Nedlukning eller nedslagtning?

Kort: En central del af regeringens forklaring på minksagen er, at man ikke lukkede minkerhvervet, da regeringen meddelte, at alle mink inklusive avlsdyr skulle aflives. Baggrunden er, at regeringen vidste, at det ville være ulovligt at lukke minkbranchen. Man kan godt stille sig det logiske spørgsmål, om man kan have en minkbranche uden mink. Men både justitsministeren og statsministeren har fortalt Folketinget, at selvom der måske ikke er en praktisk forskel, så er der en juridisk. Det har flere eksperter stillet spørgsmålstegn ved.

Det har hele tiden været klart, at man ikke kunne aflive mink uden for smittezonerne med hjemmel i Epidemiloven. Men flere har ment (og nogle mener fortsat), at man kunne aflive minkene med hjemmel i ’lov om hold af dyr’. Det har myndigheden med kompetence på området, Fødevarestyrelsen, hele tiden været afvisende omkring. Det sagde veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Hanne Larsen, i november 2020, da sagen kørte. Det bakkedes også op af en række skriftligt materiale, hvor det klart anføres, at en nedlukning kræver lovhjemmel.

Forud for at minkenes skæbne blev afgjort på regeringsmødet 3. november, blev der udsendt et beslutningsmateriale. Det materiale udarbejdes i samarbejde imellem de relevante ministerier. I forhold til minkbeslutningen var det Statsministeriet, Justitsministeriet, Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet. Fødevareministeriet ved afdelingschef, Tejs Binderup, havde blandt andet skrevet i det materiale:

”En total nedslagtning inklusive alle avlsdyr vurderes at være fatal for branchen.”

Den sætning pillede departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, ud af materialet til mødet. Det skyldtes, at Barbara Bertelsen mente, at den var for patosfyldt. Modsat forklarede Tejs Binderup i Mink-kommissionen, at det var højst usædvanligt, at Statsministeriet piller en faglig vurdering fra et andet ministerium ud af materiale til et møde i regeringens koordinationsudvalg. Det kan vække undren, at man ikke bare omformulerede sætningen, hvis man mente, at den var for patosfyldt. Særligt når sætningen er helt central for den beslutning, man ender med at træffe.

På det afgørende møde i koordinationsudvalget d. 3. november havde Statsministeriet presset igennem, at materialet skulle udfærdiges ekstremt hurtigt. I Minkkommissionen har flere embedsmænd forklaret, at det blev udfærdiget på få timer. Mødedeltagerne modtog materialet seks minutter før, mødet gik i gang. (kilde: Artiklen: ”Embedsmænd i undren over minkhast: Kunne de ikke vente én dag?” i JP 5/11-2021). Almindelige beslutninger på koordinationsudvalgsmøder tager normalt ugevis at forberede med mange faglige diskussioner mellem ministerierne. Typisk vil alle de ministerier, som deltager i en sag, som skal drøftes på et koordinationsudvalgsmøde stå på mødematerialet i kantede parenteser. I takt med at fagministerierne anser indholdet i materialet for endeligt, fjernes de kantede parenteser rundt om ministeriets navn. Det skete aldrig med minkmaterialet. Det gik altså så hurtigt, at de deltagende embedsmænd ikke mente, at materialet reelt var færdigt. Forløbet var altså på alle måder kaotisk. Det mente embedsmændene i hvert fald. Souschef Lars Høgsbro Østergaard og afdelingschef Asbjørn Brink, begge fra Finansministeriet, havde fx følgende udveksling på sms i det materiale, som er udleveret til mink:

»Hører du noget fra mødet?« – Lars Høgsbro Østergaard.
»Desværre ikke,« – Asbjørn Brink.
»Bare virkelig dårligt beslutningsgrundlag,« – Asbjørn Brink
»Det tænker jeg også tænker man kunne have ventet en dag.« – Lars Høgsbro Østergaard

Når selv de involverede embedsmænd kalder beslutningsgrundlaget ”virkelig dårligt”, bør man overveje, om man træffer vidtrækkende beslutninger på en ansvarlig måde. Selvom om man mener, at beslutningen hastede på grund af smitteudviklingen, er det svært at se, at der var nogle saglige grunde til, at man ikke kunne bruge bare en enkel dag på at få et seriøst beslutningsgrundlag på plads.

Mødematerialet består af et cover, altså et kort beslutningsresumé, og en række bilag. I bilag 2.a. til mødet i koordinationsudvalget har Miljø- og fødevareministeriet beskrevet to forskellige modeller til en håndtering af smitten blandt mink. Den ene var en dvalemodel. Det vil sige, at man slog de fleste af minkene ihjel og lagde branchen i dvale. Men avlerne kunne beholde udvalgte avlsmink, så de kunne få produktionen op og stå igen efter corona. Den anden model var en nedlukningsmodel af branchen. I bilaget beskrives, at ingen af modellerne kan gennemføres uden, at man ændrer loven. Der er altså ikke lovhjemmel til hverken det ene eller det andet.

Regeringen træffer på mødet en beslutning om at aflive alle mink. Det kan jo godt set ude fra minde meget om en nedlukning af branchen.

Men regeringen står fast på, at der er en principiel forskel på at lukke branchen og på at gennemføre en aflivning. Justitsminister Nick Hækkerup har fx udtalt:

”Hvis man afliver, så fjerner man minkene, men man kan sådan set gøre burene rene, hente nye mink i Polen og starte op igen. Den situation er noget helt andet end at fjerne erhvervet helt.”

Statsministeren har også stået fast på, at man ikke traf en beslutning, som man vidste var ulovlig. Hun har i Folketinget udtalt:

”Der er politik, og så er der jura. Regeringen har ikke truffet beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger”.

Selvom man mente, at der er en juridisk forskel på nedlukning og aflivning af minkbranchen, så burde det jo være logisk, at hvis man ikke kan gennemføre en dvalemodel uden ny lovhjemmel, så kan man heller ikke aflive alle mink uden ny lovhjemmel. Dvalemodellen var jo netop aflivning af de fleste, men ikke alle mink.

Ifølge et referat fra et internt møde i Fødevareministeren sagde Mogens Jensen, at ”Dette betyder også, at branchen de facto vil blive lukket”

Hvad mener minkavlerne?

Minkavlerne selv er klare i spyttet. Sander Jacobsen, Direktør i Kopenhagen Fur har til minkkommissionen sagt:

”Det var en de facto permanent nedlukning af erhvervet… Den beslutning, der blev truffet, var en reel nedlukning. Så kan man kalde det alt muligt andet. Det var en nedlukning af erhvervet, der var den reelle beslutning. Det kan være, at man politisk ikke ønskede at signalere, at man ville nedlægge erhvervet, men det var konsekvensen.”