At angribe frie skoler er at angribe grundloven

Henrik Dahl
29. marts 2022

Kulturkampen raser i USA. I Florida har delstatens parlament for nylig vedtaget lovgivning, der ifølge tilhængerne beskytter familier imod læreres indoktrinering med wokeness i de små klasser. Og ifølge modstanderne er udtryk for både transfobi og hårdhændet statslig censur.

I Virginia blev guvernørvalget i 2021 afgjort af midtervælgere, der stemte imod den woke, demokratiske kandidat og pegede på en mere moderat republikaner.

Og i processen frem imod udpegelsen af en ny højesteretsdommer spillede det også en stor rolle i Kongressen, om Bidens foretrukne kandidat måtte antages at ville træffe afgørelser for eller imod regler på delstatsniveau, der skal dæmme op for den værste wokeness.

Set fra denne side af Atlanterhavet er det mest ulykkelige polariseringen. Det er selvfølgelig ekstremt, at lærere vil indoktrinere børn i de små klasser med radikale idéer om racisme, køn og slaveri. Men det er desværre også ekstremt, at man som en modreaktion indfører brede forbud mod bestemte emner i offentlige skoler.

I Storbritannien er det ikke meget bedre end i USA. I sommeren 2021 kom det frem, at den britiske lærerforening var i færd med at udgive et sæt af totalt woke retningslinjer. Her hed det blandt andet, at britiske skoler var formet af kolonialismen, og at lærere derfor havde som en primær opgave at lære deres elever om hvidhed, anti-racisme og kolonialisme.

I begge lande vokser forældrenes protester støt og roligt. Og det har mærkeligt nok at gøre med covid-19-epidemien.

I de perioder, hvor både skoler og arbejdspladser var lukket ned, opdagede mange forældre nemlig med forfærdelse, hvor ekstremt venstreorienteret deres børns undervisning var. Og med næsten lige så stor forfærdelse opdagede forældrene, at skolerne i mange tilfælde gjorde en aktiv indsats for at skjule, at der fandt en massiv indoktrinering sted.

I lande, hvor forfatningen eller anden lovgivning ikke på en robust måde garanterer forældrene indflydelse på, hvad der foregår i skolerne, er man særligt udsat for, at aktivister kaprer grundskolen og forsøger at gennemføre en massiv indoktrinering, uden at nogen forældre har givet tilladelse til dette. Og uden at forældre kan beskytte sig selv og deres børn imod indoktrinering ved at oprette frie skoler.

Den indoktrinering, der finder sted i USA og UK, er udtryk for en storstilet, social ingeniørkunst. Gennem en massiv indoktrinering og ved at holde forældre ikke bare uden for indflydelse, men nogle gange helt i mørke med hensyn til denne indoktrinering, skal et bedre samfund skabes.

I Danmark forsøger Socialdemokratiet også konstant at udføre social ingeniørkunst ved hjælp af vores uddannelsessystem. Urbaniseringen omkring navnlig København og Aarhus skal bremses med en reform, der sætter loft over antallet af studiepladser i de to byer og opretter nye uddannelser over hele landet.

Den negative indflydelse, som nogle elever med indvandrerbaggrund har på ungdomsuddannelserne, skal begrænses ved hjælp af tvang og afskaffelse af det frie gymnasievalg. Og forældres uvilje mod at lægge børn til det socialdemokratiske skolesyn, der først og fremmest er præget af ideologi, kaos og lav faglighed, skal begrænses mest muligt.

I Danmark er det sådan, at alle forældre har en grundlovssikret ret til at sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af staten. Hvilket i disse år først og fremmest vil sige sætte deres børn i en skole, der er uafhængig af socialdemokratisk ideologi, kaos og lav faglighed. Denne grundlovssikrede ret sikres ved, at pengene til at gå i skole følger barnet (så nogenlunde).

Derfor må man se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets hetz imod de forældre, der benytter deres grundlovssikrede ret til at sætte deres børn i en uafhængig skole. I sidste instans er denne hetz lig med en angreb på grundloven. Ligesom man må se med den allerstørste alvor på Socialdemokratiets underminering af den grundlovssikrede uafhængighed, derigennem at man knytter et utal af socialdemokratiske betingelser til de penge, der som en selvfølge og uden betingelser burde følge barnet.

Det vigtigste instrument, når man vil indoktrinere børn eller gennemføre social ingeniørkunst (hvad der langt hen ad vejen er det samme), er at holde forældre uden for indflydelse. Det ser man i USA og Storbritannien. Og man ser det også i Danmark – desværre. Derfor er det vigtigt at slå fast: Vi har i Danmark en grundlov. Den garanterer blandt andet, at ingen børn skal tvangsindlægges til det skolesyn, som præger en regering eller en tidsånd.

At udfordre eller angribe idéen om, at forældre bestemmer, hvordan deres børns skole skal være, er at udfordre eller angribe selve grundloven. Derfor skal socialdemokraterne og deres lakajer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd selvfølgelig omgående få deres klamme, socialdemokratiske fingre væk fra de uafhængige skoler.

De uafhængige skoler er ikke en nådegave fra regeringen. De er en ret, der er givet i kraft af grundloven, og som det er forkasteligt, at regeringen forsøger at underminere.

(Debatindlæg udgivet på jp.dk d. 29. marts 2022)

Vi har også tabuer i Danmark

Henrik Dahl
24. marts 2022

Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig.

Et tabu er lig med et emne, det af religiøse eller sociologiske årsager er forbudt at omtale, eller en handling, det af de samme årsager er forbudt at udføre.

I alle miljøer, hvor man tager sin religion alvorligt, er det for eksempel tabu at fornedre den gud, man tror på. Og i stort set alle samfund er det tabu at have sex med nært beslægtede personer.

Forestillingen om tabu kender man først og fremmest fra antropologien. Og det kunne friste til at tro, at der ikke findes tabuer i moderne og verdslige vestlige samfund.

Men sandheden er, at også en velfærdsstat som den danske har sine tabuer. Det oplever man som politiker nærmest hver uge. Derfor vil jeg gerne stille skarpt på spørgsmålet om tabuer i velfærdsstaten.

Et af de største af de tabuer, der findes i velfærdsstaten, er, at mennesket har ansvaret for sit eget liv.

At nævne, at det forholder sig sådan, er derfor noget, der straffes ganske overordentligt hårdt af alle dele af den elite, der har magten i velfærdsstaten.

Hvis man siger, at mennesket som udgangspunkt har ansvaret for sit eget liv, må man for det første regne med at blive udskammet af alle politikere, der er valgt for et rødt parti. Man har i så fald et betænkeligt menneskesyn. Vi taler her om amerikanske tilstande. Det siger alt om kynismen og hjerteløsheden blandt liberale. Hvor er de pæne borgerlige henne? Og så videre og så videre i den toneart.

Desuden må man regne med at få grovfilen fra hele socialsektoren. Her vil man diske op med et omhyggeligt kurateret sæt af eksempler på, at mennesket absolut ikke har et ansvar for sig selv.

I mange tilfælde handler eksemplerne om grupper, hvor der for så vidt hersker enighed om, at de har mistet deres selvkontrol. Det kan for eksempel være alkoholikere eller narkomaner. Derfor kan de ikke bruges til at modbevise, at et normalt og velfungerende menneske som udgangspunkt har ansvar for sit eget liv.

Men eksemplerne kan også handle om, at mennesket er et offer for uheld og vilkårlighed i en grad, så det er helt urimeligt at tale om personligt ansvar. Siger man for eksempel, at i langt de fleste tilfælde er der en direkte sammenhæng mellem den personlige indsats og den karakter, man opnår ved eksamen, står et helt kor af onde ånder klar til at diske op med anekdotiske vidnesbyrd om folk, der var uheldige til eksamen. Selv om det er velkendt, at anekdotiske vidnesbyrd ikke beviser noget som helst.

Endelig er der store dele af moderne socialvidenskab, der har som sin skjulte dagsorden, at mennesket ikke er herre over sig selv. Fra den dårlige sociologs parodiske udsagn om, at det er samfundets skyld, til den lige så dårlige psykologs lige så parodiske udsagn om, at mennesket i den grad er slave af sine drifter og laster og følelser, at det slet ikke giver mening at tale om personligt ansvar.

Når både de røde politikere, de professionelle inden for socialforsorgen og den overvældende majoritet af alle, der har en samfundsvidenskabelig uddannelse, påstår, at mennesket ikke har et ansvar for sig selv, er det, fordi det er kritisk vigtigt at holde fast i den antagelse.

At mennesket ikke har kontrol over sig selv, er nemlig en af grundforudsætningerne for hele velfærdsstaten.

Hvis man teoretisk forestillede sig, at udgangspunktet for det samfundsmæssige verdensbillede var, at mennesket har kontrol over sig selv og derfor også må stå til ansvar for sig selv, var der kun brug for en offentlig sektor, der – anslået, det indrømmer jeg – var halvt så stor som den, vi rent faktisk har.

Det hænger sammen med, at en af grundforudsætningerne for velfærdsstaten er, at mennesket er et uskyldigt offer. Man er altså i velfærdsstatens optik et fuldstændigt uskyldigt offer for sin skolegang, for sit erhvervsvalg; man er et fuldstændigt uskyldigt offer for sine prioriteter og livsvalg; man er uskyldigt offer for, at man ryger, drikker for meget og er for tyk. Faktisk er det korte af det lange – i velfærdsstatens optik – at man ikke har ansvar for noget som helst.

Og netop det, at man ikke har ansvar for noget, berettiger, at der ansættes i titusindvis af medarbejdere i den offentlige sektor. Til at afbøde konsekvenserne af, at ingen borgere i Danmark har noget som helst ansvar for, hvordan deres eget liv folder sig ud.

Hvis alt dette bare kostede en masse penge, kunne man til nød trække på skulderen ad det hele. Men det står meget værre til. Fordi det er tabu at sige, at man selv har ansvaret at gøre sig umage, så man får gode karakterer i skolen, har vi et helt uddannelsessystem, hvor det er forbudt at italesætte, at sådan hænger tingene sammen.

Det får enorme konsekvenser for lærings- og studiemiljøer, fordi de sløve bananer og de uopdragne børn, der saboterer undervisningen, kommer til at sætte dagsordenen. Faktisk vil jeg påstå, at den enkeltfaktor, der har størst indflydelse på det danske uddannelsessystem, er tabuet imod at gøre et personligt ansvar gældende i nogen former for undervisningssituationer.

Et andet sted, hvor tabuet imod at omtale det personlige ansvar næsten får endnu større konsekvenser, er i det omfattende forbudsregime, regeringen påtænker at indføre inden for forebyggelsesområdet. Fordi der eksisterer mennesker, der mangler selvkontrol, men det på den anden side er tabu overhovedet at nævne, at der er noget, der hedder selvkontrol, skal hele samfundet straffes med et forbudsregime over for alkohol, tobak og fedende kost, hvis lige man sjældent har set i et demokratisk land.

Eller sagt med andre ord: Det enorme forbudsregime, regeringen påtænker, er ene og alene kommet på dagsordenen, fordi det er absolut forbudt blandt røde politikere og i velfærdsstatens elite at sige, at man selv har et ansvar for ikke at drikke for meget og for ikke at spise så meget, at man bliver farligt overvægtig. Ligesom man selv må acceptere konsekvenserne ved at ryge – som alle normale mennesker i dette land udmærket ved er superfarligt.

Hvis man begyndte med at lægge til grund, at udgangspunktet er personligt ansvar, kunne man udmærket godt have tilbud til det mindretal, der ikke passede ind i grundforudsætningen.

Det ville ikke udløse et enormt forbudsregime. Alene omkostninger til specialtilbud til mennesker, der vitterligt ikke formåede at leve op til det, der var udgangspunktet.

Så tabuet om personligt ansvar har ikke alene nogle voldsomme konsekvenser for, hvordan vores uddannelsessystem er tænkt, og hvordan det fungerer i dagligdagen. Det er også direkte ansvarligt for, at vi potentielt står over for det vildeste forbudsregime, man kan forestille sig.

Hvor alle de mange, der godt kan styre sig selv og godt kan acceptere, at de har et ansvar for deres eget liv, skal bøde for, at det er forbudt at sige, at der findes nogle, der ikke formår disse ting.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 24. marts 2022)

Det skal være slut med pølsesnak om Forsvarets tilstand

Henrik Dahl
23. marts 2022

Det er faldet i mit lod at være ordfører for en god del af de ulykker, der har ramt verden i de senere år. Først var det sundhed og mink. Nu er det flygtninge, forsvarspolitik og udenrigspolitik.

En af de ting, jeg har lært ved at beskæftige mig indgående med store kriser, er, at Danmark gennem en lang årrække og skiftende regeringer totalt har sjoflet spørgsmålene om beredskab og robusthed.

Da de første rapporter om en helt ny sygdom indløb fra Kina i begyndelsen af 2020, var de danske sundhedsmyndigheder skråsikre. For det første ville den nye sygdom formentlig ikke komme til Danmark. Forkert. For det andet havde vi et robust beredskab, hvis det utænkelige alligevel skulle ske. Forkert igen. Sygdommen kom til Danmark, og myndighederne havde ikke noget, der mindede om robuste planer for at håndtere en epidemi i den skala.

Derfor endte det med at tage måneder og halve år at få opbygget en troværdig og fornuftig strategi for at forebygge, at sygdommen bredte sig ukontrollabelt.

Nu ser vi det samme billede i forhold til Ruslands trusler imod den europæiske sikkerhedspolitiske orden.

Det er næsten otte år siden, at Danmark skrev under på Wales-topmødets erklæring om, at NATO-landene skulle op på at anvende to procent af deres BNP på forsvar. I den mellemliggende periode er stort set intet sket. Selvom der har været massere af tegn på, at Rusland ikke havde nogen hæmninger eller begrænsninger, når det gjaldt om at sætte sin politiske vilje igennem.

I stedet for at styrke Forsvarets beredskab og robusthed er Folketinget blevet spist af med skiftende regeringers pølsesnak om, at man arbejdede på sagen, og at NATO nok så lige lovlig sort på det danske forsvars tilstand.

Det passede lige så lidt, som det passede, at sundhedsmyndighederne i tilfælde af en pandemi, der blot nærmede sig den spanske syge, havde styr på tingene.

Danmarks evne til at forsvare sig imod luftangreb er for eksempel ikkeeksisterende, hvis man ser bort fra, hvad vores ganske lille flyvevåben kan formå. Det samme er Danmarks evne til at levere et robust forsvar af dansk territorium. Den brutale sandhed er: Det kan vi ikke. Det mandskab og det materiel, der skulle bruges til at modsætte sig en fjendtlig erobring af dansk territorium, eksisterer ikke. Og vil heller ikke komme til at eksistere de næste mange år. For som vi allerede lærte under pandemien: Det er et kæmpe problem, når den globale efterspørgsel på bestemte varer stiger voldsomt inden for meget kort tid. Og den globale efterspørgsel på avancerede våben er virkelig vokset i 2022.

Jeg tror, der er nogle systemiske problemer i Danmark, der griber ind i hinanden på en overordentlig uheldig måde.

For det første har Finansministeriet gennem en meget lang årrække forlangt rationaliseringer i et omfang, der lå langt ud over, hvad hensynet til beredskab og robusthed tilsagde. Ud fra helt igennem teoretiske og ikkefaglige antagelser har man forlangt, at både sundhedsvæsenet og Forsvaret skulle være langt mere skrøbeligt og udsat i en krisesituation, end godt er.

Men samtidig med at man har barberet samfundskritiske institutioner ned, har man fyldt Folketinget og den interesserede del af befolkningen med bullshit og PowerPointpræsentationer.

Vi kan ikke rette op på Forsvarets triste tilstand nu. Ligesom vi ikke kan rette op på de problemer, der ligger i at have en mikroskopisk politistyrke. Men vi kan stille som et krav, at det må være slut med bullshit. Fortæl os i det mindste sandheden. Så bliver det meget lettere at træffe de rigtige beslutninger.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 23. marts 2022)

Socialdemokratiet har et nedladende syn på mennesker

Alex Vanopslagh
17. marts 2022

Venstrefløjen bruger ofte megen tid på at tale om højrefløjens “menneskesyn”, der skulle være særligt slemt, fordi vi forventer noget af vores medmennesker og til gengæld blander os mindre i borgernes privatliv.

Men hvordan står det egentlig til med menneskesynet på venstrefløjen?

Lad os tage aftalen om “elevfordeling” på gymnasierne som eksempel.

Hvorfor skal elever overhovedet fordeles? I de fleste lande i verden sker fordelingen mellem skoler og uddannelsessteder på den måde, at borgerne søger den skole/uddannelsessted, de ønsker. Sådan har det også tidligere været i Danmark.

Men nu er fordeling af elever altså et statsligt anliggende. Dette skyldes, at borgerne – ifølge Socialdemokratiet – i nogle tilfælde opfører sig “uhensigtsmæssigt”.

De unge søger mod velfungerende gymnasier, hvor der er høj faglighed og et godt ungdomsmiljø. Familierne fravælger små gymnasier, hvor det faglige miljø er spinkelt og de unge styrer i nogle tilfælde udenom gymnasier, hvor det sociale miljø fungerer dårligt.
Men det må de altså ikke, siger regeringen.

Hvad siger det om Socialdemokratiets menneskesyn?

Jeg synes, det er et nedladende og deprimerende menneskesyn.

I stedet for at give landgymnasierne en hjælpende hånd og nogle flere frihedsgrader, der kunne gøre deres gymnasier mere robuste og i stedet for at hjælpe de rektorer, der har problemer med uddannelsesmiljøet, vil Socialdemokratiet tvinge de unge til at gå på gymnasier, de aldrig ville have valgt af sig selv.
Borgerne bliver altså behandlet som uartige børn, der skal makke ret.

Der er blevet investeret et trecifret millionbeløb (!) i en algoritme, der skal fordele eleverne fra skoleåret 2023/2024. Så ingen rigtigt forstår hvad der foregår. Fordelingen foregår i en tåge af nuller og ettaller.

Jeg bryder mig ikke om det.

Jeg synes, det er synd for de unge mennesker, for hvem gymnasietiden udgør afgørende år, der former dem som mennesker og giver oplevelser for livet.
Men værre er det bagvedliggende menneskesyn. Helt ærligt. Det må stoppe et sted.

Danmark er bygget af mennesker, der var myndige, tænksomme og ansvarlige. Alt dette må vi ikke
ødelægge ved at behandle borgene som børn.

Der er brug for et stilskifte her. Danskerne er myndige borgere med meninger om, hvordan deres liv, skal leves.

Og så længe vi har en socialdemokratisk regering, vil umyndiggørelsen af borgerne fortsætte.

Det giver dårligere politik, mindre meningsfyldte tilværelser og flere borgere, som vænner sig til, at politikerne skal træffe store såvel som små valg i livet.

Hvad med at vi prøver med lidt frihed og ansvar i stedet?

Barnepigestatens nye brugsbetingelser

Alex Vanopslagh
16. marts 2022

Mette Frederiksen betragter dig som for svag og dum til at tage vare på dit eget liv, så systemet skal tage vare på dig, så du ikke vælger forkert.

Når du skal downloade en ny app, skal du godkende dens brugsbetingelser. Hvis du er ligesom mig, læser du dem ikke. Vi bemærker det ikke – lige indtil den dag, vi støder ind i dem. Når en uigennemskuelig algoritme sletter dit Facebook-opslag, eller når éns data bliver solgt videre til alverdens lyssky foretagender. Så er der pludselig ingen kære mor. Og brugsbetingelserne bliver ændret hele tiden.

Den danske stat fungerer mere og mere på samme måde. Det er Mette Frederiksens socialdemokratiske ideal. Her skal systemet sørge for, at dit liv bliver godt og trygt. Borgeren er en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpes til at gøre det rigtige.

Det er en brugsbetingelse for at arbejde i Danmark, at staten skal tage en kæmpe andel af pengene og bruge dem til det, den har lyst til. Og det er blevet en brugsbetingelse for at drive virksomhed, at du skal pålægges flere og flere gakkede og bøvlede regler – og selvfølgelig punge ud til statskassen.

Det blev også en brugsbetingelse for at holde ferie, at staten skal administrere et feriepengesystem for dig.

Og under Mette Frederiksen er det gået helt bersærk.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for din barsel, at den skal fordeles på en bestemt måde mellem mor og far.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for at gå på gymnasiet, at man skal flyttes rundt som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst.

Pludselig skulle det være en brugsbetingelse for at drive et friplejehjem, at man ikke måtte tjene profit. Det fik vi heldigvis stoppet.

Og nu skal det så også være en brugsbetingelse for danskere født i år 2010 og senere, at de ikke må købe tobak. Nogensinde. Heller ikke når de bliver voksne.

I det almindelige frie samfund fandtes der nogle få love, der forhindrede folk i at skade hinanden, og man skulle betale nogle penge i skat til at opretholde de love, og derudover kunne man gøre, hvad man ville med sig selv og sin ejendom. Frihed og ansvar til mennesker som myndige borgere, der kunne tage vare på sig selv.

Det er det ideal, jeg kæmper for i politik, når vi skal til valg igen og stemme denne forbudsregering ad Hekkenfeldt til.

Så du får lov til at bestemme over flere af dine egne penge. Og kan drive virksomhed uden konstant at være tynget af bøvlede regler.

Så du kan spare op til at holde ferie, som det passer dig.

Så du kan indrette din barsel med udgangspunkt i din families behov i stedet for systemets.

Så dine børn frit kan vælge gymnasium, hvis de vil gå den vej.

Så du kan drive privat velfærd uden at blive forfulgt som folkefjende. Og så du selv kan vælge din velfærd.

Så du kan nyde en smøg til en fest eller en god cigar til nytårsaften som voksent menneske, hvis du har lyst til det.

For du er en myndig borger, der ikke konstant skal lide under nye brugsbetingelser blot for at leve dit liv.

Jeg ved godt, det er en vild tanke i dagens barnepigestat, at danskerne er stærke og ikke svage. Men heldigvis er der et parti for så vilde tanker. Det hedder Liberal Alliance.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 16. marts 2022).

Ruslands krig har vist os venstrefløjens egentlige projekt

Henrik Dahl
10. marts 2022

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Det ville passe venstrefløjen så aldeles glimrende.

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive flere bøger. Og en af de bøger, jeg ville skrive, skulle omhandle den sande natur af venstrefløjens projekt.

Den sande natur af venstrefløjens projekt ser man mest tydeligt, når man betragter Enhedslistens modvilje mod Nato og Frie Grønnes forestillinger om afrustning.

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Jeg besøgte engang øen Palawan. Den er filippinsk og ligger ud til Det Sydkinesiske hav. En af de personer, jeg talte med, var den øverstkommanderende for de væbnede styrker i området. Jeg spurgte ham, om der faktisk var fri sejlads på Det Sydkinesiske hav. Sådan som FN’s havretskonvention foreskriver. Og han svarede: ja. Men udelukkende, fordi USA patruljerer med hangarskibe.

Sådan er det: Uden overlegen våbenmagt er fjenderne af det, vi selv står for, klar til at ødelægge det alt sammen. Og lade deres egen orden tage over.

Enhedslistens strategi for at ødelægge den vestlige orden er direkte overtaget fra DKP – der havde fået den tilsendt fra Sovjetunionen.

Skab mistillid til det bestående. Fremsæt forslag til alternativer, der er langt dårligere. Men lyder troværdige i naive og urealistiske menneskers øren. Og skab på den måde splittelse blandt Sovjetunionens fjender.

Det er derfor, Enhedslisten taler om andre alliancer. Andre tilgange til at skabe sikkerhed. Styrken ved neutralitet. Der er ingen af tingene, der nogensinde vil kunne realiseres. Og hvis de kunne – hvad ethvert fornuftigt menneske på forhånd burde være i stand til at indse, at de ikke kan – ville de ikke have nogen effekt. Til gengæld fører den slags destruktive og verdensfjerne forslag til, at det er nødvendigt at bruge tid på at diskutere dem. Og den diskussion fører så til en farlig splittelse i det samfund, DKP eller Enhedslisten ønsker at ødelægge. Altså vores.

Vi kan se, at venstrefløjens energipolitik i mange år har haft det samme mål som sikkerhedspolitikken: at sikre den vestlige verdens ødelæggelse. Og at midlerne har været de samme: at komme med fuldstændig verdensfjerne forslag til, hvordan udslippet af CO2 begrænses. At lokke så mange som muligt til at tilslutte sig disse verdensfjerne forslag. Og på den måde opnå et af to: enten en politisk sejr, der i sig selv fører til en risikabel energipolitik, der ligger lige på grænsen til det egentligt farlige. Eller en splittelse, der er praktisk taget lige så god.

Nu står vi med resultaterne af venstrefløjens energipolitik i hele Europa: Den atomkraft, der kunne forhindre både udslip af CO2 og afhængighed af den vestlige verdens fjender, har vi ikke. Til gengæld har vi en super usikker energipolitik, der nødvendiggør, at vi fylder kasserne hos alverdens diktatorer.

Som jeg ser det, handler venstrefløjens politik på stort set alle områder om at så kimen til, at Danmark og den vestlige verdensorden bliver totalt ødelagt.

Det mest tydelige område er naturligvis flygtninge- og indvandringspolitikken. Hvor man gennem årtier har ønsket en politik, der ville destabilisere de vestlige lande ved at tilføre dem et enormt stort befolkningselement fra Mellemøsten.

Al erfaring siger nemlig, at jo større befolkningselementet fra Mellemøsten er, jo større er den økonomiske belastning for velfærdsstaten, trykket fra kriminalitet, trykket på de almindelige borgerlige rettigheder, trykket på samfundstilliden og kravene om, at de vestlige lande tilpasser sig mellemøstlig kultur og levevis.

Med den økonomiske politik forholder det sig ikke meget bedre: Opbyggelsen af et kolossalt, offentligt forbrug er ødelæggende for den økonomiske vækst. Samtidig med at den moral, der gennemsyrer velfærdsstaten, stimulerer selv-offergørelse, klientgørelse, passivisering og bortfald af almindeligt samfundssind.

Område for område kan man se, hvordan røde politikker ødelægger samfundet. Hele uddannelsessystemet er efterhånden designet til at stimulere dovenskab, selvmedlidenhed og uvidenhed og udslette forskellen på viden og synsninger.

Socialforsorgen er designet til at ødelægge al virkelyst hos det enkelte menneske og udslette opfattelsen hos det enkelte menneske af, at det er et subjekt med handlemuligheder.

Miljøpolitikken er nødvendig. Men venstrefløjen har altid været flittig til at sikre, at den lægger så mange hindringer i vejen for at skabe og drive virksomheder som overhovedet muligt.

Men hvorfor er der ikke nogen, der siger fra, kan man spørge sig selv.

Her kommer vi til noget af det mest geniale, venstrefløjen har udtænkt: et helt enormt system af repression. Der ene og alene er designet til at forhindre rationaliteten, erfaringen og den sunde fornuft i at triumfere.

Fundamentet for venstrefløjens system til repression af rationalitet, erfaring og sund fornuft er universiteterne. Her har man siden 1970’erne opbygget et mægtigt teoretisk apparat, som allerede fra en ung alder lærer mennesker at opfatte de mest vanvittige antagelser som fornuftige: at kvinder i Danmark bliver groft undertrykt af usynlige og udokumenterbare ”strukturer”. At problemer med indvandring fra Stormellemøsten skyldes ”strukturel racisme” og ”islamofobi”. At biologien ikke har nogen indflydelse på opfattelsen af eget køn. At den vestlige samfundsmodel er et kriminelt system, der bygger på kolonialisme.

Samtidig har man iværksat et omfattende system af negativ social kontrol. Dette system virker gennem at stemple, udskamme og udgrænse ethvert menneske, der appellerer til rationalitet, erfaring og sund fornuft.

Jeg hader at måtte indrømme dette. Men strategien er faktisk tæt på at være genial: Man udnævner det til en psykisk lidelse – en fobi – at kritisere de ting, det er tabu at kritisere. Hvis man kritiserer kvindeundertrykkelsen i den islamiske verden eller dens negative indflydelse på udviklingen af demokrati, lider man af en sygelig islamfrygt: islamofobi. Hvis man siger, at uden en biologisk dimension er forestillinger om køn meningsløse, er man transfob. Og så fremdeles.

Jeg ville egentlig ønske, at højrefløjen var lige så udspekuleret. Så kunne vi omtale den røde antisemitisme som israelofobi. Vi kunne kalde modviljen imod fornuftige samtaler for faktofobi. Og vi kunne kalde hele venstrefløjens projekt for oikofobi. Altså: sygeligt had til vores eget hjem i verden.

Forsøger man at påvise, at kvinder ikke på et plan, der kan ses i nogen statistikker, bliver undertrykt, bliver man ikke mødt med redelig, intellektuel modstand, men med negativ social kontrol i både klassiske og sociale medier.

Fremlægger man dokumentation for, at separatismen og antagonismen mod Danmark og resten af Europa udgår fra de mennesker, der er indvandret fra Stormellemøsten: det samme. Man mødes med negativ social kontrol og ikke rationelle og sobre argumenter.

Og sådan er det punkt for punkt: negativ social kontrol imod mennesker, der kan dokumentere, hvordan 1700-tallets samfundsøkonomi faktisk hang sammen. Eller kan dokumentere, hvordan biologi faktisk påvirker f.eks. kønsidentiteten eller evnen til at præstere i en idrætskonkurrence. Eller hvordan intelligens og flid sætter sit præg på de karakterer, man opnår i skolen.

Der er ikke meget godt at sige om Ruslands krig mod Ukraine.

Men den har fået maskerne til at falde. Og på den måde har den påvist, hvad venstrefløjens egentlige projekt er: at ødelægge den vestlige samfundsorden så godt og grundigt, det overhovedet lader sig gøre. Gid jeg dog havde bedre tid. Så ville alt dette ligge i boghandlen som en spændende bog engang i løbet af efteråret.

(Dette er en blog udgivet i Jyllands-Posten d. 10/03-2022)

John Lennons flyvske drømme virker ikke i en verden med krig i Europa

Henrik Dahl
9. marts 2022

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

Når vi engang ser tilbage på 20erne, vil datoen 24. februar 2022 blive anset for at være mindst lige så skelsættende som 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt. Eller 11. september 2001, hvor USA blev angrebet af al-Qaeda.

I alle tre tilfælde er der tale om datoer og begivenheder, der sætter et helt klart før og efter. Hvad der var standardantagelser om Europa 8. november 1989, var modent til en grundlæggende revision 10. november. Ligesom alle standardantagelser om USAs og den vestlige verdens sikkerhed måtte revideres 12. september 2001, og enhver rutinepræget mening om Rusland, Europa og NATO har set nusset og forældet ud siden 25. februar i år.

Lad os derfor gøre nogle nedslag i, hvad der nu har været nussede og forældede antagelser i snart to uger.

EU er fredens projekt. Nej, det er EU ikke. EU er den økonomiske velstands projekt, og det skal vi være glade for. Men fredens projekt er NATO. Fordi fred ikke står og falder med, at inflationen er lav og reguleringen ensartet. Men med at det er så afskrækkende at angribe, at selv den største tåbe kan indse, at det er en dårlig idé.

Grænser hører fortiden til. Nej, det gør grænser ikke. Det kunne i teorien være dejligt, hvis løven græssede ved siden af lammet og Kardemommeloven gjaldt i hele verden. Men ingen af delene er tilfældet. Og så er det tvingende nødvendigt at kunne fastslå, hvem der har jurisdiktion hvor.

I Europa uden for Rusland og nogle få, tidligere sovjetrepublikker hersker én orden, som for det meste garanteres af NATO. Kampen om Ukraine handler fra landets eget synspunkt om, at det gerne vil være en del af denne orden. Mens kampen set fra Ruslands synspunkt handler om at indføre en russisk orden, der i hvert fald breder sig så langt mod vest, som det blev aftalt på topmøderne i Jalta og Potsdam i 1945. Derfor er det ekstremt vigtigt at få trukket nogle grænser, som definerer, hvor henholdsvis den vestlige orden og den russiske orden hersker.

Ville det ikke være lettere at forestille sig, at der ikke var nogen lande? Ikke noget at dræbe eller dø for? Ikke nogen religion? At forestille sig, at alle mennesker levede i fred? Jo. Hvis man havde for vane at tage lige så mange stoffer som ophavsmanden til tanken, nemlig John Lennon.

Flyvske tanker er smukke. Men de har ikke noget som helst at gøre med, hvordan verden faktisk er indrettet, og hvordan man bedst muligt sikrer sig, at de fleste mennesker kan leve en tålelig tilværelse.

For nu at tage John Lennons flyvske ideer en for en: Der findes lande. Og det betyder ikke bare områder, hvor passet har et bestemt udseende. Det betyder også samfundsmodeller for, hvordan man sikrer liv, frihed og enhvers stræben efter det gode liv (eller lader være med at sikre disse ting).

Det ubehagelige ved samfundsmodellerne er, at de ikke altid kan lade hinanden i fred. Styret i Rusland vil for eksempel gerne have, at de politiske bedetæpper i Europas hovedstæder peger imod Moskva. Det vil vi ikke have i resten af Europa. Og dermed har vi en ballade, der ikke kan forebygges med en ballade.

Desværre findes der også religioner, der gerne vil dominere over mange mennesker og store landområder. Og gerne vil bruge vold for at nå deres mål. Hvis krigeriske repræsentanter for disse religioner ikke vil høre, er verden desværre sådan indrettet, at så må de føle. Og fordi det er prøvet så tit, kan jeg sige med 100 procents sikkerhed: De bremser ikke op ved lyden af en hippiesang.

Verden blev ny 24. februar. Forude venter et kæmpe arbejde med at drage de rette konsekvenser.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9 marts 2022)

Det er ikke forbudt at kritisere Nato og EU. Men husk bare lige, at verden er forandret efter den 24. februar

Henrik Dahl
8. marts 2022

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland.

Den 24. februar faldt maskerne. Ud fra diverse teoretiske begrundelser havde en række eksperter sagt, at Rusland ikke ville indlede en militær konflikt med Ukraine. Den række var den længste.

En anden og meget kortere række havde sagt det modsatte: Rusland mener sine erklæringer om behovet for en russisk verdensorden dødsens alvorligt. Og dermed vil Ukraine blive invaderet som et led i den langsigtede strategi om at vende tilbage til det gamle system, hvor Rusland omkring sig har en interessesfære af lande, der i bedste fald er en slags vasaller. Og i værste blot neutrale og alliancefri.

Efter invasionen kan vi så gøre status: Rusland forlanger en vasalagtig neutralitet af landene i sin interessesfære. Og landet skyr ikke nogen midler for at gøre dette ønske til virkelighed.

Derfor indbefatter midlerne indadtil en skærpelse af diktaturet og en omfattende brug af misinformation mod egne borgere. Udadtil en evig hybridkrig mod Ruslands modstandere: de vestlige lande og den vestlige samfundsorden.

Det, vi skal se i øjnene, at vi står overfor, er altså for det første den evige hybridkrig. For det andet den evige trussel om brugen af våbenmagt over for ethvert land, som Rusland mener burde tilhøre interessesfæren. Det vil blandt andet sige de baltiske lande og Polen. Og for det tredje: Den evige trussel med atomvåben for at forhindre de vestlige lande i at forsvare deres interesser og deres samfundsorden effektivt.

Sådan ved vi efter den 24. februar i år med sikkerhed, at verden er indrettet. Og derfor kan man også sige, at enhver, der lægger andre præmisser til grund, tager fejl.

For eksempel Enhedslisten, der betragter krigen i Ukraine som Natos ansvar eller delvise ansvar.

Eller de naivister, der har troet, at deltagelse i globaliseringen og medlemskab af internationale organisationer i sig selv havde en forebyggende virkning, når det gjaldt brugen af militær magt for at nå sine politiske mål.

Eller de sværmere, der siger, at vi skal forstå Rusland og tilpasse os Rusland, fordi landet trods alt er en kristen kulturnation. Hør lige her: Tyskland var også ”Land der Dichter und Denker”. Lige indtil den dag, hvor det blev ”Land der Richter und Henker”.

Det, der begrænser konsekvenserne af russisk hybridkrig, reducerer truslen for russisk invasion og gør atomtrusler uacceptabelt afskrækkende, er vestlig, militær styrke og intet andet.

"Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget."

Hvad EU siger, betyder ikke noget. Hvad Nato siger: heller ikke. Det eneste, der virker, er, hvad Nato gør eller tydeligvis formår at gøre.

Det er derfor, vi burde have oprustet for meget længe siden. Og derfor vi trods alt bør lette på hatten for den flok slubberter, der stemte imod et forslag om at gå til 2 pct. sidste år. Og nu vedtager at gøre det uden at inddrage de hæderlige partier, som faktisk anerkendte problemerne for et år siden.

På det mentale plan er vi nødt til at sige: Alt, hvad folk gik rundt og sagde om udenrigs- og sikkerhedspolitik til og med den 23. februar, er nu ”die Welt von gestern”. Verden af i går, der ikke findes længere. Som man kan mindes med varme eller det modsatte. Men samtidig: en verden, hvis regler ikke gælder mere, og hvis præmisser er meningsløse.

Det er selvfølgelig legitimt at kritisere både Nato og EU. Men hvis man kritiserer Nato og EU på de præmisser, der gjaldt til og med den 23. februar, er man galt afmarcheret.

Til og med den 23. februar var præmissen for kritikken af Nato og EU, at der ikke bestod en eksistentiel trussel imod vores verdensorden. Nu ved vi, at det er løgn. Der findes en eksistentiel trussel, og den hedder Rusland.

Derfor håber jeg, vi i de måneder og år, der kommer, får masser af substantiel diskussion om både Nato og EU. Samtidig med at jeg er nødt til at sige: Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget.

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland. Og Europa er nødt til – inden for den præmis, der ligger i Lissabontraktatens artikel 42, nemlig at Nato altid har forrang – at overveje, hvordan kontinentet bedst muligt kan forsvare sine interesser og fremstå tilpas militært afskrækkende over for Rusland.

Alle de gamle skræmmebilleder fra Den Kolde Krigs tid og fra 1990’erne bør nu pakke sig selv bort. Ikke fordi det skal være forbudt at kritisere Nato og EU. Men fordi verden efter den 24. februar 2022 er så radikalt anderledes end verden før, at skræmmebillederne ikke længere kan bruges til noget som helst.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 07/03-2022)

Putin vil tabe krigen før eller siden

Alex Vanopslagh
28. februar 2022

Talte i dag til demonstration foran den russiske ambassade. Her et par af mine ord:

“Putin regnede med at den russiske overmagt ville kunne indtage og vælte Ukraine på få dage.

Men det ukrainske folk har ikke givet op. De er ikke flygtet. Og forrest går deres præsident Zelensky og skaber håb. Selvom han risikerer sit liv, takkede han nej, da amerikanerne tilbød at evakuere: Jeg har brug for ammunition, ikke et lift, lød svaret.

Vi ser en nation af mænd og kvinder, som griber til våben og risikerer deres liv for at forsvare deres frie land mod Putin.

Deres mod, håb og gerninger er en stor inspiration.

Når jeg ser på ukrainernes mod, tænker jeg, det måske er NATO, der skal spørge, om de må blive medlem af Ukraine.

Når de russiske krigsskibe angriber, får de et klart svar fra tilbage fra ukrainerne: russian warship, go fuck yourself.

Samme budskab kan vi passende sende Putin.

Kære Rusland, Kære Putin: I har startet en krig, som I kommer til at tabe.

I troede, at ukrainerne vil møde jer som befriere og glædeligt overgive sig til jer. I stedet er i mødt af molotivcocktails og en nation på barrikaderne.

I troede I ville opleve, at Europa og Vesten ikke kunne blive enige om sanktioner, men I er ved at blive mødt af de hårdeste sanktioner i mands minde.
I troede, at I med jeres aggressive fremfærden kunne fremprovokere en ny sikkerhedsorden, hvor man skulle tage hensyn til Rusland.

Og dér har I ret. Europa og NATO opruster. Tyskland dropper pacifiscismen. Det går op for flere og flere, at vi må tage hensyn til jer og Putins utilregnelighed – derfor opruster vi militært, så vi kan standse jer.

Som sagt. Den krig, som Putin har startet, vil han tabe før eller siden.

Alt ære til ukrainske folk – må Gud være med jer.”

Putins imperiedrømme stopper først, når Vesten gør prisen for høj

Henrik Dahl
25. februar 2022

Putin kunne enten betale en enorm pris i blod og fattigdom for sin egen og andres befolkninger for at genoplive et afdødt imperium. Eller han kunne tilvælge fred og velstand mod at leve efter den traktat- og regelbundne orden. Han valgte det første.

Ud fra det system af traktater og aftaler, verdens lande har forhandlet sig frem til siden afslutningen på Anden Verdenskrig, har Rusland ingen ret til en sikkerhedszone af lydstater rundt om sit eget territorium. Rusland har heller ikke ret til at diktere, hvilke alliancer andre lande vælger at tilslutte sig. Rusland har ingen ret til at bestemme over alliancer, landet ikke selv er en del af. Rusland har ikke ret til ensidigt at ændre på grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande.

Dertil kommer, at Rusland naturligvis ikke har ret til at invadere og annektere nabolande. At Rusland ikke har ret til at blande sig i valg i andre lande. At Rusland ikke har ret til at ødelægge eller angribe andre landes it-infrastruktur. Og at Rusland selvsagt ikke har ret til at udsende dødspatruljer til andre lande.

Jeg skriver ikke disse ting, fordi jeg anser dem for kontroversielle. Tværtimod: Jeg er født og opvokset i en tidsalder, som giver mig anledning til at mene, at de er selvindlysende.

Når jeg skriver denne liste, er det for det første, fordi det er en liste over ting, Rusland mener at have ret til. Og for det andet, fordi en del mennesker gerne vil argumentere for, at skønt de ting, Rusland mener at have ret til, udelukkes af det eksisterende traktat- og aftalesystem, så bør man have en vis forståelse for, at Rusland alligevel foretager de handlinger og stiller de krav, landet gør.

Rusland opfører sig udelukkende sådan, som landet gør, af to grunde: Den første er, at der er tale om adfærdsmåder, landet tidligere havde under navnet Sovjetunionen. Den anden er, at det kan lade sig gøre.

I sin egenskab af kommunistisk (og dermed ikke-demokratisk og ikke-liberalt) imperium mente Sovjetunionen, at landet havde ret til en periferi af lydstater. At det bestemte disse lydstaters allianceforhold og politiske forhold i øvrigt. At landet havde ret til at ændre grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande. At landet kunne invadere lande, der ikke adlød USSR. At man på daglig basis var i sin gode ret til at blande sig i andre landes indre anliggender. Og at udsendelsen af dødspatruljer var et af midlerne hertil.

Det meste af dette blev aftalt ved topmødet i Jalta i februar 1945 og stadfæstet ved topmødet i Potsdam i juli og august samme år. Som følge af den såkaldte To-plus-fire-aftale fra 1990, der banede vejen for Tysklands genforening, bortfaldt Potsdam-aftalen imidlertid. Derfor har Rusland – som efterfølgerstat til Sovjetunionen – siden 1990 ikke haft nogen af de rettigheder, landet påberåber sig i konflikten med Ukraine.

At Rusland fører sig frem, som om Jalta- og Potsdam-aftalerne stadig eksisterede, skyldes fantomsmerter i det gamle imperium, kombineret med at landet i forhold til både Ukraine og NATO har opbygget en militær magt, der gør det muligt at udleve fantomsmerterne og opføre sig som Sovjetunionen.

Det er ikke noget, som tidligere imperier har nogen som helst form for ret til, eller som man skal have forståelse for. Det habsburgske imperium har opført sig nogenlunde tåleligt over for sine gamle enkeltlande og sin gamle omverden (hvis man tillader sig at se bort fra en enkelt undersåt med yderst dårlig opførsel, der stod i spidsen for Tyskland fra 1933 til 1945). Det osmanniske imperium har opført sig så tåleligt, som det formentlig er i stand til, over for sin omverden siden opløsningen i 1922. Det britiske imperium har været i stand til så nogenlunde at beherske sig, siden det smuldrede efter Anden Verdenskrig. Og det samme må man sige om det japanske (selvfølgelig hjulpet på vej af et totalt forbud efter Anden Verdenskrig imod at opstille væbnede styrker ud over det allermest nødtørftige).

Forhenværende imperier skal hverken ses eller høres. De kan med fordel omdanne deres flotteste bygninger til seværdigheder og prøve at få dem optaget som UNESCO-verdensarv. Bortset fra det, så bør de indse, at de er almindelige lande, der bør opføre sig som andre almindelige lande.

Men sådan er det ikke gået med Rusland. Ud fra spilteoretiske overvejelser over multiple spil med samme deltagerkreds kan man sige, at Rusland formentlig ville stå sig økonomisk og socialt ved at køre efter reglerne og lade være med at være en plage for sin omverden. Gevinsten i form af tillid, når man opfører sig ordentligt, er der særdeles gode grunde til at antage, at både den russiske elite og det russiske folk ville kunne aflæse som økonomisk vækst; pæne social-økonomiske nøgletal; stigende levestandard og så videre. Det er i hvert fald sådan, den regel- og traktatbundne verdensorden har virket for EU og for den vestlige verden i videre forstand siden Anden Verdenskrig.

Men stillet over for valget mellem at revitalisere imperiet på bekostning af vækst og velstand hjemme, eller at satse mest muligt på vækst og velstand til den pris, at man skal leve efter den traktat- og regelbundne orden, har den russiske ledelse valgt den førstnævnte option.

Hvordan kan det så være? Det spørgsmål kan kun besvares på to måder: Ved at være en tankelæser, der kan se, hvad Vladimir Putin tænker og ønsker. Eller ved at drive en helt enormt effektiv efterretningsvirksomhed mod den russiske elite. Jeg har ikke nogen af mulighederne. Stillet over for valget mellem at gætte eller at lade være, vil jeg gøre det samme, som jeg synes, andre burde: lade være.

For hver dag der går, er det mere klart, at Rusland har valgt at bruge en svagt modificeret udgave af den drejebog, Tyskland benyttede over for Tjekkoslovakiet i 1938 og over for Polen i 1939. Jeg tror ikke, det betyder en storkrig, der går langt ud over Rusland og Ukraine. For i mellemtiden er atombomben blevet opfundet. Men jeg tror, det kalder på noget erkendelse fra vestlig side. Så lad os nøjes med at fastholde nogle observationer.

Ukraine er alene, når det kommer til at forsvare sig imod et angreb fra Rusland og Belarus. Ganske vist har man modtaget en del våben fra vestlige lande. Men der er ikke andre end ukrainere til at betjene dem, lader det til. Det hænger først og fremmest sammen med, at USA og NATO ikke i sidste instans vil risikere en militær konflikt og en risiko for tab, når det gælder et land uden for medlemskredsen.

NATO vil heller ikke optage Ukraine som medlem. Det hænger både sammen med, at landet er enormt korrupt, og at man ikke vil optage medlemmer, der er del af en uløst konflikt med et atombevæbnet land. Det virkelig afgørende for NATO og den vestlige verden er, at det internationale rets- og traktatsystem, man opbyggede efter Anden Verdenskrig, må anses for at være ensidigt opsagt fra russisk side. Der er ikke nogen fornuftig grund til at tro, at dette system stadig lever i forhold til Rusland, eller at det kan producere nyttige resultater.

Rusland anerkender altså ikke et begreb om national suverænitet, ligesom landet ikke anerkender et begreb om folkenes ret til selvbestemmelse. I den forstand kan man sige, at Rusland nu officielt sætter magt over ret. Det, der kan lade sig gøre, og som er opportunt for Rusland, det gør Rusland uden at spørge andre eller tage hensyn til andre.

I NATO og den vestlige verden kan vi ikke gøre så meget andet end at indrette os på, at sådan er det.

Russiske overvejelser over, hvordan lande som Polen, de baltiske stater og Finland skal behandles, vil udelukkende blive styret af overvejelser over den samlede pris for den ønskede tilgang. Derfor har vi i NATO og den vestlige verden ikke så mange andre handlemuligheder end at hæve prisen på den russiske dominansadfærd til et for dem uacceptabelt niveau. Medmindre vi er villige til at tolerere den russiske dominans, selvfølgelig.

Der er ingen tvivl om, at ledende beslutningstagere i Vesten har under- og fejlvurderet Rusland.

Ingen nævnt og ingen glemt. Men der vil uden tvivl komme en kraftig omvurdering af diverse tyske regeringer efter Helmut Kohl i årene, der kommer. Som spydige tunger har sagt om Angela Merkel: Først ødelagde hun Sydeuropa med sparepolitik. Så ødelagde hun Nordeuropa med flygtningepolitik. Og til sidst finansierede hun undertrykkelsen af Østeuropa med en hovedløs energipolitik.

Skønt det ikke har andet end symbolsk betydning, mener jeg også, at man af hensyn til historiebevidstheden hos de opvoksende og fremtidige generationer snarest bør opstille en skamstøtte af tidligere kansler Gerhard Schröder på en central plads i København.

Det hele kommer til at ende med, at “den regelbundne verdensorden” er noget, vi bruger tid på i den vestlige verden. Men som ikke vil optage andre aktører i synderlig grad. Tysklands vaghed og NATO’s svaghed er helt sikkert noteret i både Beijing og Teheran.

(Debatindlæg udgivet på kontrast.dk d. 24. februar 2022)