Sexarbejde er ikke et samfundsproblem – men vores syn på det er

Alexander Ryle
18. december 2024

Selvom det blev lovligt at sælge seksuelle ydelser i 1999, er vores syn på prostitution strandet på den forkerte side af årtusindeskiftet.

Politikere taler om ligestilling og værdighed, men synet på sexarbejdere er fortsat gennemsyret af stigma og fordømmelse.

Det er dog ikke selve sexarbejdet, der udgør et samfundsproblem, men derimod visse politikeres manglende vilje til at sikre sexarbejderne trygge forhold og basale rettigheder.

Et liv i samfundets skygger
I århundreder har danske sexarbejdere været henvist til at arbejde i samfundets skygger, hvor bagsæder, gedulgte trappeopgange og baggårde udgør scenografien for et virvar af usikkerhed og uværdighed. Pludselig føles dit storrumskontor nok ikke helt så slemt, vel?

Forestil dig et job, hvor du skal hoppe ind i fremmede biler uden at kunne vurdere risikoen. Så kan man virkelig tale om opstillingsparathed på jobbet.

Selvom sexarbejde nok altid vil indebære en vis risiko, så er det altså lovgivningen, der skubber sexarbejdere ud i en daglig gladiatorkamp. Selvom sexarbejde i praksis er lovligt, er det ikke anerkendt som et “lovligt erhverv.”

Det betyder, at sexarbejdere på den ene side ikke kan melde sig ind i en a-kasse, modtage sygedagpenge eller få arbejdsskadeerstatning. Men på den anden side beskattes deres indtægt som enhver anden, uden at de nyder godt af de rettigheder, som skatten finansierer.

Dertil kommer, at det er ulovligt at opnå en fortjeneste ved andres prostitution, hvilket på overfladen virker fornuftigt – ingen ønsker gangsterlignende bagmænd i pelsjakker og fedora-hatte, der undertrykker og lukrerer på sexarbejdere.

Men paradoksalt nok har rufferiparagraffen fået den modsatte effekt: Almindelige udlejere tør ikke leje lokaler ud, sikkerhedsvagter vil ikke tilbyde beskyttelse, og sexarbejdere kan heller ikke ansætte hjælp til hverken telefonpasning eller regnskab.

Forskel mellem teori og praksis
I et svar til Folketinget har justitsminister Peter Hummelgaard oplyst, at lovgivningen ikke direkte kriminaliserer værelsesudlejning eller ansættelse af vagter, så længe de aflønnes på almindelige vilkår og ikke udnytter sexarbejderen økonomisk.

Alligevel er der i praksis tale om en gråzone, hvor frygten for at blive anklaget for rufferi afholder udlejere og andre lovlige samarbejdspartnere fra at stille sig til rådighed.

Hvis man vil tage problemet alvorligt, er det nødvendigt at forholde sig til denne kløft mellem teori og rufferiparagraffens faktiske virkning.

Derfor stillede Liberal Alliance tidligere i år et beslutningsforslag, som skulle skabe ordnede forhold for sexarbejdere ved at undtage specifikt afgrænsede funktioner fra rufferiparagraffen i straffeloven. Desværre valgte Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og SF at stemme imod.

Holland som forbillede
I Holland, som vi ofte ynder at sammenligne os med, har man valgt en mere pragmatisk tilgang. Her er sexarbejde reguleret som ethvert andet erhverv.

Sexarbejdere kan ansætte sikkerhedsvagter, sekretærer og rengøringspersonale, melde sig ind i fagforeninger, få dagpenge og spare op til pension. Sexarbejde betragtes ikke som et nederlag for ligestillingen, men snarere som en frigørelseskamp for retten til at bestemme over egen krop.

Hensigten med Hollands lovgivning er ikke at fremme sexarbejde, men at mindske skadevirkningerne og styrke rettighederne. Resultaterne taler for sig selv: færre seksuelle overgreb, øget tryghed, forbedrede arbejdsforhold og styrket retssikkerhed – og en større følelse af værdighed som en naturlig konsekvens heraf.

Det er en lovgivning, der nemt kunne tilpasses danske forhold, ligesom Belgien netop har valgt at reformere deres regler.

Det er på tide, at vi sætter handling bag de mange skåltaler. Danmark bør lade sig inspirere af Hollands eksempel og skabe en regulering, der beskytter frem for at marginalisere.

Alle mennesker fortjener et arbejdsliv med sikkerhed, rettigheder og respekt – sexarbejdere er ingen undtagelse.

(Indlæg bragt i Altinget d. 18/12-2024)

En liberal EU politik

Udviklingsbistanden skal på slankekur og matche EU-gennemsnittet

Lars-Christian Brask
16. december 2024

Den danske udviklingsbistand skal forvaltes mere fornuftigt, end den gør i dag. Derfor skal vi i Danmark reducere bistanden fra det nuværende niveau på 0,7 procent af BNI til EU-gennemsnittet på 0,49 procent.

Vi er midt i en politisk sæson, og selvom det indenrigspolitiske optager det meste af dagsordenen i folketingssalen såvel som i mediebilledet, sker der også enormt meget spændende på det udenrigs- og udviklingspolitiske område.

Om ganske kort tid får Danmark en unik og stærk stemme på den globale sikkerhedspolitiske scene i form af en plads i FN’s sikkerhedsråd. Vi påtager os en vigtig rolle for det europæiske samarbejde i forbindelse med formandskabet i EU’s Ministerråd, og så skal vi forholde os til, at vores vigtigste allierede, USA, skifter ud i Det Hvide Hus.

Samtidig er øjnene rettet mod verdens brændpunkter såsom Ukraine, anspændte interessesfærer såsom Taiwanstrædet samt udviklingsområder med massivt potentiale såsom det afrikanske kontinent, hvor særligt Kina og Rusland har øget tilstedeværelsen.

Der er ikke noget at rafle om: Vores udenrigs- og udviklingspolitik må og skal kunne adressere alle disse komplekse udfordringer og meget mere til. For selvom vi i Danmark er en lille nation, har historien vist os, at vi på ingen måde er for lille til at gøre en forskel i den globale kamp for frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Det har vi ikke mindst bevidnet i forbindelse med vores stålfaste bidrag til ukrainernes frihedskamp, som vi for alt i verden ikke må slække på.

Støtten til Ukraine udgør nemlig – i mine og Liberal Alliances øjne – fortsat den absolut vigtigste udenrigs- og udviklingspolitiske prioritet de kommende år.

Selvom det byder mig meget imod at rose statsministeren, så er det på sin plads her. Den støtte, som regeringen og et samlet Folketing har ydet til Ukraine siden den russiske invasion, er og bliver nemlig forbilledligt. Både den direkte økonomiske støtte, men også den militære, hvor vi skal fortsætte at understøtte uddannelsen af ukrainske soldater samt donere militært materiel.

Danmark skal støtte Taiwan

Vi skal også være klar til at stå på den rette side af historien, hvis situation længere mod øst eskalerer. Her udvider Kina igen og igen sin militære tilstedeværelse, og særligt situationen i det sydkinesiske hav og omkring Taiwanstrædet bør give anledning til alvorlige panderynker i Vesten.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvor Danmark skal stå: Nemlig helt og holdent på Taiwans side, hvis ret til selvbestemmelse og suverænitet ikke skal krænkes.

Tilsvarende skal vi være vakse ved havelågen, når det kommer til at sætte vores præg på udviklingen af det afrikanske kontinent.

Det er regeringen heldigvis opmærksomme på, eksemplificeret med dets nye Afrika-strategi.

Afrika rummer netop utvivlsomt et enormt potentiale, som særligt Kina og Rusland desværre forsøger at udnytte.

De afrikanske lande skal knyttes tæt til den frie vestlige verden, hvis vi skal sikre en positiv udvikling på kontinentet, hvor vi styrker ikke bare økonomisk vækst, men også vestlige værdier, frihedsidealer og sikkerhedsinteresser.

Derfor er det rigtig positivt, at regeringen i de kommende år vil styrke det diplomatiske samarbejde i regionen.

Skær i udviklingsbistanden

Men hvis vi for alvor skal spille den rolle, vi ønsker i verden, kræver det, at vi genbesøger vores generelle tilgang til udviklingspolitik.

I Liberal Alliance er vi særligt optaget af, at den danske udviklingsbistand forvaltes mere fornuftigt, end den gør i dag.

For det første vil vi skære fedtet af ved at reducere udviklingsbistanden fra det nuværende niveau, 0,7 procent af BNI, til EU-gennemsnittet på 0,49 procent af BNI. Dette vil først og fremmest ikke udgøre en særlig drastisk nedskæring, og det er desuden heller ikke formålet.

Formålet er at fokusere indsatsen dér, hvor det giver mening, i stedet for at vi skyder med spredehagl ved at støtte alle mulige projekter uden at sætte spørgsmålstegn ved projekternes fornuft.

Hvorfor er det eksempelvis, at vi i år har sendt næsten 9,5 million kroner i udviklingsbistand til Kina? Et land, som udgør verdens næststørste økonomi – og som dertil ledes af et kommunistisk regime, der konsekvent undertrykker menneskerettighederne og repræsenterer værdier, der er så langt fra de danske, som man næsten kan forestille sig.

Lad os få fornuften tilbage i højsædet og indtage den globale rolle, som Danmark er bedst til: Bannerfører for frihed.

(Bragt i Altinget d. 16/12-2024)

EU skal ikke have alt for store forventninger til USA

Henrik Dahl
11. december 2024

”Hvis du vil have fred, må du forberede dig på krig” lyder et gammelt latinsk ordsprog. Og disse ord er mere aktuelle end nogensinde før.
Vi lever i en urolig og omskiftelig verden, og EU skal tage ansvaret for sin egen sikkerhed alvorligt uden at have for store forventninger til hjælpen fra USA.

Uden konkrete handlinger og viljestyrke kan vi ikke forvente, at EU bliver i stand til at forsvare sine borgere og værdier. Den tidligere finske præsident Sauli Niinistö foreslår endda i en rapport leveret til EU-Kommissionens formand, at hele 20 pct. af EU’s budget skal gå til vores forsvar og sikkerhed. Dog er det vigtigere, at vi fokuserer på, hvordan alle medlemslande når op på at bruge 2 pct. og måske endda tættere på 3 pct. af bnp på forsvar. Vi har fået udnævnt EU’s første forsvarskommissær, og det bliver helt afgørende, at vi bruger de mange nye midler på den rigtige måde.

I vores politiske familie, Det Europæiske Folkeparti (EPP), har vi helt tilbage til før valgkampen i juni arbejdet på at udstikke en klar kurs mod et stærkere Europa på forsvarsområdet. Resultatet er vores strategiske plan: ”Et Europa, der beskytter.” Denne plan sigter mod et reelt forsvarssamarbejde, en robust forsvarsunion og et Europa, som ikke blot søger fred, men også aktivt opbygger den. Men naturligvis stadig med Nato som grundpillen i vores kollektive forsvar.

De økonomiske realiteter taler deres tydelige sprog: Mens Rusland har udviklet en aktiv krigsøkonomi, har Europa sovet i timen. På trods af vores Nato-mål er det langtfra alle medlemslande, der lever op til kravet om 2 pct. af bnp til forsvar. Hvis vi ønsker fred i Europa, så skal vi sikre den nødvendige investering i forsvar i hele Europa, så vi effektivt kan afskrække Rusland. Vi må derfor tage ansvaret på os og sikre, at Europa bliver i stand til at forsvare sig selv og sine interesser.

Vores plan er konkret og består af fem vigtige skridt:

Oprettelsen af et indre forsvarsmarked i Europa: Den manglende sammenhæng i forsvarsmarkedet fører til ineffektiv udnyttelse af midler, hvilket koster både tid og penge for europæiske skatteydere. En styrkelse af det europæiske forsvarsmarked, der gør det muligt at handle forsvarsudstyr frit over grænserne, vil ikke blot forbedre vores kapacitet, men også styrke vores industribase. Vi skal arbejde for at inddrage små og mellemstore virksomheder og fremme europæiske værdikæder. Samtidig er det afgørende at inkludere Ukraine i denne proces.

Styrkede investeringer i fremtidens forsvarsteknologier: EU bør investere betydeligt i fremtidens forsvarsteknologier som cybersikkerhed, rummet, droner og kunstig intelligens. Sammen med vores transatlantiske partnere bør vi tage skridt mod etablering af et fælles missilforsvarsskjold og en europæisk pendant til det amerikanske Darpa, der kan sikre teknologisk innovation og sikkerhed.

Mere samarbejde og fælles kapaciteter: EPP ønsker et forsvarssamarbejde, hvor EU’s land-, sø-, luft-, rum- og cyberstyrker har mulighed for at arbejde sammen og i tilfælde af det bliver nødvendigt hurtig kan indsættes.

Med et ”militært Schengen” kan vi sikre militær mobilitet inden for EU’s grænser, hvilket giver os mulighed for at reagere hurtigt på kriser. Derfor skal alle EU-lande i samarbejde med deres parlamenter tage aktiv stilling til missioner, hvor der er fælles kommandostruktur for effektivt at kunne udnytte vores civile og militære ressourcer i krisesituationer.

Større investeringer og mindre bureaukrati: Vi kan ikke nå vores mål uden passende finansiering. Med et kommende forsvars whitepaper er det nødvendigt at sætte realistiske mål for investeringer. Det omfatter også en mulig udvidelse af Den Europæiske Investeringsbanks mandat, så vi kan mobilisere private investeringer til forsvarsindustrien.

Europa som stærk stemme i forsvarspolitikken: Hvis Europa fremover skal være en betydningsfuld magt, der taler for frihed og demokrati, må og skal vi have et stærkt forsvar til at understøtte dette. Mens EU skal støbe kuglerne, så skal de affyres i Nato. Derfor er et tæt samarbejde med USA og Nato grundlaget for vores sikkerhed. Trods det er tiden kommet til, at vi må opbygge vores egne frivillige komplementære kapaciteter, så vi i en kritisk situation kan forsvare os selv og vores interesser.

Med et “militært Schengen” kan vi sikre militær mobilitet inden for EU’s grænser.

(Bragt i Jyllands-Posten d. 11/12-2024)

Kortsigtet klimasucces må ikke undergrave erhvervslivet

Steffen Frølund
11. december 2024

Hvor ambitiøse skal Danmarks klimamål være i 2035 – skal vi til den tid have reduceret vores drivhusgasudledning med 80, 85 eller 90 pct.? Og hvordan når vi målet? Det er spørgsmålene, som Klimarådet forsøger at besvare i sin nye rapport.

I Liberal Alliance køber vi ikke præmissen om, at det partout skal gøre ondt, før det bliver godt og grønt. For os er det ikke så vigtigt, om vores CO2-reduktion om ti år er lige præcist 80 eller 85 pct. Det vigtigste er, at vi smartest muligt rammer 100 eller 110 pct. – og ikke ender med kortsigtede, dyre løsninger, der bunder i ren og skær ideologisk symbolpolitik.

Vi skal hele tiden have for øje, at det er et klimamål. Ikke et “det skal gøre mest muligt ondt på erhvervslivet”- mål. Den grønne omstilling og klimaforandringerne, vi ser konsekvenserne af verden over lige nu, bliver ikke løst med en symbolpolitisk øvelse.

Det bliver løst ved, at vi er hardcore målorienteret.

Vind og atomkraft Vi ved, hvad der virker. Det er ikke venstrefløjens tilgang med at hoppe over gærdet, hvor det er absolut højest.

Eller regeringens energiøer – eller fantasier, som jeg har døbt dem – som er grønne prestigeprojekter, der endnu ikke har set dagens lys.

Det, der virker, er, at vi nu sætter alle sejl. Alle grønne teknologier skal i spil nu – også atomkraft. For det er en af de reneste energikilder, der eksisterer, og vi vil med atomkraft få en stabil energikilde, der ikke er afhængig af, om solen skinner, eller vinden blæser. Havde vi tilladt atomkraft fra 30 år siden, så havde vi været meget, meget længere, end vi er i dag. Den næstbedste dag at komme i gang er nu.

Men det er ikke nok at rykke på marginalerne herhjemme. CO2-udledningen stopper ikke ved landegrænsen, og det er derfor nødvendigt, at vi tænker langt mere internationalt, hvis vi vil reducere CO2-udledningen mest muligt, hurtigst muligt. CO2-udslippet i Europa er siden 1990 reduceret med 37 pct.

Til sammenligning er det på verdensplan steget med 60 pct. i samme periode. Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi i langt højere grad end i dag hjælper lande som Kina og Indien, der er blandt de lande i verden, som udleder absolut mest, med at sætte fart på den grønne omstilling.

Det er her, vi kan plukke lavthængende frugter, som for alvor gør en forskel for den globale CO2-udledning.

Danmark er ikke et grønt foregangsland, fordi vi lykkes med at reducere med yderligere 5 pct. hurtigere end forventet. Det er vi til gengæld, hvis vi formår at hjælpe lande som Kina og Indien med at skære markant i CO2-udslippet gennem nye danske, grønne løsninger og teknologier.

Vindmøller er et eksempel. Ny atomkraft kunne have været det næste, hvis ikke vores dygtige atomstartups kæmpede i strid politisk modvind herhjemme.

Og så er der alle de teknologier, som danske iværksættere endnu ikke har opfundet.

Derfor er det afgørende, at vi ikke ofrer erhvervslivet og iværksætteriet i klimaets navn, for det vil samtidig knægte udviklingen af grønne løsninger, som vi kan eksportere. De grønne løsninger skal tværtimod have gode og gunstige vilkår at gro i. Det løser samtidigt et helt andet problem, vi har med vækst og velstand.

EU”s konkurrenceevne er i bund og bliver en af EU”s helt store udfordringer de kommende år. Vi sakker lige nu bagud i forhold til USA og Kina, som er godt i gang med at udkonkurrere os økonomisk, og vi risikerer at tabe feltet helt, hvis ikke vi omgående begynder arbejdet med at styrke det europæiske erhvervsliv.

Lykkes vi ikke med det, mister EU i yderste konsekvens sin rolle og muskelstyrke i det internationale samfund, og så vil det ikke længere være Europas grønne interesser, som er dominerende internationalt. I stedet vil det netop være nationer som Kina og USA, som vil sætte kursen for den globale indsats mod klimaforandringerne – og det er ikke en retning, som gavner de internationale klimamål.

For med genvalget af Donald Trump er der en stor risiko for, at han endnu engang trækker USA ud af Paris-aftalen, som han gjorde det i 2017, og det kan samtidig svække presset på lande som Kina til at forpligte sig til at reducere sin udledning.

Det er derfor både ekstremt kortsigtet og kontraproduktivt at ville ofre vækst og udvikling i erhvervslivet i klimaets navn.

Så lade os bruge dette som afsæt til en gang for alle at sige, at det grønne ligger fremad og ikke bagud.

(Bragt i Børsen d. 11/12-2024)

Ingen plads i centralt råd, hvis ikke du er en rød fagforening

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
10. december 2024

Beskæftigelsesministeren er så optaget af at holde andre organisationer end vennerne i fagbevægelsen uden for indflydelse, at det skader det vigtige samarbejde om arbejdsmiljø og beskæftigelse

Danmark har brug for et stærkt arbejdsmarked, hvor produktivitet og trivsel går hånd i hånd. Hvor alle relevante parter er med til at sikre optimale arbejdsbetingelser for både ledere, medarbejdere og virksomheder og samtidig løfter væsentlige samfundskritiske udfordringer i fællesskab. Det er dansk. Det er smukt. Og så langt er der i princippet enighed på tværs af både politiske partier og erhvervs- og fagorganisationer.
Derfor er det også helt uforståeligt at betragte beskæftigelsesministerens korstog mod de faglige organisationer, der ikke har partibogen i orden. Senest i forbindelse med nedsættelsen af det nye Arbejdsmarkedsråd, der skal erstatte de nuværende Beskæftigelsesråd og Arbejdsmiljøråd. Det er altafgørende områder for vores fælles arbejdsmarked, der nu slås sammen til ét, og en af opgaverne for rådet er at rådgive ministeren ud fra forskellige perspektiver fra virkelighedens arbejdspladser langt fra Christiansborg.
Derfor er det endnu vigtigere, at alle relevante grupper på både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden får en stol ved bordet. Men beskæftigelsesministeren og regeringen har valgt den modsatte tilgang: At begrænse antallet af pladser, så nogle perspektiver helt udelukkes. Det gælder blandt andet Ledernes Hovedorganisation med deres over 110.000 medlemmer, der er ledere i det private erhvervsliv. Vi taler om en gruppe på arbejdsmarkedet, der ikke er repræsenteret af andre organisationer, og som spiller en afgørende rolle for alt fra seniorpolitik til sårbare unges første erfaringer på en arbejdsplads – fra arbejdsmiljø til den grønne omstilling. Socialdemokratiet ser rødt Det er ikke kun Lederne, der bliver forbigået. Også de såkaldte gule fagforeninger som Krifa – altså de fagforeninger, der ikke er en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Men vigtigst af alt, så har de organiseret mere end 400.000 lønmodtagere. Hvor er det vildt, at vi har en minister, der forbigår over en halv million danskere og ikke giver dem en stemme, når det handler om vores arbejdsmarked.
Og ja, Dansk Arbejdsgiverforening er en del af rådet, men det er, som om Socialdemokratiet ser rødt, når det handler om fagforeningspladserne i rådet. Alle andre end den traditionelle fagbevægelse er sat uden for indflydelse. Man kan kun blive en del af det nye Arbejdsmarkedsråd, hvis man er såkaldt “overenskomstbærende”, har beskæftigelsesministeren besluttet. Det er utidssvarende og udemokratisk at gøre det til det altafgørende kriterium, når hundredtusindvis af arbejdende danskere i dag står uden for fagbevægelsen, og hele grupper ansættes på individuelle kontrakter – som f.eks. lederne i det private erhvervsliv.
Summa summarum er, at alle andre end vennerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation bliver sendt uden for døren, mens FH kan brede sig over otte pladser ved bordet, når fremtidens arbejdsmiljø og arbejdsmarked skal diskuteres. Tætte bånd Socialdemokratiets historiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen end arbejdsmarkedets velbefindende.
FH og Socialdemokratiet er som to gamle ægtefæller, der sætter sig selv og deres bånd foran alt andet. Det kan være prisværdigt i et ægteskab, men når det gælder arbejdsmarkedet og samfundet, bør gamle alliancer mellem fagbevægelsen og et parti ikke været noget, som stadsfastes ved lov. Men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forestår gerne vielsen. Det er en uskik uden blik for samfundets og arbejdsmarkedets velbefindende. Hemmeligheden bag det gode samarbejde på det danske arbejdsmarked er, at der lyttes, tages ansvar og laves kompromiser på tværs af bordet. Det kræver, at alle relevante parter inviteres med i samtalen. Derfor sætter regeringen det fremtidige samarbejde på arbejdsmarkedet over styr ved krampagtigt at kategorisere de faglige organisationer som “gode” og “onde”, så det passer ind i et efterhånden utroligt gammeldags billede af lønmodtagere, ledere og arbejdsgivere. Verden og de globale og nationale udfordringer udvikler sig hele tiden.
Det danske arbejdsmarked følger med udviklingen. Så mangler vi bare, at beskæftigelsesministeren følger trop. Det virker til, at sammensætningen mere er motiveret af ideologi og “C Det virker til, at sammensætningen mere er motiveret af ideologi og Socialdemokratiets historiske og økonomiske bånd til fagbevægelsen end arbejdsmarkedets velbefindende” 
(Indlæg bragt i Børsen d. 10/12-2024)

Borgere med mellemøstlig baggrund må selv melde sig ind i Danmark

Steffen Larsen
10. december 2024

Borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund har selv til opgave at melde sig ind i fællesskabet, og det er en opgave, der i manges tilfælde haster.

For når jeg er rundtomkring i landet og taler med danskerne, kan jeg mærke, at flere i stigende grad er begyndt at blive mere ligeglade med den gruppe af borgere, der har mellemøstlige rødder – og det skræmmer mig. Når vi først bliver ligeglade med hinanden, har fællesskabet nemlig for alvor tabt.

Der er heldigvis rigtig mange borgere i Danmark med mellemøstlig baggrund, der klarer sig godt og er aktive medborgere. Nogle af dem er mine venner og bekendte. Men der er desværre endnu flere, der lægger afstand til resten af samfundet, og som bedre kan beskrives som ”modborgere” end medborgere.

Når jeg tænder for nyhederne, ser jeg klip fra Gellerup, Vollsmose eller Ishøj, der bevidner om det alt for store antal af mennesker, som ikke agerer medborgere, men modborgere. Når jeg åbner min avis, kan jeg læse om skæve statistikker for dansk-irakere og deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

Og når jeg lytter til min radio, berettes der om, at social kontrol får lov at herske på en række skoler, og at dansk-iranere ikke føler sig trygge ved at udtrykke kritik af det iranske styre. Dertil ser vi alt lige fra, at truende adfærd og vold udspiller sig i vores natteliv til S-togsstationer, hvor danskere ikke tør opholde sig i de mørke timer pga. chikanøs adfærd, vold og overfald.

Tal og data taler for sig selv, og konklusionen er klar og tydelig. Vi har fået et stort mindretal af borgere i Danmark, der ikke oprigtigt har ”meldt sig ind” i det samfund, de har bosat sig i. Det er et kæmpe problem. I Danmark har vi behandlet dette mindretal, som om det var os, der skulle få dem ”på rette hylde”. Men det mener jeg har været den forkerte tilgang til problemstillingen.

Mennesker, der er taget den lange vej fra uroprægede lande og helt til Danmark, er voksne mennesker, der for et stort flertals vedkommende også har ressourcer til at blive aktive medspillere i det land, de er kommet til. Men de skal ville det. Og de skal aktivt vælge det til.

Jeg oplever ofte, at de, der stikker næsen frem og er gode rollemodeller, bliver kaldt ”kokosnødder”, som et hånligt udtryk for, at de forsøger at integrere sig, men at det aldrig vil lykkes dem. Og det er vel og mærke folk med samme kulturbaggrund, der kalder dem det. Det er dybt skadeligt, for det er jo en glæde, når nydanskere klarer sig godt. Hudfarven er ikke og bliver aldrig vigtig – det er adfærden, der har betydning.

Hos ”gammeldanskerne” breder ligegyldigheden sig. Efter årtiers integrationsprojekter, sociale tilskud, ydelser, undervisning, fælles skolegang osv. betragter mange ”udenforskabet” med opgivende miner.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg tænker, at vejen frem går gennem skammen. ”Modborgerne” må tage deres skæbne på sig. Skam er noget, man føler, hvis man har udvist en adfærd, der falder uden for det tilladte, det rimelige eller det socialt acceptable. Hvis man ikke føler skam, er det, fordi man slet ikke accepterer de regler og normer, der findes i et samfund.

Hvis man derimod føler skam, er det første skridt til at erkende, at der skal ske noget nyt. Skammen kan på den måde udgøre en positiv kraft, der bringer én til at forstå, at man må rette op for at blive en del af fællesskabet.

Jeg mener, at vi som ”gammeldanskere” skal give plads til denne proces. Vi skal holde op med at klientgøre nydanskere og i stedet gøre plads til, at de selv træder frem og ind i fællesskabet. Hvis det ikke sker, er jeg bange for, vi går en mørk tid i møde sammen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 10/12-2024)

Styrk det frie valg med fleksible pasningsordninger Daginstitutioner

Helena Artmann Andresen
10. december 2024

Fremover bør det være muligt for forældre i alle landets kommuner kun at betale for den tid, som deres børn tilbringer i daginstitution.

Det skal give danske småbørnsfamilier mere fleksible pasningsordninger, som passer ind i forskellige arbejds- og familieliv. Det er nemlig ikke alle forældre, der gør fuld brug af en fuldtidsplads, og derfor bør de selvfølgelig heller ikke betale for den.

Nogle forældre arbejder deltid for at tilbringe mere tid med deres børn, eller blot for at få hverdagen til at hænge bedre sammen.

Nogle er studerende, mens andre er hjemmegående. Fælles for denne gruppe er, at de har nogle andre hverdagsrammer end det gængse 8-16-job. Hvorfor ikke gøre det muligt for dem – og for alle andre – kun at betale for den tid, som deres børn tilbringer i vuggestue eller børnehave? Hvorfor tvinge dem til at betale fuld pris for et tilbud, som de ikke benytter fuldt ud?

Vi ved fra en undersøgelse, om end en lidt ældre en af slagsen, fra 2008 fra det gamle Velfærdsministerium, at forældre, som benytter deltidstilbud, i højere grad oplever, at deres behov bliver opfyldt sammenlignet med forældre, som benytter fuldtidstilbud.

Det giver god mening. Forældre sætter børn i verden for at tilbringe tid sammen med dem – ikke for at parkere dem i institution.

Derfor bør vi selvfølgelig også støtte op om fleksible pasningsordninger og udbrede dem til alle landets 98 kommuner. En af metoderne kunne være at etablere et helt enkelt system, hvor man kan “tjekke ind” og “tjekke ud”, når man afleverer og henter sit barn. Nemt og ubureaukratisk.

Der er, heldigvis, allerede nogle kommuner, som tilbyder fleksible pasningsordninger. Et eksempel er Silkeborg Kommune, hvor forældre kan vælge en plads på op til 30, 40 eller 45 timer om ugen, eller en plads på over 46 timer om ugen.

Samtidig er det værd at bemærke, at lige netop Silkeborg Kommune, er en af de kommuner, der er bedst til at levere børnepasning for pengene. Fleksible pasningsordninger og en sund økonomi er altså ikke hinandens modsætninger.

Det er vigtigt at understrege, at forslaget om fleksible pasningsordninger ikke er en spareøvelse.

Det handler om at skabe mere fleksibilitet for familier, så de kan vælge løsninger, der passer til deres hverdag og økonomi. En dagtilbudsplads kan godt være en halvdyr fornøjelse for nogle familier.

Det bør være en borgerlig liberal mærkesag at skabe mere frit valg i velfærden.

Der er selvfølgelig mange måder at gøre det på, men en af dem er, at gøre det muligt for forældre i alle landets kommuner at vælge pasningsordninger, der passer til den enkelte familie, og kun betale for den tid, som deres børn tilbringer i vuggestue eller børnehave.

Derfor har vi i Liberal Alliance fremsat et beslutningsforslag, som skal muliggøre dette. Jeg håber, at mine folketingskolleger på tværs af fløjene kan se fornuften i fleksible pasningsordninger.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 7/12-2024)

Tid til et opgør med det europæiske bureaukrati

Henrik Dahl
10. december 2024

Hvis Europa skal fastholde sin innovationskraft, er der behov for at skære ned på unødvendigt bureaukrati og lette vejen til markedet. Men tiden er knap

Europas virksomheder står over for både øget konkurrence fra udlandet og dårligere adgang til oversøiske markeder. Sådan lyder en af konklusionerne i Draghi-rapporten, der blev lanceret i september, og som tegner et alvorligt billede af en europæisk økonomi, der lider, og hvor fremtidsudsigterne er alt andet end optimistiske.

Draghi-rapporten har med rette sat Europas vigende konkurrenceevne til debat rundt om i de europæiske hovedstæder og gjort indtryk i Strasbourg og Bruxelles. For konklusionerne er klokkeklare: Vi formår i alt for lav grad at omsætte innovation til kommercialisering i Europa.

Og sker det, at en europæisk virksomhed har musklerne, løsningerne og ambitionerne til at skalere, bliver den ofte hæmmet af inkonsekvente og restriktive reguleringer på mange niveauer, der spænder ben for fremtidig vækst. Det er alvorligt. Innovation, udvikling og revolutionerende teknologier er nemlig en forudsætning for et stærkt Europa, særligt i en ny, global virkelighed, hvor sikkerhedssituationen er under markant forandring.

Et stadig større bureaukratisk spindelvæv i EU, vigende produktivitet og svigtende konkurrenceevne risikerer ikke længere “blot” at underminere vækstpotentialet for vores europæiske virksomheder. Udfordringen er i dag så stor, at det – med Mario Draghis ord – reelt udgør en eksistentiel trussel under vores europæiske selvforståelse, værdier og ambitioner i verden.

Hvis ikke Europa formår at lukke innovationskløften til USA og Kina, kan vi tale nok så meget om, hvordan Europa skal præge verden, men virkeligheden er, at vi kan stå i en situation, hvor vi reelt set ikke har musklerne til at gøre vores indflydelse gældende. Deregulering er vejen frem De kommende fem år i Europa bør derfor ikke handle om regulering, men om deregulering.

Vi har behov for en fælleseuropæisk diskussion om, hvordan vi på en fornuftig og hensigtsmæssig måde kan lue ud i unødvendigt bureaukrati og fjerne de regler, der ikke fremmer de formål, de blev sat i verden for. Men tiden er knap, for mange af Europas virksomheder har allerede vendt blikket mod andre markeder. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har da også slået fast, at det bliver en central opgave for alle kommissærer at understøtte europæiske virksomheders konkurrencekraft.

En tiltrængt udmelding, der nu skal følges op af konkret handling, særligt på de områder, der har allerstørst betydning for europæisk erhvervsliv, og derved også europæisk økonomi, konkurrencekraft og beskæftigelse. I Danmark er vi begunstiget af en højproduktiv life science-industri, der spiller en central rolle for dansk eksport, beskæftigelse og private forsknings- og udviklingsaktiviteter, både på området for medicinsk udstyr og lægemidler. Og på tværs af Europa er life science-branchen en hjørnesten i europæisk økonomi.

Men medikoindustrien er også et godt eksempel på et branche, hvor reguleringen har taget overhånd og har gjort mere skade end gavn. Forordningen for medicinsk udstyr, MDR, blev sat i verden i 2017 for at højne patientsikkerheden, men er i praksis endt som et bureaukratisk jerngreb, der blokerer for vækst og udvikling i branchen – og som forsinker og hæmmer patienter og klinikeres adgang til innovative sundhedsteknologiske løsninger i Europa. Eksempelvis viser tal fra det Tyske Industri- og Handelskammer, at 67 pct. af de mindste virksomheder i medikobranchen har været nødsaget til at trække produkter fra markedet som følge af et for bureaukratisk regulatorisk regime, mens tilsvarende gælder for knap hver anden af de største medikokoncerner.

Samtidig peger flere undersøgelser på, at virksomheder, der tidligere prioriterede Europa, i langt overvejende grad nu kigger mod USA eller Asien, når de skal lancere deres nyeste sundhedsteknologier, simpelthen fordi det er blevet for omkostningstungt, langsommeligt og uforudsigeligt at agere på det europæiske marked.

Den lovgivning, der skulle sætte europæiske patienter først, er med andre ord endt med at sætte europæiske borgere bagerst i køen, fordi man i sin tid indrettede lovgivningen uden skelen til de erhvervspolitiske behov. Et bureaukratisk selvmål. Stærkt signal I Europa-Parlamentet har vi blandt de borgerlige partier blikket stift rettet mod at styrke de erhvervspolitiske styrkepositioner i Europa, og særligt inden for life science.

Derfor har vi allerede taget et vigtigt skridt for at understøtte den europæiske medikobranches konkurrencekraft med en nylig parlamentsresolution, der presser på for akutte tiltag i forhold til de regulatoriske rammer på området.

Resolutionen er et klart signal til både EU-Kommissionen og de nationale regeringer om, at der skal handles hurtigt og målrettet for at vende udviklingen for medikobranchen – og at den europæiske konkurrencekraft generelt skal vægtes tungere i fremtidens politiske beslutninger.

I den sammenhæng har den danske regering en central rolle at spille, når ord skal blive til handling. Signalet fra vores side er klart: Vores europæiske virksomheder skal have lov til at innovere – ikke druknes i bureaukrati.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/12-2024)

Indlæg skrevet af: Henrik Dahl (LA), medlem, Europa-Parlamentet, Morten Løkkegaard (V), medlem, Europa-Parlamentet, Niels Flemming Hansen (K), medlem, Europa-Parlamentet, Kristoffer Storm (DD), medlem, Europa-Parlamentet, Anders Vistisen (DF), medlem, Europa-Parlamentet, Mads Koch Hansen, adm. direktør, Medikoindustrien.

Vi mister milliardvirksomheder, fordi vi drukner AI-industrien i bureaukrati

Alexander Ryle
10. december 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati.
I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering. Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet.

Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag. Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa.

Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation. For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner.

Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud. AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den.

Det kræver, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden

Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet. Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst.

Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne. Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)

EU drukner i bureaukrati, mens USA og Kina buldrer afsted

Alexander Ryle
26. november 2024

Det globale kapløb om kunstig intelligens (AI) er i fuld gang, men Europa sakker bagud.

Mens USA og Kina investerer massivt i fremtidens teknologier og udvikler løsninger, der gør livet lettere for iværksættere og borgere, sidder EU fast i sit eget bureaukrati. I stedet for at give talentfulde europæiske iværksættere frihed til at skabe morgendagens løsninger kvæler vi dem med tungt bureaukrati og uklar regulering.

Vi risikerer at stå på sidelinjen i den største teknologiske revolution siden internettet. Tallene taler deres tydelige sprog: I 2023 investerede USA 68 mia. dollar i AI, mens Europa kun formåede at rejse 8 mia. – vi halter otte gange efter, og kløften bliver større for hver dag.

Samtidig hersker der stor usikkerhed om, hvordan AI må bruges i Europa. Mange startups famler i blinde og ved ikke, hvilke data de kan anvende til at træne deres AI-løsninger og forbedre kundeoplevelsen. GDPR, der skulle harmonisere og beskytte, har i praksis udviklet sig til en hæmsko for innovation.

For når regler fortolkes forskelligt fra land til land, skaber det usikkerhed og frygt for sanktioner. Drukner i bureaukrati Konsekvenserne kan blive alvorlige. Ved at bremse AI i sin spæde udvikling risikerer vi at sætte vores fremtid på pause. Teknologien udvikler sig hurtigt, og forsinkelser i lovgivningen kan efterlade os permanent bagud.

AI har potentiale til at blive en økonomisk motor og vende den faldende produktivitetstrend i de fleste EU-lande – men kun hvis vi tør bruge den. Startups spiller en afgørende rolle i at drive innovation. Det er her, fremtidens teknologier fødes, og deres succes er afgørende for at styrke Europas konkurrenceevne og sprede teknologi bredt i samfundet.

Når innovative virksomheder lykkes med at skalere, bidrager de uforholdsmæssigt meget til økonomien og skaber arbejdspladser, nye idéer og vækst. Men i dag rammer reguleringsbyrden især små tech-virksomheder, der drukner i bureaukrati og ofte må opgive at konkurrere med de store tech-giganter, som har langt flere ressourcer og dermed bedre forudsætninger for at leve op til kravene.

Virksomhederne smutter Det er uholdbart at forvente, at startups skal bruge tid og penge på at udvikle nye løsninger, når de ikke engang ved, om deres idéer kan realiseres i EU. Konsekvensen bliver, at fremtidens idéer og forretningsmodeller bliver kvalt, før de får en chance for at tage form, eller at virksomhederne søger mod lande med bedre vilkår for at realisere dem.

Vi ser det allerede. Danske virksomheder som Unity, Tradeshift og Steelseries har rykket deres aktiviteter til lande, der byder AI velkommen. Med dem forsvinder arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne.

Og blandt verdens 100 mest værdifulde AI-unicorns – startups baseret på kunstig intelligens med en markedsværdi på 1 mia. dollar – er kun to placeret i EU, mens hele 60 befinder sig i USA.

Denne udvikling er ikke tilfældig, men et direkte resultat af EU’s tunge regulering, manglende harmonisering og usammenhængende strategi. Vi formår ikke at skabe fremmende økosystemer med tilstrækkelig risikovillig kapital, adgang til talentfuld arbejdskraft og – vigtigst af alt – regulatoriske rammer, der fremmer innovation.

EU har skabt en ‘bekymringsindustri’, der har vendt reguleringen på hovedet, så den domineres af frygt frem tillid. Ja, vi har brug for regulering, men den skal udformes som retningslinjer, der guider os fremad – ikke barrierer, der holder os tilbage.

Europa har ikke råd til at sidde fast i ‘mid-tech’ og industrier fra det forrige århundrede. Vi skal op i gear – ikke kun for at blive førende inden for nye teknologier, men også for at sikre, at vores eksisterende industrier kan forblive konkurrencedygtige.

Hvis Europa skal indtage en global førerposition, kræver det, at vi giver iværksætterne frihed og plads til at skabe fremtiden. EU må tage ansvar og sikre harmoniserede og gennemtænkte rammer, der fremmer innovation og sikrer, at vi ikke bliver efterladt på sidelinjen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 26/11-2024)