Motivfortolkning
Et gennemgående forsvar fra Mette Frederiksen i minkskandalen er, at hun slår ud med armene og forlanger, at vi andre skal forklare, hvad hendes motiv skulle være bag at have givet en ulovlig ordre om, at alle mink i Danmark skulle aflives.
Dermed fremstilles det sådan, at der kun kan være sket én af to ting: At Mette Frederiksen har brudt loven med vilje, eller at det var en fejl hos Mogens Jensen og embedsmændene, og at vi med Mette Frederiksens egne ord derfor kan udelukke det første. Det er en belejlig måde at stille tingene op, hvis man vil frikende sig selv.
Og der er da heller ikke nogen beviser for, at Mette Frederiksen bevidst har brudt loven, eller at hun skulle have motiv for fx personlig berigelse. Det var der heller ikke for Inger Støjberg, men lige lidt hjalp det hende i Rigsretten.
Men lad os få noget på det rene: At søge efter et motiv er først og fremmest noget, man bruger i sin efterforskning, når man ikke har fundet den ansvarlige.
Men det har vi jo. Lovbruddet er sket, minkene er døde, Mette Frederiksen har selv indrømmet, at regeringen har begået ”en fejl”, og det er besluttet, at minkavlerne skal have erstatning for overgrebet.
Motivet er derfor fuldstændig underordnet. Manglende forsæt kan sagtens have betydning for dom og strafudmåling, men det frikender ikke én for ansvar for at have brudt loven.
Liberal Alliance mener:
Men hvis regeringen nu insisterer på, at vi skal diskutere motiverne for at have begået Danmarkshistoriens største politiske skandale, er det set udefra ikke svært at komme frem til ét:
At det handlede om at vise handlekraft, sådan som Mette Frederiksen har gjort til adelsmærket for sin corona-ledelsesstil.
Det må også tale for et sådant motiv, at den ulovlige ordre ikke blev standset, selv da hele Danmark vidste, at den var ulovlig. Det er stadig ét af de største mysterier, hvis vi skal tage Mette Frederiksen & Co. på ordet: Hvis det var en fejl, og der ikke var noget motiv for at bryde loven, hvorfor fortsatte man så? Var det fordi, man først og fremmest var opsat på at vise handlekraft, at beslutningen ikke blev stoppet?
Man skal passe på med at lægge ord i munden på folk, men til gengæld kan man citere fra en SMS fra Mette Frederiksens departementschef Barbara Bertelsen, der blev sendt til Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels d. 14. oktober, tre uger før den skandaløse beslutning: ”Vi skal huske, hvad én flagermus i Wuhan kunne gøre. Med den viden, vi har om virus og mutationsrisikoen i mink, vil historie dømme os hårdt for at bruge så lang tid på håndtering. ”
I dag er der vist ingen, der tror, at regeringen vil blive dømt hårdt for at bruge lang tid på håndtering.
