Selvom præsident Macron har præciseret, at Frankrig mener det, Frankrig hele tiden har ment om Europa, Kina og USA, er der god grund til at spørge: Hvad bør Europa egentlig mene om sig selv, Kina og USA?
Sammen med USA og Canada er det landene i Europa, der har grundlagt den politisk og økonomisk liberale verdensorden, der først blev formuleret som en vision efter Anden Verdenskrig og siden blev til virkelighed efter Murens fald.
Det mest fordelagtige ved den vestlige orden overhovedet er efter min opfattelse, at den bryder med princippet om den stærkes ret.
De europæiske ordener, vi har kendt til for eksempel efter Trediveårskrigen i 1600-tallet eller efter Napoleonskrigene i 1800-tallet, har været karakteriseret ved, at de svage i sidste instans måtte rette sig efter de stærke. Brutal militær magt havde – sagt på anden vis – altid det sidste ord.
Det, der er sket med både Nato og EU – men desværre i ringere grad med FN – er, at der er opbygget såvel institutioner som forpligtende regler. Derfor mødes medlemmerne af navnlig EU og Nato efter helt faste procedurer inden for rammerne af diverse institutioner og udøver den magt, som medlemslandene har givet til de pågældende institutioner.
I princippet på samme måde, som medlemmerne af Folketinget udøver deres magt, sådan som grundloven (og Folketingets egen forretningsorden) foreskriver.
Den vigtigste opgave for Europa og den vestlige verden i de kommende år er at holde fast i, at den model, vi har skabt, er værdifuld og skal holde i mange år ud i fremtiden. For det gælder om altid at huske: Verden er hverken blevet politisk eller økonomisk liberal af sig selv. Verdens naturlige tilstand er ikke, at den er politisk eller økonomisk liberal. Verdens naturlige tilstand er i bedste fald den stærkes ret. Og i værste fald anarki.
Rundtomkring i verden ser vi ikke længere det, politologen og sociologen Larry Diamond har kaldt en »demokratisk recession«. Hvilket i sig selv er galt nok: Udtrykket beskriver, hvordan flere og flere lande går i demokratisk forfald og udvikler sig til autokratier. Vi ser desværre også, at de ikkedemokratiske lande begynder at indgå alliancer, som åbenlyst har til formål at afmontere den økonomisk og politisk liberale vestlige verdensorden.
Det er en kendt sag, at Kina og Rusland har indgået en alliance om at udfordre den vestlige orden. Men Iran har længe været på vej ind i en alliance med Rusland, og seneste nyt fra Mellemøsten er, at Kina og Saudi-Arabien taler om en tilnærmelse.
Det betyder ikke, at Europa skal spille offensivt ud og slå hånden af den autokratiske alliance, der tegner sig. Men vi skal glemme alt om de naive fejlfortolkninger af 1989, som først og fremmest Angela Merkel og Tyskland er kommet til at stå som symboler på.
Interdependens – som det så fint hedder; man kan også sige samhandel – fører ikke til en mere demokratisk verden. Det troede alle, der fejlfortolkede 1989. Og i Tyskland blev det til et elegant slogan: wandel durch handel.
Vi har skabt interdependens mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Mellemøsten og Kina i årtier. Det her skabt en umådelig rigdom alle steder. Men det har ikke ført til, at der er kommet en tøddel mere demokrati i hverken Mellemøsten eller Kina.
I stedet oplever vi, at flere og flere lande slår ind på det, som Rusland allerede tog hul på i 2007: hybrid krig imod den vestlige verden.
Hvad angår Rusland, har den hybride krig blandt andet ført til hackerangreb imod kritisk vestlig infrastruktur, indblanding i valg rundtomkring i den vestlige verden og udsendelse af dødspatruljer til blandt andet Storbritannien.
Iran fører også hybrid krig verden over. Den kommer blandt andet til udtryk gennem dødspatruljer og opfordringer til at angribe mennesker, der udfordrer iranske – og dermed islamiske – dogmer. Det mest prominente offer for det sidstnævnte er selvfølgelig Salman Rushdie.
Kina fører en helt åbenlys krig imod den regelbaserede verdensorden i Det Sydkinesiske Hav. Og truer i øvrigt ethvert land, der har været så uforsigtigt at vikle sig ind i kinesisk interdependens, med økonomisk død og ødelæggelse, hvis det pågældende land udfordrer kinesiske dogmer om f.eks. Tibet, Hongkong eller Taiwan.
Derfor bør præmissen i Europa fremover være: En alliance af autokratiske lande har for længst erklæret den vestlige verden hybrid krig.
Det skal vi for det første erkende som et faktum, vi ikke kan ændre på – fordi krigserklæringen helt ensidigt kommer fra modparten.
For det andet skal vi begynde på at sikre os, at den hybride krig ikke i fremtiden kommer til at ramme os så hårdt, som f.eks. Nord Stream 2-projektet var på vej til.
Alle de steder, hvor den vestlige verden i forhold til den autokratiske alliance kan komme i en ”Nord Stream 2-situation”, skal vi tage skridt til at vikle os ud af disse potentielt meget farlige situationer.
Derfor skal den vestlige verden være mindre afhængig af olie. Ligesom den skal være mindre afhængig af råstoffer og produkter, som den autokratiske alliance mere eller mindre har monopol på i dag.
Sidst, men ikke mindst, er vi med Ukraine in mente nødt til at besinde os på, at den hybride krig kan udvikle sig til gammeldags krig slet og ret.
Den vestlige verden skal over for den autokratiske alliance fremstå som en mere afskrækkende militær modstander, end den gør i dag. Ellers er det blandt andet realistisk at forestille sig, at såvel Det Sydkinesiske Hav som Polarhavet i en ikke så fjern fremtid er farvande, der er ophørt med at være underlagt FN’s konventioner og i stedet er underlagt den autokratiske alliance.
Det betyder ikke, at globaliseringen hermed er aflyst. Det betyder, at den skal tilpasses virkeligheden. Ved at fjerne sig fra de illusioner og farlige fejlforestillinger, der dominerede den vestlige verden fra 1989 til 2022.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15. april 2023)
Regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten og alternativet havde knap præsenteret aftalen om en ny vejafgift, før cirka 100 chauffører og vognmænd rullede ind på Slotsholmen for at vise deres utilfredshed med den nok mest afgørende aftale for sektoren i mange år.
Aftalen går i korte træk ud på, at transportvirksomheder fra 2025 skal betale vejafgifter, efter hvor mange kilometer deres lastbiler kører i Danmark. Aktørerne i transportbranchen skal ifølge Skatteministeriet regne med i gennemsnit at komme af med 1,3 kr. pr. kørt kilometer, og hensigten er, at branchen skal reducere 0,3 mio. tons CO2 i 2025 og 0,4 mio. tons i 2030. To tal, der ikke umiddelbart lyder af meget. Og det med god grund.
Spørger man Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet, så er der nemlig stort set ingen klimapolitisk gevinst ved afgiften. Til gengæld ligger incitamentet til forslaget ifølge ham og andre stemmer i det faktum, at afgiften vil sikre staten en gevinst på cirka 1 mia. kr. i 2025. Og det er en mærkbar sum penge: Til sammenligning er der f.eks. blot 200 mio. kr. til forhandling mellem partierne i finansloven for 2023. Netop den pointe understreger Mogens Fosgerau, når han passende siger om tankerne bag aftalen, at »det har bare ikke så meget med klima at gøre«. For det har det såre simpelt heller ikke.
I stedet mener vi, at aftalen er et dæknummer for at skrabe penge i kassen – og endda et dårligt et af slagsen. Omkostningerne er så store i forhold til den spinkle C02-reduktion, at man med en vis vilje sagtens kunne have fundet langt mere omkostningseffektive løsninger. Omkostningerne i den nuværende aftale rammer både alt for hårdt, bredt og skævt.
Aftalen rammer hårdt, fordi branchens samlede omkostninger ved den løber op i cirka 2,5 mia. kr. Den rammer bredt, fordi alle typer lastbiler bliver pålagt afgiften – sågar el-lastbiler, hvilket giver meget lidt mening, hvis intentionen skulle være grøn. Og ikke mindst rammer den skævt, fordi det særligt er aktører i yderområderne, der kører mange kilometer.
Ifølge Dansk Industri foregår hver fjerde kørte kilometer til eller fra Nord- og Vestjylland, mens hele 7 af 10 kørte kilometer med lastbil sker med på- eller aflæsning i Jylland. Her er afstandene som bekendt større end i f.eks. hovedstadsområdet. Dermed vil både transportvirksomhederne og produktionsvirksomhederne havne i en situation, hvor det er mere attraktivt at løse og tage opgaver fra de centrale dele af landet. Det vil på sigt skade yderområderne, der i forvejen har nok problemer med centraliseringen.
Samtidig er regeringens aftale i strid med dens planlagte skattestop, da indtægterne fra den ikke bliver ført tilbage til den grønne omstilling af transportbranchen. Nej, de kan i stedet gå til andre prestigeprojekter – når altså regeringen har fraregnet de 300 mio. kr., der skal bruges på at administrere ordningen. Det kan vi ikke være bekendt over for de vognmænd, der måske ser ind i en lukningstruet fremtid.
Samlet set er vi efterladt med et billede af en model, der simpelthen er for ineffektiv, og hvor intentionen snarere er at skrabe penge sammen end at gøre noget for klimaet. Det mener vi ikke er en måde at bedrive klimapolitik på. Lad os i stedet kigge på en klogere løsning sammen med branchen, hvor vi reelt kan gøre den grønnere.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. april 2023)
USA vil bruge mere end 2.500 milliarder kroner på at støtte grønne virksomheder i USA – den såkaldte Inflation Reduction Act. Den melding har været startskuddet til et ræs, der nu er i gang mellem amerikanerne og EU. For på det seneste topmøde besluttede EU’s stats- og regeringsledere, at også EU nu skal give statsstøtte til europæiske grønne virksomheder for at følge med konkurrencen fra amerikanerne.
Argumentet er, at vi risikerer, at vores europæiske virksomheder bliver udkonkurreret af de amerikanske eller flytter til USA, hvor støtten til grøn teknologi er mere lukrativ.
Støtte til grønne virksomheder lyder nok som den rette vej at gå på vejen mod den grønne omstilling. Men mere statsstøtte er ikke svaret på, hvordan vi sikrer, at europæiske virksomheder går forrest i udviklingen af grønne løsninger.
For det første er det mere populistisk end nødvendigt. De europæiske lande bruger i forvejen enorme summer på statsstøtte til den grønne omstilling. I alt bruger EU 0,38 procent af BNP til at støtte den grønne sektor – og med EU-Kommissionens forslag vil der blive brugt yderligere 0,10 procent af BNP. Det er altså knapt 0,5 procent af EU’s BNP, eller 5,4 billioner kroner, der direkte går til at støtte grønne virksomheder og teknologier.
Lad os i øvrigt huske, hvordan statsstøtte fungerer: En krone bliver taget op af borgernes lommer som skat og dernæst brugt på noget, som politikerne bestemmer.
Man skal altså derfor altid huske, at når politikere praler med, at deres statsstøttede projekter vil skabe så og så mange jobs, er det jo penge, der er taget fra borgerne, som ville have brugt dem på andre formål – og dermed noget, der havde skabt jobs andre steder.
For det andet skævvrider grøn statsstøtte konkurrencen og gør den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt. En lang række økonomer peger på, at en høj pris og afgift på drivhusgasser er de nødvendige greb, der skal gøre grøn energi til det mere attraktive valg – og jo flere, der tilvælger grønne løsninger, desto flere investeringer vil området tiltrække. Den fri markedsøkonomi er allerede i gang med at skubbe udviklingen i den retning. Grøn statsstøtte vil være en snubletråd, der spænder ben.
Et eksempel på det er brint – en dyr teknologi, som har brug for ekstra støtte. De dyreste løsninger vil – uanset hvor grønne de måtte være – give mindre omstilling. Blot fordi det er en grøn teknologi, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste valg, og selv når det kommer til den grønne omstilling, vil det altid i det lange løb være bedre at lade falde, hvad der ikke kan stå. Andre grønne løsninger vil tage deres plads, for efterspørgslen fra markedet er der.
Vil EU sikre, at europæiske virksomheder fører an, skal vi ikke lempe EU’s konkurrenceregler, men i stedet værne om det frie marked. Fri konkurrence har igen og igen vist sig at afføde de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger og skille de omkostningstunge og urentable løsninger fra tidligt i processen.
Klimakrisen kræver løsninger nu, og vi har ingen tid at spilde på at holde liv i de forkerte teknologier for længe. I sidste ende må det være i alles interesse, at vi får udviklet de bedste grønne løsninger hurtigst muligt. Grøn statsstøtte er ikke vejen derhen.
(Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 5. april 2023)
Forrentningen skal være fire procent.
Ellers giver det ikke samfundsøkonomisk mening at ofre penge på infrastruktur. Alligevel har den nye letbane rundt om København en negativ forrentning. Det vil sige, at det offentlige – når alle faktorer er indregnet – kommer til at tabe penge på letbanen. I Odense er forrentningen 0,8 procent og i Aarhus er den 1,7 procent. Altså langt under den normale grænse på fire procent for, at et projekt giver samfundsøkonomisk mening.
Alle disse tal er velkendte i trafikpolitikkens verden. Men de fik fornyet relevans efter, at Jyllands-Posten tidligere på ugen bragte dem til bredere kendskab.
Det særlige ved politik er, at de ansvarlige næsten aldrig kommer til at stå til ansvar for deres handlinger.
Enhver politisk beslutning kan inddeles i så mange underbeslutninger, at ansvaret fortaber sig. Ligesom der kan opstilles rene ansvarsfritagelseskarruseller. Det eksempel på en ansvarsfritagelseskarrusel, de fleste kender bedst, er opdelingen af det gamle DSB i Banestyrelsen, der står for skinner og signaler og det nye DSB, der står for hovedparten af togdriften.
Med denne opdeling kan Banestyrelsen altid sige, at DSB kører med noget gammelt bras, og DSB kan altid sige, at Banestyrelsen ikke har gjort sit arbejde, når togene er forsinkede eller aflyste. Ingen kan kontrollere, hvad der egentlig er sandt. Derfor bliver et ansvar aldrig nogensinde placeret.
At man kan handle i tryg forvisning om, at andre altid vil komme til at bære konsekvenserne af ens dårlige beslutninger, kalder økonomer for moral hazard. Skolebogseksemplet er bankdirektøren, der selv tjener penge på de vellykkede forretninger, mens indskydergarantien tager regningen, når de mislykkes.
Normalt er det imidlertid sådan, at i den private sektor er straffen for at fejle hård i form af konkurs og arbejdsløshed. Mens den er mild i den offentlige sektor – og ikkeeksisterende, hvis man er politiker.
Laver du en folkeskolereform, der på tiende år ikke når nogen af sine prædefinerede mål? Ikke noget problem. Som hovedregel kan du regne med at blive genvalgt. Eller du kan nedlægge dit mandat og gå til et velbetalt job uden for det offentlige søgelys.
De eneste, der betaler for dine fejl, er skoleeleverne, der ikke lærer noget. De fortvivlede forældre, der kan konstatere, at børnene mistrives. Og selvfølgelig samfundet, der står med dårligere uddannede generationer, end det behøvede.
Undersøgelser viser, at tilliden til politikere og det politiske system ikke har været lavere i mange år. Jeg tror ikke, det alene skyldes det forduftede ansvar i minkskandalen – selvom det uden tvivl bidrager. Mere sandsynligt finder jeg det, at mistilliden skyldes, at et flertal af borgerne for længst har gennemskuet fænomenet moral hazard.
Politikere og ledende embedsmænd er en særlig afart af menneskeheden, der ikke skal stå til ansvar for noget. Selvom de gerne prædiker netop det: At essensen af at være et voksent og myndigt menneske er, at man er moralsk ansvarlig for sine handlinger.
Et lille skridt i den rigtige retning ville være, hvis man politisk besluttede, at man i den offentlige sektor ville efterligne den mekanisme fra den private sektor, der hedder konkurs.
Det vil sige, at man i de tilfælde, hvor en konkret, offentlig institution spillede fallit, lukkede den og fritstillede både ledelse og medarbejdere.
Der ville ryge nogle daginstitutioner og plejehjem rundt omkring. Men det ville være det første skridt til at bryde med det skadelige fænomen, moral hazard er.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 5. april 2023)
Samme indstilling har vi dog ikke til vores videregående uddannelser. Her har vi nemlig bildt os selv ind, at kun det offentlige kan levere varen.
Men hvorfor egentlig det? Når det private i forvejen lykkes med at levere varen i alle andre henseender her i Danmark, hvorfor så ikke tillade frie aktører at kunne drive et frit universitet på dansk jord?
I resten af verden har man for længst tilladt private organisationer som f.eks. fonde at oprette frie universiteter. Erfaringerne er gode både på forsknings- og undervisningssiden, og så er kvaliteten af deres uddannelser utroligt høj. Faktisk har verdens 10 bedste universiteter alle sammen det tilfælles, at de er private.
Men i Danmark halser vi stædigt og med fuldt overlæg efter de andre lande, fordi vi delvist stadig er lullet ind i fortællingen om, at kun det offentlige vil os det godt. Og det er ærgerligt. For vi har brug for de frie universiteter!
Det har vi, fordi det er en skam for vores studerende, faglighed, forskere og vores arbejdsmarked, hvis vi ikke øger kvaliteten over hele linjen gennem øget konkurrence. Og så har vi som samfund brug for forskningen fra frie universiteter, da den er uafhængig.
I dag dikterer vi desværre fra Christiansborg, hvordan den årlige milliardfordeling af forskningsmidler til de offentlige universiteter skal fordeles. En proces funderet delvist i holdninger frem for faglighed. Det er ikke gangbart alene.
På frie universiteter kan ideer til forskningsprojekter i stedet gro i forskernes egne baghaver, og så kan man være fuldstændig uafhængig af ideologiske strømninger og politikere, der vil have en finger med i spillet. På den måde kan vi holde ekskluderende ideologier som wokeisme fra døren, mens vi lader fagligheden sejre.
Det vil man som elev på et frit universitet få stor gavn af – akkurat som man vil få gavn af, at man i min optik også skal kunne få SU og optjene ECTS-point. Men den del må lade vente på sig.
Først skal vi – som de har gjort i resten af verden – lige åbne os for tanken om frie universiteter i Danmark. Min holdning er klar: Hvis alle andre – inklusive os selv – kan få det private til at fungere i så mange henseender, hvorfor så ikke følge den gode praksis?
En Kattegatbro vil binde Danmark sammen og skabe vækst og udvikling i hele landet, men særligt Midt-og Nordjylland og store dele af Sjælland har meget at vinde.
I Liberal Alliance mener vi, at der skal sættes tempo på forarbejdet.
Vi skal hive Kattegatforbindelsen op af den seneste socialdemokratiske regerings syltekrukke.
Det er for længst konkluderet, at en Kattegatforbindelse vil være positiv for samfundsøkonomien, og med brugerbetaling vil den også være selvfinansierende.
Jeg forstår ikke, at borgere og virksomheder skal vente yderligere, når der er en løsning, som kan iværksættes nu.
En forbindelse vil også sikre langt bedre forsyningssikkerhed for hele Danmark. I dag er vi alt for sårbare over for ulykker på Storebæltsbroen, som vi desværre ser fra tid til anden. Med en Kattegatforbindelse vil man altid kunne fragte varer og personer fra øst til vest og omvendt.
Ikke nok med at det vil være en mavepuster til urbaniseringen, så vil en forbindelse også skabe vækst til erhvervslivet i Nord-og Midtjylland – en vækst, som ubetinget kommer sammen med en langt bedre fremkommelighed.
En forbindelse via Samsø vil også betyde mindre trængsel på Fyn, hvor borgere og virksomheder hver dag spilder kostbar tid på at holde i kø.
På Samsø er der berettiget bekymring for en Kattegatbro. Liberal Alliance er klar til at finde den bedste løsning for borgerne på Samsø.
Vi skal gøre, hvad der er muligt, for at imødekomme bekymrede borgere, der vil blive påvirket af anlægget. Vi er åbne over for alle mulige tiltag, der kan afhjælpe eventuelle påvirkninger. En så stor investering, der skal holde i mange generationer, skal laves med respekt for omgivelserne. Her må anlægsinvesteringen godt koste mere, hvis vi finder den rigtige løsning.
I Liberal Alliance er vi ikke bange for klimapåvirkningerne af en Kattegatforbindelse og går ikke med i koret af klima-sortseere, der ønsker at sætte hele Danmarks vækst og udvikling på pause.
Forbindelsen vil med årene blive grønnere og grønnere, i takt med at flere og flere biler bliver CO2-neutrale enten i form af elbiler eller som følge af drivmidler som f. eks. ved hjælp af havvindmøllestrøm (Power-to-X).
Vi er således ikke bange for den langsigtede klimapåvirkning ved at bygge en ren bilbro.
Samtidig vil der hver dag blive sparet tusindvis af kilometer på de danske landeveje, for en Kattegatforbindelse vil gøre afstanden imellem Jylland og Sjælland langt kortere for en meget stor del af erhvervslivet og borgere, som i dag må køre via Fyn.
Jeg tror, at venstrefløjens frygt for brugen af beton og jern til at bygge broen kun er et skalkeskjul for at sætte danmarkshistoriens mest vækstskabende byggeri på pause, og at den virkelige grund bunder i, at privatbilismen ikke må få bedre vilkår, der kan gøre det mere attraktivt at købe en bil frem for at bruge den kollektive transport.
Det skal efter min mening ikke hindre det kæmpe potentiale for vækst i udvikling i Midt-og Nordjylland samt store dele af Sjælland.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 1. april 2023)
Mange politikere ynder at tale om mindre bureaukrati og færre unødvendige regler. Alligevel spytter Folketingets lovmølle jævnligt nye love ud, som danskerne påtvinges at overholde.
Selv om mange af disse ganske vist tjener et formål, er der også love, der ikke er til gavn for nogen. En af disse er loven om, at nedfrosne æg skal destrueres efter fem år.
I dag er det nemlig sådan, at en kvinde kan nedfryse sine æg til en graviditet senere i livet. Ens chancer for en sund graviditet er større, når kvinden er ung, hvilket i høj grad skyldes æggenes kvalitet.
Derfor er det en fordel for kvinder, der vælger at få børn senere i livet, at anvende nedfrosne æg fra yngre dage.
Videnskaben på fertilitetsområdet er imponerende, og behandlingsformen er et pragteksempel på, hvordan medicinske og teknologiske fremskridt giver os mulighed for at leve bedre og mere fleksible liv, som vores forfædre ikke kunne drømme om.
Femårsreglen gælder kun, når man får nedfrosset æg på eget initiativ – altså ikke i forbindelse med sygdom eller behandling.
Til sammenligning er der ikke tilsvarende tidsbegrænsning på mænds mulighed for at nedfryse sin sæd.
Ægudtagelsen foregår i disse tilfælde med egenbetaling på en privatklinik, så forslaget om at droppe reglen sender ikke nogen regning videre til skatteyderne.
Derfor bør vi afskaffe femårsreglen for nedfrysning af æg, så æggene kan opbevares, til man er fyldt 46 år, hvilket er den øvre aldersgrænse for fertilitetsbehandling.
Vi kvinder ved godt, at chancerne begrænses, jo ældre vi bliver. Og selv om videnskaben er fantastisk på dette punkt, medfølger der ikke nogen garanti for graviditet ved at nedfryse æg.
Reguleringslystne politikere skal ikke uden god grund begrænse vores muligheder – og i værste fald frarøve kommende forældre muligheden for at få egne børn.
For som mange forældre kan skrive under på, er det at få børn noget af det vigtigste og mest meningsfulde, vi mennesker kan gøre her i tilværelsen. Derfor bør mulighederne og beslutningerne ligge hos den enkelte selv.
(Indlæg bragt i Information d. 31. marts 2023)
Som en del af arbejdet med at udrede Danmarks indsats i Afghanistan mellem 2001 og 2021 holdt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) tirsdag en konference på Christiansborg. Her øste en række tidligere ministre med ansvar for indsatsen af deres erfaringer, ligesom de nuværende udenrigsordførere havde mulighed for at dele deres overvejelser med publikum og svare på spørgsmål.
Det er yderst prisværdigt, at et flertal i Folketinget har besluttet udredningen, og at DIIS har taget opgaven på sig. Og lige så prisværdigt var det at indbyde til konferencen. Så stor ros til alle parter.
Den enkelte ting, der har gjort mest indtryk på mig, er, hvordan skiftende regeringers og skiftende ministres nøgterne bedømmelse af situationen i Afghanistan hele tiden forhindres af det, man kalder confirmation bias. Det vil sige en ikkerationel forkærlighed for oplysninger, der bekræfter ens handlinger eller den kurs, man har valgt at slå ind på.
Alle kender formentlig til confirmation bias. De fleste, der for eksempel har anskaffet sig en folkevogn eller et hus i Birkerød, vil i tiden derefter føle, at medierne flyder over med positive omtaler og vurderinger af folkevogne og Birkerød. Det er confirmation bias.
Ved konferencen fortalte adskillige ministre om, hvordan de udsendte til Afghanistan – hvad enten de udfyldte civile eller militære roller – igen og igen formidlede det indtryk, at projekterne gik godt, og at tingene bevægede sig fremad. Det førte til, at der i skiftende regeringer bredte sig det indtryk, at vel kunne der være hårde kampe i f.eks. Helmand, og vel kunne der være tilbageslag. Men alt i alt gav indsatsen mening og resultater.
Der var ved konferencen ingen, der bebrejdede de forskellige aktører i Afghanistan, at de var ramt af confirmation bias, og at de gennem selv at være ramt af fænomenet også skabte confirmation bias på Slotsholmen. Og jeg vil heller ikke bebrejde dem.
Konsekvensen blev imidlertid, at Danmark var alt for længe i Afghanistan. Senest, da Forsvaret i 2014 blev nødt til at trække sig ud af Helmand – i realiteten fordi den internationale styrke var for svag til den modstand, den mødte – skulle man have erkendt, at krigen ikke kunne vindes. Og at indsatserne derfor var uden strategisk mening. Alligevel gik der syv år, før Danmark tvunget af omstændighederne drog den konklusion.
Den vigtigste ting at lære for alle vestlige eliter og dermed også for den danske er, at eliter har en tilbøjelighed til at leve i ekkokamre eller informationsbobler.
Medmindre der udøves ekstraordinært god ledelse – og det gøres der som regel ikke – vil confirmation bias snige sig ind i elitens informationsboble. Og derfor vil den tage langt dårligere beslutninger, end den burde.
Tag tilfældet Hamid Karzai. Han var præsident for Afghanistan mellem 2002 og 2014. Akademisk uddannet i Pakistan. God til engelsk. God til at begå sig blandt vestlige politikere. Og bundhamrende korrupt.
I sine erindringer bruger Per Stig Møller (PSM) side op og side ned på at beskrive problemerne i Afghanistan i almindelighed og Karzais korruption i særdeleshed. Men selv om PSM fuldt ud har været klar over, at regeringen i Kabul ikke fungerede, og at regeringslederen var en af hovedårsagerne til dette, er det helt åbenbart ikke oplysninger, der er blevet filtreret videre til den allerøverste ledelse af den regering, PSM var medlem af. Og dermed heller ikke oplysninger, der har fået lov til at spille den rolle, de burde have spillet.
At opbygningen af en velfungerende afghansk stat efter vestligt forbillede aldrig nogensinde kunne lykkes, endte derfor med at blive en oplysning, der blev overdøvet af confirmation bias i skiftende danske regeringers informationsboble.
En af de måder, man kan beskytte sig imod confirmation bias, er at indlejre det i selve sin arbejdsform, at mennesker med varierende uddannelsesbaggrund og varierende erfaringer kommer til orde.
Hvorfor tillagde den danske elite ikke vurderinger fra historikere eller etnologer en større vægt, når det gjaldt Afghanistan? For der er ikke nogen tvivl om, at folk med den uddannelsesbaggrund både kunne have bidraget med vigtig viden om, hvor svært det er at erobre Afghanistan militært, og hvor utopisk det er at forestille sig en centralregering efter vestligt forbillede i et stammesamfund, hvor fremkommeligheden mellem landsdelene kan være besværlig.
Og hvorfor indarbejdede man ikke en eller anden form for ”djævelens advokater” i sin rutinemæssige arbejdsmetode?
Når det gælder noget så kritisk som at involvere sig selv i en krig, bør det indarbejdes i selve den daglige arbejdsform, at der på alle vigtige møder deltager mennesker, hvis bundne opgave det er at være pessimister og at udpege de svageste punkter ved enhver af de fremlagte planer.
Man kunne kalde den slags mennesker for ”lyseslukkere”. Og opfordre til, at der i forbindelse med ethvert større, offentligt projekt – krige, reformer og deslige – ansættes en passende mængde af lyseslukkere, gerne med rigtig mange stjerner på skuldrene, til at indgå i projektledelsen.
Der er masser af ting, der venter på at blive lært af nederlaget i Afghanistan. Uden tvivl vigtige alle sammen.
Men det absolut vigtigste er, at vi har brug for bedre eliter, end vi for tiden har. Mere fagligt og erfaringsmæssigt mangfoldige. Mere systematisk selvkritiske, end vi kender i dag. Med en langt bedre balance mellem optimisme og lyseslukkeri.
Indtil det sker, vil eliter altid ende med at blive forblændede af confirmation bias og fortsætte ad stier, de burde anerkende som vildveje.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)
Det står efterhånden klart for enhver, at Danmarks behov for et moderne og fremtidssikret forsvar er større end som så. Det er ganske enkelt nødvendigt for, at vi kan løse de opgaver, som Nato-alliancen, EU og vores vigtigste allierede forventer, at vi kan løse i tilfælde af krig eller kriser.
Hvad der til gengæld er uklart for de fleste, er, hvordan vi kommer derhen. For Forsvaret mangler arbejdskraft – og det er ikke bare lige sådan at skaffe.
Manglen på personel er desværre hverken et kortvarigt eller fremtidigt problem, men i stedet et både højaktuelt og langvarigt et af slagsen.
I Letland kan vi i dag ikke opretholde vores etablerede kampbataljon på 800 mand, fordi vi ikke har mandskab til opgaven, mens vi i 2024 ikke kan stille en division på 4.000 mand til en polstring af Natos beredskab, hvilket vi ellers har forpligtet os til.
Det gør det til en bunden opgave for ethvert politisk parti at overveje, hvordan vi kan sikre os et forsvar med kapacitet til at levere, når vi har brug for det. Og her bør manglen på personel være et bærende element.
Regeringen kigger desværre mod den mest dovne og illiberale af alle løsninger: mere tvang. Flere skal aftjene værnepligt, og sådan løses store dele af udfordringerne, må man forstå. Men kan regeringen tvinge sig til det bedste forsvar – og styrkes værnepligten rent faktisk gennem mere tvang? Det mener jeg ikke.
I stedet mener jeg, at frivillighed bør være vejen frem. For folk skal selv vælge Forsvaret til, hvis vi reelt skal engagere dem.
Vi ved, at unge i dag vægter det højt, at en arbejdsplads bruger ny teknologi og har moderne og tidssvarende arbejdsforhold. Og vi ved også, at Forsvaret ikke har nogen af delene. Den seneste evaluering, S-regeringens såkaldte kasseeftersyn, påviste betydelige efterslæb i forhold til it og digitalisering af Forsvarets områder, og hvad angår arbejdsforhold, må Forsvaret nok nærmest betegnes som samfundets sidste konservative bastion.
Når det kommer til kulturen, så er Forsvaret – for nu at sige det pænt – heller ikke altid fulgt med det øvrige samfunds udvikling. Og af de grunde er det mildest talt ikke attraktivt nok at vælge den grønne uniform til.
Derfor mener jeg, at vi i stedet for at satse på tvang bør arbejde på en højteknologisk udvikling af Forsvaret, så vi kan tiltrække nye unge og kompensere for dem, vi ikke kan få.
Det danske forsvar skal i samarbejde med universiteterne og industrien være førende i EU på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor skal vi have en større andel i EU’s forsvarsfond, og i EU-regi skal vi indgå i samarbejdsrelationer om den nyeste teknologiske udvikling som f. eks. Eurodronen. Og så skal vi selvfølgelig indgå samarbejde med verdens bedste leverandører af militært isenkram og teknologi og lade danske enheder teste og videreudvikle systemerne. Akkurat som vi har gjort med F-35-flyene.
På den måde kan vi forhåbentlig finde flere unge, der vil finde det spændende at operere med hypermoderne undervandsrobotter i Søværnet, avancerede droner i infanterigruppen eller meget akkurat rumteknologi og satellitovervågning i Flyvevåbnet. For ikke at tale om integration af kunstig intelligens og kvantecomputere til databehandling på kamppladsen. Forsvaret skal altså være en moderne, højteknologisk organisation, der kan tilbyde en fremtidssikret karriere med mulighed for udvikling og merit til det civile erhvervsliv.
Det er i 2020′ erne opskriften på at tiltrække de unge. En opskrift, man allerede har fulgt på IT-Universitetet, hvilket har resulteret i et markant højere ansøgertal – og at mange flere kvinder har søgt ind. Det bør vi lade os inspirere af, så vi i en ny, moderne og højteknologisk tidsalder i Forsvaret kan løse de opgaver, vi skal kunne løse.
(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)
Under folketingsvalgkampen i november mødte jeg især to aldersgrupper, som overstrømmende roste Liberal Alliances indsats: Der var de unge, som i mangel på Alex Vanopslaghs tilstedeværelse gerne ville tage selfie’er sammen med ham med skægget, som de også havde set på tv, men vist ikke altid kunne huske navnet på.
Og så var der min egen generation, forældrene, som gav udtryk for stor taknemmelighed for, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde formået at inspirere familiens næste led til at tolke og anskue politik gennem et liberalt prisme fremfor et rødt.
Skønt vi moderne, blå forældre hylder de unges selvstændige stillingtagen, så ligger frygten der jo: Vil de tilslutte sig Pelle Dragsteds vision om kollektivisering af private virksomheder? Vil det gå så galt, at de bilder sig ind, at et fagforeningsinteressevaretagende Socialdemokratiet er det bedste, vi kan opnå for Danmark? Eller at den karrierebefordrende hellighed, som De Radikale tilbyder, ikke kun er et svar på private, men også samfundets udfordringer? De blå forældre åndede lettede op i valgkampen. Én partileder havde påtaget sig opgaven med at præsentere liberale principper på en måde, så de unge kunne se sig selv i dem: Alex Vanopslagh.
Bent Meier Sørensen er ikke glad for, at Alex Vanopslagh forleden blev overrakt Fonsmark-prisen af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Man forestiller sig heller ikke, at der vil være samme glæde i Bent Meiers og hustru Ida Aukens hjem som i de borgerlige familiers, hvis børnene en dag kommer hjem og meddeler, at de er blevet medlemmer af Liberal Alliances Ungdom.
Han mener, at kåringen er blevet grundlagt ved Alex Vanopslaghs synlighed på det sociale medie TikTok, selvom han medgiver, at kun abonnenter på Berlingske kunne afgive stemme på, hvem der skulle modtage Fonsmark-prisen: »Uanset hvem Berlingske havde stillet op imod en politiker, hvis videoer på TikTok ses af mere end en halv million mennesker, ville de tabe. Nok har et fåtal af disse abonnement på Berlingske, men det har deres forældre,« skriver Bent Meier Sørensen.
Jeg læste Henning Fonsmarks »Historien om den danske utopi« og »Den suveræne dansker« i 1991, mens jeg endnu gik i gymnasiet. Det er nogle år siden, men jeg kan med sikkerhed slå fast: Henning Fonsmarks ærinde i den første af de to bøger var en redegørelse for og en kritik af de borgerlige partiers omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, og i den anden af bøgerne leverede han selv det ideologiske skyts til at genoptage velfærdsstatskritikken.
Der stod absolut intet i bøgerne om, at kritikken af velfærdsstaten ikke måtte foregå på TikTok, og der er ingen grund til at tro, at Fonsmark, hvis han havde levet i dag, ville have været kræsen i forhold til de valgte medier til formidling af velfærdsstatskritik.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 29 marts. 2023)