærdskritikken er forstummet, så skyldes det, at den såkaldte velfærdskoalition er kommet til at udgøre langt over halvdelen af befolkningen. Det vil sige koalitionen af dem, der arbejder i den offentlige sektor og dem, der lever af overførsler af den ene eller den anden art.

Jeg opfatter ikke argumentet om velfærdskoalitionen som et dårligt argument. Tværtimod har det nok en del for sig.

Men selve det forhold, at der eksisterer en velfærdskoalition, forklarer ikke i sig selv, hvorfor vi har en velfærdsideologi, der er tæt på uovervindelig.

Ser man sig omkring i velfærdssamfundet, må man konstatere, at befolkningen i det store og hele finder sig i både frås, spild og inkompetence. Disse ting er langt fra at være allestedsnærværende. Og der findes masser af offentligt ansatte, der gør et virkelig godt job. Men selv tanken om, at der måske kunne spares nogle procent af de samlede driftsomkostninger ved at sætte ind over for det rene spild, bliver som oftest mødt med mistænksomhed.

Jeg tror, at velfærdsideologien er en del af det skjulte pensum i vore dannelsesinstitutioner. Ikke forstået sådan, et der undervises i, at dette er det rigtige at gøre. Men forstået sådan, at moralen af næsten al undervisning i Danmark er, at det er umuligt at forestille sig, at tingene nogensinde kan blive anderledes.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 1. juli 2021)

Alex Vanopslagh

28. juni 2021

Afspil video

I to måneder har Simon Kollerup skældt ud på bankerne for at følge Nationalbankens renteniveau.

Henrik Dahl

21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Alex Vanopslagh

21. juni 2021

Du kan se talen her eller læse min tale i nedenstående.

___

Mine rådgivere har fortalt mig, at jeg skal blive mere personlig. Folk gider ikke høre så meget om politik og regneark og al den slags.

Derfor vil jeg fortælle jer en personlig historie. Jeg vil fortælle jer om en drøm, jeg havde her den anden nat. Jeg skal på forhånd advare mod, at det er kradsbørstige sager – særligt hvis man er socialdemokrat eller det, der er værre.

Men vi er i år 2044.

Jeg er statsminister.
Jo jo. Det bliver værre endnu.
Jeg er faktisk lige blevet genvalgt som statsminister.

Efter 15 år under Mette Frederiksen tog det borgerlige Danmark sig endelig sammen og vandt flertal. Det første, vi gjorde med magten, var at fjerne de sidste coronarestriktioner, selvom både Mette Frederiksen og Allan Randrup mente, at 3. bølge altså var lige på trapperne.

Og det går godt. Det går godt for Danmark. Og det går også godt for min regering.
Vi har fået vendt tingene på hovedet. I stedet for konstant at lave nye love, nye regler, mere bureaukrati, mere politik – så gør vi det omvendte. Vi fjerner love, fjerner regler, fjerner bureaukrati og lader politik fylde meget mindre.

Og de har ikke meget at lave, for politik fylder utrolig lidt. Staten fylder utrolig lidt i Danmark i 2044.

Ja, faktisk i en sådan en grad, at vi kun er 7 ministre i min regering. På den måde har jeg fortsat traditionen med at være leder af en meget lille gruppe.

Det er nu et deltidsjob at være politiker. På den måde har Ole Birk Olesen ikke bare tid til at være finansminister, han har også tid til at være overborgmester i København – og også tid til at gå tur med sin hund – uden snor – den liberale frihedskamp fordufter ikke!

Men lidt har min regering da fået fra hånden.

Året før, i 2043, satte skattetrykket rekord. Altså, bundrekord. Og det gjorde det også året før. Da vi kom til magten, gjorde vi de første 7.000 kroner skattefrie, vi afskaffede topskatten, halverede selskabsskatten og sænkede skatterne på investeringer. Og SÅ gik vi for alvor i gang – med at sænke skatten.

Danmark modtager derfor også mange flygtninge. Eksempelvis er Lars Seier flygtet fra de høje skatter i Schweiz hjem til Danmark. Og han fortsætter traditionen med at holde hånden under små udrydningstruede partier, så derfor støtter han nu Socialdemokratiet.

Ja, førhen prøvede de blå partier være lige så socialdemokratiske som Socialdemokratiet. Nu prøver Socialdemokratiet at være lige så liberale som Liberal Alliance.

Det uhørt gode erhvervsklima betyder, at mange flere unge starter virksomheder. Og de bliver rent faktisk i Danmark, fordi de ikke bliver behandlet som grådige gøgeunger.

De kan tilmed rejse penge i Danmark og behøver ikke flygte til Sverige og Storbritannien, når de er blevet store.

Nu kommer der hvert år forudsigelige historier om nye danske væksteventyr, som trækker både investeringer og dygtige mennesker til fra hele verden. Ja, de historier kommer lige så tit som Lars Løkkes meldinger om, at NU kommer han snart med et nyt parti. Måske.

***

Men nå, Danmark har bundrekord i skattetryk. Og ved I hvad? Velfærden har aldrig haft det bedre.

For nu har vi sat velfærden fri fra systemet og givet borgerne magten – med masser af valgfrihed og ikke mindst konkurrence om at levere den bedste velfærd til borgerne.

Og hvis nogle borgere er utilfredse med deres service, vælger de en anden. Det er nemlig deres ret. Hvor velfærden før var præget af systemets ret til at gøre, som det ville, og dårlig service blev belønnet med flere af borgernes penge, er det nu borgeren, der har ret til at vælge – både vælge til og vælge fra.

Vi har ladet tusind blomster blomstre – vi har massevis af pædagoger, hjemmehjælpere og lærere, som vil være selvstændige og starte fri-børnehaver, friskoler og friplejehjem.

Og hvad med bøvl og bureaukrati, skemaer og papirarbejde? Det har vi for længst afskaffet. I stedet har vi tillid til medarbejdernes faglighed og borgernes frie valg.

Det har ført til glade medarbejdere og noget helt vildt – nemlig tilfredse borgere. Det virkede helt underligt i starten, men med tiden er det blevet naturligt.

Det var selvfølgelig en lidt hård omgang for de tusindvis af akademikere, journalister og kommunikationsfolk vi måtte afskedige fra det offentlige – men de fandt hurtigt arbejde i det private.

Årtiers ond cyklus af højere udgifter, mere bureaukrati og frustrationer over kvaliteten i velfærden hos borgerne er brudt.

Et godt eksempel er plejehjemmene i 2044. De er sat fri og kan tilpasse deres service til andet end kommunale samlebåndsløsninger. Der er eksempelvis plejehjem til musikere, plejehjem til homoseksuelle, ja selv et plejehjem tilpasset gamle socialisters behov, hvor de holder videoaften med Mette Frederiksens pressemøder fra 2020’erne og drømmer om dengang, man kunne regere uden hverken at respektere Folketinget eller Grundloven. Jo jo, der er plejehjem til alles behov.

Der er dog ingen plejehjem, hvor man bliver hængt op i en kran for at komme på toilettet.

Helt generelt er stilstand og frustration erstattet af fremgang og glæde, fordi vi turde reformere Danmark. Vi turde se fremad og satse på fremtidens samfund.

Men nogle gange behøvede vi bare at tage ved lære af fortiden. I 2037 fejrede vi hundredeårsjubilæet for folkeskolens formålsparagraf fra 1937 ved at genindføre den. Den lyder – ”Folkeskolens Formaal er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber.”

Pist væk er fokus på abstrakte og akademiske mål om at tilegne sig kompetencer, ansvar for egen læring, projektmageri og alverdens gak og gøgl. I stedet handler det nu igen om at hjælpe børn på vej til at blive myndige og dannede borgere med konkrete kundskaber.

Jo jo, og så har Henrik Dahl, der siden er blevet universitetsrektor, afsløret den nye buste af sig selv på Gammel Torv. Den bliver hvert år smidt i vandet, så vi minder hinanden om de sorte år, hvor woke identitetspolitik hjemsøgte landet.

Den slags er der ikke meget af i dag. I stedet lærer vi de unge om det Danmark, de har fået i arv. Både det gode – Grundtvig og Kim Larsen – og det dårlige – Medina og Mette Frederiksen.

Men de gider nu alligevel ikke høre meget på os gamle mennesker, når vi taler om gamle dage.

”Da JEG var ung, betalte man næsten 50 % i skat! Haha”

”Da JEG var ung, blev demente damer mishandlet på plejehjem! Og vi troede det kunne løses med flere penge! Tænk sig engang!”

”Da jeg var ung, da kom der flere og flere regler, love og mere bureaukrati hvert år!”

”Da JEG var ung, gik næsten alle på gymnasiet!”

Især det sidste virker helt tosset. For det er ikke længere sådan, at man automatisk bliver andenrangsborger, hvis man vælger at tage en erhvervsuddannelse i stedet for at gå på gymnasiet og universitetet.

Lavere skatter, bedre uddannelser, mere frihed i velfærden og meget mindre politik.
Jeg ved godt, det lyder som lidt af et mareridt for nogle af jer.

Men bare rolig. Det hele var bare en drøm. Jeg vågnede badet i sved i gamle 2021 med socialdemokratisk beton, tårnhøje skatter, en overvægtig offentlig sektor og tvungen elevfordeling i gymnasierne.

Ja, det var bare en drøm. Men det er det Danmark, vi drømmer om i Liberal Alliance.
Og det er det vi drømmer i dag, som kan blive til virkelighed engang. Hvis vi altså åbner øjnene, og arbejder for det.

Henrik Dahl

9. juni 2021

Drop offerkortet, forskerne må forvente endog meget skarp kritik, når de er så aktivistiske og uvidenskabelige i deres tilgang.

Et stort flertal i Folketinget har præciseret, at Folketinget ikke bestemmer over forskningen. Og så har det samme flertal indskærpet over for universiteternes ledelser, at de har en pligt til at sørge for, at den akademiske selvregulering fungerer efter hensigten.

Jeg har svært ved at forestille mig noget mere fredsommeligt. For i princippet burde alle vel være enige i, at det er sådan, tingene bør være indrettet?

Men uden at overdrive, kan man sige, at den akademiske verden er gået aldeles bersærk. Det siges, at forskningsfriheden er både truet og presset. Der klages over, at navnene på kontroversielle forskere omtales offentligt. Og sidst, men ikke mindst, så er påstanden, at der slet ikke findes nogen anledning til at indskærpe disse ting over for universiteterne.

Lad os tage det sidste først. Der er massevis af årsager til at mene, at aktivisme og pseudovidenskab er et problem på danske universiteter. Allerede i 2005 offentliggjorde den nu afdøde professor i sociologi Henning Bech bogen »Kvinder og Mænd«. Heri siger han kort fortalt, at kønsforskningen er tendentiøs forstået på den måde, at det ikke er bedre at være mand, end det er at være kvinde. Og at den gennemgående tendens i kønsforskningen til at gøre mænd skyldige i alverdens onder derfor er urimelig.

I 2012 offentliggjorde Henning Bech sammen med Ümit Mehmet Necef bogen »Er danskerne racister?«. Heri dokumenteres, at den såkaldte racismeforskning har en uheldig tilbøjelighed til at strø om sig med definitionen »racist« og til at udskamme Gud og hvermand for at være racister.

Som et sidste eksempel på kritik i bogform fra akademikere med uangribelige meritter kan nævnes bogen »Æresrelateret social kontrol« af Yvonne Mørck, Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen fra 2019. Heri beskrives, hvordan berøringsangsten over for problemets kerne – at islamisk kultur er præget af en voldsom social kontrol over kvinder – er massiv. Man kan ironisk sige, at det forskersamfund, der skulle forestille at interessere sig for social kontrol, selv er præget af denne.

Problemer tryllet væk
At problemet er reelt, fik alverden en glimrende illustration af, da rapporten Magt og (M)ulighed udkom i 2020. Her lykkedes det nærmest at trylle problemerne væk. Selvom der fra socialarbejdere og fra de berørte selv er massive vidnesbyrd om, at der eksisterer et enormt problem.

Hvis tre veldokumenterede bøger og en sag, der vakte massiv opmærksomhed i offentligheden, ikke er nok, kan man læse vidnesbyrd fra velmeriterede forskere, der kender universitetsverdenen indefra.

Jeg kan i flæng nævne en nylig kronik i Berlingske af Hans Bonde, der blandt andet påviser, hvordan kønsforskningen i Danmark tilsyneladende nægter at korrigere myten om, at kvinder har en større sandsynlighed for at vinde en orkesterprøve, hvis de spiller bag et forhæng. Det forholder sig stik modsat: De har større mulighed for at vinde, hvis dommerkomiteen kan se dem.

Jeg kan nævne en kronik af samme Hans Bonde og Torsten Skov i Information, som påpeger den udbredte unode i kønsforskningen, at man forudsætter det, man vil bevise, og undlader at teste konkurrerende hypoteser.

Og jeg kan nævne en anden kronik i Berlingske, hvor Marianne Stidsen dokumenterer, at professor Mikkel Bolt ved Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab er en yderliggående venstreorienteret aktivist – også i sin forskergerning.

Men sagen er: En stort set samlet universitetsverden og et helt samlet rektorkollegium har valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder disse vidnesbyrd og mange andre. Man nægter simpelthen at tage sådanne vidnesbyrd alvorligt og undersøge dem nærmere. Og efter kategorisk at have nægtet at tage den veldokumenterede kritik alvorligt, siger man så, at der ikke forefindes dokumentation for noget stort problem. Det er simpelthen så uartigt, som tænkes kan.

Stram op
Når universitetsledelserne bevidst gør sig selv både blinde og døve i forhold til kritikken, må andre tage over. Og det har Folketinget så gjort. Vel at bemærke: ikke ved at blande sig i universiteternes indre liv. Men ved at sige, at rektorerne må stramme lidt op. Og dermed diskret antyde, at de måske burde tage den eksisterende kritik lidt mere alvorligt, end de hidtil har gjort.

Men det bryder rektorerne sig ikke om. Hvis man så meget som antyder, at der er dele af deres jobbeskrivelse, de med fordel kunne afsætte mere tid til at udfylde, er forskningsfriheden truet. Ja, De læste rigtigt: Det er intet mindre end en trussel mod forskningsfriheden, at Folketinget høfligt anmoder rektorerne om at se lidt nærmere på de kritikker for aktivisme og pseudovidenskab, de i årevis har forsømt at reagere fyldestgørende på.

Hvis meldingen om, at sådanne høflige anmodninger – i sidste instans på vegne af de skatteborgere, der betaler gildet – er angreb på forskningsfriheden, er der opstået en absurd situation.

Så siger universitetsrektorerne i virkeligheden, at de er fuldstændig fritaget for kritik og dermed i lighed med paven, når han taler ex cathedra, ufejlbarlige. Dette er en absurd antagelse, som ikke er værdig til at blive taget alvorligt i så meget som et halvt sekund. Selvfølgelig har et organ som Folketinget enhver tænkelig ret til – ovenikøbet venligt og i runde formuleringer – at sige, at det har visse forventninger til universiteternes rektorer.

Men dele af staben af forskere går endnu længere end rektorerne. De har skrevet ikke mindre end to åbne breve. Det ene stilet til Folketinget og det andet stilet til forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Især det sidstnævnte er interessant. For det første, fordi blandt underskriverne finder man nogle af de vildeste aktivister ved de danske universiteter. I en helt grotesk (og fagfællebedømt) artikel i tidsskriftet Social & Cultural Geography hævder de to medunderskrivere Michale Nebeling og Mons Bissenbakker således, at når det vakte offentligt mishag, at så mange mennesker udstillede deres sorg over terroristen Omar el-Husseins død, skyldes det racisme.

Klynk
Situationen er altså: To forskere ved danske universiteter udskammer i praksis alle danskere for at være racister. Og klynker så bagefter i offentligheden over, at der er nogle af de udskammede, der svarer igen med hårde ord. Det er mere grinagtigt end noget, jeg har oplevet, siden Monty Python for mange år siden indstillede deres aktiviteter.

Eller vent: Er det mere grinagtigt end noget, der er sket inden Monty Python? Eller er det endnu mere grinagtigt, at forskerne har opfundet en teori om, at hvis man er blevet truet, må al kritik forstumme. For det har de. Det kan man læse sort på hvidt i opråbet fra 262 forskere i Politiken.

Hvis det virkelig er rigtigt, at truede personer må man ikke kritisere offentligt, så må princippet jo gælde for alle. Det ved de fleste. Og blandt rigtige forskere er det alle, der ved, at ens første pligt er at være konsistent.

Derfor betyder den nyopfundne regel om, at truede personer må ikke kritiseres, at såvel Pia Kjærsgaard som Inger Støjberg og Pernille Vermund fra og med mandag 7. juni er fritaget for enhver form for offentlig kritik. For de er alle tre blevet truet i en grad, at det har været nødvendigt at udkommandere vagter fra politiet.

Ved nærmere eftertanke, er det faktisk endnu mere grinagtigt, end at nogle af de mest udskammende aktivister i den danske forskningsverden ikke kan forstå, at de støder på modstand og hård kritik.

Dette er en vigtig debat om en af de mest afgørende institutioner i Danmark og de vestlige samfund. Jeg ser frem til fortsættelsen.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 8. juni. 2021)

Venstrefløjens ulidelige lethed

Reformtørke gør Danmark fattigere

Når borgerlige politikere siger midten, skal man forstå det som kodesprog

Wokeness æder sig ind i det politiske liv

I velfærdsstaten finder befolkningen sig i frås, spild og inkompetence

Kan Simon Kollerup forstå negative renter?

Dansk forskning i migration og indvandring er fuld af fup

Læs min folkemødetale – Det drømmer jeg om

Forskere forsøger at lukke munden på deres kritikere ved at spille ofre

Færre restriktioner nu.