Offentlighedsloven.
Vi skal kunne kigge magthaverne i kortene.

Offentlighedsloven, som blev vedtaget i 2013, er en lov, der regulerer adgangen til aktindsigt i dokumenter, som den offentlige forvaltning har lavet. Offentlighedsloven berører kun personer, som ikke er part i en given sag – det kunne f.eks. være journalister, som søger om aktindsigt. Man kan som borger få aktindsigt i sin egen sag ved offentlige myndigheder gennem forvaltningsloven.

Offentlighedsloven betyder bl.a., at offentligheden i mindre grad kan få indsigt i ministerbetjening, altså i samarbejdet mellem minister og embedsværk. Netop aktindsigt i ministerbetjening har været en af de primære kilder til vigtige journalistiske afsløringer som f.eks. daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens overbetaling til privathospitalerne.

Offentlighedslovens ”folketingspolitikerregel” betyder, at man kan afvise at give aktindsigt, hvis et givent dokument er en udveksling mellem minister og folketingsmedlemmer og omhandler ”sager om lovgivning” eller ”anden tilsvarende politisk proces”. Og der er en række andre punkter i offentlighedsloven, som begrænser offentlighedens mulighed for at få aktindsigt i dokumenter.

Det var den daværende VK-regering, der i 2010 fremsatte forslaget om en ny offentlighedslov. Dengang sagde justitsminister Lars Barfoed om begrundelsen for bl.a. ministerbetjeningsreglen: “det er en besværlighed, at man ikke kan gøre sig nogle frie tanker i styrelserne og sende dem ind til departementet, uden det er underlagt aktindsigt”.

Offentlighedsloven skulle dermed gøre det muligt at udveksle ideer og tanker i styrelserne og ministerierne uden at skulle frygte for, at det kom ud i offentligheden. Ved at begrænse offentlighedens mulighed for aktindsigt kunne forvaltningen dermed få mere ro til sit arbejde, var tanken.

Man var med andre ord villig til at begrænse muligheden for aktindsigt, hvis det kunne føre til en mere effektiv forvaltning, der ville kunne levere et bedre stykke arbejde.

Offentlighedsloven bliver til tider kaldt ”mørklægningsloven”, fordi den betyder, at journalister og almindelige danskere får sværere ved at få adgang til dokumenter fra den offentlige forvaltning. Det bliver dermed også sværere at finde ud af, hvordan landet styres.

Ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen, som blev til med offentlighedsloven, er nogle af de greb, der bruges oftest, når det offentlige afviser at give aktindsigt via offentlighedsloven. Og hvis man er så heldig at opnå aktindsigt, er en stor del af materialet ofte overstreget, så man kun kan få begrænsede oplysninger.

Resultatet er, at der er mindre gennemsigtighed: flere ting gemmes væk og kommer ikke frem i lyset. Offentligheden får dermed mindre mulighed for at kigge magthaverne og forvaltningen efter i sømmene.

Når offentlighedsloven begrænser gennemsigtigheden og transparensen i vores samfund betyder det også, at borgerne har mindre frihed til at tilgå information, som de bør kunne få adgang til i et åbent demokrati.

Det betyder, at man ikke i samme grad kan stille magthaverne og bureaukraterne til ansvar, da det bliver sværere at få kendskab til deres beslutninger. Det er et demokratisk problem, da afstanden mellem magthaver og borger ikke skal blive så stor, at danskerne er fuldstændig afskåret fra den politiske proces.

Den politiske og bureaukratiske elite får pga. offentlighedsloven mulighed for at skærme sig fra kritiske spørgsmål fra borgere og journalister. Medierne får derfor mindre mulighed for at opfylde deres rolle som demokratisk vagthund.

Det er Liberal Alliances politik, at vi skal fremme gennemsigtighed og mulighed for magtkritik. Da offentlighedsloven er en trussel mod vores demokratis gennemsigtighed og øger afstanden mellem borgere og politikere yderligere, mener vi derfor, at offentlighedsloven skal reformeres.

Der skal naturligvis være et rum for politisk idéudvikling i ministerierne, men man skal ikke kunne bruge offentlighedslovens regler til at mørklægge beslutningsprocessen.

Det skal derfor ikke længere være tilladt, at der nægtes aktindsigt pga. ministerbetjeningsreglen, folketingspolitikerreglen eller andre stramninger i offentlighedsloven. Disse stramninger skal rulles tilbage, så vi får mere frihed til at tilgå information fra den offentlige forvaltning.

Der er selvfølgelig tilfælde, hvor aktindsigt ikke bør gives pga. følsomme oplysninger, men vi bør have langt mere åbenhed om den politiske proces, end vi har i dag, så borgere og medier bedre kan kigge politikerne i kortene.

Arkitekterne bag offentlighedsloven argumenterede for, at en stramning af reglerne for aktindsigt var nødvendig for at sikre, at embedsmænd og politikere bedre kunne udveksle ideer uden frygt for aktindsigt og dermed kunne træffe bedre beslutninger.

Men faktisk forholder det sig omvendt: når borgere og medier kan kigge politikerne efter i sømmene, gør det, at beslutninger træffes på et mere sagligt grundlag. De kan komme med forbedringsforslag og udstille forslag, som er fejlbehæftede eller ikke er nødvendige.

Kun gennem et åbent demokrati og fri debat når vi frem til de bedste løsninger – også i den offentlige forvaltning. Offentlighedsloven er netop en forhindring for, at det kan ske, da den skjuler information fra borgerne. Lad os derfor reformere offentlighedsloven, sige nej til mørklægningen og vælge det åbne demokrati til.