Offentlig transport.
Mere konkurrence og færre monopoler.
Offentlig transport i Danmark
En stor del af transporten i Danmark er offentlig transport. Offentlig transport er enten helt eller delvist finansieret af det offentlige, hvilket betyder, at borgerne kan benytte transporten til nedsatte priser.
Det betyder dog ikke, at den offentlige transport er ”gratis” for borgerne. Vi finansierer nemlig selv den offentlige transport via skatten, hvilket er en af årsagerne til, at Danmark har et så højt skattetryk.
Danskerne får også relativt lidt ud af støtten til den offentlige transport, da der ikke særligt meget konkurrence og relativt få transportudbydere. Modsat på et frit marked er der derfor ikke samme incitament til at give danskerne en så god og billig transport som muligt.
Opbryd monopoler i offentlig transport
Monopoler inden for offentlig transport er til stor skade for borgerne og det danske samfund. Nogle få aktører dominerer og får ofte gavmild støtte fra staten, og det har skabt nogle monopoler som fx DSB på transportområdet, som skader konkurrencen og betyder dyrere og mere ineffektiv transport for danskerne.
For hvis den offentlige transport er uden konkurrence og har magtfulde monopoler er der ikke de markedsmekanismer, som belønner gode udbydere og får dårlige udbydere til at gå konkurs. DSB og andre inden for offentlig transport får støtte fra statskassen, lige meget hvor dårlig en service de leverer til borgerne. DSB fungerer derfor langtfra optimalt, som vi har set i fx IC4-sagen.
Det er af den grund langt dyrere at køre med tog end det behøver at være, og de mange skandaler i DSB viser tydeligt, at der er brug for nytænkning og konkurrence inden for offentlig transport, herunder på togområdet. Vi mener derfor, at kontrakten med DSB bør opsiges hurtigst muligt.
Skab fremtidens offentlige transport
Når vi ser på den offentlige transport, vi har i dag, er der mildt sagt plads til forbedring. Mens andre lande har hurtigtog (fx TGV i Frankrig) og ”intelligent trafik” (fx i Singapore), må vi i Danmark nøjes med ofte forældet, offentlig transport, som hverken kører til tiden eller udnytter de teknologiske muligheder tilstrækkeligt.
På lidt længere sigt skal vi derfor være langt bedre til fra politisk hold at fremme offentlig transport, som har et højere teknologisk niveau, er grønnere for klimaet og hurtigt kan transportere danskerne fra A til B. Det skal primært ske ved at opprioritere forskning og bløde op for reguleringen på transportområdet, så flere aktører kan komme ind og skabe bedre transport for danskerne.
Den forældede, offentlige transport, som vi har i dag, er slet ikke vores samfund værdigt og spilder danskernes tid. Det hæmmer livskvaliteten for den enkelte og gør hele samfundet fattigere, end det behøver at være. At prioritere bedre og mere moderne, offentlig transport er derfor en investering, som kan være til stor gavn for Danmark på længere sigt.