Formynderstatens feriepengefadæse

Pernille Vermund
25. november 2024

Et beløb på hele 3,9 mia. kr. og et tab, der potentielt vil gå ud over 751.000 danskere.

Det er henholdsvis den samlede sum af feriepenge og det samlede antal af danskere, der endnu ikke har indkasseret de penge, som staten har påtvunget dem at spare op. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra ATP, hvor danskerne med en løftet pegefinger både bliver mindet om, at de nu også skal huske at holde ferie og at få deres feriepenge udbetalt.

Allerede tilbage i september kunne ATP annoncere over for 1,4 mio. lønmodtagere, at tiden nu var inde til at hæve deres feriepenge. Men to måneder senere er der altså stadig mere end 750.000 personer, som i gennemsnit har 5200 kr. stående på statens konto, som vil gå tabt, hvis de ikke bliver indkrævet før årets udgang. For alle, der går op i at bevare respekten for danskernes penge, bør det afføde en masse spørgsmål.

For hvorfor skal man miste retten til sine feriepenge, hvis man ikke har haft anledning til allernådigst at spørge staten, om man nu også må få sine egne penge udbetalt? Hvorfor i alverden må man ikke få sine feriepenge igen, hvis man eksempelvis af den ene eller anden årsag ikke har lyst til at holde ferie? Og hvorfor er det egentlig, at vi i første omgang har antaget, at helt almindelige, voksne mennesker ikke selv skulle være i stand til at spare op til deres ferie?

Idéen om feriepenge er et symptom på et generelt problem, der plager mange afkroge af det danske samfund. Nemlig at mange politikere tror, at deres opgave er at diktere, hvordan danskerne skal leve deres liv ned til mindste detalje. Statens tvangshjælp Det er ikke blot et problem, fordi det fører til højere offentlige administrationsudgifter og et unødigt bureaukrati, når staten skal tvangshjælpe borgerne med at spare op til deres ferie.

Det er også et problem, fordi det er rodfæstet i en manglende respekt for folks ansvar, frihed og ret til fleksibilitet over deres egne penge. Når der ikke bliver sagt fra over for dette bedrevidende formynderi, fører det til tossede situationer, hvor 750.000 danskere risikerer at deres egne tvangsopkrævede penge går tabt.

(Indlæg bragt i Børsen d.25. november 2024)

Hvad skal vi bruge endnu et ministerie til, hvis det ikke selv kender svaret?

Carsten Bach
19. november 2024

Da Mette Frederiksen tilbage i august annoncerede, at der skulle oprettes et nyt Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab med Venstres Torsten Schack i spidsen, var det vanskeligt at se de stærke argumenter for ministeriets nødvendighed – og argumenterne er desværre ikke blevet stærkere med tiden.

Særligt fordi hverken Torsten Schack, Mette Frederiksen eller andre relevante aktører endnu har formået at gøre det klart og tydeligt, hvad ministeriets mandat rent faktisk er. Derfor er det med tiden udelukkende blevet mere og mere åbenlyst, at der er reel tvivl om, hvorvidt ministeriet har beføjelser til at stille konkrete krav eller blot komme med anbefalinger.

Nu står det sågar så grelt til, at ministeren føler sig nødsaget til at nedsætte en kommission for at undersøge, hvad hans egne beføjelser er. Altså skal dyrebar tid og skattekroner nu bruges på, at en kommission bruger kræfter på at finde frem til det svaret på de spørgsmål, som regeringen selv burde have besvaret for længst: Hvorfor er det her ministerie sat i verden? Og hvad har det konkret af ansvarsområder og beføjelser?

Danskerne fortjener ganske enkelt et ordentligt svar på disse spørgsmål, og det burde ikke koste en krone i kommissionsudgifter at få styr på ministeriets mandat flere måneder efter ministeriets tilbliven. Det bør tværtimod være en selvfølge, at der etableres et både overbevisende og gennemarbejdet fundament for et ministeries eksistensgrundlag, hver gang der oprettes et nyt. Særligt set i lyset af, at SVM-regeringen med 25 ministre har sat danmarksrekord i antallet af ministre siden grundlovsændringen i 1953.

I Liberal Alliance bliver vi desværre efterladt med et indtryk af, at oprettelsen af ministeriet potentielt er ren og skær symbolpolitik, som snarere havde til formål at sende et signal end at gøre en reel forskel for den danske samfundssikkerhed og beredskab. Vi håber, at ministeren i den nære fremtid kan forsikre os om, at det ikke er tilfældet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/11-2024)

Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med

Alexander Ryle
19. november 2024

Klagerne er mange, når livet i København ikke lige matcher forventningerne. Det meste kunne nemt løses ved at vælge en anden adresse – måske et sted på landet med stilhed og natur.

Trafikstøj, fly, børns leg, og nattelivets puls er uundgåelige aspekter af livet for alle os, der bor i København. Alligevel vælger jeg at blive, fordi fordelene ved bylivet – adgangen til oplevelser, kollektiv transport og jobmuligheder – opvejer ulemperne. Men det kræver, at man gør op med sig selv, hvad der betyder mest.

Desværre ser vi en tendens til, at sensitive københavnere klager over udfordringer, de selv har valgt at bo tæt på.

Tag eksempelvis Svend Andersen, som bor tæt på lufthavnen og mener, at larmen og lugten er til så stor gene, at han ønsker færre flyvninger og endda et natligt flyveforbud. Men lufthavnen var der jo, da han flyttede ind, og man må formode, at det også afspejlede sig i hans boligpris. Det er simpelthen egocentrering i anden potens.

Et andet eksempel er beboerne på Margretheholm, som vel at mærke er en del af København K, der er bekymrede for, hvordan den kommende M5metrolinje vil påvirke deres nærområde. For børnene betyder det færre steder at lege, og noget af den i forvejen sparsomme natur kan blive inddraget i projektet. En udsigt, som det både er rimeligt og forståeligt at ærgre sig over. Men bare fordi man har sikret sig selv et sted at bo og en Tesla i carporten, stopper behovet for udvikling af København ikke. Hvis natur og stilhed er det, man prioriterer, er det så ikke bedre at bo et sted, hvor det er mere inden for rækkevidde?

Klagesangen stopper ikke her. For nylig blev det foreslået at forbyde partybusser, fordi beboerne i området blev generet af larmen, samt at indføre en turismeskat for at styre turismen. Ydermere var det snublende tæt på, at et flertal på rådhuset forbød udeservering efter kl. 22. Men dette er fænomener, der hører med til bylivet, og som man må acceptere, hvis man vælger at bo i København.

Det er ikke meningen, at man skal affinde sig med urimelige forhold, men der er en balance mellem rimelige forventninger og det at tage ansvar for sit eget valg. Hvis du vælger at bo i en storby, vælger du også at leve med de udfordringer, der følger med.

Bylivet kommer med sine kompromiser. Jeg kan sagtens forstå, at nogen kan længes efter Jyllands fredelige tempo, ledige parkeringspladser eller de lavere boligpriser uden for hovedstaden. Men når du vælger København til, vælger du også en by, hvor larmen og trængslen er en del af pakken. Ingen forhindrer dig i at rykke teltpælene op og finde et sted, hvor omgivelserne bedre matcher dine behov – et sted med natur, fred og færre gener. Men hvis du bor i København, er det en del af aftalen.

(Indlæg bragt i Politiken d. 18/11-2024)

Statsborgerskabet er ikke en ret, men en gave fra folket

Carl Andersen
19. november 2024

Statsborgerskab er et af de største privilegier, man kan opnå som tilflytter eller migrant til en anden nation.

Det betyder at blive optaget som fuldgyldigt medlem af folket, med stemmeret, øget retssikkerhed og stabilitet. At blive dansker.

Grundloven foreskriver, at statsborgerskab kun kan opnås ved lov, og at det aktivt skal tildeles nytilkomne af det eksisterende folk.

N.F.S. Grundtvig tænkte også meget over, hvad der var særegent dansk, og hvad der skulle til for at kunne kalde sig dansk. Hvad udgør et folk? Hvad binder det sammen?

I digtet “Folkeligheden” fra 1848 forholder han sig til dette spørgsmål: Hvordan nationalstaten skulle bindes sammen. Grundtvigs overordnede svar var folkelighed. At der i det danske folk dannedes en stærk forestilling om at høre sammen – en fælles folkeånd. Han mente, at særligt det danske sprog, kendskab til den danske historie og en helhjertet omfavnelse af borgerskabet var afgørende.

“Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker, sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.”

Det interessante her er, at der gives udtryk for to forskellige opfattelser af det folkelige eller det nationale, der stadig er aktuelle: en politisk forståelse, hvor det er den aktuelle indstilling og deltagelse, det kommer an på, og en kulturel forståelse, hvor det er sprog, historie og kulturel tilknytning i bred forstand, der er afgørende.

Jeg ser derfor også Indfødsretsudvalget som et af de vigtigste og mest fornemme udvalg i Folketinget.

Desværre har det slet ikke den status, som jeg mener, det bør have. Derfor glæder det mig, at vi i Liberal Alliance kontinuerligt har strammet op på kravene til opnåelse af statsborgerskab, og nu er kommet med tre nye tiltag:

1. Der skal foretages en reel individuel screening af hver ansøger for at se, om de respekterer og støtter op om grundlæggende frihedsrettigheder, demokrati og Danmark. Er det et rimeligt krav? Ja. For du har ikke ret til noget som helst. Du kan få tildelt fuldt medlemskab af “Danmark”, hvis vi – folket – finder dig værdig hertil.

2. Der skal strammes op på sprogkravet. Det nytter simpelthen ikke noget, at der render folk rundt med rødbedefarvede pas og skriver, taler og forstår det danske sprog på et uacceptabelt niveau. Man skal have “øre for modersmålet”.

3. Vores mangeårige nordiske fællesskab er under pres. Sverige har tildelt over 1,2 mio. statsborgerskaber til personer, der ikke umiddelbart kan kaldes svenskere. Det stiller større krav til, hvor lempelige vi kan tillade os at være overfor vores skandinaviske medborgere. Derfor vil vi ikke længere undtage dem fra indfødsretsprøven.

Samlet set tre fornuftige – og kerneliberale – forslag. Forslag som udspringer af sund fornuft, en kærlighed til Danmark og en respekt for Grundtvig, som om nogen har skabt det intellektuelle fundament, store dele af “det danske” står på. Men kun så længe vi er villige til at forsvare det.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.19. november 2024)

Der skal være mere fornuft og mindre kammerateri bag kommunernes finansiering

Carl Andersen
14. november 2024

Den kommunale udligning handler om at sikre mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner. Men vi frygter, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Kommunernes finansiering skal ikke degraderes til en partipolitisk gaveleg. Liberal Alliance er ikke med i den nuværende aftale om udligning mellem kommunerne. Det skyldes kort og godt, at systemet er for ulogisk, indviklet, skævt og partipolitisk farvet.

Vi ser nu konsekvenserne af årtiers lappeløsninger: Et system, hvor borgmester efter borgmester råber vagt i gevær.

Vores udgangspunkt er, at der skal være en form for udligning mellem kommunerne. Alle kan ikke bare modtage det samme per indbygger. Vi er i op til 98 forskellige situationer.

Borgere overbeskattes
Det er en bunden opgave at sikre, at der er råd til en ordentlig offentlig service i kommuner, som eksempelvis ligger langt fra de store byer, har mindre bemidlede borgere, eller hvor befolkningssammensætningen er særligt udfordret værende med mange ældre, indvandre eller børn.

Samtidig er det afgørende for Liberal Alliance at værne om det lokale selvstyre. Så er spørgsmålet, hvordan denne udligning bedst tilrettelægges sådan, at den ikke skaber flere problemer, end den løser.

Udligningen bør også tilrettelægges, så den ikke – som i dag – primært har til formål at overbeskatte borgere (særligt) i og omkring Hovedstaden (minus vestegnen) og Østjylland for at fordele det ud til resten af landet ud fra, hvem det til enhver tid siddende flertal mener, skal have en større andel.

Det er den eneste forklaring på, at ekstremt præcise kriterier som “boligområder med mere end 5.000 beboere, hvor andelen af dømte er særlig højt” kan udgøre et selvstændigt vurderingskriterium – eller “grænsekommuner”, som åbenbart inkluderer Glostrup Kommune.

Det er politiske nålestiksoperationer for at kunne sende millioner af ekstra skattekroner rundt til “vennerne”.

Den nødvendige data
Grundlaget for en fornuftig dialog er, at data skal være på plads. Kommunerne skal kunne sammenlignes. Derfor er det nødvendigt at iværksætte et arbejde, som kan fremskaffe de tal, der viser, hvor den offentlige service ikke er god nok, i hvilke kommuner og hvorfor.

Ligeledes skal det gøres klart, hvad forskellige ydelser burde koste, hvis de blev leveret effektivt, samt hvad forskellige befolkningsgrupper “koster” det offentlige. Det kan danne grundlag for en mere evidensbaseret tildeling af midler.

Vi er meget bange for, at nye udligningsforhandlinger ender, som de plejer: At de slet ikke handler om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet i og finansiering til velfærden i alle landets kommuner, men om, at et flertal af partierne vil give flere penge til kommuner med borgmestre fra netop deres partier.

Gerne på bekostning af andre kommuner med andre borgmestre, som ikke er en del af aftalekredsen. Vi vil gøre vores for, at det ikke bliver tilfældet.

Tilskud og beskatning
Grundlæggende bør regeringen tage de store briller på og skabe rammerne for en fornuftig finansiering af den lokale velfærd. Det var vel blandt andet dét, en regering over midten skulle kunne? Skabe store, men nødvendige forandringer uden de traditionelle blokpolitiske hensyn.

Dog er det afgørende for os, at man ikke blot ser på udligningssystemets 25 milliarder kroner, men også på særtilskud, bloktilskud og beskatning bredt set. Kommunerne forbruger jo 300-400 milliarder kroner årligt.

Hvorfor skal skatteborgere i Vallensbæk betale højere kommuneskat end landsgennemsnittet og sende de skattekroner til Herlev, der har en af landets laveste kommuneskatter?

Hvorfor indgår indtægter fra dækningsafgift ikke i indtægtsgrundlaget for kommunerne, så de uden konsekvenser kan brandbeskatte erhvervslivet? Hvorfor modtager Fanø Kommune – som eneste selvstændige ø-kommune – ikke bevillinger som sådan?

Hvorfor er fokus på effektivitet og produktivitet nærmest fraværende i den måde, vi laver kommunal finansiering på?

Kunne et system, der i langt højere grad end i dag udligner gennem bloktilskuddet fremfor gennem omfordeling af de kommunale skatter, kunne understøtte kvaliteten i velfærden i hele landet uden at forfordele udvalgte kommuners skatteborgere? Måske. Det skal vi have klarlagt.

Gentænk systemet
Der er mange spørgsmål, som kræver svar for at kunne genskabe logik og fornuft.

I Liberal Alliance er vi heller ikke bange for at erkende, at der ér forskel på kommunerne, på service og på beskatningsniveau. Vi ser det heller ikke som et problem, at der kommer en større forskellighed, end der er i dag. Det har vi allerede set ved eksempelvis de nye grundskyldssatser.

Vi ønsker, at de kommunale politikere får et øget handlerum til at drive deres kommune, som de finder bedst, i dialog med de borgere, som er bosat der.

Så længe alle borgere kan modtage det, vi fra nationalt hold beslutter, er et acceptabelt niveau af undervisning, ældrepleje med videre, bør det være lettere lokalt at finde et service- og skatteniveau, man finder passende. Naturligvis inden for rammerne af budget- og anlægsloven, der er vigtig for den nationale økonomistyring.

Så lad os turde tænke stort og gentænke systemet. Til gavn for borgerne, det lokale demokrati og ikke mindst de stakkels ansatte i Indenrigsministeriet og på kommunekontorerne, som må have hovedpine over at forstå dette uforståelige system.

Hvem ved: Måske det kunne frigøre arbejdstid til mere borgernær beskæftigelse?

(Indlæg bragt i Altinget d. 14/11-2024)

Nu har selv Dan Jørgensen skiftet holdning til atomkraft

Steffen Frølund
14. november 2024

Med to tredjedeles flertal er Dan Jørgensen blevet godkendt af EU-parlamentet som unionens nye energi- og boligkommissær.

Det sker, efter at vores tidligere klimaminister har været under politisk beskydning i tre timers høring, hvor han blandt andet skulle svare på kritiske spørgsmål om sin holdning til atomkraft. For vil man godkendes som EU’s energikommissær, kommer man ikke uden om en af verdens grønneste, sikreste og mest stabile energikilder.

I lighed med anbefalingerne fra en kakofoni af uafhængige klimaforskere har EU nemlig officielt grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde, der er nødvendig for den grønne omstilling. Og netop derfor var der masser af kritiske spørgsmål til Dan Jørgensen, der indtil for ganske nylig var en arg modstander af atomkraft.

Som klimaminister i 2021 udtalte Dan Jørgensen eksempelvis, at “atomkraft er ikke bare dyrt og farligt. Det er decideret unødvendigt”. Og da EU forsøgte at anerkende atomkraft som bæredygtigt i 2019, forsøgte Dan Jørgensen som klimaminister at blokere for EU’s officielle udmelding.

Men for at kunne blive energikommissær har piben pludselig fået en anden klang. Nu lyder det, at “der ikke findes noget scenarie, hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader uden brug af atomkraft”. Når Dan Jørgensen er nødt til at krybe til korset og skifte holdning for at kunne blive udnævnt som energikommissær, er det et symptom på et generelt paradigmeskifte i synet på atomkraft.

Mens 66 pct. af danskerne eksempelvis var imod atomkraft tilbage i 2016, var det sidste år kun 26 pct. , der var modstandere af energikilden. For nye vinde blæser over den energipolitiske slagmark, og både de uvildige eksperter såvel som menigmand har set skriften på væggen; hvis vi er seriøse omkring at ville have en grøn omstilling, kan vi ikke længere undlade at bruge en af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilder. Nemlig atomkraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/11-2024)

Uskyldige vil ende i skatteklemme med ny kryptobeskatning

Carl Andersen & Steffen Frølund
4. november 2024

SVM-regeringen vil indføre lagerbeskatning af kryptovaluta. Sker det, vil det afføde endnu flere skandalesager om sagesløse danskere, der skal betale skat af penge, de aldrig har tjent

Bitcoin er ikke “rigtige” penge, og derfor er en kursgevinst på disse eller andre kryptovalutaer som udgangspunkt ikke skattepligtige. Sådan lød meldingen fra Skatterådet i 2014. Men selvom man måske kunne forledes til at tro på en officiel melding fra de danske myndigheder, er det desværre noget, man skal være forsigtig med, når det kommer til vores skatteregler. For der skulle ikke gå mere end et par år, før meldingen pludselig var en helt anden.

Nu var kursgevinster på kryptovaluta som udgangspunkt alligevel blevet skattepligtige. For som vi kender det fra skandalerne med ejendomsskatterne (hvor tilfældige borgere tvinges til at betale skat for 13 af deres naboer) eller i udbytteskatteskandalerne (hvor kriminelle kan tømme statskassen for milliardbeløb), sejler vores skattelovgivning også, når det kommer til kryptovaluta.

Et farligt skridt Vores nyudklækkede skatteminister, Rasmus Stoklund (S), har nemlig netop annonceret, at man vil gennemføre lagerbeskatning på kryptovaluta, så danskere i fremtiden skal beskattes af deres værdistigninger hvert år, uanset om de har solgt deres kryptovaluta eller ej. Hvad vil det betyde i praksis? Lad os komme med et eksempel. Forestil dig, at du i 2014 købte én bitcoin til en værdi af 1000 kr. i den tro, at en eventuel gevinst var skattefri, og denne ved udgangen af år 2026 er steget til en værdi på 100.000. Med skatteministerens nye forslag vil du nu skulle betale skat af en fortjeneste på 99.000 – også selvom du end ikke har solgt din bitcoin og altså derfor ikke har tjent pengene endnu.

Forslaget vil gå ud over op til hundredtusindvis af danskere, der i god tro har investeret i henhold til gældende lovgivning, som imidlertid pludselig viser sig at blive ændret med tilbagevirkende kraft. Og Danmark vil i så fald blive det første land i verden, der gennemfører lagerbeskatning på kryptovaluta. Det er et farligt skridt i den forkerte retning. Bedst for hvem? Der er allerede i forvejen masser af problemer med vores eksisterende skatteregler for kryptovaluta, som regeringen burde få ryddet op i, før de laver flere tossede regler, som bare vil gøre ondt værre.

I dag er krypto nemlig realisationsbeskattet efter reglerne om spekulation, så man kun skal betale skat af en kursgevinst, hvis den pågældende valuta faktisk er blevet solgt. Det er fornuftigt, da det minder om den lovgivning, som vi kender fra aktier eller konventionelle valutaer.

Problemet er blot, at den nuværende realisationsbeskatning for krypto også er asymmetrisk beskattet, så beskatningen af gevinster er væsentligt højere end fradraget ved tab. Gevinster for handel med kryptovaluta bliver nemlig beskattet med op til 53 pct., mens man kun kan få fradrag for 26 pct. af sine tabte penge. Derfor kan man ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge på sine investeringer. Denne tossede asymmetri førte i 2022 til, at folkeskolelæreren Rune Christiansen fik en skattegæld på 2,8 mio. kr. for handel med kryptoaktiver, som han aldrig har tjent penge på.

Hvis regeringen ender med at stemme sit forslag igennem, kommer vi til at se mange flere skrækhistorier som denne, hvilket vil gå ud over de 300.000 danskere, svarende til 7 pct. af den voksne befolkning, der i dag ejer krypto. Og selv hvis Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne er bedøvende ligeglade med, at så mange danskere vil blive klemt af deres nye regler, vil den fremtidige lagerbeskatning også være et problem af praktiske årsager.

For som påpeget af skatteeksperter vil et fremtidigt system med lagerbeskatning nemlig forudsætte, at man har automatiske tredjepartsindberetninger, hvis både borgerne og staten skal kunne henholdsvis betale og opkræve det rette beløb til skat. Men problemet er blot, at myndighederne ikke har lavet regler om tredjepartsindberetninger for de private wallets, hvor kryptovaluta typisk bliver opbevaret.

I modsætning til hvis man handler med værdipapirer gennem en bank, som løbende sørger for at indberette relevant information til myndighederne, vil lovlydige borgere altså skulle betale lagerbeskatning af et aktiv, hvis værdi de selv er ansvarlige for at angive. Det lyder skørt, men på området for beskatning af kryptovaluta er dét standarden. For fællesnævneren i de sidste ti års skandaler om kryptobeskatning er, at de ansvarlige politikere synes at gå mere op i at tjene systemets bekvemmelighed end at gøre det, der vil være bedst for danskerne.

Det er regeringens nye forslag endnu et eksempel på. Men sådan behøver det selvfølgelige ikke at være. Det er trods alt skattesystemet, der er sat i verden for at tjene danskerne – og ikke omvendt. Måske regeringen ville gøre ret i at skrive sig det princip bag øret, før 300.000 danskere risikerer at komme i klemme af deres ny lov om lagerbeskatning på krypto? “C Man kan ende i nogle vanvittige scenarier, hvor man modtager skatteregninger, selvom man har tabt penge”.

Den nuværende beskatning af krypto er asymmetrisk, så gevinster beskattes højere end fradraget ved tab.

(Indlæg bragt i Børsen d. 4. november 2024)

Den offentlige administration løber løbsk

Sólbjørg Jakobsen & Pernille Vermund
1. november 2024

SVM-regeringen, Socialdemokratiet og i særdeleshed statsminister Mette Frederiksen har gang på gang bebudet, at de agter at råde bod på det evigt voksende bureaukrati i det offentlige.

Uge efter uge kan enhver med øjne eller ører imidlertid konstatere, at der udelukkende er tale om tomme løfter og valgkampsfloskler, for udviklingen i den offentlige administration går kun én vej – og resultatet er større administrationsudgifter, flere regler og mere bureaukrati.

Senest satte den offentlige sektor rekord ved at runde 100.000 administrativt ansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som kom i hus efter en kolossal stigning på 14.000 siden 2019, hvor Mette Frederiksen overtog nøglerne til Statsministeriet. I selvsamme periode er særligt udviklingen i den statslige administration løbet fuldstændigt løbsk. For eksempel er at antallet af statslige ledere og administratorer steget med 1.200 fuldtidsbeskæftigede alene i løbet af 2024.

Det er ren og skær vanvittige stigninger, som er med til at sande den offentlige sektor yderligere til i bureaukrati, administration og papirnusseri. Samtidig er det svært at argumentere for, at servicen i den offentlige sektor er blevet tilsvarende bedre, i takt med at væksten i den offentlige administration er stukket mere og mere af.

Når regeringen en sjælden gang imellem rent faktisk forsøger at modarbejde vokseværket i den offentlige administration, kan selv den skarpeste spindoktor næppe overbevise danskerne om, at indsatsen udgør et helhjertet opgør med bureaukratiet. Det seneste eksempel er finansminister Nicolai Wammens (S) plan for at skære 1.000 administrative årsværk i staten, hvis ambition jo i realiteten blot er at fjerne en dråbe fra det hav, Socialdemokratiet selv har været hovedarkitekt i at skabe.

Og når vi i den borgerlige opposition går til finanslovsforhandlingerne med en række forslag, der har til formål at hæve ambitionsniveauet ved at tilbagerulle antallet af statsligt ansatte og særlige rådgivere til niveauet, fra før SVM-regeringen blev dannet, bliver vores initiativ ikke ligefrem hilst velkommen af finansministeren.

Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen. For Danmark er blevet et gennembureaukratiseret samfund, og man kan hverken finde viljen eller værktøjerne til at komme problemerne til livs i SVM-regeringens mødelokaler.

I Liberal Alliance har vi længe advokeret for, at tiden er inde til, at vi politikere binder os til masten i form af en bindende bureaukratilov. På den måde forpligter vi os til at modarbejde papirbjergene og regeltyranniet, så bureaukratiet ikke fortsætter med at vokse uhæmmet, men i stedet rulles tilbage til et tåleligt niveau.

Vi ønsker blandt andet at indføre et grundlæggende princip om, at der skal sløjfes to regler, hver gang der indføres én ny, at der sløjfes mere end 15.000 administrativt ansatte i staten inden 2030, og at mængden af ord i lovgivningen skæres med ca. 3 mio. ord.

Afbureaukratisering må nemlig ikke længere blot være et valgslogan, for danskerne fortjener ganske enkelt bedre. Danskerne fortjener en frisk start, hvor der rent faktisk tages ordentligt fat om problemets rødder – én gang for alle.

“Derfor bør der ikke herske nogen tvivl om, at jobfesten i den offentlige administration aldrig kommer til at ende under Mette Frederiksen.”

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 3. november 2024)

I Danmark ser vi os selv som verdensmestre i alt, men vi er dumpet i vores handicapindsats

Katrine Daugaard
28. oktober 2024

I Danmark har vi en fortælling om, at vi er et lysende foregangsland med et finmasket socialt sikkerhedsnet, når det gælder velfærd og omsorg for vores mest sårbare borgere. Hvis der havde været et mesterskab i velfærd, havde mange nok vurderet os selv til klare favoritter til toppen af ligaen.

Men når man kradser lidt i overfladen, er det langt fra virkeligheden i den danske velfærdsstat. I hvert fald ikke når det gælder kvaliteten af den støtte, vi leverer til de mange af os, der lever med et handicap.

Vi hører om alt for mange tilfælde, hvor den rette hjælp ikke gives fra start, hvilket bliver dyrt for både samfundsøkonomien og for borgerens trivsel. Eksempelvis Jakob, der for nogle år siden var ude for en ulykke i trafikken og fik en hjerneskade (i Politiken, 9. januar 2021, red.). Her sagde kommunen nej til, at han kunne få det nødvendige specialiserede tilbud uden for kommunen til at genvinde det tabte. Det gør, at han idag fortsat har mén efter bilulykken og har brug for varig støtte.

VI VED OGSÅ, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

For eksempel 15-årige Kristian (DR.dk, den 24. februar 2020, red.), der voksede ud af sin kørestol og fik beskeden om 40 ugers sagsbehandlingstid på at få en ny. Først da et medie gik ind i sagen, kom der skub i sagsbehandlingen. Og vi kunne desværre blive ved.

FN har for nylig rejst en skarp kritik af Danmark, fordi vi er for dårlige til at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle. I den nye rapport peger FN”s Handicapkomité på hele 41 områder, hvor der er brug for at ske markante forbedringer for mennesker med handicap.

FN udtaler, at det generelt går den forkerte vej for mennesker med handicap iDanmark. Vi er desværre ikke overrasket over, at regeringen får hård kritik. Ligesom FN ser vi nemlig en række steder, hvor det går den forkerte vej for mennesker med handicap og med at leve op til konventionen.

LAD OS GIVE nogle eksempler på, hvad Danmark får kritik for. Det går den gale vej inden for psykiatrien. Brug af tvang er steget med 22 procent på 10 år. Næsten 20.000 gange blev bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin brugt med tvang i2022. Tallene viser, at flere og flere børn og unge bliver udsat for tvang.

De sidste 10 år har man fra politisk side ønsket at inkludere flere børn med handicap iden almene undervisning. Det er langt fra lykkedes på en god måde. For eksempel har man i mange kommuner forsøgt at inkludere børn med eksempelvis autisme, adhd, cerebral parese eller synshandicap uden at klæde personalet ordentligt på til opgaven. Det har betydet, at langt flere børn er endt i ufrivilligt skolefravær og flyttet til et specialtilbud og væk fra deres lokale skole.

FN retter også en kritik af postnummerlotteriet.

Danmark er et lille land, men der er stor forskel fra kommune til kommune på den støtte, du kan få. Den samme lov gælder for kommunerne. Men det betyder noget, om du bor i Nyborg eller på Norddjurs.

DET KALDER PÅ dyb national selvransagelse. Vi kan ikke være tilfredse med at leve inaiv forherligelse af den danske velfærdsstat, hvis den ikke skaber gode vilkår for dem, der får brug for samfundets støtte.

Vi har brug for en socialpolitik, der sætter borgeren først og bygger på tillid frem for kontrol. Og lad så begynde at give mennesker med handicap de samme muligheder som alle andre og behandle dem som ligeværdige borgere.

Vi ved også, at alt for mange mennesker med handicap bliver fanget i bureaukrati og træge systemer og har svært ved at få bevilget den kørestol, rollator, badebænk eller kateter, som de har brug for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28/10-2024)

Vi er til grin for vores egne skattekroner i sagen om blodpenge i moskéer

Steffen Larsen
28. oktober 2024

Den seneste tid er vi blevet vidner til en håndfuld skræmmende afsløringer af hændelser i moskéer i Danmark. Politiaflytninger af blodpengeforhandlinger med bandemedlemmer i Al-Hidayah-moskéen.

Vidner, der pludselig ikke kan huske noget fra gerningsstedet.

Fupnumre med adresser og foreninger, så man kan få fingrene ned i kommunekassen. Suspekte forbindelser mellem Imam Ali Moskéen og det iranske præstestyre.

Socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Erdogans moskénetværk.

Lige nu udfordrer dele af de muslimske miljøer den danske retsstat.

De bygger parallelle retssystemer og går uden om vores fælles institutioner og regler. Og de udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Det er i det hele taget absurd, at vi i den danske offentlige debat kan læse om blodpenge, muslimske mæglingsråd, shariadomstole og klaner under indlandsstof.

Men lige så absurd er det, at vi ikke har bedre muligheder for at gøre noget ved det.

Længe har Danmark ladet stå til, alt imens islamistiske mørkemænd har opbygget parallelle systemer og institutioner, der aktivt forsøger at undergrave det danske retssamfund og vores demokratiske værdier.

Man har ikke ladet stå til at ond vilje. Men en naivitet har præget stilstanden og måske endda skabt en berøringsangst.

For Danmark er et tillidssamfund.

Vi har over flere århundreder opbygget en kultur, hvor vi stoler på hinanden – og stoler på vores myndigheder. Det betyder også, at vores systemer er bygget på den tillidskultur. Det har mange positive konsekvenser. Men det gør dem også sårbare. Og dybt religiøse – nogle gange også dybt kriminelle – islamistiske netværk udnytter lige nu sårbarheden i den danske tillidskultur.

Ahmed Akkari, tidligere imam og talsmand for en protestgruppe under Muhammed-krisen, beskriver i bogen ”Min afsked med islamismen”, hvordan islamistiske netværk kan den danske foreningslovgivning til fingerspidserne og formår at malke kommunekassen til diverse projekter, der i virkeligheden kanaliserer penge tilterrorsympatisører.

I 2018 indviede Joy Mogensen, der dengang var borgmester i Roskilde Kommune, byens tyrkiske Ayasofya-moské. Den nye moské var ejet af Diyanet, som ifølge flere forskere er tæt knyttet til Erdogan.

Joy Mogensen afviste at tro på de forskere. »Måske vil nogle kalde mig naiv. Men jeg vælger altså at tro på mine medborgere her i Roskilde,« udtalte hun til Kristeligt Dagblad. Diyanet-moskéerne bruges aktivt som spioncentraler og som redskab til at forfølge politiske modstandere af Erdogan-regimet.

Joy Mogensens udtalelse er symptomatisk for den danske tilgang.

Vi antager, at alle vil det bedste.

Men i praksis har vi brugt skattekroner på at finansiere islamiske foretagender, der aktivt modarbejder Danmark og Vesten. Den seneste afsløring af blodpengeforhandlinger knyttet til Al-Hidayyah-moskéen har samtidig vist, at de har fået 137.257 kr. i tilskud fra kommunen.

Som en islamforsker udtaler det, svarer det til, at »Københavns Kommune nærmest driver en moské«.

Det er tid til, at vi omsætter erkendelse til handling.

Hvert et tiltag, som kan gøre det mere træls at være samfundsundergravende islamist, er et godt tiltag.

Liberal Alliance presser på over for regeringen. Vi trækker både kirkeministeren og justitsministeren.

Vi skal foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskéer med suspekte forbindelser.

Vi kan ikke tillade, at danske skattekroner bruges på at underminere vores nations værdigrundlag.

Vi skal konstant kæmpe for at bevare og forsvare vores liberale, demokratiske samfundsinstitutioner.

Det indebærer selvfølgelig også, at man aktivt skal modarbejde dem, der aktivt undergraver vores samfund.

Og dét skal vi gøre med alle de midler, vi kan.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/10-2024)