Uddannelsespolitik.
Mere frihed til studerende og institutioner.
Uddannelse i Danmark
Uddannelse er helt centralt for et moderne samfund som Danmark. Det er godt, at borgerne er veluddannede: Det betyder, at den enkelte får større indsigt og et rigere liv og samtidig kan bidrage mere til den danske økonomi.
Grundlaget for vores uddannelsessystem er folkeskolen. Det er her, at alle danskere skal lære basale færdigheder som læsning og regning og få kendskab til Danmarks kultur, historie og samfund. Men desværre er der alt for mange børn, næsten 13 %, som forlader folkeskolen uden at kunne læse eller regne.
Danskerne er gennem årene blevet markant mere veluddannede. F.eks. var det tidligere en sjældenhed at gå på universitetet, mens der er i dag er over ca. 450.000 danskere i alderen 15-69 år, som har en lang videregående uddannelse. Og der er over 1 mio. danskere med en erhvervsfaglig uddannelse, som kan bidrage på arbejdsmarkedet som faglærte. Samlet set er Danmark derfor et af de mest veluddannede samfund i verden.
Sæt folkeskolen fri
En god folkeskole er helt essentielt, hvis vi skal give vores børn en god start på livet og sikre sammenhængskraften i vores samfund. Desværre er der mange problemer ved den danske folkeskole: alt for mange opnår ikke de nødvendige, faglige færdigheder; mange børn og unge i skolen går ned med stress; og selvom vi bruger mange penge på folkeskolen, er det langtfra altid sådan, at kvaliteten følger med.
I Liberal Alliance vil vi skabe en bedre folkeskole. Der skal være frit skolevalg, så forældre har flere valgmuligheder, hvis deres barn fx har særlige behov eller de ikke synes, at den lokale distriktsskole er god nok. Vi vil også øge den statslige støtte til fri- og privatskoler, så flere uanset klassebaggrund har mulighed for at vælge et alternativ til folkeskolen.
Det vil give flere valgmuligheder for den enkelte familie og skabe mere konkurrence, så skolerne har et større incitament til at give børnene den bedst mulige undervisning. På den måde får vi bedre undervisning af vores børn og skaber et rigere og mere veluddannet Danmark.
Styrk universitetet og fjern fribeløbet
Universiteterne varetager en helt central opgave i vores samfund ved at udklække forskere og skabe vækst og velstand. Men der er behov for, at vi tænker mindre bredde og mere elite. Det er nødvendigt for at sikre, at vi ikke går på kompromis med det faglige niveau og kvaliteten på universitetet, som bør være forbeholdt mennesker med et stort, fagligt potentiale frem for at være et ”masseuniversitet”. Fokus på kvalitet frem for kvantitet skal også gælde for erhvervs- og professionsuddannelserne.
Vi foreslår derfor, at der skal skabes eliteforløb for de dygtigste, og retskravet til en kandidatuddannelse bør gradvist afskaffes, så der er mere konkurrence om at blive kandidat og bliver skabt et arbejdsmarked for bachelorer.
Vi skal også skabe bedre betingelser for studerende. Derfor vil vi fjerne fribeløbet, så man som studerende kan tjene lige så meget, som man vil ved siden af SU’en. På den måde giver vi studerende mere økonomisk frihed og straffer dem ikke for arbejde og opnå erhvervserfaring, som vil give de studerende bedre mulighed for at få et job efter endt uddannelse.
Bevar det frie gymnasievalg
I 2021 vedtog de røde partier, at man vil indskrænke de unges frie gymnasievalg for at bekæmpe gymnasier, hvor der går mange elever med ikke-vestlig baggrund.
Fra næste år vil det derfor være elevernes forældres indkomst, der er med til at bestemme, hvor de må gå på gymnasium.
Liberal Alliance arbejder for at tilbagerulle tvangsfordelingen af gymnasieeleverne.
At der er nogle gymnasier med en høj koncentration af ikke-vestlige elever er ikke et argument for, at alle andre unge skal tvangsfjernes fra deres foretrukne gymnasium.
Med aftalen vil mere end 20.000 unge få frataget deres frie gymnasievalg, fordi de i fremtiden skal rykkes rundt på som skakbrikker for at sikre, at der er en mere ligelig fordeling af elever med udenlandsk baggrund.
Vi tror på, at unge fortjener frit at kunne vælge ungdomsuddannelse uden at taget som gidsler i Socialdemokratiets lighedstyranniske eksperiment.