Hvem peger pilen på?

Statsministeriet som helhed har ifølge kommissionen handlet ”meget kritisabelt”. Det er den næstmest alvorlige form for kritik, der kan udtrykkes på embedsmandssprog. Med statsministeren og Statsministeriet i front begik regeringen ”grov vildledning” af “minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020”.

Mette Frederiksen selv agerede på en ”objektivt set groft vildledende” måde på pressemødet d. 4. november. Det dækker over, at hun talte usandt. Samtidig har kommissionen dog vurderet, at statsministeren ”subjektivt ikke havde viden eller hensigt hertil”, dvs. at hun ikke brød loven med forsæt (hun fortsatte bare med at gøre det, da hun fandt ud af det).

Den tidligere fødevareminister Mogens Jensen får afvist sine mange og modstridende forklaringer om uvidenhed, og det bliver slået utvetydigt fast, at han gav urigtige oplysninger.

Derudover bliver der rejst en meget hård kritik af en lang række højt placerede embedsmænd.

Det omfatter bl.a. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, Justitsministeriets departementschef Johan Legarth, Miljøministeriets departementschef Henrik Studsgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Alle disse har begået tjenesteforseelser, der giver grundlag for at drage dem til ansvar for deres medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet.

Det er historisk, at så mange topembedsmænd har fejlet så eklatant, og konsekvenserne ved det massive svigt bliver uoverskuelige for tilliden til det danske embedsværk.

Støttepartierne har afvist at få lavet en advokatundersøgelse af mulighederne for at holde Mette Frederiksen og de andre politikere til ansvar, men til gengæld har Det Radikale Venstre meddelt, at de vil vælte regeringen, hvis der ikke er udskrevet valg senest ved Folketingets åbning d. 4. oktober.

En folkedomstol er altså bedre end en rigtig domstol. Åbenbart.