Dit overblik over minkskandalen

For overblik og tidslinje klik her.

Hele minksagen begyndte i juni, da Fødevarestyrelsen registrerede coronasmitte på en minkfarm i Nordjylland. Myndighederne besluttede, at minkene på disse farme skulle aflives for at undgå, at coronamutationen spredte sig yderligere. Statens Serum Institut skrev senere i september i en risikovurdering om ”en særlig minkvariant” som havde spredt sig i Nordjylland. Varianten ville senere blive kendt som cluster-5. Frygten var, at en ny variant af coronasmitte potentielt vil kunne nedsætte effekten af en kommende vaccine og at Danmark dermed kunne blive ”et nyt Wuhan”.

D. 1. oktober meddelte regeringen på et pressemøde, at alle mink i en radius af 7,8 kilometer af en smittet farm skulle aflives. Det betød, at 100 farme i Nordjylland måtte slå deres besætninger ned, selvom der kun var registreret smitte på 41 farme.

Senere i oktober kommer det frem, at den muterede coronavirus, der er fundet i danske mink, kan mindske effektiviteten i coronavacciner. Det sker i et interview med Anders Fomsgaard fra SSI på Danmark Radio. I forlængelse heraf kom der i november 2020 en ny risikovurdering fra SSI, der konkluderede, at “en fortsat minkavl under en igangværende covid-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge covid-19 med vacciner.”

Samme dag er der om aftenen møde i regeringens koordinationsudvalg. Her bliver det på 44 minutter besluttet at aflive alle mink i Danmark – inklusiv avlsdyrene. Det sker, selvom der i materialet til mødet bliver sået om lovligheden af denne ordre. På mødet er statsminister Mette Frederiksen og flere andre centrale ministre tilstede.

Dagen efter indkalder Statsministeriet til et pressemøde. Mette Frederiksen giver her ordren: ”For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene. ” Ordren er senere erklæret ulovlig af både regeringen selv og flere juridiske eksperter.

De efterfølgende timer og dage aflives millioner af danske mink i et tempo, der ikke er set før. Farmerne blev stillet en ”tempobonus” i udsigt, hvis de kunne aflive deres mink hurtigt. I nedslagtningen af minkene hjælper både Fødevarestyrelsen, militæret, Hjemmeværnet og politiet, selvom der ikke er lovhjemmel til det.

D. 8. november kommer det frem i offentligheden, at regeringen ikke har lovhjemmel til den igangværende aflivning af alle mink. Det er fødevareminister Mogens Jensen, der orienterer Folketingets partier og senere udtaler sig til pressen om, at ordren manglede lovhjemmel. Det er først d. 16. november, altså 12 dage efter den ulovlige ordre, at regeringen får flertal for nedslagtningen af alle mink – altså lang tid efter, at regeringen har brudt loven med sin ordre om minkaflivning. Få uger senere vælger fødevareminister Mogens Jensen at trække sig.

D. 23. april 2021 nedsættes minkkommissionen, som hurtigt skal komme til bunds i minksagen og den ulovlige ordre. Kommissionen nedsættes af alle partierne i Folketinget og er i dag i gang med afhøringer af vidner, som har relation til minksagen.

Senere viser det sig desuden, at statsminister Mette Frederiksen formentlig ikke står uden ansvar i minksagen. I oktober og november kommer det frem, at Mette Frederiksen og rådgivere i Statsministeriet har slettet SMS’er, som blev udvekslet under minkforløbet, og at hun ikke har givet disse SMS’er til minkkommissionen, selvom den bad om at hun stoppede sletningen for flere måneder siden.

D. 30. juni afleverede Minkkommissionen sin beretning til Folketingets granskningsudvalg. Det var en ordentlig moppedreng på tusindvis af sider i 9 bind.
Helt kort kan det siges, at Minkkommissionen ikke havde til opgave at vurdere, om Mette Frederiksen har udvist grov uagtsomhed, eller om der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod hende eller andre ministre for deres handlinger.

Og netop deres handlinger er der rigeligt med kritik af.

Her følger en kort opremsning af det, Minkkommissionen er kommet frem til.

Statsministeriet som helhed har ifølge kommissionen handlet ”meget kritisabelt”. Det er den næstmest alvorlige form for kritik, der kan udtrykkes på embedsmandssprog. Med statsministeren og Statsministeriet i front begik regeringen ”grov vildledning” af “minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020”.

Mette Frederiksen selv agerede på en ”objektivt set groft vildledende” måde på pressemødet d. 4. november. Det dækker over, at hun talte usandt. Samtidig har kommissionen dog vurderet, at statsministeren ”subjektivt ikke havde viden eller hensigt hertil”, dvs. at hun ikke brød loven med forsæt (hun fortsatte bare med at gøre det, da hun fandt ud af det).

Den tidligere fødevareminister Mogens Jensen får afvist sine mange og modstridende forklaringer om uvidenhed, og det bliver slået utvetydigt fast, at han gav urigtige oplysninger.

Derudover bliver der rejst en meget hård kritik af en lang række højt placerede embedsmænd.

Det omfatter bl.a. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, Justitsministeriets departementschef Johan Legarth, Miljøministeriets departementschef Henrik Studsgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Alle disse har begået tjenesteforseelser, der giver grundlag for at drage dem til ansvar for deres medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet.

Det er historisk, at så mange topembedsmænd har fejlet så eklatant, og konsekvenserne ved det massive svigt bliver uoverskuelige for tilliden til det danske embedsværk.

Det er nu op til Folketinget at afgøre, om ministrene skal undersøges på samme måde som deres embedsmænd. Desværre ser de røde partier ud til at lukke øjnene og afvise en advokatundersøgelse, der kan afdække, om der skulle være grundlag for at rejse en rigsretssag for grov uagtsomhed.
Og så har vi et kæmpe problem som retsstat.