Energipolitik.
Renere og billigere energi.
Energipolitikkens betydning for samfundet
Energi er motoren i vores økonomi, der muliggør industriproduktion, forbrug og den relativt høje levestandard, som vi har i Danmark. Energiindustrien er kort sagt den industri, som muliggør alle andre industrier – i Danmark og resten af verden. Uden energi ville vores samfund derfor gå i stå, og derfor er det meget vigtigt, at vi har stabil og pålidelig energi til overkommelige priser, som kan imødekomme samfundets behov.
Selvom energi er uundværligt for vores samfund, er der også ulemper ved at producere og bruge energi. Fossile energikilder som kul, olie og gas udleder bl.a. CO2, som via drivhuseffekten påvirker klimaet ved at bidrage til global opvarmning af jordkloden. Brugen af disse energikilder og deres udledninger fører desuden til luftforurening, som er skadeligt for menneskers helbred.
Man kan nedbringe CO2-udledningen og forureningen ved at gøre brug af vedvarende energikilder, som udleder mindre CO2 og andre klimagasser, som kan være skadelige for kloden og befolkningens helbred.