Pensionsdebatten
Her har vi samlet et overblik over den aktuelle debat om danskernes pension og pensionsalder.
Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger for at bringe Danmark bedst muligt gennem de udfordringer, der står foran os.
Sådan lød det i regeringsgrundlaget, da Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i 2022 besluttede sig for at begrave de ideologiske stridsøkser for at danne SVM-regeringen.
Yderfløjene skulle holdes uden for indflydelse, og de selverklærede ’ansvarlige’ partier skulle finde fælles fodslag på midten af dansk politik for at træffe de svære – men dog nødvendige – beslutninger, som kunne fremtidssikre vores velfærdssamfund.
Men med statsministerens melding om at trække Socialdemokratiet ud af velfærdsaftalen går vi et skridt i den diametralt modsatte retning af, hvad der var SVM-regeringens eksistensberettigelse. Velfærdsaftalen fra 2006 sikrer, at pensionsalderen skal stige i takt med levetiden.
Dét princip er blevet kaldt alt fra kronjuvelen i Danmarks sunde økonomi til en forudsætning for at fremtidssikre det danske velfærdssamfund. Da SF for tre måneder siden præsenterede et lignende forslag om, at pensionsalderen ikke skulle følge levetiden, var der ikke meget optimisme at spore hos statsministerens parti.
Her lød det fra Socialdemokratiet, at forslaget var topmålet af uansvarlighed, og at det decideret ville slå et hul i statskassen.
Men nu har piben fået en anden lyd, og i dag er Mette Frederiksen selv villig til at sætte den danske økonomi over styr i et krampagtigt forsøg på at kapre tabte vælgere tilbage.
Hvorfor er statsministerens pensionsmelding så markant?
Her på siden kan du danne dig et overblik over, hvad de økonomiske konsekvenser af forslaget vil være, hvad eksperterne mener og hvordan vi i Liberal Alliance vil sikre en sund økonomi langt ude i fremtiden.