Læs om bilafgifter

Registreringsafgiften

Hvis du køber en bil i Danmark, er du forpligtet til at betale afgifter til staten. Den største af disse bilafgifter er registreringsafgiften.

Registreringsafgiftens størrelse afhænger af den bil, du køber, og prisen på bilen. Skal du f.eks. registrere en personbil, skal du betale 150% i registreringsafgift for den del af bilen, der koster over 204.600 kroner, 85 % af den del af værdien som ligger imellem 204.600 kr. og 65.800 kr., og 25 % af den værdi der ligger op til 65.800 kr. På en almindelig benzinbil trækkes der til sidst et bundfradrag fra den endelige registreringsafgift på 21.900 kr.

Bilens værdi opgøres inklusiv moms. Dvs. at man først betaler af moms af bilens værdi, og så herefter registreringsafgift af både selve bilens værdi og af momsen. Det giver en meget høj samlet skat. Er der tale om en bil, som der betales den høje afgift af, så vil en stigning i 1 krone hos forhandleren medføre en ekstra moms regning på 25 øre, og en ekstra registrering afgift på 1,875 kr. Det er en samlet afgiftsstigning på 2,125 kr., når forhandlerprisen stiger med 1 kr. Det er formentligt en af allerhøjeste marginalskatter i det danske samfund, og det er meget svært at se, at det tjener noget rationelt formål, at have så eksplosive bilafgifter.

Regneeksempel: Lad os sige, at du køber en benzinbil til 500.000 kroner inkl. moms. De første 65.800 kroner pålægges en registreringsafgift på 25%, som bliver til 16.450 kroner. De næste 138.800 kroner pålægges en afgift på 85%, som bliver til 117.980 kroner. De sidste 295.400 kroner pålægges en afgift på 150%, som bliver til 443.100 kroner. Når man trækker bundfradraget på 21.900 kr. fra, giver det en samlet registreringsafgift på 555.630 kr. Dertil kommer et tillæg på CO2-tillæg. Udleder bilen fx 120 g pr. kilometer, skal man betale 30.360 kr. oveni. Den nye bil ender altså med at koste 1.085.990 kr. Af disse penge går 400.000 kr. til forhandleren og 685.990 kr. til staten i registreringsafgift og moms.

Ofte stillede spørgsmål om registreringsafgift

Hvorfor har vi registreringsafgift i Danmark?

Registreringsafgiften er til for at give en ekstra indtægt til staten. Staten henter ca. 18,5 mia. kroner på registreringsafgiften, som rammer alle biler, også el- og hybridbiler.

Hvad vil det koste at afskaffe registreringsafgiften?

Hvis vi fjerner registreringsafgiften, vil det kun føre til et offentligt tab på ca. 8 mia. kroner – ud af offentligt udgifter på over 1200 mia. kroner. At tabet er så relativt lille skyldes bl.a., at vi kan forvente, at danskerne vil købe flere biler, hvilket vil gavne den økonomiske aktivitet.

Sæt bilejerne fri og fjern registreringsafgiften

Det er Liberal Alliances politik at sætte bilejerne fri, så de ikke længere skal betale så tårnhøje bilafgifter. De høje bilafgifter skaber økonomisk usikkerhed, rammer økonomisk og geografisk skævt.

Vi foreslår derfor at fjerne registreringsafgiften helt. Det vil kun lede til et tab i offentlige indtægter på 8 mia. kroner, hvilket er en meget lille del af det offentlige forbrug. Hermed vil helt almindelige mennesker lettere få råd til at købe bedre, sikrere eller mere klimavenlige biler. Registreringsafgiften rammer også el- og hybridbiler, hvilket vi mener, er malplaceret, hvis man ønsker at fremme den grønne omstilling.

Det kan til gengæld godt betale sig at bevare nogle af de brændstof- og klimaafgifter på biler, som straffer forurenende bilejere. Det er nemlig en effektiv måde at fremme den grønne omstilling på, som giver folk et incitament til f.eks. at skifte til en elbil.