Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat – men virkeligheden er en helt anden

Henrik Dahl
8. februar 2023

Medierne er ikke specielt gode til påvirke mennesker til at tænke bestemte ting. Men de er virkelig gode til at påvirke, hvilke emner mennesker skal opfatte som vigtige og værd at tale om. Det fastslog de to amerikanske forskere Maxwell McCombs og Donald Shaw for godt 50 år siden.

I år skal vi for eksempel tænke over den frie abort og over, hvor dens grænse bør ligge. Det har den såkaldte Alliancen for fri abort bestemt. Et foretagende, der styres af den stort set medlemsløse, men ekstremt indflydelsesrige, ngo Sex & Samfund.

Som politiker hilser jeg naturligvis enhver form for debat velkommen. Men i lyset af McCombs og Shaws banebrydende teori om, hvordan medierne sætter dagsordenen for, hvad vi skal tale om, er vi nødt til at se længere ind i den skyggeverden, ngo’erne udgør, end vi plejer.

Bogstaveligt betyder »ngo« en »nongovernmental organization«. Altså et foretagende der advokerer en bestemt mærkesag og står uafhængigt af sit lands regering. Det med uafhængigheden skal man tage med et gran salt. For en lang række af såkaldte ngo’er har slamsugeren dybt nede i statskassen og pumper formuer ud af den og ind på sin egen bankkonto. For eksempel ved at man tilbyder oplysende virksomhed til skolerne – der ved nærmere eftersyn selvfølgelig er indoktrinering i den ideologi, den enkelte ngo er sat i verden for at promovere. På den måde får ngo’er ofte absurd store budgetter i forhold til antallet af medlemmer.

I de cirka 50 år, der er gået, siden teorien om hvordan medierne sætter dagsordenen først blev formuleret, er der selvfølgelig sket utrolig meget. En lang række af nye teknologier er blevet opfundet, som tilsammen har gjort mediebilledet langt mere komplekst, end det var i begyndelsen af 1970erne.

Desuden er de organisationer, der gerne vil præge mediernes dagsorden, blevet langt mere sofistikeret, end de var dengang.

I dag kan man sige, at ngo’erne ikke alene arbejder for at sætte bestemte emner på den offentlige dagsorden. De arbejder også på at opsætte spillereglerne for, hvem der må tale om bestemte emner og for, hvordan der må tales om dem.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvem der i det hele taget må tale om givne emner, er formentlig den woke forestilling, at forudsætningen for, at man i det hele taget kan deltage i debatten om de vilkår, en bestemt gruppe lever under, er, at man selv er medlem af gruppen.

Det får som konsekvens, at mænd formenes adgang til at diskutere kvinders vilkår.

Hvide formenes adgang til at drøfte de ikke-hvides vilkår og så fremdeles.

Det mest berygtede eksempel på, at der findes regler for, hvad der kan accepteres som gyldige argumenter, og hvad der ikke kan accepteres, er antageligvis den absurde tanke – også fra wokeismens overdrev – at biologiske argumenter er ugyldige, når det gælder diskussionen af køn og seksualitet.

Næsten lige så absurd er forestillingen om, at bestemte konklusioner er evige og urokkelige, fordi de er baseret på såkaldte »strukturer«. Uanset hvor lidt forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, der faktisk kan dokumenteres, har det for eksempel nul konsekvenser. Fordi »strukturerne« på forhånd dikterer, at der findes et stort problem (som ngo’erne i øvrigt skal have penge af staten for at »løse« ). Ngo’erne siger, at de gerne vil have debat.

Men i virkeligheden bruger de som regel de fleste kræfter på at regulere adgangen til debatten. Så borgerne hverken skal høre på de forkerte mennesker, de forkerte præmisser eller de forkerte argumenter.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 8. februar 2023)

Er svaret altid flere penge til staten?

Steffen Larsen
29. januar 2023

Vi kender alle sammen historien: Danskerne betaler verdens højeste skat, men får så meget igen, at det halve nærmest kunne være nok.

Alligevel har staten altid brug for flere penge.

Uanset om man er liberal eller konservativ, socialdemokrat eller endda socialist, er vi vel enige om, at staten har en række kerneopgaver, som burde komme først.

At politiet faktisk kan opklare et hæderligt antal forbrydelser og ikke mindst være til stede i gadebilledet til at sikre lov og orden. At det ikke tager årevis at få en sag igennem domstolene. Og at vi har et forsvar, der faktisk kan forsvare Danmark.

Når det kommer til politiet, ligger vi i ifølge Eurostat i bunden i forhold til de øvrige EU-lande, når det kommer til antallet af betjente, der faktisk kan udføre arbejde med at sikre lov og orden. Vi ligger på 194 betjente pr. 100.000 indbyggere – Tyskland har til sammenligning 301 pr. 100.000 indbyggere. Det er altså ikke ligefrem her, vi skal finde grunden til, at vi har næsten en million offentligt ansatte i Danmark.

Med dommere er vi endnu dårligere kørende. Her har vi ifølge Eurostat cirka 11,8 professionelle dommere pr. 100.000 indbyggere, hvilket er i den nederste tredjedel blandt EU-lande. Det betyder sjovt nok, at ventetiden ved domstolene bliver længere og længere: For fire år siden var den gennemsnitlige ventetid på at få en straffesag med domsmænd for retten 4,4 måneder.

Ved den seneste opgørelse fra september 2022 var ventetiden for den slags sager 8,3 måneder.

At Forsvaret er i en dårlig forfatning, ved vi alle efterhånden. Men trods den alvorlige situation, Europa står i, og de mange lovprisninger af regeringens fremrykning af at nå NATOs målsætning om at bruge to procent af BNP på Forsvaret i 2030 i stedet for 2033, vil vi stadig nå NATOs målsætning som det sidste af alle de NATO-lande, der har sat sig for at gøre det.

Igen: Danskerne betaler verdens højeste skatter – cirka 1.200 milliarder kroner om året – men de mest basale opgaver i staten bliver sjoflet.

Det er ikke, fordi alt det andet per automatik er ligegyldigt. Men det har rigtige konsekvenser i den virkelige verden, når staten ikke løser sine kerneopgaver godt nok. Både for de mennesker, der får deres dagligdag forpestet af bander og almindelig lovløshed, og for de mennesker og virksomheder, der skal vente år og måneder på at få noget igennem landets domstole. Og det siger vist sig selv, at man hverken kan forsvare et land med efterløn, SU på ungdomsuddannelser eller offentligt projektmageri.

Og på dét bagtæppe undrer det mig, at den såkaldt ambitiøse regering over midten som det første griber til at tage endnu mere fra dig, end du allerede skal aflevere til staten.

For tag ikke fejl: I praksis er det en skattestigning, hvis du bliver tvunget til at arbejde en dag mere, hvor du før kunne holde fri. For din fritid tilhører dig lige så meget, som dine penge gør.

Så måske skulle vi vende bøtten? Tænk sig, hvis vi i stedet sagde, at staten ikke kan regne med flere penge, før den har fået styr på sine egne kerneopgaver med de mange, mange penge, den allerede har. Før Forsvaret er i ordentlig stand. Før politiet og domstolene faktisk fungerer på en måde, som vi kan være bekendt.

I stedet for at piske danskerne til at arbejde mere ved med lov og magt at afskaffe en helligdag, kunne man da snildt finde de tre milliarder blandt de 1.200 milliarder, som det offentlige allerede bruger.

En samlet opposition har fremlagt et forslag til at finde de cirka tre milliarder, som vi alle kan stå bag, men i Liberal Alliance har vi massevis af andre forslag. Og fælles for dem alle er, at danskerne hverken skal betale med flere af deres surt tjente penge eller deres værdifulde fritid.

Vi kan reformere dagpengene, SUen, folkepensionen. Vi kan afskaffe efterløn og Arne-pension. Vi kan skære i erhvervsstøtteordningerne.

Vi kan bede kommunerne om at bruge deres penge lige så godt som de kommuner, der er bedst til det. Vi har 1.200 milliarder kroner at boltre os med – mon ikke vi kan finde nogle få milliarder til at løfte statens kerneopgaver bedre i statskassen i stedet for i borgernes lommer? En stat, der ikke kan sikre lov og orden eller forsvare sig selv, er ikke en stat. Uanset hvor mange penge, den bruger på alverdens andre ting.

Måske var det på tide, at Danmark vågnede fra sin tornerosesøvn i stedet for bevidstløst at skovle flere penge ind i munden på den stat, der ikke engang kan løfte sine egne kerneopgaver?

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 29. januar 2023)

Hvorfor er der ingen rindalisme i vore dage?

Henrik Dahl
29. januar 2023

Den ideologiske klasse sidder tungere på magten end nogensinde. Men graver også sin egen grav.

Forleden udkom Alex Ahrendtsens fremragende bog om Peter Rindal.

Den har fået fremragende – og velfortjente – anmeldelser hele vejen rundt.

Omdrejningspunktet for bogen er selvfølgelig det oprør imod velfærdsstaten (og ikke den modernistiske kunst, hvad mange tror), som Rindal i 1965 blev talsmand for. Her sagde i titusindvis af danskere, først og fremmest fra arbejderklassen, fra over for, at den stadigvæk unge velfærdsstat skaltede og valtede med deres ærligt og for det meste i ansigtets sved tjente penge.

I mellemtiden er velfærdsstaten blevet meget større. Skattetrykket er blev meget højere. Og protesterne? Der er blevet så lavmælte, at man i praksis må sige, at de er forstummet.

Nogle gange kan det, der ikke sker, være en gåde. Som dengang Sherlock Holmes undrede sig over hunden, der ikke gøede. Det gælder også i dag: Hvorfor er der ikke længere nogen lavtlønnede, der brokker sig over, at der skaltes og valtes og rent ud sagt svines med de mange penge, de hver måned indbetaler i skat? Det er mindst lige så gådefuldt som den tavse hund, Sherlock Holmes synes var påfaldende.

Den vigtigste grund til, at de lavtlønnede ikke længere brokker sig over svineriet med deres skattekroner, er, at efterkommerne til de mennesker, Peter Rindal kritiserede, har udviklet sig til en egentlig socialklasse.

I 1965 var det enkeltstående individer, som i forening begik de urimeligheder, Rindal protesterede imod. I dag er det en selvstændig socialklasse, der står for dem. Det gør hele forskellen.

Den socialklasse, der sviner med skatteborgernes penge, er for det første drevet af et ønske om at tjene en forholdsvis høj løn ved at udføre et forholdsvis mageligt og behageligt (pseudo) arbejde.

Og for det andet af et ønske om at kontrollere og dominere det liv, som deres ufrivillige sponsorer lever.

Vi kan kalde denne socialklasse for “den ideologiske klasse” og sige, at den er en underafdeling af den større og mere komplekse socialklasse, Jørgen S. Dich forstod som den herskende.

Den ideologiske klasse lever af at dominere og kontrollere de mennesker, der sponserer deres tilværelse, og den opdriver sine midler som rent-seeking. Det vil sige som en form for “afgift”, der lægges på nyttige og produktive aktiviteter.

Rent-seeking er med andre ord det samme, som man i andre sammenhænge kalder snylteri.

Udgangspunktet for den ideologiske klasse er, at den er tvunget til at skabe et behov for sig selv. Det gør den – i modsætning til på Rindals tid – ved at påvise “videnskabeligt”, at hvis der ikke tildeles betydelige midler til den ideologiske klasse, så vil der enten ske en hel masse skadelige ting, eller også vil en række gyldne muligheder for økonomisk vækst være tabt.

Selvfølgelig findes der ikke nogen hæderlige og anstændige videnskaber, der med 100 pct. sikkerhed vil nå frem til det resultat, at der er opstået alvorlige problemer i samfundet, der alene kan løses af den ideologiske klasse.

Derfor har den ideologiske klasse ikke allieret sig med den klassiske videnskab. Den har allieret sig med det, jeg i andre sammenhænge har kaldt “løgnologien”. Det vil sige noget, der ligner videnskab for den overfladiske betragtning. Men som består af evige og præfabrikerede konklusioner, der ikke kan falsificeres. I virkeligheden er det præcis det modsatte af klassisk videnskab.

Bevæbnet med løgnologiske resultater som, at kvinder overalt i det danske samfund – men navnlig, når det gælder attraktive stillinger – er ofre for mænd; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige offentlige midler til at få børn og unge til at betvivle og helst kuldkaste traditionerne samt til at overleve opvæksten; eller at det er nødvendigt at afsætte betydelige midler til at tale på vegne af den “kunst”, der ikke kan tale for sig selv; eller at det i det hele taget er nødvendigt at ret-og vejlede den almue, der ikke kan ret-og vejlede sig selv, presser man gennem ngo’er og medier det politiske system til at bevilge penge til den ideologiske klasse.

Alliancen mellem den ideologiske klasse og de “forskere”, der lever af løgnologi, er afgørende på flere måder.

For dels er det løgnologiens opgave at begrunde, hvorfor den ideologiske klasse skal have skatteborgernes penge, og at bevise, at de er godt givet ud. Men desuden er det løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tvivle på deres egne sanser og deres egen sunde fornuft.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at tilværelsen for både mænd og kvinder i Danmark i det store hele er tålelig og rimelig, er det løgnologiens opgave at gaslighte dem til at tro, at kvinder lider under de mest forfærdelige uretfærdigheder.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at der i hovedsagen er to køn, og at det er en ordning, praktisk alle har det fint med, er et løgnologiens opgave at gaslighte borgerne til at tro, at det, de opfatter som normalt og almindeligt, i virkeligheden er dybt repressivt og et kæmpe problem.

Som konklusion kan man sige, at når der i vore dage ikke er noget oprør imod svineri og rent-seeking fra den ideologiske klasses side, hænger der sammen med løgnologiens effektive arbejde for at begrunde, at den ideologiske klasse skal have penge – og dens lige så effektive arbejde for at gaslighte alle, der i første omgang synes, at det lyder mærkeligt.

Hvordan fremtiden kommer til at forme sig, er der ingen, der ved.

Men det, man allerede nu kan se, er, at den ideologiske klasse og dens effektive brug af løgnologi i dag retter sig imod at ødelægge selve vores vestlige samfundsorden.

Det gør den ved at indoktrinere borgerne til at opfatte den vestlige samfundsorden som højdepunktet af uretfærdighed og urimelighed (selv om den er præcis det modsatte).

Og ved at gaslighte alle, der undrer sig over, at der er så mange mennesker, som hele tiden forsøger at indvandre fra andre dele af verden til det angiveligt urimelige og uretfærdige Vesten.

Det giver jo absolut ingen mening – medmindre man er blevet gaslightet af den ideologiske klasse og løgnologien.

Jeg tvivler på, at den ideologiske klasse selv er i stand til at indse, at hvis den afmonterer vores eksisterende samfund, så afmonterer den også sig selv.

Hvilket hænger sammen med, at den ideologiske klasse desværre selv tror på sin egen ideologi.

Derfor indser den ikke, at den lever af det samfund, den har snyltet sig til penge for at kritisere. Og at hvis dette samfund går under, går den ideologiske klasse selvfølgelig selv under i den samme proces.

Hvis borgerne ved deres almindelige færden gennem livet er nået frem til, at kunst, der ikke kan tale for sig selv, sjovt nok ikke siger dem noget, er det løgnologiens opgave at gaslighte og udskamme borgerne til at tro, at der er noget, de har misforstået.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 29. januar 2023)

Modstanden mod privathospitaler kan koste liv

Louise Brown
27. januar 2023

Det går galt, når vi centraliserer den offentlige service.

MAN SKAL ikke have fulgt meget med i den offentlige debat for at have hørt om, at vores sundhedsvæsen er presset. Men i en dugfrisk undersøgelse fra Sundhedsministeriet males der et hidtil uset dystert billede af sektoren. Akutafdelingerne er fyldt til bristepunktet, så ambulancer må holde i kø foran skadestuerne, ventetiden til somatisk behandling har sneget sig på op 44 dage i gennemsnit, og der mangler i dag så mange læger, at patienter med livstruende sygdomme kan risikere at vente flere timer på behandling.

En del af problemerne kan spores tilbage til sygeplejerskernes strejke i 2021, og at ventetiderne steg under coronapandemien.

Men krisen i sundhedssektoren skyldes også forfejlet politik. For selv om de ansatte på offentlige hospitaler har svært ved at følge med, har man fra statens side valgt at smække døren i over for private hospitaler, der har ressourcer til at afhjælpe presset.

I en vejledning til sundhedsloven står der, at Sundhedsstyrelsen som udgangspunkt skal åbne for, at private hospitaler kan ansøge om at udføre mere komplicerede og sjældne indgreb minimum hvert tredje år. Men ikke desto mindre har Sundhedsstyrelsen ikke haft åbent for ansøgninger siden år 2016. For 19-årige Marie-Louise Rasmussen betyder det, at mens hun normalt kunne blive opereret gratis og øjeblikkeligt for sin hoftedysplasi, skal hun i dag enten selv finansiere operationen på 120.000 kr. eller vente flere år, før der er ledigt på et offentligt hospital. Og Marie-Louise Rasmussens historie er langt fra at være en enlig svale.

FOR NYLIG kunne man læse om 37-årige Kristoffer Holmberg, der har udsigt til en ventetid på 13 år til en behandling for sin kæbelidelse, som gør ham ude af stand til at arbejde, selv om et privathospital står klar til at hjælpe øjeblikkeligt. Om Sundhedsstyrelsens manglende godkendelser skyldes, at embedsværkets tandhjul er sandet til i bureaukrati, eller om problemerne snarere er et produkt af venstrefløjens ideologiske modstand mod private udbydere, kan vi ikke vide. Men uanset hvad er sundhedssektorens krise et skolebogseksempel på, hvor galt det kan gå, når vi centraliserer den offentligt finansierede service ét sted.

I et liberalt samfund, hvor man satte danskerne før systemet, ville man lade pengene følge borgeren, så folk kan vælge de tilbud, der passer til deres specifikke behov. For når danskerne betaler verdens højeste skatter, har de også krav på verdens bedste service.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 27. januar 2023)

Tid til atomkraft på dansk jord?

Steffen Frølund
26. januar 2023

Det er snart 20 år siden, at svenske politikere stak reguleringskæppen i hjulet på den sidste reaktor i atomkraftværket i Barsebäck.

Men med dannelsen af Sveriges nye, borgerlige regering er det ikke længere usandsynligt, at der i Barsebäcks reaktorer atter vil blive spaltet uranatomer inden for en overskuelig fremtid.

Svenskernes holdning til atomkraft har nemlig ændret sig markant inden for det seneste stykke tid, og også herhjemme begynder piben omsider at få en anden klang.

En meningsmåling fra september påviser f. eks., at 46 pct. af danskerne er tilhængere af at indføre atomkraft i Danmark, mens 39 pct.

stadig er imod. Det er en betydelig fremgang set i lyset af, at der så sent som i 2016 kun var 17 pct. af befolkningen, der var tilhængere.

Med dette skift i folkestemningen er der god grund til, at vi danskere også undersøger muligheden for at følge i svenskernes fodspor, så vi kan gøde jorden for en grøn omstilling af vores samfund.

Blandt forskerne er der nemlig stor konsensus om, at atomkraft er vejen frem. I en ny FN-rapport dokumenteres det eksempelvis, at atomkraft er den energikilde med den laveste CO2-udledning, og også i EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

Det tyder altså på, at det vil være en god idé at undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk grund, og med Putins invasion af Ukraine som bagtæppe er det kun blevet endnu mere åbenlyst, at vores nuværende energiforsyning godt kunne bruge et eftersyn.

I EU får vi omtrent 40 pct. af vores gas fra Rusland, og når Putin med et fingerknips kan lukke for gashanerne og fratage os muligheden for at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer, har vi et problem.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance at nedsætte en Niels Bohrkommission, bestående af uvildige eksperter på området, som skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord. Det håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget vil støtte. For går man ind for en grøn omstilling, bør man også gå ind for, at vi kan føre en faktabaseret klimapolitik på et oplyst grundlag.

I EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 26. januar 2022)

Politikere sminker besparelser som reformer -»Det er simpelthen ikke hæderligt«

Henrik Dahl
26. januar 2023

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt.

Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

Da man for godt og vel ti år siden gennemførte den såkaldte inklusionsreform, som betød, at flere børn skulle gå i de almindelige folkeskoleklasser, lød den væsentligste begrundelse, at kommunernes udgifter til at hjælpe børn med særlige behov var blevet alt for store.

Det vil reelt sige, at en hvilken som helst pædagogisk eller didaktisk begrundelse, man kan komme i tanke om, for at inklusionsreformen er en god idé, er en efterrationalisering.

Om efterrationaliseringer kan man sige mange pæne ting. For eksempel er det i vidt omfang på grund af dem, man i sin alderdom ofte ender med at mene, at tilværelsen giver en eller anden form for mening.

Men jeg synes på den anden side, vi også må være ærlige: En hvilken som helst efterrationalisering er en bunden opgave. Det er jo på forhånd givet, at den skal præsentere en legitimering af en beslutning, som selve efterrationaliseringen og dens argumenter ikke er en del af.

Den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt er en form for specialist i efterrationaliseringer. For i en vis forstand er det sådan nogen, hele hans bog»The Righteous Mind«handler om. Den kan udlægges som en argumentation for den påstand, at bevidstheden oftere fungerer som menneskets spindoktor, end den fungerer som menneskets rådgiver. Det vil sige: Oftere, end de fleste formentlig tænker over, leverer bevidstheden argumenter for, at det, vi alligevel har besluttet, er det rigtige. Og sjældnere, end de fleste formentlig tænker over, samler bevidstheden argumenter og data sammen, og kombinerer dem til et beslutningsgrundlag.

Men selvom det er supermenneskeligt at efterrationalisere, når det gælder egen tilværelse, vil jeg advare om at gøre det alt for ofte, når man virker som politiker.

Det er simpelthen ikke hæderligt at sige, at der er en hel masse pædagogiske og didaktiske begrundelser for at sætte børn, der tidligere blev anset for behandlingskrævende, ind i en almindelig skoleklasse.

Begrundelserne er nemlig for hovedpartens vedkommende opfundet ene og alene med det formål at begrunde en økonomisk besparelse på en måde, der tager sig moralsk og fagligt ansvarlig ud.

Det sker i mine øjne alt for ofte, at man som politiker føler sig nødsaget – eller bliver presset – til at efterrationalisere noget, der kommer fra Finansministeriet med begrundelser, der giver mening ude i fagministerierne.

Der har aldrig eksisteret en snævert mediefaglig begrundelse for at bygge DR Byen. Finansministeriet og Københavns Kommune havde brug for at sælge et stort jordlod i Ørestaden og sparke gang i udbygningen af området. Derfor bad man Kulturministeriet og Danmarks Radio om at opfinde nogle fagligt lydende begrundelser for, at det var en god idé.

På samme måde med det såkaldte uddannelsesloft. Der eksisterede aldrig en faglig begrundelse for, at det var problematisk, at nogle ganske få mennesker tog mere end en enkelt uddannelse. Men Finansministeriet manglede i den smalle V-regerings tid 320 millioner kroner for at kunne gøre Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti glade. Og så bad man Forskningsministeriet om at opfinde en eller anden tynd begrundelse for, at uddannelsesloftet var den bedste opfindelse siden skiveskåret franskbrød.

Det burde altid være sådan, at den til enhver tid siddende regering sagde til Folketinget og borgerne, at dette eller hint er blevet for dyrt. Så man ikke igen som folketingsmedlem på helt igennem uhæderlig vis blev tvunget til at omtale en besparelse som en reform.

(Kommentar udgivet i Berlingske d. 25. januar 2023)

Er Mette Frederiksen kommet i dårligt selskab?

Henrik Dahl
19. januar 2023

En regering vælger selv, hvordan den vil træde i karakter som regering.

Hvad enten den i sig selv har flertal, eller den skal søge det i Folketinget fra sag til sag.

For tre år siden, da verden første gang hørte om covid-19, valgte den forholdsvis nye statsminister Mette Frederiksen på den ene side at fremmane et billede af tung alvor og på den anden side at skabe samling i Folketinget og i befolkningen.

Nu står Mette Frederiksen i spidsen for regeringen Mette Frederiksen II, der er en koalition mellem Venstre, Moderaterne og hendes eget Socialdemokratiet.

I sin nytårstale 1. januar 2023 anslog statsministeren strenge, hun før har spillet på: Der er krig i Europa.

Der er stærkere inflation, end vi har oplevet siden 1970′ erne. Der er energikrise. Måske stigende arbejdsløshed og dermed en recession lurende i horisonten.

Men hvor Mette Frederiksen I var samlingens statsminister, har Mette Frederiksen II valgt at være splittelsens statsminister.

Med den gennemført utroværdige påstand, at forudsætningen for at opruste til 2 pct. af bnp er en afskaffelse af store bededag, er regeringen gået i gang med den sidstnævnte manøvre.

Økonomer stiller sig tvivlende over for, om afskaffelsen af helligdagen vil have nogen varig effekt på arbejdsudbuddet. Et massivt flertal i befolkningen er imod. Og til trods for at SVM i sit regeringsgrundlag lægger vægt på god regeringsførelse, gør man det modsatte: Haster sagen igennem med en høringsfrist på kun syv dage.

Man kan sige, at øvelsen skaber samling i befolkningen – men det sker imod regeringen. Hvilket, uanset hvad man i øvrigt mener om den, er dårligt for demokratiet.

En god regering skal ikke skabe vrede og disharmoni, men det modsatte. En god regering skal føre en politik, selv modstanderne inderst inde godt kan se giver mening (Poul Schlüter var en sand mester i dette).

I stedet vælger Mette Frederiksen II at føre en politik, selv medlemmer af regeringspartierne under private former indrømmer er komplet unødvendig og antagoniserende.

Men splittelsen stopper ikke her.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus. Men dette ubehag ved at få en kaktus anbragt et unævneligt sted ønsker regeringen at dele med alle, der vil deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Derfor skal man acceptere konkurrencestatens helt overflødige invasion af privatlivet – som er konsekvensen af at afskaffe store bededag – for at få lov til at deltage i de kommende forsvarsforhandlinger.

Det skaber endnu mere splittelse.

Fordi det selvfølgelig gør de partier i Folketinget, der plejer at tage et medansvar, men ikke sidder i regeringen, rasende.

Hvorfor i alverden holder statsministeren en tale om de farer, der tårner sig op foran Danmark og danskerne – kun for at skabe splittelse om noget så vitalt som Danmarks forsvar? Samlingens statsminister har i løbet af den trods alt korte tid, det tager at holde et valg og danne en ny regering, gjort sig selv til splittelsens statsminister.

Mette Frederiksen II’s handlinger giver nul mening for Mette Frederiksen I.

Hvordan vil det gå for Danmarks nye splittelsesregering? Hvad angår store bededag, skal den uden tvivl få sin pyrrhussejr.

Men at det bliver en af de kostbare sejre, man ikke kan tåle for mange af, er helt åbenbart.

Der er en kæmpe risiko for, at afskaffelsen af store bededag vil få bestemmende indflydelse på overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked – og ikke i en heldig og konstruktiv retning.

Det er også helt givet, at de ansvarlige partier uden for regeringen vil skrive regeringens oplæg til forsvarsforhandlinger ned i deres respektive sorte bøger. Det er der, man gemmer sine optegnelser over, hvad denne eller hin politiske modstander skal få betalt ved en passende lejlighed.

Selv for en flertalsregering er det ikke rart at stå skrevet i så mange sorte bøger på en gang. Der er ingen ende på de metoder, Folketinget råder over, hvis det vil slide en regering eller en enkelt minister ned.

De vil helt sikkert blive bragt i anvendelse, hvis regeringen virkelig mener, at den skal optræde så ukonstruktivt og diktatorisk over for en hel række partier, den i længden ikke kan slippe for at være sammen med – og på en række punkter afhængig af.

Alt i alt ser det ud til, at Danmarks nye hen over midten-regering vil benytte sin styrke på at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Fremtidens historikere vil formentlig kunne svare på, hvorfor de normalt udmærket strategisk tænkende socialdemokrater synes at have glemt enhver form for strategisk sans. Men det virker nærliggende at forestille sig, at forvekslingen af strategi med intriger og taktik kommer fra de to andre regeringspartier.

De har nemlig i årevis været domineret af typer, der ikke havde den ringeste sans for strategi. Men til gengæld en veludviklet evne til at bilde sig selv og de mennesker, der var afhængige af deres gunst, ind, at taktiske narrestreger var lig med strategi.

Regeringen er selvfølgelig i sin gode ret til at forveksle strategi med hundekunster. Ligesom den er i sin gode ret til at skabe vrede i befolkningen og splittelse på Christiansborg.

Men hvordan og hvorfor det på nogen måde skulle være godt for Danmark og for respekten for vores politiske institutioner, er jeg ude af stand til at indse.

Det siges, at når man sidder i en koalitionsregering, kan det ofte føles, som om nogen ville tage ens temperatur med en kaktus.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 19. januar 2023)

Politiske samråd er ligegyldigt teater og spild af ministerens tid

Henrik Dahl
11. januar 2023

For tiden flyder mit informationsrum over med beskrivelser af, hvilke MFere der er kommet til at sidde i hvilke udvalg. Aviserne skriver om de nye formænd og næstformænd. Og på Facebook har mange MFere travlt med at sprede begejstring over den spændende portefølje af udvalg, de er kommet til at sidde med.

Forleden kunne man for eksempel i Kristeligt Dagblad læse, at det nye kirkeudvalg begejstrer Peter Lodberg, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet. Han mener, at det med sin besætning af erfarne politikere vil blive meget bedre end det forrige.

Jeg er virkelig ked af, at måtte sige det. Men med få undtagelser så er Folketingets udvalg altså ikke fora for væsentlige diskussioner af noget som helst. Som belæg vil jeg tillade mig at citere, hvad Jakob Ellemann-Jensen, Nick Hækkerup og jeg selv skrev i den politiske håndbog, vi udgav i 2018: »Udvalgene er i krise. De er Folketingets smertensbørn, som der er gjort utallige forsøg på at hjælpe på ret køl«. At udvalgene er i krise, er der mange ting, der bevidner. Først og fremmest det ringe fremmøde. Under normale omstændigheder skal man ikke regne med, at der dukker flere ordførere op end et par stykker eller fem.

Det fører ofte til pinlige situationer, når en deputation er mødt frem for at forelægge et eller andet problem, den anser for at være påtrængende. Her står det manglende engagement blandt flertallet i udvalget ofte i en hårdtslående kontrast til den omhu, deputationen har lagt i at forberede sig.

Men hvad så med de åbne samråd, vil nogen måske tænke. Jo, der er fremmødet ofte bedre, end når en deputation kommer på besøg. Eller når man skal arbejde sig rutinemæssigt igennem en standarddagsorden. Men samråd er teater 99 gange ud af 100 gange. En anledning til at spilde ministerens tid og til at dræne embedsværket for energi. Og måske også en anledning til, at knap så kendte politikere kan fremstå som handlekraftige og engagerede i kritiske samfundsproblemer. Typisk i den kreds, hvor de er valgt. Sandheden om samråd er, at der sjældent kommer andet ud af dem, end at indkalderen bagefter kan sige, at der har været afholdt et samråd.

Politikere arbejder altid på at udøve den størst mulige indflydelse. Det er ud fra overvejelsen om, hvordan det praktisk skal gribes an, de afsætter tid til forskellige formål.

Det bedste, man kan gøre for at stå stærkt på Christiansborg, er at repræsentere et stort parti. Derfor bruger man selvsagt en væsentlig del af sin daglige energi på at styrke opfattelsen af det parti, man er valgt for.

Jo større et parti, man repræsenterer, desto større indflydelse kan man gøre gældende, når der indkaldes til forhandlinger. Men de finder ikke sted i udvalgene. De finder sted i ministerierne. Her har offentligheden ikke adgang. Men ved politiske forhandlinger bliver der virkelig gået til stålet og diskuteret principper. Det kan både være en kilde til stor inspiration og til stor frustration.

Endelig har man som politiker et stort behov for at sætte sit præg på tidens vigtige dagsordener. I den bedste af alle verdener kan man selv skabe en dagsorden. Så heldige er de færreste. I stedet må man give sit besyv i forhold til de dagsordener, der under alle omstændigheder kører i medierne.

For de fleste politikere kommer kampen for at styrke eget parti, kampen for at præge de løbende forhandlinger og kampen om at sætte de rigtige dagsordener til at fylde det meste. Det er derfor, udvalgenes arbejde bliver presset så langt ned i de fleste folketingsmedlemmers prioriteringer.

(Debat bragt i Berlingske d. 11. januar 2023)

Afskaffelsen af Store Bededag er rendyrket socialdemokratisk spin

Carsten Bach
7. januar 2023

Mette Frederiksen slog med sin nytårstale fast, at regeringen vil afskaffe en helligdag – men regeringen overspiller og stikker vælgerne blår i øjnene, når de kobler Store Bededag med finansieringen af forsvaret og krigen i Ukraine.

Som liberal bifalder jeg selvfølgeligt, at der følger finansiering med politiske forslag. Det forhindrer et politisk flertal i unødigt at gældsætte nationen. Men en afskaffet helligdag er ikke øremærket finansiering.

Statsministerens fine ord om, at det er det rigtige at gøre, fordi der er krig i Ukraine, og at danskerne derfor ” skal bidrage til vores fælles sikkerhed”, er spinsprog, der kan oversættes til “mere arbejde for samme løn” – eller en dags arbejde uden løn. At påstå andet er at stikke blår i øjnene på vælgerne.

Regeringens forklaring om, at pengene, som staten høster ved at afskaffe en helligdag, bliver givet som en stor pose penge til Danmarks forsvar, er intet andet end et forsøg på at lade forslaget glide lettere ned hos vælgerne og arbejdsmarkedets parter. Pengene ryger ind i den store statskasse uden at være øremærket til noget bestemt.

Det kan næppe være en overraskelse for statsministeren, at hun “fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle”. Forslaget må siges at være et uheldigt, upopulært fejlskud, som ingen af SVM-regeringens vælgere i øvrigt kendte til før valget. Alligevel bliver det knyttet tæt sammen med den vigtige opbygning af vores fælles forsvar i et skørt finansieringskryds.

SVM-regeringen fortsætter den socialdemokratiske stil fra Mette Frederiksens første regering. Ingen kvaler, skatteborgerne betaler. En rød mindretalsregering ville været nødt til at indkalde de politiske partier til forhandlinger for at finde finansiering til forsvarsbudgettet.

Det er desværre ikke nødvendigt for den nye SVM-regering, der med forøget styrke mere eller mindre fortsætter den socialdemokratiske linje fra tidligere.

I Liberal Alliance har vi en økonomisk plan med fuld finansiering til de 2% af BNP, som Danmark allerede næste år kunne bruge på forsvaret -uden at det koster danskerne hverken en helligdag eller en dag, hvor de skal arbejde gratis.

Forslaget må siges at være et uheldigt, upopulært fejlskud, som ingen af SVM-regeringens vælgere i øvrigt kendte til før valget.

(Debatindlæg bragt i Danmark Fyns Amts Avis d. 7. januar 2023)

Derfor er der intet sympatisk ved den ekstreme venstrefløj

Henrik Dahl
4. januar 2023

Den røde tråd har altid været at ødelægge den mest civiliserede kultur, verden til dato har kendt: den vestlige.

Er der en rød tråd i den måde, hvorpå den ekstreme venstrefløj altid har optrådt? Og med den ekstreme venstrefløj mener jeg i fortiden DKP og i vore dage partier og grupperinger, der nedstammer fra DKP eller har allieret sig med DKP.

Det er der desværre. Og den røde tråd er ikke, at man altid har kæmpet for en bedre verden for de underprivilegerede. Den røde tråd er, at man altid i forskellige betydninger af udtrykket har ”holdt med” fjender af den vestlige kultur og livsmåde. Det vil sige, at man har allieret sig med den vestlige kulturs fjender. Man har fungeret som apologet for den vestlige kulturs fjender. Man har gjort sig selv til nyttig idiot for den vestlige kulturs fjender.

Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om.

Historisk holdt DKP med Sovjetunionen. Det vil sige, at partiet arbejdede efter instruks fra SUKP og aldrig foretog sig noget, der kunne bringe partiet på kant med SUKP.

Vi ved i dag, at Sovjetunionen aldrig havde fredelige og reelle hensigter over for den vestlige verden.

Man ville fra sovjetisk side hævde, at man arbejdede for at forbedre menneskehedens almene kår. Men i pagt med, hvad der også kendetegner efterfølgerstaten til USSR, nemlig det putinistiske Rusland, var det en fuldkommen indgroet og rutinemæssig del af sovjetstatens virke, at den fortalte løgne, skjulte sine reelle hensigter, opfandt omhyggelige røgslør for alt, hvad staten havde behov for at skjule – og i øvrigt ikke havde til hensigt at følge nogen af de aftaler, der var indgået.

Det er for så vidt ikke mærkeligt, at både USSR og det putinistiske Rusland havde så stort et behov for at lyve, fordreje og manipulere. For begge regimer var i bund og grund menneskefjendske og antihumanistiske. Blot et delvist kendskab til sandheden om de to regimer ville omgående have skræmt ethvert retsindigt menneske bort for altid.

Som tiden gik, blev Sovjetunionen mindre tiltrækkende for en ny generation af hadere af den vestlige civilisation. Man kastede i stedet sin kærlighed på Kina, Cuba, eller hvad det måtte være. Desværre havde den ekstreme venstrefløj på det tidspunkt allerede internaliseret og institutionaliseret et helt grundlæggende træk ved al venstreradikal organiserings moder, DKP: det uudslukkelige had til den vestlige verden og dens borgerligt-liberale grundorden.

Dette had til den vestlige verden overtog og videreudviklede den ekstreme venstrefløj efter ungdomsoprøret fra DKP, selv om man vendte sig imod selve partiet.

Før Murens fald viste hadet til den vestlige verden sig på den måde, at det ekstreme venstre altid holdt med lande og bevægelser, der havde en ødelæggelse af den vestlige verden på dagsordenen. Til den ende fortsatte man praksis fra DKP.

Derfor er der ikke ende på de tilfælde, hvor den ekstreme venstrefløj har fungeret som nyttige idioter for et hvilket som helst anti-vestligt projekt, man kan komme i tanke om. Som nyttige idioter fortsatte man i den gamle DKP-tradition med at bidrage til tilsløringen af den reelle natur af og de reelle hensigter hos ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation.

Man fortsatte med at viderebringe de løgne, ens nye yndlingsfjende af den vestlige civilisation bragte til torvs. Og man fortsatte med at udbygge og forbedre det diskursive univers, ens nye yndlingsfjende forsøgte at knæsætte. Typisk ved hjælp af den særlige form for relativisering, der hedder ”whataboutism”. Det vil sige, at man imødegår enhver kritik ved at sige: ”Men hvad med Vietnamkrigen?”, eller hvad USA ellers måtte have begået af beklagelige fejl. Eller ved at forstærke den typiske løgn blandt udemokratiske regimer: at det faktisk er det udemokratiske regime, der er offer for den vestlige verden. Og at det udemokratiske regimes kamp imod den vestlige verden derfor ikke skal ses som andet end selvforsvar drevet af retfærdig harme.

Sådan har den ekstreme venstrefløj i tidens løb forsvaret Kina, Cuba, Venezuela og såmænd også i flere tilfælde islamistiske bevægelser af den ene eller den anden slags.

Efter Murens fald (og tilintetgørelsen af det kinesiske oprør på Tienanmen-pladsen, der tilfældigvis fandt sted samme år) gik der mange år, hvor den ekstreme venstrefløj ikke kunne kaste sin kærlighed på et eller andet udemokratisk regime, der hadede den vestlige verden. Det skyldes, at de fleste af den type regimer stod så delegitimerede tilbage, at det ville være blevet mødt med offentlig harme, hvis man havde erklæret sin kærlighed til dem – eller blot taget dem i forsvar.

Derfor var gode råd i en lang periode i 1990’erne dyre på den ekstreme venstrefløj.

Det, vi kan se i dag, er, at den ekstreme venstrefløj er tilbage ved samme styrke, som den havde før Murens fald. Det vil sige, at den har fundet nye veje til at hade og undergrave den vestlige civilisation. Stadig ved hjælp af de gamle virkemidler: Man gør sig til nyttig idiot. Man bidrager til at udbrede de forskellige diskursive røgslør, som de nye hadere af den vestlige civilisation har lagt ud. Man bidrager til at delegitimere den vestlige civilisation ved hjælp af løgnagtige ”facts” og ”analyser”, der – omhyggeligt kurateret – får den vestlige verden til at tage sig forfærdelig og undertrykkende ud. Og man fortsætter den stolte tradition helt tilbage fra DKP med ”whataboutism”.

Et enkelt af mange gode eksempler er den ekstreme venstrefløjs hemmelige alliance med islamismen. I mangel af bedre dansk ord kan vi bruge det franske: islamo-gauchisme.

Islamo-gauchisme er vidt udbredt i Enhedslisten og nærmeste omegn. Her er det en kær beskæftigelse af skjule sandheden om det specifikt islamiske voldspatriarkat, som brave mennesker for tiden gør oprør imod i Iran. Ligesom det er en kær beskæftigelse at skjule sandheden om negativ social kontrol. Eller om den røde tråd i den massive kriminalitet, personer med baggrund i Stormellemøsten står bag overalt i Vesteuropa: at det er en form for hybrid krig imod vestlige mennesker og vestlige værdier.

Men den ekstreme venstrefløjs udbredelse af wokeismen er også et godt eksempel. For kernen i al wokeisme er et uudslukkeligt had til grundpillerne i den vestlige civilisation: den politiske liberalisme. Oplysningstanken. Den rettighedsmæssige individualisme. Og ikke mindst: det uudslukkelige had til selve de vestlige værdier og traditioner.

Den kamp kæmper den ekstreme venstrefløj på flere måder. Ikke mindst ved at propagere den stuerene version af alle woke dagsordener, som praktisk taget enhver kan tilslutte sig: at vi skal behandle minoriteter godt. Og omvendt ved at bidrage til at tilsløre wokeismens sande og ekstreme ansigt: at vi skal opløse traditioner af enhver art. At vi skal opløse normer af enhver art. I sidste instans kort sagt: at vi skal opløse alle den vestlige verdens værdier og traditioner.

I den kamp har den ekstreme venstrefløj i dag to magtfulde allierede. Det drejer sig for det første om hele den del af universitetsverdenen, der har forskrevet sig til woke pseudovidenskab. Og som under dække af universiteternes traditionelle mekanismer til kvalitetssikring nærmest uhindret kan få sine løgne og manipulationer blåstemplet og udbredt som legitim videnskab.

Og for det andet i form af de uhyggeligt mange ngo’er, der i realiteten er filialer af Enhedslisten. Bare med statsgaranterede indtægter og begrænsede muligheder for demokratisk kontrol og kritik. Et fremragende eksempel er Oxfam IBIS. Der hvert år uden væsentlig modsigelse får viderebragt sine manipulerende påstande om fordelingen af verdens formuer.

Fra den ekstreme venstrefløj – og fra dens håndlangere på universiteterne og blandt ngo’erne – udgår dagligt udspil og initiativer, der ikke har andre formål end at ødelægge den vestlige civilisation. Ligesom der dagligt udgår ”facts” og ”analyser”, der skal ”dokumentere”, at den vestlige verden er det mest uretfærdige, ulige og uciviliserede sted, verden endnu har kendt.

Det er ikke mindre skadeligt, end da DKP i gamle dage promoverede Sovjetunionen. Derfor skal det i vore dage kritiseres lige så hårdt, som man i gammel tid kritiserede civilisationshaderne i Danmarks Kommunistiske Parti.

(Kommentar bragt i Jyllands-Posten d. 4. januar 2023)