Minkkommissionen piller Mette Frederiksens forsvar fra hinanden
Mette Frederiksen og regeringen har hele vejen igennem minkskandalen forsøgt at forsvare sig selv med mere og mere desperate argumenter. Argumenter som minkkommissionen piller fuldstændig fra hinanden i deres rapport.
For eksempel påstod Mette Frederiksens advokater, at der rent faktisk var hjemmel til at slå alle minkene ihjel. Det er kommissionen dog ikke helt enige i.
På s. 489 skriver de:
På den baggrund er det efter kommissionens opfattelse, at der ikke i § 30 i lov om hold af dyr var hjemmel til at udstede en bekendtgørelse eller på anden måde påbyde aflivning af alle mink i hele Danmark.
Flere top-socialdemokrater har også påstået at der var hjemmel til at udbetale tempobonus til de minkavlere der hurtigt fik aflivet deres besætning. Det skyder minkkommissionen også fuldstændigt ned på s. 517:
Da der ikke i øvrigt den 4. november 2020 forelå et tiltrådt aktstykke eller andet, der hjemlede afholdelse af tempobonus, er det efter kommissionens vurdering klar, der ikke den 4. november 2020 var finansiel hjemmel til tempobonus.
Mette Frederiksen har hele vejen igennem skudt skylden på daværende fødevareminister Mogens Jensen. Hendes argument var at vi har ressortansvar, og derfor er det ressortministeren og kun ressortministeren der bærer ansvar for fejl og lovovertrædelser på pågældendes område. Til det skriver Minkkommissionen på s. 634:
Ressortansvar er imidlertid efter kommissionens opfattelse ikke en ansvarsfrihedsgrund for ministre fra andre ministerier, ligesom ressortansvar heller ikke er en ansvarsfrihedsgrund for embedsmænd fra andre ministerier.
Da minkskandalen var på sit højeste fik daværende justitsminister Nick Hækkerup sit ministerium til at lave et notat med en højst besynderlig juridisk argumentation om, at et pressemøde slet ikke kan være en instruks. Også det argument falder til jorden når man læser minkrapportens s. 30:
I forhold til myndigheder finder kommissionen, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 og i de efterfølgende pressemeddelelser retligt må kvalificeres som en instruks til i første række Fødevarestyrelsen og Rigspolitiet om straks at igangsætte og gennemføre aflivning af mink fra myndighedsside.
Mette Frederiksen sagde under afhøringen af hende i Minkkommissionen, at sagen ganske enkelt hastede så meget, at regeringens topministre og embedsmænd simpelthen ikke havde tid til at læse de dokumenter, hvori der stod at der manglende hjemmel til at slå alle mink i Danmark ihjel. Minkkommissionen mener dog at der var tid til at få afklaret hjemmelsspørgsmålet. På s. 736 skriver de:
Mette Frederiksen foreslog ikke på KU-mødet at sende sagen tilbage til ressortministeriet med henblik på en endelig indstilling, uanset at der viste at være tid hertil […]
Mette Frederiksen sagde under afhøringen i minkkommissionen: ”En regering skal ”up front” have at vide om der hjemmel til at træffe en beslutning”. Altså, at nogen skulle have advaret dem. Men den køber kommissionen ikke – givet den kritisable proces (s. 629):
Mette Frederiksen har videre anført, at ”En regering skal ”up front” have at vide, om der er hjemmel til at træffe en beslutning”, men det kan efter kommissionens opfattelse næppe kræves i forhold til en beslutning, som ikke var forudset og i hvert fald ikke behandlet i materialet udarbejdet til brug for mødet.