Principper er kun noget værd, hvis de overholdes, når det ikke er belejligt

Henrik Dahl & Steffen Larsen
1. august 2023

Regeringen må forstå, at vores fundamentale frihedsrettigheder kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt

Lige før folketingsvalget i 2019 løb af stablen, udtalte Mette Frederiksen, at “når demokrati og religion støder sammen, har gud vigepligt”. I dag synes regeringens politik imidlertid at være, at det er demokratiet, der må vige for religion.

Det fik syn for sagen, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) søndag aften ryddede landets sendeflader for at bebude, at regeringen vil indskrænke danskernes ret til at brænde koraner.

Regeringens ambition om at begrænse danskernes ytringsfrihed kommer i kølvandet på de optøjer, som visse danskeres koranafbrændinger har affødt.

Overalt i Mellemøsten er danske flag blevet brændt, eksportprodukter er blevet boykottet, og på de danske ambassader må ansatte frygte for deres liv på grund af islamistiske fundamentalister.

Ved første øjekast kan man forledes til at tro, at disse hændelser er et resultat af et almindeligt folkeoprør blandt muslimer, men det er ikke tilfældet. De er et produkt af en organiseret og strategisk indsats fra de mørkeste afkroge af den islamiske totalitarisme.

Hizbollah i Libanon, ayatollah Muqtada al-Sadrs støtter i Irak og houthierne i Yemen, der blandt andet står bag dødsstraf af dissidenter samt forfølgelse af vantro, har alle overreageret og protesteret voldsomt over koranafbrændinger og forlangt, at de skal stoppes. Og det ser ud til at lykkes.

Hvor stopper det?

Den tværnationale sammenslutning af 57 muslimske lande, der repræsenterer 1,5 mia. mennesker, ved navn OIC, har eksempelvis fået FN til at vedtage en resolution om, at koranafbrændingerne og almindelig islamkritik skal defineres som hadtale.

Og med regeringens lemfældige omgang med Danmarks ytringsfrihed tyder noget på, at OIC’s mangeårige indsats nu også er ved at bære frugt i Skandinavien.

Det er et problem, som vi ikke skal vende det blinde øje til. For de vestlige samfund er netop blevet verdens mest velfungerende, fordi de bygger på principper om fundamentale frihedsrettigheder.

Men når regeringen er villig til at ofre disse frihedsrettigheder, smuldrer dét, der adskiller Vesten fra Mellemøsten. Principper er nemlig kendetegnet ved, at de kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt.

Uanset om der er tale om dansk industris bundlinje eller ømskindede teokraters sårede følelser, kan vi ikke lade presset fra den totalitære islamisme flytte hegnspælene for vores frie samfund.

For hvad er det egentlig, regeringen håber på at få ud af at indskrænke danskernes ytringsfrihed? Tror de, at de radikale islamister stopper her? Vil problemerne med islamisk terror og tyranni forsvinde som dug for solen, efter regeringens nye lov er trådt i kraft?

Selvfølgelig ikke. Islamisterne har gennemskuet, hvilke metoder de skal tag i brug, hvis de gerne vil have deres vilje. Og hvor stopper det?

De islamistiske mørkemænd kommer ikke til at belønne den danske regerings underkastelse. Underkastelsen kommer derimod til at blive mødt med krav om mere underkastelse, og sådan vil det fortsætte, så længe de danske frihedsrettigheder går mod islams påbud.

Regeringen blev netop sat i verden for at tage de svære og langsigtede beslutninger, der rakte ud over Folketingets smålige kampe, for derimod at gøre det, der ville gavne Danmark i det lange løb. I denne sag gør regeringen det diametralt modsatte.

Værdiforladt regering

Når regeringen er villig til at træde danskernes frihedsrettigheder under fode, undergraver det demokratiets ånd. Vi kan nemlig ikke blot sælge ud af vores frihed af praktiske årsager i et udenrigspolitisk spil. For uden frihed kan sikkerhed være ligegyldigt.

Det er nemlig principper om folkestyre, retssikkerhed og ytringsfrihed, der udgør grundsøjlerne i det danske demokrati.

Hvis ikke danske politikere står stejlt på disse principper, kollapser fundamentet under vores samfund. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt skridt for skridt. Det er små indrømmelser til antidemokraterne, der sætter sig som rust på demokratiets tandhjul.

Vores frie samfund er møjsommeligt opbygget af generationer før vores, der har slidt for at skabe et af verdens bedste samfund. Gennem historien har utallige danskere givet deres liv for at kæmpe for de rettigheder, som vi i dag nyder godt af.

Når regeringen er villig til at indskrænke vores ytringsfrihed, gør de vold på denne historie. Men det er desværre konsekvensen af en værdiforladt regering, der er villige til at ofre vores principper på teknokratiets alter. Det er konsekvensen af en regering uden principper.

Danmark bør have en bedre iværksætterkultur

Lars-Christian Brask & Steffen Frølund
31. maj 2023

Følger man med i tv-programmet Løvens hule, hvor iværksættere fulde af gode idéer og gåpåmod uge efter uge toner frem på skærmen, kan man hurtigt få indtryk af, at den danske iværksætterkultur stortrives.

Men selvom producenterne af Løvens hule ikke synes at mangle virkelystne deltagere til deres program, står det straks mere sløjt til for den danske iværksætterkultur ude i den virkelige verden. For tallene taler sit tydelige sprog.

SMVDanmark kan eksempelvis dokumentere, at vi siden Finanskrisen i 2008 har mistet hele 20.000 selvstændige på trods af, at den samlede beskæftigelse er steget markant. Kun hver tredje nystartede virksomhed i Danmark overlever i fem år, mens det tilsvarende tal i Sverige er 60 pct.

Og i 2021 var det blot 7,6 pct. af al nordisk venture-og børskapital, der tilfaldt danske virksomheder, mens selskaberne i Sverige til sammenligning formåede at tilegne sig hele 60 pct. For den danske iværksætterkultur er på retræte.

Det skyldes blandt andet vores tårnhøje skattetryk og de mange unødvendige regler, der begrænser virksomhederne. Følger man blot en smule med i politik, er man næppe i tvivl om, hvad Liberal Alliances holdning er til Danmarks skattetryk. Men én af de andre mærkesager, som vi brænder lige så meget for, er at få ryddet op i rodebutikken af unødvendigt bureaukrati, som skader borgere såvel som erhvervslivet.

Før vi blev valgt til Folketinget, har vi begge været selvstændige i en længere årrække, hvor vi har prøvet at lægge arm med systemet.

Derfor ved vi hvor meget dyrebar tid, man som selvstændig skal bruge på at navigere i statens mange unødvendige regler, og derfor har vi nu fremsat et lovforslag, som tager et vigtigt skridt i retningen mod at gøre det lettere for små selvstændige at drive virksomhed.

Intet udspil fra S

I dag er små og mellemstore anpartsselskaber i praksis udelukket fra at rejse kapital gennem crowdfunding, hvor man indhenter mange små investeringer fra privatpersoner.

Det er et stort problem for, at de små virksomheder kan vokse sig store.

For mange nystartede selskaber er det nemlig ganske almindeligt at mangle kapital for at kunne få gang i hjulene under virksomhedens vækst.

Der er nemlig meget få virksomheder, der får venturekapital fra institutionelle investorer eller business angels til at starte med, og her kan crowdfunding være en vej frem for de helt unge virksomheder med en god forretningsidé.

Netop derfor udstedte EU i 2021 en forordning om crowdfunding, der skal harmonisere medlemslandenes meget forskellige regler på området og give anpartsselskaber muligheder for at rejse kapital for op til 5 mio. euro. Men den danske regering har forsømt at implementere forordningen i dansk ret, på trods af at initiativet er provenuneutralt.

Og det er desværre ikke særligt overraskende. For der begynder efterhånden at tegne sig et mønster med, at regeringer med Mette Frederiksen for bordenden nøler på erhvervspolitikken.

Efter 3,5 år som erhvervsminister nåede Simon Kollerup eksempelvis aldrig at fremlægge den daværende S-regerings iværksætterudspil.

Og mere end et halvt år efter dannelsen af SVM-regeringen, har regeringspartierne endnu til gode at bringe fornuftige erhvervsreformer til torvs, selvom regeringens raison d’être ellers netop var at føre en ambitiøs reformpolitik.

Men det skal ikke stoppe os andre fra at forsøge at få flertalsregeringen på bedre tanker. Derfor har vi i LA stillet beslutningsforslag om at sløjfe den nuværende lovgivning, som forhindrer anpartsselskaberne i at få mulighed for at rejse kapital gennem crowdfunding.

Otte ud af 10

Hvis der er flertal for vores forslag, vil det ikke kun øge sandsynligheden for, at Danmarks næste vækstkomet kan vokse sig stort her til lands – hvilket der er brug for med tanke på, at otte ud af ti af de største virksomheder etableret i dette årtusind har forladt Danmark.

Vores lovforslag vil også bidrage til, at den danske aktiekultur får lettere ved at slå rødder, hvis vi giver flere småsparere og private investorer bedre vilkår til at skyde penge i små virksomheder.

Så vi håber på, at regeringen og Folketingets øvrige partier stemmer for vores beslutningsforslag, så vi kan følge EU’s forordning og gøre det lettere for de små selskaber at få vind i sejlene.

Og hvis regeringens højtravende skåltaler om at finde fælles fodslag på tværs af den politiske midte for at gennemføre fornuftige reformer også skal ende med rent faktisk at blive til handling, kunne Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre jo passende starte med at stemme for vores lovforslag.

(Indlæg bragt i Børsen d. 31. maj 2023)

Selvfølgelig skal vi tale om wokeness

Henrik Dahl
25. maj 2023

Det er ødelæggende for den begavede samtale, hvis alting skal koges ned til magtmisbrug.

For nylig hed det sig i Weekendavisen, at eftersom ”vi” – det vil sige ophavsmanden til påstanden – ikke kan definere begrebet ”wokeness”, så bør hele den samfundsmæssige samtale om problemet forstumme.

Argumentet er mageløst. Jeg gider ikke diskutere begrebet X. Derfor gider jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad begrebet X betyder. Derfor opfinder jeg et ”vi”, der ikke ved, hvad begrebet X betyder. Og derefter beordrer jeg alle andre til at lade være med at diskutere begrebet X. Fordi jeg ikke selv gider diskutere det.

Wokeness betyder, at man konsekvent fortolker forskelle mellem udvalgte grupper som magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der spiller elektrisk guitar i et rockband? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af hvide og sorte, der bliver castet til at spille gæster på et dansk badehotel i mellemkrigstiden? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der er tilstrækkelig interesseret i teknik til, at de gider studere et teknisk fag på et universitet? Igen: Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug.

Wokeness betyder, at magtmisbruget er den eneste tænkelige forklaring på de observerede forskelle.

Udstiller museerne flere billeder, der forestiller mænd eller er malet af mænd (eller begge dele), er forklaringen magtmisbrug blandt kuratorerne. Alternative forklaringer som, at mænd i gamle dage fik lov til at udvikle sig til bedre malere end kvinder, fordi optagelsespolitikkerne på datidens kunstakademier var patriarkalske, afvises derfor i det woke verdensbillede.

Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder malet af kvinder, der er lige så gode som dem, der bliver udstillet. Fordi mænd og kvinder per definition til alle tider har været lige dygtige kunstmalere.

Afbilleder fortidens malerier i udtalt grad magtfulde mænd, er det ikke, fordi datidens malere samvittighedsfuldt skildrede de faktiske forhold i deres samtid. Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder af magtfulde kvinder, vi ikke må få lov til at se. Derfor skal de som en afbigt for fortidens synder findes og hænges op så hurtigt, det kan lade sig gøre.

Wokeisten har magtmisbrug på hjernen. I en grad, så enhver forklaringsmodel, der er bare en lille smule mere kompleks eller går i en lidt anden retning end begrebet om magtmisbrug, med heftighed – og gerne et udskammende svirp – må afvises.

Skyldes observerede forskelle mellem mænds og kvinders studievalg og karriereveje i et eller andet omfang biologisk betingede forskelle? Det må man ikke engang spørge om. Det må ikke engang formuleres som en hypotese. Så flegner wokeisten ud i forstilt forargelse og heftig udskamning af den formastelige forslagsstiller.

Biologi findes ikke i et wokeistisk verdensbillede. Derfor vil wokeisten heller ikke have, at biologi findes i andre menneskers verdensbillede.

Skyldes observerede forskelle mellem antallet af etniske danskere og antallet af mennesker med herkomst fra andre kontinenter i ældre film, at Danmark i det meste af sin historie har været et forholdsvis homogent land i etnisk henseende? Det vil wokeisten ikke engang have, at andre mennesker overvejer.

Når ældre danske film ikke bugner af mennesker, hvis vugge stod i Mellemøsten eller på det afrikanske kontinent, skyldes det ene og alene magtmisbrug. Og enhver, der mener noget andet, vil wokeisten uvenligst opfordre til at klappe i og holde sine tanker for sig selv.

Der følger flere politiske konsekvenser af dette.

Wokeisme er et systematisk og målrettet forsøg på at udslette andre forklaringer på forskelle mellem grupper end magtmisbrug.

Det er derfor, wokeister bliver så aggressive, når man indfører forklaringsmodeller som de to køns forskelligartede biologi; menneskers forskelligartede intelligens; menneskers forskelligartede motivation; menneskers forskelligartede interesser eller diverse gruppers forskelligartede normer og værdier.

For slet ikke at tale om de konsekvenser, indretningen af fortidens institutioner havde på forskellige typer af menneskers fremgang – eller manglende fremgang – i deres samtid.

Hvad man end kan komme i tanke om af faktorer, der måtte gøre en diskussion mere kompleks eller mere nuanceret, så skal disse faktorer dø. Ellers kan wokeisten ikke tromle alt og alle over med sin universalforklaring: magtmisbrug.

Det værste ved wokeisme er, at den bekræfter en ofte foretaget observation: Man bliver selv idiot af at høre på tåbelige mennesker.

At hele kompleksiteten i, hvorfor der kan observeres forskelle i menneskers normer og menneskers adfærd, skal koges ned til en primitiv idé om magtmisbrug, er en fornærmelse imod ethvert begavet menneske. For sådan er det naturligvis ikke.

Uanset hvor neutralt man behandler drenge og piger, vil der typisk være en ret stor forskel på, hvad de interesserer sig for. Og lidt senere i barndommen også: Hvordan de omgås. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Noget af det er simpelthen biologisk betinget og bliver aldrig anderledes.

Den næste politiske konsekvens af wokeisme er, at når man som politiker siger ”magtmisbrug”, så har man næsten allerede sagt ”regler”, ”indgreb” og ”tvang”. Ud fra den uangribelige politiske logik, at man altid har lov til at skride ind med regulering, hvis der er noget, der går ud over nogen.

Den måde, rockmusikken hidtil har fungeret, går ud over kvinder. Derfor er det legitimt at blande sig. Den måde, casting til realistiske film hidtil har fungeret, går ud over alle, der ikke ligner etniske danskere. Derfor er det legitimt at blande sig i filminstruktørers casting. Den måde, maskulinitet og femininitet typisk udleves kulturelt, kan konstrueres som noget, der gør kvinder til ofre. Derfor er det legitimt at blande sig politisk i, hvad maskulinitet og femininitet i det hele taget er for størrelser, og hvordan de i det hele taget udleves i vore dage.

Derfor er wokeisme løftestang for en indblanding i blandt andet frie menneskers personlige valg, kunstneres suveræne beslutninger og menneskers måde at leve i og med deres køn, hvis lige ikke er set siden den kinesiske kulturrevolution.

Det er mærkeligt at kunne konstatere, at med SVM-regeringen har Danmark fået sin suverænt mest woke regering nogensinde. Men sådan er det. Kulturministeren har på sit ressortområde taget wokeness til nye højder. Og det samme må man sige om ligestillingsministeren.

Problemet er formentlig partiet Venstre. For der kommer ligestillingsministeren fra. Og der tilbragte kulturministeren sine formative år som politiker.

Af uransagelige årsager er tidens mest brændende spørgsmål: Worfor er Wenstre Woke? Jeg gætter på, at det skyldes, at hvis man kommer fra et meget åndeligt dovent parti uden de store traditioner for intellektuel udfoldelse og analyse, så ligner wokeness – ud fra en meget overfladisk betragtning – at man er progressiv og med på noderne. Og hvem vil ikke – i mangel af selvstændig tankevirksomhed – gerne forekomme andre mennesker progressiv og med på noderne?

Nu er spørgsmålet formuleret. Så kan vi ikke få et svar: Worfor er Wenstre Woke?

(Bragt i Jyllands-Posten d. 25. maj 2023)

Der skal ikke længere være en udløbsdato på kvinders raske, nedfrosne æg: En åbenlys ligestillingssag

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
25. maj 2023

Vi har et ligestillingsproblem i Danmark som handler om kvinders ret til at fryse deres æg – såkaldt social freezing. Der er intet sundhedsfagligt argument for, at vi i Danmark ikke har ligestilling på området. Derfor har Liberal Alliance stillet et beslutningsforslag om at ændre lovgivningen. Næste uge skal det debatteres i Folketingssalen. Det er en debat, vi ser frem til, og regeringspartierne flager allerede nu, at de støtter vores forslag. Tiden er til at give kvinderne mere selvbestemmelse over egen krop og æg.

Årsagen til, at fænomenet eksisterer, er, at der ved fertilitetsbehandling er fordele i at anvende unge æg. Den vilde udvikling i sundhed har gjort det muligt at bruge denne fordel til, at kvinder kan fryse deres unge og raske æg ned til et senere tidspunkt i livet. Der kan være et utal af gode grunde til, at en kvinde vælger – måske har hun ikke fundet den partner, hun ønsker at stifte familie med, måske tillader hendes økonomi ikke, at hun får et barn nu eller noget helt tredje. Årsagerne er mange. Desværre er vinduet for, hvor længe kvinderne må gøre brug af deres egne nedfrosne æg, snævert.

Men hvis der ingen medicinsk grund er til, at en kvinde fryser sine æg ned – som for eksempel i forbindelse med en sygdom, der kan skade chancen for at få børn, eller forestående kemoterapi – må æggene i dag kun opbevares nedfrosset i fem år. Derefter skal de sunde og raske æg destrueres. Sker det ikke, kan det resultere i bøde eller fængsel i op til fire måneder. Mænd derimod må have deres nedfrosne sæd opbevaret, så længe de ønsker – også efter deres død.

Der står intet medicinsk i vejen for at også kvinders æg kan opbevares i længere tid end fem år. Faktisk kan de holde sig i mere end 30 år. Danmarks grænse for, hvor længe æggene må fryses ned, er ekstremt begrænset i forhold til landene omkring os. Sverige, Norge og Finland har ingen grænse for, hvor længe kvinders æg må være frosset ned, og sidste år ændrede Storbritannien sin lovgivning, så nedfrosne æg må opbevares i op til 55 år.

Der skal ikke længere være en udløbsdato efter fem år på kvinders raske, nedfrosne æg. I stedet skal kvinder, som selv vælger og betaler for det, også have mulighed for at have deres æg frosset ned indtil de fylder 46 år, som er aldersgrænsen for at begynde i fertilitetsbehandling. Dermed er manglende midler i statskassen heller ikke et argument for ikke at ligestille kvinderne med mændene.

Fjerner vi tidsgrænsen på fem år, styrker vi kvindernes selvbestemmelse og ret til deres egen krop. Det vil skabe mere frihed og flere muligheder for kvinder, hvis de ikke tvinges til at vælge mellem at blive mødre (mere eller mindre) her og nu eller aldrig.

Der følger ingen garanti for graviditet ved social freezing – det ved vi kvinder godt! Det stopper heller ikke det biologiske urs til tider stressende tikken. Men det giver den enkelte kvinde en mulighed for at styrke sine chancer for at blive mor i fremtiden, såfremt hun af en eller anden årsag ikke er klar til en graviditet endnu. Som sagt, årsagerne til social freezing er mange, og valget om, hvornår man vil være mor, bør være kvindens.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 24. maj 2023)

Liberal Alliances forsvarspolitik

Det er ikke de unge, der er uegnede. Det er værnepligten, der er uegnet

Carsten Bach
22. maj 2023

I sidste uge kunne man i Berlingske læse, at langt flere danske unge mænd i dag bliver erklæret uegnet til værnepligt end tidligere – hele 58 pct. kasseres i dag.

Jeg læste nyheden med hovedrysten. En stor del af de unge sorteres fra, fordi de på et tidspunkt i livet har haft en diagnose som angst, adhd eller depression.

Sågar laktoseintolerans kan være en hindring for at blive værnepligtig.

Selvfølgelig er over halvdelen af danske unge mænd ikke uegnede til militærtjeneste.

Det er hele systemet med værnepligt som rekrutteringsinstrument til Forsvaret, der er uegnet.

For det første er værnepligten forældet og fastholder en uhensigtsmæssig praksis i Forsvaret. Det har altid været helt tilfældigt, hvem der blev udvalgt.

I dag er alle værnepligtige – heldigvis – frivillige, men det er stadigvæk ikke Forsvaret, der aktivt vurderer og udvælger den enkelte baseret på, hvem der er mest motiveret og bedst egnet til en karriere som soldat.

Når Forsvaret derudover vurderer kommende soldater ud fra one-size-fits-all-sundhedskriterier – fordi de skal passe til den brede og tilfældige rekruttering, som værnepligten er – er deres vurdering lige så præcis og kvalificeret som et skud i tågen.

At du på et tidligere tidspunkt i livet i en periode har haft angst, depression eller adhd, skal ikke være en livslang hindring for at gennemføre en militæruddannelse og være ansat på kontrakt i Forsvaret.

Det samme gælder de unge kvinder. For dem gælder samme rigide mentale og fysiske krav som for mændene.

Derudover kan de også erklæres uegnede, hvis de har kraftig og uregelmæssig menstruation. Tænk, hvis alle kvinder skal tvinges til Forsvarets Dag, for at dem med uregelmæssig menstruation skal have at vide, at de er fysisk uegnet til en militæruddannelse af den grund. Jeg kunne desværre blive ved med at opliste eksempler på uforståelige krav.

Systemet sorterer uundgåeligt en stor gruppe unge mennesker fra, som kunne have fået en lang militærkarriere. I stedet kommer værnepligten utilsigtet til at forstærke en sygeliggørelse af unge mennesker, som kan fastholde nogen i den tro, at de af den grund ikke dur til noget.

Jeg er overbevist om, at mange af de unge mennesker, som har en interesse for og ønske om en militæruddannelse, kan gøre sig nyttige i Forsvaret. De kan måske endda være bedre kandidater end andre, som godt nok ikke har angst eller adhd, men derimod heller ikke har en motivation for en karriere i Forsvaret.

Langt de fleste ressourcer, som Forsvaret bruger på at gennemføre værnepligtsuddannelsen, er derfor mere eller mindre spildt. Det er først i det øjeblik, at en person afslutter værnepligten og tegner en kontrakt med Forsvaret, at ressourcerne er en god investering. Derfor skal vi sikre, at langt flere (motiverede og kompetente) unge tegner kontrakt med Forsvaret.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 21. maj 2023)

Sæt børnene fri af skærmene i skoletiden

Helena Artmann Andresen
21. maj 2023

André Rogaczewski, der er en af de betydeligste it-ledere i Danmark, siger det. Imran Rashid, læge og forfatter til bogen »SLUK«, siger det. Og når vi lytter til vores egen fornuft, ved vi det godt: Børn har ikke godt af ubegrænset skærmtid.

Teknologien udvikler sig hele tiden, og internettet lokker med sociale medier, spil og andre muligheder, der kan være udmærkede at bruge i begrænset omfang, men som er designet til at tage vores opmærksomhed i mange timer hver dag. Ubegrænset skærmtid kan koste trivsel, nærvær og evnen til at kunne koncentrere sig. Det skal vi tage bestik af, når vi – de voksne – skaber rammerne for det gode børneliv.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at skoletid som udgangspunkt bør være tid, hvor man er til stede i rummet. I klasselokalet, i skolegården, i idrætshallen eller på udflugten. Når børn går i skole, er det for at lære, diskutere, lytte, tale, undres og undersøge noget i et fællesskab. Hvis det ikke var sådan, kunne vi lige så godt installere hver elev bag en skærm derhjemme, sådan som det skete under coronakrisen. Men ensomhed bag en skærm er ikke den bedste måde at lære på, og mange børn led under ensomheden med skærmen derhjemme under den lange skolenedlukning.

Skolen er mange ting. Den er den stoflige faglighed, hvor eleverne arbejder med hænderne i træ, ler eller med fødevarer. Den er venner, grin, kærester og konfliktløsning. Den er et fællesskab, hvor man bemægtiger sig ny viden og færdigheder – sammen. I pauserne har eleverne brug for at sænke skuldrene og være sammen i stedet for at sidde i hver deres digitale univers. Hjernen har brug for en pause.

Derfor skal de private skærme som udgangspunkt være slukkede og lagt væk, medmindre de spiller en specifik faglig rolle i undervisningen. Måske skal der optages en film i dansk, der skal laves research i engelsk, eller der skal bruges digitale programmer i matematik. Børn skal naturligvis også lære om teknologi, og vi så gerne, at der indførtes timer i teknologiforståelse i den danske folkeskole. Det er vigtigt at komme bag om teknologien og forstå, hvordan den virker.

Vi mener ikke, det bør være nødvendigt at lovgive. En klar melding fra minister og aftalepartier i samarbejde med parterne om skolen bør være tilstrækkeligt. Vi har viden nok nu til at sige, at skoletid bør være skærmfri tid. For 100 år siden var skolen et kærkomment pusterum for børn, så de ikke skulle udføre fysisk arbejde. I dag har børnene brug for et pusterum fra den hæsblæsende digitale motorvej, der åbner sig, når de lukker op for deres mobiler og laptops.

(Indlæg bragt i Berlingske den 21. maj 2023)

Der er ét ord, som Marie Bjerre glemmer, når hun vil forklare, hvad der styrer mænds væren i verden

Henrik Dahl
17. maj 2023

Kvinder er eksempelvis gode til at søge læge- eller psykologhjælp uden at afvente, om det går over af sig selv. Ellers føler de sig ikke som rigtige kvinder.«

Sådan ville ingen mandlig ligestillingsminister nogensinde argumentere, selvom det er skåret over samme læst som Marie Bjerre (V) i et nyligt interview i Jyllands-Posten: »Mænd er eksempelvis dårligere til at søge læge- eller psykologhjælp, for så føler man sig ikke som en rigtig mand.«

Hvem der er »bedre« eller »dårligere« til at søge læge, er vitterligt en kønnet præmis. Den profeminine tolkning af statistikkerne er, at kvinder er »gode« til gå til læge, fordi de gør det mere end mænd. Omvendt er en promaskulin tolkning af de samme statistikker, at kvinder er »dårlige« til at vente og se, om det går over af sig selv.

Mit forslag er, at man starter et helt andet sted: Kvinder og mænd har forskellige tilgange til, hvornår skavanker kræver et lægebesøg. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Derfor skal man passe på med at sige firkantet, at den ene er den bedste.

Men nu, hvor jeg har mikrofonen, og emnet er slået an, så lad mig sige et par ord om, hvordan det er at læse en kvindelig kollegas tanker om, hvad mænd går og gemmer på i deres indre.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men der er ét ord, som i den grad lyser op i alt sit fravær, når Marie Bjerre skal forklare, hvad der styrer mænds væren i verden. Og det er ordet pligt.

Der er ikke nogen følelse, der har haft større indflydelse på mit liv, end følelsen af, at jeg var underlagt visse pligter, som jeg ikke uden videre kunne kaste fra mig.

Som den ældste i en stor søskendeflok har jeg altid vidst, at jeg havde en særlig pligt til ikke at gøre ondt værre for mine forældre, når de små var kede af et eller andet – eller bare utilfredse med, at de ikke kunne få deres vilje.

Som barn i en konservativ middelklassefamilie har jeg også altid vidst, at det var min pligt at gøre mit bedste, uanset hvad det gjaldt. Man kan ikke sjofle sin skolegang. Man kan ikke sjofle et fritidsjob. Man kan ikke sjofle sin træning, hvis man først har meldt sig til en eller anden idrætsgren.

Som studerende ved diverse uddannelser, det var svært at komme ind på, vidste jeg altid, at det var min pligt at få mest muligt ud af de ressourcer, den pågældende institution stillede til rådighed.

Og sådan er det blevet ved: Som far har man pligt til at opdrage sine børn så godt, man kan. Som medejer af en virksomhed har man pligt til at skabe et overskud og til at skabe gode rammer for medarbejderne (de to ting er i øvrigt forbundne kar). Som politiker har man pligt til at forvalte den tillid, vælgerne har udvist, så godt, man formår. Som offentligt kendt person har man pligt til at svare venligt på folks henvendelser – også når det forudsætter, at man først skal tælle til ti.

Jeg er født i 1960, og jeg bilder mig ikke ind, at min mentalitet er frygtelig meget anderledes end den, man finder hos andre mænd på samme alder. Man skal klare pligterne først. Ellers er det ikke i orden at holde fri og nøjes med at tænke på sig selv.

At leve sådan kræver selvfølgelig en vis grad af selvdisciplin. For eksempel bør man holde sine sorger for sig selv. Ellers bryder al orden sammen, så børnene tvinges til at være voksne; de svage til at være stærke og de letsindige til bekymring.

Jeg ved ikke, om det giver mening for unge mennesker, der gerne vil have mig til at tænke over at være mand. Men det er her, det må begynde.

(Bragt i Berlingske d. 17. maj 2023)

Danske forbud mod AI løser intet – tænk, hvis vi havde forbudt Google i 00’erne

Alexander Ryle
16. maj 2023

Siden tech-selskabet Open AI udgav sin AI-bot, Chat GPT, har debatten om kunstig intelligens kørt for fuld udblæsning.

Det seneste skud på stammen i debatten om kunstig intelligens er Snapchats nye funktion, der bygger på teknologien fra Chat GPT.

Den nye AI har vakt kritiske røster. Eksempelvis har Børns Vilkår ringet med alarmklokkerne og kaldt på mere regulering af området, fordi de ikke mener, at børnene selv kan håndtere funktionen.

Jeg er glad for, at debatten om kunstig intelligens er blusset op, og jeg sætter pris på, at interesseorganisationerne bidrager til, at vi får den vigtige dialog om emnet.

For hvis vi som samfund skal stå en jordisk chance for at kunne forstå samtidens teknologiske kvantespring, er det en forudsætning, at vi forholder os til dem. Men jeg er ikke enig i, at vi politikere skal regulere unge menneskers forbrug af Snapchats AI-chatbot.

Vi må ikke gå i panik over, hvor hurtigt udviklingen går, ved at forbyde de nye muligheder.

For udviklingen er kommet for at blive, og den vil skride frem, uanset hvad vi gør i Danmark. Netop derfor er spørgsmålet heller ikke, om vi skal lade udviklingen finde sted. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at udviklingen sker på ordentlige vilkår. Her tror jeg ikke på, at drakoniske forbud er den rigtige vej.

Tværtimod er dette et af de områder, hvor vi som samfund må udvise tillid til ungdommen og stole på, at forældrene i den enkelte familie løfter deres del af ansvaret.

Det kender vi allerede fra andre platforme, hvor man via forældreindstillinger f.eks. sætter en tidsbegrænsning på de unges forbrug

Gå ikke i panik

I slutningen 00’erne var det internettets banebrydende søgemaskiner, der tog os med storm, fordi de med få klik kunne trylle svar frem på alverdens spørgsmål.

Men hvor ville vi dog være gået glip af meget, hvis vi dengang havde forbudt folk at bruge f.eks. Google, fordi disse søgninger også kunne fremkalde svar på vores spørgsmål, der er forkerte.

Derfor må vi ikke gå i panik over, hvor hurtigt udviklingen går ved at forbyde de nye muligheder, som den banebrydende teknologi giver os. For det er en forudsætning for de unges teknologiske dannelse, at de får lov til at prøve kræfter med de teknologiske fremskridt.

(Indlæg udgivet i Børsen den 16. maj 2023)

Vogt dig for de fire myter i sundhedspolitikken

Louise Brown
12. maj 2023

Jeg har kun siddet i Folketinget og været sundhedsordfører i lidt over et halvt år. Jeg har meget at lære endnu. F.eks. hvorfor mange i den politiske debat bliver ved med at gentage en række myter om private sundhedstilbud. Myter, der undergraver muligheden for en oplyst debat og fornuftige løsninger på så vigtigt et område.

Den første myte er, at privathospitalerne stjæler de ansatte fra offentlige hospitaler. Ævl. I 2021 var de ifølge Dansk Sygeplejeråds egne tal ca. 2.373 sygeplejersker, der forlod den offentlige sektor. 142 af dem fik job på et privathospital. 142!

Sundhedsstyrelsen har også kigget på afgangen af både anæstesisygeplejersker og intensivsygeplejersker i tidsrummet fra fjerde kvartal af 2019 og til andet kvartal af 2022.

Her viser det sig, at der har været en nettotilgang på privathospitalerne på henholdsvis 14 og 21 blandt intensiv- og anæstesisygeplejersker. Kigger man på de offentlige hospitaler, har der været et nettofald på 13 intensivsygeplejersker og en nettotilgang på 72 anæstesisygeplejersker. Kan vi så ikke én gang for alle drukne dén fortælling?

Den anden myte er, at privathospitalerne scorer kassen. Også noget ævl. Sundhed Danmark, der er interesseorganisation for en stor del af de private aktører på sundhedsområdet, har for nylig indgået den meget omtalte aftale, hvori de har givet ”det offentlige” 12 pct. rabat fra juni 2023 frem til 2024, hvor rabatten falder til 10 pct. af, hvad de plejer at skulle betale. Det har de gjort, fordi de gerne vil bidrage til at nedbringe vores vildtvoksende ventelister.

Sagen er bare den, at Sundhed Danmark nu står med håret i postkassen, da den kun har fået lov at byde ind på 11 områder af de 80, hvor den tilbød sig. Det betyder desværre, at ventelisterne stadig er helt grotesk lange. Nogle må vente 13 år på en kæbeoperation, der kunne klares i det private stort set med det samme.

Den tredje myte er, at privathospitalerne kun tager de ”lette” patienter. Og her er der dog lidt om snakken, sådan da. Det er sandt, at der er mange komplicerede operationer, der ikke kan udføres på de private hospitaler. Men det handler altså ikke udelukkende om, at privathospitalerne ikke vil. Det handler om, at de ikke får lov – som nævnt før fik private kun lov at dække en brøkdel af de områder, de bød ind på. Nuvel, nogle af operationerne kan ikke udføres på privathospitalerne. De operationer, der er meget risikofyldte, kræver et beredskab, der ikke findes på privathospitalerne, men det er altså ikke alle komplicerede operationer, der er klassificeret sådan.

Den fjerde myte er, at der er mangel på psykologer. Igen noget ævl.

Der er rigtig mange psykologer derude i landet. Men vi har et spidsfindigt system, der gør, at man kun kan få lov at hjælpe det offentlige, hvis man har et ydernummer, og det er altså ikke noget, det offentlige rutter med.

Der findes faktisk også op til flere private psykiatriske hospitaler. I dag står mange børn og unge på venteliste for at blive udredt eller på anden måde modtage hjælp i forhold til psykiatriske lidelser. Dette, imens flere mennesker og institutioner er klar til at tage imod. Men det må de ikke.

Vi står altså i den situation, at tusindvis står på venteliste – nogle mere akutte end andre – men alligevel lader vi dem vente i årevis, fordi det åbenbart er vigtigt, om det er en offentlig eller en privat udbyder, der hjælper.

Det er på tide, at vi gør op med den tankegang – det handler vel om patienterne!

Så kan vi tale om ideologi og værdier bagefter, og tilhængerne af myten kan få lov til at forklare folk, at de desværre skal undvære deres behandling, fordi den ikke er offentlig.

Hvorfor bliver vi ved med at høre disse myter fra folk, der burde vide bedre? Det har jeg endnu til gode at lære. Og jeg håber faktisk lidt, at jeg aldrig lærer det.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. maj)

Sådan bør vi forholde os til den spirende udvikling inden for kunstig intelligens

Alexander Ryle
8. maj 2023

Som IT- og digitaliseringsordfører er nogle af de emner, jeg dagligt beskæftiger mig med, på rekordtid blevet brandvarme politiske dagsordener. Det har ellers typisk været emner, som hverken vækker store følelser eller trækker internationale avisoverskrifter. Det gælder i den grad også for AI.

Men nu skal alle forholde sig til det. Det skal vi, fordi AI allerede i dag er en del af hverdagen for de fleste – om de ved det eller ej – og med al sandsynlighed kommer til at fylde endnu mere i fremtiden.

Det gælder blandt andet, når vi søger på Google og bliver præsenteret for de mest relevante links, billeder og produkter. Det gælder på vores uddannelsesinstitutioner, hvor AI-chatbots ændrer spillereglerne for elevernes skolegang og eksamen. Og det gælder ude i virksomhederne, hvor AI gør det muligt at automatisere en lang række arbejdsopgaver og dermed forbedre produktivitet og
konkurrenceevne.

AI er gået fra primært at høre til sci-fi-bøgernes univers til nu at være et samtaleemne, som Hr. og Fru Danmark kan finde på at drøfte til forårets konfirmationsfester. For mig at se er der to primære årsager til den store interesse lige nu: Hastigheden og uforudsigeligheden.

Bliver bange

Vi bliver ugentligt præsenteret for nye teknologiske gennembrud, som trækker avisoverskrifter og får tidligere teknologier til at falme. Og tech-industriens open source tilgang og villighed til at dele API’er fører til, at det konstant pibler frem med nye smarte applikationer.

Men på trods af denne kultur for åbenhed og gennemsigtighed er tech-virksomhederne og deres spirende teknologiske nybrud stadigvæk en enigma for de fleste af os. Vi forstår grundlæggende ikke teknologien, og derfor har vi ikke en reel chance for at gennemskue, hvor udviklingen tager os hen. Når vi ikke kan gennemskue noget, bliver vi ofte bange for det.

Det er enormt vigtigt at være opmærksom på, for det kan i værste fald afføde et stort demokratisk problem. Hvis de eneste borgere, der kan forstå AI, er Ph.D’er i datalogi, risikerer vi, at almindelige borgere hægtes af, eller at frygten i befolkningen vokser sig så stor, at vi siger fra over for teknologien.

Derfor må der i kølvandet på de hastige teknologiske fremskridt også følge en vigtig opgave med teknologisk dannelse. For på trods af de mange åbenlyse potentialer, er der også risiko for utilsigtede negative konsekvenser – for eksempel at vi mister vores kritiske og kreative sans og nemmere lader os manipulere af mennesker eller maskiner. Og i det nuværende virvar af ekspertvurderinger på området – hvor nogle lovpriser udviklingen, mens andre eksperter omvendt ringer med alarmklokkerne – er det svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene om AI.

Optimist

Min egen grundindstilling er, at jeg er optimistisk over for ny teknologi i almindelighed, hvilket også gælder AI. Jeg tror på, at det skaber muligheder for mennesket, langt ud over hvad vi tidligere troede var realistisk. Derfor må vi ikke lade frygt stå i vejen for teknologisk udvikling, men løbende diskutere både fordele og ulemper.

Uforudsigelighed kan være skræmmende, men det er samtidig værd at huske på, at vi gang på gang er blevet positivt overrasket af de uforudsete fordele ved den teknologiske udvikling. For eksempel da hæveautomater blev opfundet i 1970’erne og udbredt i 1990’erne. Dengang forventede man, at bankkassererne ville miste deres arbejde. Men der skete præcis det modsatte. Der kom flere til, fordi hæveautomaterne skabte nye markeder, som fik efterspørgslen til at stige.

Samme historie kan man fortælle om automatiske symaskiner og tekstilindustrien eller om software til scanning af dokumenter i advokatbranchen og antallet af advokatsekretærer. Og samme tendens
tegner sig nu i forhold til AI, hvor De Økonomiske Råd har undersøgt konsekvenserne af stigende automatisering af arbejdsopgaver og har fundet, at det bidrager til produktivitet og vækst uden at det går ud over beskæftigelsen i den enkelte virksomhed.

Derfor mener jeg, at vi skal byde AI velkommen. Men vi skal gøre det på en ansvarlig måde og med en risikobaseret tilgang, hvor vi holder øje med udviklingen og stiller krav til anvendelsen, så det sker på vores præmisser.

Eller sagt med andre ord: Vi skal give AI mulighed for til at spire, men vi skal gøre det på en måde, hvor det ikke vokser os over hovedet.