Historie.
Sådan blev LA til.
2007 – Stiftelse af Ny Alliance
Et nyt parti ser dagens lys. Ny Alliance bliver stiftet af Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg. Leif Mikkelsen, som i sin tid var et af Venstre-medlemmerne bag de omdiskuterede ti liberale teser, melder sig kort efter ind i partiet. Ved valget i november får partiet fem mandater i Folketinget.
2008 – Ny Alliance bliver Liberal Alliance
Ny Alliance skifter navn til Liberal Alliance. Der bliver lavet et nyt partiprogram med større fokus på liberale mærkesager. På daværende tidspunkt ligger partiet meget lavt i meningsmålingerne.
2009 – Anders Samuelsen bliver leder af Liberal Alliance
Naser Khader forlader Liberal Alliance, og Anders Samuelsen bliver politisk leder. Samme år stifter det tidligere radikale folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll partiet Borgerligt Centrum, der blandt andet ønsker et opgør med den formynderiske Big Mother-stat. Partiet lægges senere i 2009 sammen med Liberal Alliance.
2010 – Hårdt arbejde betaler sig
Liberal Alliance arbejder hårdt på at sprede kendskabet til partiets mærkesager. Det afspejler sig i meningsmålingerne, der stiger langsomt og sikkert. I april 2010 kommer den første meningsmåling. Den viser, at Liberal Alliance er over spærregrænsen på to procent.
2011 – Liberal Alliance får ni mandater ved folketingsvalget
176.585 danskere vælger at sætte deres kryds ved Liberal Alliance ved folketingsvalget i 2011, og derved får partiet ni mandater.
2015 – Liberal Alliance får 13 mandater ved folketingsvalget
Liberal Alliance oplever stor fremgang ved valget, hvor man efterfølgende støtter en ren Venstre-regering. Lars Løkke Rasmussen bliver siden statsminister med opbakning fra resten af blå blok. Liberal Alliance får ved første finanslov indført den første nedsættelse af registreringsafgiften nogensinde – en af partiets mærkesager.
2016 – Liberal Alliance går i regering
Liberal Alliance går i november 2016 i regering med Venstre og Konservative, og de tre regeringspartier udarbejder et solidt borgerligt-liberalt regeringsgrundlag. Regeringen lever en omtumlet tilværelse, men får sænket skatterne for mere end 21 milliarder kr.
2019 – Alex Vanopslagh tager over
Ved folketingsvalget i 2019 får Liberal Alliance fire mandater. Den nyvalgte Alex Vanopslagh overtager posten som politisk leder, og næste kapitel af den liberale kamp begynder.
2020 – Ledelsen samles hos Alex Vanopslagh
Ved Liberal Alliances corona-forsinkede landsmøde i 2020 besluttes det at fusionere posten som politisk leder af folketingsgruppen med landsformandsposten, således at Alex Vanopslagh nu er formand for partiet og dermed valgt af landsmødet.
2021 – Første borgmesterpost
I Solrød Kommune vinder Liberal Alliances Emil Blücher borgmesterposten og bliver dermed Liberal Alliances første og derudover landets yngste borgmester.
2022 – De mest ambitiøse
Ved landsmødet i 2022 fremlægger Liberal Alliance sin nye økonomiske 2035-plan, der er partiets hidtil mest ambitiøse med over 100 milliarder kroner i skattelettelser og et øget arbejdsudbud på cirka 134.000 fuldtidspersoner. Dertil fremlægger partiet også Folketingets mest ambitiøse klimaplan, der i en kombination af teknologineutralitet, frimarkedstænkning og internationalt udsyn vil medføre en 100 CO2-reduktion i 2030. Ved folketingsvalget i november 2022 får Liberal Alliance 14 mandater.
2024 – Første mandat i Europa-Parlamentet
Ved Europa-Parlamentsvalget i juni 2024 får Liberal Alliance sit allerførste mandat i Europa-Parlamentet nogensinde.