Debat Arkiv - Side 13 af 36 - Liberal Alliance

Katrine Daugaard

8. maj 2023

I Liberal Alliance har vi stor forståelse for, at både kulturudøvere og kulturforbrugere ønsker diversitet i kulturen.

Det er eksempelvis godt, at borgere med minoritetsbaggrund kan spejle sig i tidens fortællinger og se sig repræsenteret i kulturen. Diversitet er godt, men det er bare ikke noget, man bør lovgive sig til eller opsætte rigide måltal for at opnå.

Jeg er kritisk overfor den bevægelse, som ønsker kønsregnskaber og lighed for enhver pris. Jeg mener, at det skader kunsten og begrænser den kunstneriske frihed.

Kravet om eksempelvis kønsregnskaber vender hele den kunstneriske proces på hovedet. I stedet for at tage udgangspunkt i sin fortælling, skal kunstnerne sørge for at leve op til ydre krav, så man kan hente sin støtte hjem.

Særlige støttekrav skævvrider kunsten

Desværre er filmbranchen allerede pålagt en lang række krav på området. De skal eksempelvis aflevere kønsselvangivelse for at modtage støtte fra Det Danske Filminstitut.

Godt nok skal man først bruge tid på at optælle kvinder og mænds replikker, holde deres løn op imod hinanden og gøre rede for kønsfordelingen for og bag kameraet, efter man har modtaget støtten.

Men det siger sig selv, at de, der søger, godt ved, at dette regnskab helst skal gå i 50/50, og at det derfor får indflydelse på hvem, der hyres ind til opgaverne. Det er altså ikke kvalifikationerne og den kunstneriske frihed, der bliver vigtigst. Det er heller ikke lige muligheder, men lige resultater.

Særlige støttekrav i filmbranchen skævvrider kunsten, hvilket ses tydeligt, når eksempelvis. svenske skuespillere dukker op i danske film på steder, hvor det ikke umiddelbart giver mening.

Eller når film, som foregår i hovedstaden, optages i provinsen. Dette sker for at sikre støttekroner fra omkringliggende lande, som eksempelvis Sverige eller FilmFyn.

Verden er heldigvis en anden

Kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt (M), red.) sagde i et samråd forleden, at han ikke ønskede kvoter. Men han er alligevel åben over for, at institutioner skal kunne stille krav til bestemt repræsentation. Undskyld mig, men det lyder i min verden som kvoter.

Samtidig fortalte ministeren, at han ville have svært ved at forklare en eventuelt kommende datter, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det er sjovt, for jeg har ingen problemer med at forklare min datter hvorfor. Man skal jo bare forklare dem historien. Der er ingen grund til at forsøge at skjule noget eller moderere historiens gang.

Der var overvejende mandlige kunstnere og magthavere i fortiden, fordi verden – og Danmark – var en anden. Jeg forklarer min datter, at verden heldigvis er en anden i dag, hvor kvinder kan komme til tops i politik, i erhvervslivet i kunst og kultur.

Men fordi at verden engang med nutidens øjne var urimelig og diskriminerende, skal vi ikke forsøge at rette op på det ved at igangsætte en ny diskrimination. Det vil jeg gerne stærkt advare ministeren om.

Forandring kommer fra kunstnerne selv

Et sted, som kunne have stor gavn af større diversitet, er i musikbranchen og særligt på spillestedernes scener. Også her, ser vi allerede tiltag til en bedre repræsentation, da der i denne sæson er flere kvinder på spillestedernes scener end før.

Her må jeg understrege, at løsningen ikke må være at bekæmpe den manglende diversitet ved at gøre som spillestedet Forbrændingen gjorde for år tilbage. Her satte de udelukkende kvinder på plakaten i et helt år. Så kan man da tale om diskrimination!

Hvis man vil øge diversiteten bør man fokusere på spillestedernes arbejde med publikumsudvikling gennem markedsføring og salg – ikke på statiske og centralt styrede måltal.

Der er plads for mere diversitet i kunst og kulturens verden, men det må ikke ske på bekostning af den kunstneriske frihed.

Det er Liberal Alliances holdning, at forandringen i høj grad skal komme fra kunstnerne selv, og at politikerne skal respektere armslængdeprincippet.

(Indlæg bragt på Altinget.dk den 8. maj 2023)

Henrik Dahl

3. maj 2023

Inkompetencefælden. Det er et ord, De med fordel kan gøre Dem bekendt med. Tage ind. Smage på.

For det kan udmærket ende med at blive den fælde, kunstig intelligens lægger ud for alle os arbejdsomme mennesker i det nordvestlige Europa. Jeg hørte første gang om inkompetencefælden, da jeg for knap ti år siden læste den norske forfatter Jon Hustads bog »Farvel Norge«. Den handler primært om fremtiden for den norske velfærdsstat, og det behøver vi ikke beskæftige os med her.

Men bogen åbner med en beskrivelse af den inkompetencefælde, Spanien faldt i efter, at man i løbet af 1500- og 1600-tallet blev styrtende rig på sine kolonier i Mellemog Sydamerika.

Den kolossale rigdom i meget brede lag i det spanske samfund betød, at man begyndte at bestille opgaver løst af andre i stedet for selv at løse dem. I de højeste samfundslag kunne man bestille nye huse opført. Men man kunne også bestille folk til at føre tilsyn med byggeriet, og i den forstand optræde som bygherrer.

Længere nede i samfundet tog spanske håndværkere imod bestillinger. Men i stedet for at løse opgaverne selv, blev den praktiske konstruktion af møbler, sølvfade eller hvad det måtte være udliciteret til de dygtigste håndværksmestre fra det øvrige Europa.

Resultatet kan man næsten sige sig selv: Som tiden gik, blev spanierne mere og mere inkompetente. For det er nu engang sådan, at kompetent, det bliver men igennem løsning af konkrete og nogle gange anstrengende opgaver. Jeg lærer ikke at frembringe et guldsmykke ved at læse om guldsmykker og tale henført om dem til mine venner og bekendte. Jeg lærer det ved at suge til mig fra de erfarne; øve mig; kæmpe med stoffet og gøre dette forfra utallige gange.

Der er ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens i tidens fylde vil kunne befri menneskeheden for et utal af kedelige opgaver. Ligesom robotter kan. Og det skal vi i og for sig være glade for.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens og robotter i tidens fylde kan sende brede udsnit af befolkningerne i vores del ud af verden ud i den samme dybe inkompetence, som Spanien endte i.

For spaniernes enorme rigdom endte med at få den konsekvens, at de ingenting kunne selv. Hvis jeg ikke engang orker at føre tilsyn med det byggeri, jeg har bestilt, ender jeg med at miste evnen til at se, hvad der er op og ned i et byggeprojekt. For den evne opbygger man ved at øve sig.

Hvis jeg ikke orker andet end at tage imod bestillinger på det håndværk, jeg i teorien skulle være en mester i, ender jeg med at miste evnen til at udføre de opgaver, kunden har bestilt. For igen: Det er en evne, man opbygger ved at øve sig.

På samme måde vil det gå i ethvert tilfælde, hvor jeg overdrager min kompetence til en snild maskine. Beder jeg konsekvent en maskine om at gange eller dividere, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med papir og blyant. Beder jeg konsekvent en maskine om at gnaske sig igennem et utal af kilder og uddrage essensen, bliver jeg selv gradvist mere og mere inkompetent i forhold til at kunne gøre det med bøger, notesblok og blyant.

Alt dette ville være ligegyldigt, hvis det ikke var sådan, at bivirkningerne af inkompetence er tab af den kritiske og den kreative sans. Men uden reel, egen viden om det emne, man bestiller en rapport om, er man forsvarsløs over for fuskere. Hvad enten fuskeren er en maskine eller et menneske.

Dette er, hvad inkompetencefælden går ud på. Og det djævelske er, at man kun kan slippe ud ved hjælp af kompetence.

(Indlæg bragt i Berlingske den 3. maj 2023)

Henrik Dahl

2. maj 2023

To tekster fra tirsdagens Jyllands-Posten fortjener at blive koblet sammen og fortolket i en fælles ramme.

Det drejer sig om artiklen ”Den Afrikanske Union på vej ind i” G20 og Heini í Skorinis kronik ”FN’s nye kampdag mod islamofobi er endnu et angreb mod ytringsfriheden”. Lad os begynde med den sidstnævnte.

I 1955 mødtes repræsentanter for 29 lande i byen Bandung, der ligger på den indonesiske ø Java. Det drejede sig om 28 autoritære stater – og så Japan, der af uklare årsager var endt i dette dårlige selskab.

Når man gæster det besøgscenter, der i vore dage fylder konferencecentret, er den officielle fortælling, at her trådte det, man i vore dage kalder Det Globale Syd, for første gang ud af kolonialismens skygge og forlangte respekt fra de industrialiserede lande i det geografiske og politiske Vesten.

Narrativet kræver, at man ser bort fra, at Japan få år tidligere, drevet af sin imperialisme, havde været med til at udløse Anden verdenskrig. Og i den proces havde optrådt som en voldsomt brutal kolonimagt over for en lang række lande i det sydøstlige Asien.

Narrativet kræver også, at man ser bort fra, at meget få af deltagerstaterne var i nærheden af at kunne kalde sig selv for veludviklede demokratier. Et mindretal af deltagerlandene forsøgte ærligt at udvikle sig til demokratier. Men i sandhedens ånd må det siges: Mange af dem var temmelig autokratiske og langt fra, hvad man med rimelighed kan kalde demokratiske. Nogle deciderede diktaturstater.

Hvis man sætter en parentes om Japan, ville et lige så troværdigt – men ikke så politisk korrekt – narrativ lyde, at i Bandung lykkedes det for første gang en række tidligere kolonilande at bruge FN imod de lande, der havde grundlagt FN.

Der findes ikke et godt danske ord for det. Men det, man i vore dage på engelsk ville kalde ”The weaponization of the UN Charter” begynder i Bandung. Og er siden kun blevet værre.

Det, Bandung-landene gjorde, var officielt at sige, at de ville respekteres af FN’s grundlæggerlande. Hvilket – minus Sovjetunionen – ville sige det geografiske og politiske Vesten.

Det skete på den måde, at de insisterede på at nyde al den respekt fra de vestlige lande, som FN-pagten opstiller som norm. Men at de samtidig insisterede på, at de vestlige lande skulle blande sig udenom, hvis de samme lande internt trådte på menneskerettighederne og alt, hvad FN-pagten ellers forpligter de enkelte medlemslande til at gøre over for egne borgere.

Hvis man skal vinkle en anelse skarpt – men kun en anelse – bad Bandung-landene med FN-pagten i hånden om, at de vestlige lande skulle lade dem være i fred, når de internt undertrykte deres borgere.

Hvorfor? Primært fordi dårlig samvittighed over kolonitiden i den vestlige verden.

Når FN i vore dage kan være en løftestang for undertrykkelse af ytringsfriheden – som Heini í Skorini dokumenterer, at International Dag For Bekæmpelse Af Islamofobi i realiteten er – og når en hel stribe af diktaturstater kan få lov til at dominere FN’s Menneskerettighedsråd, kan det alt sammen føres tilbage til Bandung i 1955.

For det er der, de vestlige lande accepterer det bizarre hykleri, der i vore dage har gjort FN stort set meningsløs: Man må gerne melde sig ind i FN – hvilket kræver, at man underskriver FN-pagten – men det er ikke i orden at kræve, at medlemslandene overholder FN-pagten. Eller det vil sige: Hvis man er et land fra Det Globale Syd må man gerne kræve, at FN’s grundlæggerlande (minus Rusland) overholder FN-pagten til punkt og prikke. Men grundlæggerlandene må ikke kræve, at de senere tilkomne overholder FN-pagten. For så er de imperialister og alt muligt andet ondt.

Denne dobbeltmoral har siden Bandung-konferencen været en indbygget del af FN. Og dermed også drivkraften i al den meningsløshed, der præger organisationen.

Og så er vi fremme ved den anden artikel, der handler om Det Globale Syd og G20.

Essensen af artiklen er, at både Rusland, Kina og deres måske-og-måske-ikke-alligevel-allierede Indien presser på for, at Den Afrikanske Union skal være med i G20. Den vil sige et mellemstatsligt samarbejde mellem – i teorien – de stærkeste økonomier i verden.

Rusland og Kina har ikke rent mel i posen. For de har bevist ved både handlinger og ord, at deres ultimative, politiske mål er at ødelægge den eksisterende verdensorden. Hvilken orden, man tænker på at sætte i stedet, bliver aldrig sagt højt. Men det drejer sig – uanset hvordan det pakkes ind – om den stærkes ret. Hvilket meget bekvemt ofte er Ruslands og Kinas ret.

Det mest udspekulerede trick, modstanderne af Vesten nogensinde har udtænkt for at ødelægge den vestlige verdensorden, er at melde sig ind i vestligt inspirerede eller initierede samarbejdsorganisationer og nedbryde dem indefra.

Det var sådan, de ødelagde FN. Og det er også sådan, WTO er ved at blive ødelagt. Man melder sig ind, fordi alle mennesker skal blive brødre i 1700-talsdigteren Friedrich Schillers og de internationale organisationers ånd. Hvorefter man undlader at overholde reglerne, for i stedet at stikke uafladeligt til den dårlige samvittighed, velmenende mennesker i Vesten føler over deres forfædres synder.

Hvis de vestlige lande siger til Den Afrikanske Union, at den taget efter formålet med G20 strengt taget ikke har så meget at gøre der, er den vestlige verden ond og kolonialistisk og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om af dårligt.

Omvendt kan man være sikker på, at hvis G20 giver efter for presset og gør sig selv til G21, så vil Den Afrikanske Union omgående begynde at rejse alle mulige, politiske krav, der ikke handler om, hvad Den Afrikanske Union kan gøre for verden, men hvad verden skal gøre for Den Afrikanske Union.

Typisk på den præmis, at det er begrænset, hvad landene i Den Afrikanske Union kan gøre for at bedre deres egen situation. Og på den bærebølge, at det stadig – tres-halvfjerds år efter afkoloniseringen af kontinentet – er kolonialismens og imperialismens skyld, at de politiske eliter i de afrikanske lande sjældent er særlig succesfulde, når det gælder om at skabe demokrati og forbedre den jævne mands og jævne kvindes vilkår i deres respektive lande. Uden tvivl vil Rusland, Kina, Indien og Brasilien applaudere disse påstande. Og bidrage til at udskamme enhver, der stiller sig kritisk over for den politiske elite i dette eller hint afrikanske land.

Landene på det afrikanske kontinent har været hårdt ramt af den vestlige kolonialisme. Det skal vi anerkende i Vesten – og det gør langt de fleste lande og enkeltpersoner også.

Men det at have været koloniseret engang i fortiden, er ikke en skæbne, der påvirker alt, hvad der siden hænder i fremtiden. Det kan man i et vist omfang observere i Latinamerika. Men navnlig rundt omkring i Det Fjerne Østen.

Derfor må det efterhånden være på sin plads at gøre op med det hykleri, der blev indstiftet ved Bandung-konferencen i 1955, og som stadig præger omgangen med landene på det afrikanske kontinent.

Som medlem af FN bør man selvfølgelig nyde den respekt fra andre lande, som FN-pagten lægger op til.

Men det er ikke vestlig imperialisme at spørge landene på for eksempel det afrikanske kontinent ind til, hvorfor de udfolder så beskedne anstrengelser for at overholde FN-pagten, når det gælder deres egne befolkninger og deres nabolande.

For sagen er: Hvis man er træt af at blive spurgt ind til, hvordan det går med at overholde de forpligtelser, man frivilligt har påtaget sig, er svaret ikke at skælde ud på dem, der spørger. Det er at komme i gang med at leve op til de aftaler, man ved fuld bevidsthed og dermed også med åbne øjne har påtaget sig at overholde.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 2. maj 2023)

Henrik Dahl

27. april 2023

Regeringen vil fremlægge en helt ny udenrigspolitisk strategi. Det er noget, regeringer i vore dage gør i et forbløffende tempo. I 2016 offentliggjorde den daværende V-regering sin strategi. Den blev afløst af VLAK-regeringen, der udgav sin nye to-årige strategi i 2017 og planmæssigt søsatte den næste i 2019. Så fulgte nok et regeringsskifte, der forhalede 2021-strategien til 2022. Og efter igen at have skiftet regering, ser Danmark så frem mod en afløser for 2022-strategien her i 2023.

Udenrigspolitiske strategier er ikke analyser af, hvad der kommer til at ske. Og godt for det. 2016-strategien, der udkom i maj dette år, nævner ikke sandsynligheden (eller efter behag: risikoen) for hverken Brexit eller Donald Trumps valgsejr.

Ruslands krigserklæring imod Vesten – der afleveres ved Münchenkonferencen i 2007 – fylder nærmest ingenting i de følgende strategier. Selvom kimen til den krig i storskala, der i dag udkæmpes i Ukraine, bliver lagt i 2014.

Og så sent som i januar 2022 fylder risikoen for en alt-på-hoved-vendende krig i Europa – der udbrød den følgende måned – intet i forhold til konsekvenserne.

Med andre ord: Udenrigspolitiske strategier er ikke videnskab. Og godt for det. De er den til enhver tid siddende regerings bedste bud på, hvordan udenrigstjenesten skal bruge sine kræfter lige nu og i den fremtid, der umiddelbart venter.

Og derfor er udenrigspolitiske strategier på godt og ondt også intellektuelle selvportrætter af den siddende regering.

Jeg er ikke særlig imponeret af de skitser til Danmarks nye strategi, der indtil videre er sluppet ud. For eksempel ved netmagasinet Altingets konference om dansk udenrigspolitik for nylig.

Hvis det stod til mig, skulle en udenrigspolitisk strategi begynde med at gøre status. Og den status ville – jeg beklager – ikke blive opmuntrende læsning.

I dag står den vestlige verden svagere og mere isoleret over for den ikke-vestlige verden, end den har gjort på noget tidspunkt de seneste knap 350 år. Mellem 1683, hvor osmannerne foran Wiens porte tabte til den vestlige verden, og i vore dage, har man ikke for alvor kunnet forestille sig, at de vestlige lande ville være i stand til gå ud af en stormagtskonflikt med den ikke-vestlige verden som tabere. Men den mulighed kan man efterhånden godt forestille sig igen. Og det skal både Danmark og resten af den vestlige verden selvfølgelig indrette sine strategier på.

Den samlede svækkelse af den vestlige verden kan gøres op som en kombination af adskillige regionale svækkelser.

Mellemøsten er i vore dage stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. Siden 1979, hvor Khomeini kommer til magten i Iran, og hvor Rusland som det første vestlige land indledte regionens besynderlige drift imod at komme til kort i Afghanistan, er det kun gået tilbage. Der findes ikke ét land i Mellemøsten, der i vore dage er mere sekulært og mere demokratisk og mere vestligt orienteret, end det var i 1979. Alle som et har de bevæget sig bort fra sekulære og demokratiske og vestlige værdier. De fleste af egen fri vilje. Og mindretallet fordi de er blevet presset af til stadighed stærkere islamister.

Afrika er i vore dage også stort set tabt, set fra et vestligt synspunkt. I den islamiske del af kontinentet var det i mange år sådan, at der var tre store spillere i sjælefiskeriet: Vesten, Kina og islamisterne.

I vore dage er Vesten ude. Derfor har Kina og islamisterne frit spil alle de steder, hvor Rusland ikke har udfyldt magttomrummet efter de vestlige lande. Og uden for den islamiske del af Afrika, er det primært Kina, der sætter den økonomiske og politiske dagsorden.

Hvad angår de store lande uden for det geografiske Vesten, Mellemøsten og Afrika, så er det lange hurtigere at tælle de entydigt vestorienterede lande, end det er at tælle modstanderne af den vestlige verdensorden.

Det drejer sig om Japan, Sydkorea samt selvfølgelig Australien og New Zealand. Hvad angår lande som først og fremmest Kina og Indien, men også Brasilien, ligger de i spektret mellem fjendskab og modvillig respekt.

Det korte af det lange er: Vesten – ikke som geografisk region, men som en model for hvordan man indretter samfund og samarbejder med hinanden – er alene i verden. Der er ikke nogen indflydelsesrige lande eller vigtige regioner uden for det politiske Vesten (som er lig med det geografiske Vesten plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand), der gerne vil være som os. Kun indflydelsesrige lande og vigtige regioner, der gerne vil ødelægge vores politiske og kulturelle model.

Dette burde være præmissen for dansk udenrigspolitik og europæisk politik i forhold til lande uden for det politiske vesten. Ikke alt muligt andet.

Men er det så ikke alt sammen vores egen fejl? Fordi vi har været så onde og imperialistiske og kolonialistiske og så videre. Både ja og nej.

Et hvilket som helst land, der har meldt sig ind i De Forenede Nationer, har tiltrådt FN-Pagten. Og hvis man læser, hvad der står i den, kan man se, at de derfor også har skrevet under på, at de vil respektere menneskerettighederne; alle menneskers værdighed; grundlæggende demokratiske spilleregler og en alment pacifistisk tilgang til omgangen med andre lande.

Men her har de oprindelige medlemmer af FN accepteret en besynderlig form for hykleri. Hvis man er et af de oprindelige medlemmer (undtagen Sovjetunionen/Rusland), skal man overholde FN-pagten til punkt og prikke. Hvis man er et land, der ikke kommer fra det geografiske og politiske Vesten, er det til gengæld totalt ligegyldigt, om man overholder reglerne.

Landene i det såkaldte ”globale syd” ynder at sige, at skal lade være med at komme efter dem med alle mulige ubehagelige spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Men sandheden er: Hvis vi bringer det på bane, er vi sådan set ikke ”efter dem”. Vi spørger bare høfligt, hvordan det går med at leve op til de krav, man frivilligt har skrevet under på, at man ville overholde og respektere som forudsætning for medlemskab af FN.

Det er derfor, FN ikke er særlig meget andet end en snakkeklub i New York. Når både Rusland og Kina kan sidde i Sikkerhedsrådet, selvom de på daglig basis underminerer både FN-Pagten og centrale FN-traktater, og når flertallet i Human Rights Council dagligt tramper på menneskerettighederne, er FN selvklart ikke et sted, det generelt giver mening at tage dybt alvorligt.

Når Mellemøsten og Afrika i vore dage er tabte for den vestlige verden, har det selvfølgelig noget at gøre med, at vi har ført en politik, der gjorde os upopulære. Det ville være dumt at benægte dette.

Men det er altså også fordi der i begge regioner findes meget stærke kræfter, der bare ikke bryder sig om alt det, den vestlige samfundsmodel trækker med sig: Demokrati. Menneskerettigheder. Sekularisme. Kvinderettigheder. Minoritetsrettigheder. At benægte dette, ville være lige så dumt.

I dag er det sådan, at Ruslands politiske mål er at ødelægge den europæiske og vestlige sikkerhedsorden. Og at landet vil benytte ethvert middel, det råder over, for at nå dette mål.

I forhold til det projekt har landet en stærk allieret i Kina. For her er målet også at ødelægge den vestligt dominerede verdensorden med alle midler, man har ved hånden.

Af andre årsager end dem, der driver Rusland og Kina, har Iran (og diskret i baggrunden: Saudi-Arabien) de samme målsætninger.

Derfor burde udgangspunktet for Danmarks udenrigspolitiske strategi også være en eksplicit afstandtagen til den forestilling, at økonomisk interdependens fører til en mere fredelig verden.

Den vestlige verden har i årtier filtret sig ind i økonomisk interdependens med Kina og oliestaterne i Mellemøsten. Det har ikke – og jeg gentager: ikke – ført til, at nogen af disse lande er blevet mere demokratiske eller fredelige eller i bred forstand vestlige.

Man kan påstå dette lige så tosset, man vil. Påstanden kommer stadig til at falde på manglende empiri.

Det eneste, interdependensen fører med sig, er, at den vestlige verden bliver mere følsom over for politisk og økonomisk afpresning fra de islamistiske regimer i Mellemøsten og fra Kina.

Udenrigspolitiske strategier, der har andre præmisser, er kolosser på lerfødder. Det skal vi sige til os selv i Danmark. Og vi skal sige det til vores europæiske partnere, hvis de stadig lever i vildfarelse.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. april 2023.

Lars-Christian Brask

26. april 2023

Alle virksomheder skal have en ret til en bankkonto, mener SF og Enhedslisten. Det forslag debatterede vi i Folketingssalen i forrige uge – og i lørdagens version af Berlingske havde Pelle Dragsted et indlæg om samme emne, hvor han skyder Liberal Alliance plus højrefløjen i skoene, at vi »svigter iværksættere og små erhvervsdrivende.«

Det er spin og en useriøs fremlæggelse. Forslaget fremlagt af SF i forrige uge var ret unuanceret, men ultimativt. Forslaget manglede mulighed for at kunne udføres og var for generelt omfavnende. Det påpegede jeg i debatten i salen.

Jeg var præcis og direkte i min kommunikation. Respekt for, at det også er det, jeg blandt andet beskrives for i Pelle Dragsteds indlæg. Et indlæg som dog i al for høj grad er et farvet partsindlæg.

Liberal Alliance og højrefløjen skydes af Pelle Dragsted i skoene, at vi kun vil de store virksomheder. Men mine indsigelser og argumenter går så sandelig også på at beskytte for eksempel Stadil Sparekasse med under en håndfuld ansatte mod at blive pålagt et ultimativt og universalt krav. Desuden vil en e-bank have svært ved at kunne servicere for eksempel en erhvervskonto fra et pizzeria, der får en tredjedel af betalingerne i kontanter.

En privatbank har heller ikke et system, der kan håndtere de behov, en erhvervsdrivende måtte have. Det har en investeringsbank heller ikke, men de er alle banker, reguleret og kontrolleret af Finanstilsynet og går alle under betegnelsen bank.

Så med SFs forslag, som Pelle Dragsted forsvarer, ville alle lige fra Stadil Sparekasse, e-banken, privatbanken, investeringsbanken til Danske Bank (der i øvrigt tager en tredjedel af de nystartede virksomheder ind som kunder) blive tvunget til at åbne konti for erhvervsdrivende uden undtagelse. Det går ikke, så bare her, er der en diskrepans i forslag. Det er ikke noget med at være for de store eller de små. Det er saglig argumentation, som spinnes til et antiforhold.

Jeg foreslog, at vi får formuleret en oplæg i erhvervsudvalget – hvor jeg er næstformand – hvor de rigtige termer og afgrænsninger bruges, samt at de relevante banker altid selv må bestemme prisen for deres service. De skal kunne sige nej, hvis de ikke forstår en kundes forretningsplan, herunder hvem kunderne skal være/er, eller ikke kan se, hvor cash flow skal komme/kommer fra (og til).

Det vil være den pragmatiske løsning, men det ville SF og Enhedslisten ikke gå med til. Det blev til en udlægning om at være imod de mindre erhvervsdrivende.

For at sætte problemet i perspektiv, så er der over 400.000 cvr-numre i Danmark, heraf har 2.000-3.000 »virksomheder« ikke fået mulighed for en bankkonto. Det er under én procent.

Det er nuancerne i debatten, og her står vi i Liberal Alliance. Vi står på den pragmatiske og den mulige løsnings side – og både på den store og den lille erhvervsdrivendes side.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 25. april 2023)

Sólbjørg Jakobsen

20. april 2023

Med et af verdens højeste skattetryk følger også nogle af verdens mest generøse offentlige ydelser.

Men i en tid, hvor det danske erhvervsliv desperat har brug for mere arbejdskraft for at holde gang i nationaløkonomiens tandhjul, bliver vi nødt til at se på, om nogle af disse ydelser ikke også er lidt for generøse.

Den nuværende dagpengeperiode er et skoleeksempel på en sådan ydelse. Derfor vil vi have Folketinget til at tage stilling til, om ikke perioden bør halveres. For i dag kan man nemlig gå i hele to år på dagpenge, før kassen bliver lukket i, og det er der ikke mange gode argumenter for.

En halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt.

For det første viser en analyse fra det forhenværende Økonomi- og Indenrigsministerium i 2019, at de ledige kom væsentlige hurtigere i job, da man i sin tid halverede dagpengeperioden fra fire til to år, hvorfor endnu en halvering ligeledes må forventes at få folk hurtigere i job.

For det andet kan Beskæftigelsesministeriet dokumentere, at medarbejderes kompetencer bliver mindre værd ved lang ledighed.

Og løfter man for det tredje blikket fra den danske andedam, går det selvfølgelig helt fint i mange af de nabolande, vi normalt sammenligner os med, hvor man har en kortere dagpengeperioder end den danske sats på hele to år. I Sverige har man eksempelvis kun 14 måneder, i Tyskland og Storbritannien er perioden på seks måneder, og i Holland kan man modtage dagpenge i tre måneder.

Hertil kommer også, at en halvering af dagpengeperioden er et af de reformværktøjer, der har den største effekt på økonomien. Finansministeriet påviser nemlig, at en halvering vil øge arbejdsudbuddet med 22.300 personer og spare skatteyderne for hele 6,7 mia. kr. om året.

Det er fantastisk, at mange gerne vil forsikre sig mod arbejdsløshed, og det er også helt fint, at skatteyderne bidrager med en vis støtte. Men det er for generøst, når skatteyderne skal betale til, at raske ledige modtager forsørgelse i to år. Derfor håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget stemmer for vores forslag, så vi får halveret en af verdens mest gavmilde dagpengeperioder.

(Debatindlæg bragt i Børsen d. 20. april 2023)

Ole Birk Olesen

20. april 2023

Corydon glemmer i sin LA-kritik, at intet parti bør gå i regering, hvis man ikke kan bruge magten til at gennemføre vigtig politik.

Idéen med Liberal Alliance burde ikke være så svær at forstå, men er det en gang imellem alligevel, fordi især garvede politiske iagttagere har en tendens til at ville placere partiet i én af de allerede velkendte kasser. Og skønt vi i LA ikke gør os forestillinger om, at vi kan revolutionere dansk politik, så ønsker vi dog heller ikke at gøre alting på samme måde, som det har været gjort, siden Ruder Konge var knægt.

Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, skriver i en leder, at LA ikke både kan træde ud af dansk politiks skygge og samtidig undgå Solen. Han brygger videre på Alex Vanopslaghs landsmødetale, hvor LA‘s formand sagde, at han vil placere LA, hvor indflydelsen i dansk politik er, men uden som sagnfiguren Ikaros at flyve så tæt på Solen, at voksen på de konstruerede vinger smelter, fjerene falder af, og LA styrter i døden.

Vi har i LA én og kun én eksistensberettigelse: at bane vejen for, at der kan føres mere liberal politik i Danmark, og selv at medvirke til at gennemføre politikken via vores tilstedeværelse i Folketinget, når mulighederne er der.

Ikke en tænketank

Den ambition byder os at gøre følgende indsatser: Vi skal for det første have et program for gennemførelsen af reformer, som er værd at være i politik for. Disse reformer skal på den ene side ikke blot have karakter af småjusteringer, som lige så godt kunne have været fremlagt af f.eks. Corydon, dengang han var landets finansminister.

Der må være forskel på den politik, som Socialdemokratiet kan mande sig op til, selv i en mere reformmodig periode af partiets historie, og hvad et parti som LA har ambitioner om. På den anden side skal LA‘s politik ikke være løsrevet fra enhver virkelighedssans og fra gængse økonomiske regnemetoder som den “Fair løsning”-plan, som bragte Corydons regering til magten i valgkampen i 2011. LA‘s politik skal faktisk kunne gennemføres i den virkelige verden, hvis et flertal i Folketinget bakker den op.

Vi skal for det andet være enormt dygtige til at forklare danskerne, hvad det er, vi vil, så det står klart, hvorfor politikken ikke alene er fornuftig, men også sympatisk. At liberale reformer bringer Danmark til et højere niveau af velstand og retfærdighed samt hjælper alle, som oprigtigt ønsker at bidrage til sin egen og samfundets lykke, og som samtidig fortsat tager vare på dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv. Liberal politik har i mange år været for nem at dæmonisere for politiske modstandere, hvilket har gjort partier, som drister sig til at foreslå liberale løsninger på tidens problemstillinger, for parlamentarisk små til at stå i spidsen for det politiske liv. Det må vi forsøge at gøre bedre.

Vi skal for det tredje tage del i udøvelsen af regeringsmagt, når disse to forudsætninger er til stede. Vi er i LA ikke en tænketank for spændende samfundsidéer, men et politisk parti med ambition om selv at gennemføre visionerne i praktisk politik. Lysten til at indtræde i en regering er usvækket, selvom perioden 2016-2019, hvor LA var i regering, førte til, at LA fik et meget dårligt valg i 2019.

Ønsker regeringsdeltagelse

Vi kan til trods for det ikke se meningen med at være i politik, hvis man ikke er villig til at sige ja til de poster, som giver størst mulighed for at gennemføre sit partis program, og vi ved, at regeringsdeltagelse er vejen til maksimal indflydelse. Når LA fik et dårligt valgresultat efter vores første regeringsdeltagelse, var det ikke, fordi vores vælgere ikke bifaldt, at vi gik i regering. Tværtimod ønsker LA‘s vælgere helt klart, at vi tager det størst mulige ansvar på os i politik.

Kristian Thulesen Dahls valgresultat med over 20 pct. tilslutning til hans Dansk Folkeparti i 2015 og efterfølgende rolle som destruktivt støtteparti på dansk politiks sidelinje er intet ideal for liberale danskere. Vi stræber efter gode valg for at indtage de positioner, hvorfra vi kan gennemføre vores politik. Men ligesom at Mette Frederiksen ikke ville være statsminister baseret på en rød blok, som ikke ville tillade hende at gennemføre en moderat mere ambitiøs reformpolitik end den ikkereformpolitik, hun stod for mellem 2019-2022, så vil LA heller ikke træde ind i en regering igen hverken som juniorpartner eller som en ledende kraft, hvis udgangspunktet er parlamentariske forhold, som ligner perioden 2015-2019, hvor et S-DF-SF-flertal sørgede for, at de daværende V- og VLAK-regeringer ikke kunne gennemføre væsentlige reformer og justeringer af velfærdssamfundet.

Vi vil ikke være i regering alene for de fine titlers skyld. Det er i dette lys, at Alex Vanopslaghs tale skal forstås. Vi tager gerne vinger på for at flyve over havet, men hvis voksen, som holder fjerene, er så skrøbelig, at den ikke tåler belysning, så forsvinder meningen med det hele, og så må vi hellere vente, indtil vi har tilvejebragt en bedre voks.

(Kronik bragt i Børsen d. 20. april 2023)

Sólbjørg Jakobsen

19. april 2023

Færre kvinder end mænd sidder i dag i direktørstolene og i bestyrelseslokalerne. Det er et problem, mener et flertal i Folketinget.

Men det er en unuanceret fortælling.

19. april bliver Liberal Alliances beslutningsforslag om at afskaffe kvoterne behandlet i Folketinget, og må jeg i den forbindelse minde om nuancerne i debatten.

Danske virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere er i dag tvunget til, at have et mål om minimum en 40/60-fordeling af henholdsvis kvinder og mænd i direktionen og bestyrelsen.

Men når politikere påtvinger direktioner og bestyrelser at få flere kvinder rundt om bordet, glemmer de, at ikke lige så mange kvinder som mænd rækker ud efter posterne, og at flere kvinder stadig vælger uddannelser og karriereveje, som ikke kvalificerer dem til en direktørstilling eller bestyrelsespost.

Skulle flere kvinder have lyst, evner og ambitioner til at vælge en vej, der leder dem til en toppost, lever vi i et land, som giver dem frihed og mulighed til at gøre det.

Men virkeligheden er – for nu – en anden.

Med valg kommer fravalg

Der er mange årsager til, at flere kvinder ikke finder vej til ledelsesgangene. Mange kvinder vælger en at gå af en anden vej, allerede når de vælger uddannelse.

De tager mere barsel end mænd i forbindelse med fødsler. Kvinder arbejder i gennemsnit mindre end mænd. Og generelt har kvinder også tendens til at have en mindre frembrusende adfærd i arbejdslivet og forhandlingssituationer.

Dette er blot få af de mange og forskellige valg mange kvinder tager, som leder dem væk fra den vej, der går mod en plads blandt mændene. For med valg kommer som bekendt også fravalg.

Den første lovgivning om kvoter for køn i ledelser og bestyrelser i de største danske virksomheder trådte i kraft under Helle Thorning-Schmidts regering i 2013.

Analyser viser, at kvoterne kun har haft en begrænset effekt. Institut for Menneskerettigheder har konkluderet, at kvoterne kun skabte en stigning i antallet af kvinder i topledelse fra 14 procent til 15,2 procent fra 2013 til 2015.

Kigger vi mod vores norske naboer, viser flere studier, at effekten af kvoter i Norge kun har haft en effekt for den enkelte kvinde, som kommer i bestyrelsen.

Der er meget lidt evidens for, at kvoter skaber spillover-effekter til kvinder længere nede i hierarkiet.

Ligestilling er ikke nødvendigvis lige stillinger

Vi skal også huske, at ligestilling netop er, at du vælges på grund af dine evner – ikke dit køn. Vi har i Danmark ligebehandlingsloven, som sikrer, at en medarbejdere vurderes på sine kvalifikationer og evner og ikke sit køn, og at der er lige løn for lige arbejde.

Loven sikrer ikke, at der sidder lige mange kvinder og mænd rundt om bordene på ledelsesgangene, men loven og ligestillingen i Danmark sikrer, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at nå dertil.

Der er mange andre ligestillingsdagsordener, som vi bør koncentrere os om og arbejde for at løse. For eksempel må kvinder ikke opbevare deres æg i mere end fem år, mens mænd må opbevare sæd for evigt.

Kigger vi udover vores egen næse, er der groteske ligestillingsproblemer på den internationale scene. Senest og mest omtalt er kvinders undertrykkelse af Taliban i Afghanistan, mens kvinder i Iran fængsles og slås ihjel for at kæmpe for retten til frit at kunne at klæde sig, som de vil uden at blive straffet.

Lad ikke kønskvoter overskygge de virkelige udfordringer.

(Indlæg bragt i Altinget den 19. april 2023)

Henrik Dahl

19. april 2023

Hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?

Der er noget galt med den måde, vi laver reformer på. Det er essensen af den glimrende bog »Entreprenørstaten«, som Sigge Winther Nielsen udgav for et par år siden (og som jeg tidligere har omtalt på denne plads).

Men det er som om erkendelsen af, at såkaldte reformer sjældent løser de problemer, de officielt er sat i verden for at løse, ikke vil trænge igennem på Slotsholmen. Både skiftende regeringer og skiftende folketing drømmer stadig om at stå foran den samlede, danske verdenspresse og erklære, at nu er dette eller hint problem løst en gang for alle. På trods af, at alle besindige mennesker ved, at den helt overvældende sandsynlighed taler for, at det er de ikke.

Er folkeskolen blevet bedre af folkeskolereformen? Er gymnasierne blevet bedre af gymnasiereformen? Er universiteterne blevet bedre af diverse reformer? Er sundhedsvæsen og psykiatri? Er de nye kommuner og regioner påfaldende bedre til at løse de problemer, de er sat i verden for at løse, end de gamle kommuner og de gamle amter? Det kan man ikke sige og samtidig bevare alvoren.

I alle disse tilfælde – og mange flere – er svaret, at hvis tingene overhovedet er blevet bedre, er det langt ude i decimalerne, forbedringerne kan aflæses. Men at som hovedregel har reformer i bedste fald nul effekt, mens de i værste fald gør ondt værre.

Det, jeg først og fremmest har imod SVM-regeringen, er ikke snævert politisk. Det er, at vi skal tro på, at lige præcis de partier og mennesker, der i dette århundrede har beklædt de højeste poster det meste af tiden, lige pludselig er blevet superdygtige til at lave reformer, der på afgørende punkter får de vitale samfundsinstitutioner til at fungere bedre.

Der findes desværre ikke en superhøflig måde at udtrykke det på. Men hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?

Den gunstige læser bedes tilgive, at jeg sammenligner skiftende regeringer med skikkelser fra populærkulturen. Men at tro på, at et persongalleri bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Venstres eksformand pludselig er kommet på bedre tanker og pludselig er blevet meget dygtigere til at reformere samfundet, end de har vist sig at være gennem årtier, svarer jo til, at man skal tro på, at Lord Voldemort har meldt sig ind i Frelsens Hær. Eller at Kaptajn Haddock har besluttet sig for at stå i spidsen for afholdsbevægelsen. Eller at Egon Olsen er søgt ind på Politiskolen.

Det er fuldstændig utænkeligt, at de samme mennesker, som i årtier har djøfficeret og komplificeret og bureaukratiseret alting, lige pludselig har fået evnerne og viljen til at lade være med at djøfficere og komplificere og bureaukratisere.

Hvis dansk politik var et familiedrama, skulle man samle Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand i én skikkelse. Det kunne gerne være en farverig person, der også havde forsonende eller måske ligefrem elskværdige sider. Men det afgørende er: Hvis de tre partier var en dramafigur, ville de være én, der ikke kunne lade være med at svigte sin kone og sine børn. Men som heller ikke kunne lade være med at sige, at nu er det altså slut. En gang for alle. Hvis du bare vil tro på mig fra nu af.

I politik hopper vælgerne på den slags. I forhold til en dramaserie er folk klogere. Der ved de udmærket, at det hele kører på nøjagtig samme måde i næste episode og næste sæson.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 19. april 2023)

Kulturministeren har svært ved at forklare, hvorfor der primært er bronzestatuer af mænd. Det har jeg ingen problemer med

Særlige støttekrav skævvrider kunsten

Verden er heldigvis en anden

Forandring kommer fra kunstnerne selv

Kunstig intelligens kan koste os den kritiske og den kreative sans

Hvordan FN-pagten blev gjort til et våben imod FN’s ide

Udenrigspolitik uden illusioner. Jeg er ikke imponeret

Det er spin og useriøst, hvad Pelle Dragsted skriver

To års lediggang på skatteydernes regning skal være slut – halver dagpengeperioden

Med et af verdens højeste skattetryk følger også nogle af verdens mest generøse offentlige ydelser.

Vi flyver gerne ud i Solen, Corydon

Corydon glemmer i sin LA-kritik, at intet parti bør gå i regering, hvis man ikke kan bruge magten til at gennemføre vigtig politik.

Kvinder har færre topstillinger på grund af deres egne prioriteringer

Med valg kommer fravalg

Ligestilling er ikke nødvendigvis lige stillinger

Hvordan skulle de mennesker, der har styret landet de seneste årtier, pludselig være blevet superdygtige til at lave reformer?

Hvorfor skal jeg tro på, at Socialdemokratiet og Venstre og Venstres eksformand lige pludselig har lært af de bunker af fejl, de har begået de seneste 20-30 år, og at nu kommer den gyldne tid, hvor en reform løser det problem, den skal forestille at løse?

Skal vi løse Københavns parkeringsproblemer – eller fortælle historier til hinanden?