Var der lovhjemmel?

Kort: Et forsvar fra regeringen om minkskandalen er, at der rent faktisk er lovhjemmel til at slå minkene ihjel i dansk lovgivning. Det forsvar har blandt andet Mette Frederiksens advokat brugt i minkkommissionen. Flere andre har ligeledes anført, at der var lovhjemmel til beslutningen om at slå minkene ned. Flere eksperter er uenige i den tolkning. Man skal desuden huske på, at Fødevarestyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriet, som er de to myndigheder med ekspertisen på området vurderede, at der ikke var lovhjemmel. Den vurdering stod tydeligt i bilagene, da regeringen træf den afgørende beslutning om minkene. Justitsministeriet har efterfølgende tilsluttet sig vurderingen af manglende lovhjemmel.

Når en myndighed laver et indgreb over for en borger, kræver det, at indgrebet er hjemlet i lov. Det betyder, at Folketinget har vedtaget en lov, hvor der direkte står, at politiet fx kan give bøder til trafikanter, som kører for stærkt. Det står direkte i færdselsloven. I nogle tilfælde siger loven, som Folketinget har vedtaget, at en myndighed bestemmer de nærmere detaljer, som de kan meddele ved bekendtgørelse. I det tilfælde vil et indgreb stadig være hjemlet i loven, selvom overtrædelsen ikke direkte er beskrevet er specificeret i loven. Da regeringen meddelte, at minkavlerne skulle aflive alle deres mink, krævede det en lovhjemmel et sted. Og da man med minkaflivningen bad minkavlerne om at afstå deres ejendom (minkene), var der også et problem i forhold til grundloven. Grundlovens § 73 stk. 1 lyder nemlig:

”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning”.

Det ville altså være et grundlovsbrud, hvis ikke ordren om aflivning skete ifølge en lov. Og så kan man i øvrigt bemærke, at grunden til at minkavlerne har fået et stort milliardbeløb stillet i udsigt også skyldes vores grundlov, da der er tale om ekspropriation.

Folketinget vedtog 31. marts 2020 en ny epidemilov efter en meget hurtig hastebehandling. Denne epidemilov gav en lang række vidtgående beføjelser til regeringen, som regeringen kunne bruge til at bekæmpe udbredelsen af corona. En meget lang række af de restriktioner, der blev indført, er hjemlet i epidemiloven. Men selv om beføjelserne i medfør af epidemiloven var meget vidtgående, havde man ikke her lovhjemlen til at slå raske mink ned. Det er der grundlæggende enighed om.

I lov om hold af dyr kan man finde hjemmel til at slå mink ihjel ved et smitteudbrud. Og allerede inden regeringens generelle meddelelse om, at alle mink skulle aflives, aflivede man smittede mink med hjemmel her. I ’lov om hold af dyr’ finder man i § 30 en lang række restriktioner, som man kan benytte til at bekæmpe udbredelsen af zoonotiske sygdomme. Herunder lyder det er i retsinformation i stk. 2, 1), h):

” Aflivning af dyr, herunder i et område omkring et udbrudssted, eller slagtning på særlige vilkår”.
Før ordren om, at minkavlerne skulle aflive alle mink, var der allerede regler om, at man skulle aflive raske mink i en smittezone på 7,8 km rundt om et sted, hvor der var konstateret smitte. Det følger ret direkte af lovteksten, der netop siger, at man kan kræve dyr aflivet i et område omkring et udbrudssted.

Diskussionen er så, hvor meget man kan strække i formuleringen ”et område omkring et udbrudssted”. Kunne man fx sige, at hele Danmark er et område omkring et udbrudssted? Ja, lyder det fx fra Tage Siboni, som er tidligere vicedirektør i Fødevarestyrelsen, og som var med til at formulere den nuværende ’lov om hold af dyr’. Det erklærer Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller sig enig i:
“Der står ingen steder, at “et område” kun er et lokalt begrænset område, og at det ikke kan være hele Danmark, og derfor mener jeg, at der er hjemmel til at slå minkene ned.”

Flere andre mener, at den tolkning er lige lovlig kreativ. Man bør bide mærke i, at de myndigheder, der er sat til at foretage den her vurdering, mener, at man ikke kan bruge loven sådan. Og ekspert i menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, vurderer også, at forklaringen har karakter af efterrationalisering. Jura-professor Bent Ole Gram Mortensen skriver:

”Vil en forvaltningsmyndighed, som eksempelvis Fødevarestyrelsen, give et påbud, der påvirker én eller flere virksomheders retsstilling, kræves der hjemmel hertil, typisk i en lov. Det er det helt grundlæggende krav, vi betegner som legalitetsprincippet, og det har sin rod i grundlovens §3. Jo alvorligere indgrebet er, jo klarere må hjemlen være (intensitetssynspunktet).”

Selvom nogle eksperter måtte mene, at man godt kunne bruge loven, bør man stadig stille store spørgsmålstegn ved, om der er den fornødne klarhed om lovhjemlen til at foretage så voldsomt et lovindgreb mod minkavlerne. Der er nok relativt meget, der tilsiger, at det ikke er tilfældet.

Regeringen stillede minkavlerne erstatning og en tempobonus i udsigt, hvis de aflivede minkene hurtigt. Det kræver også lovhjemmel. Der er ingen tvivl om, at regeringen ikke havde den fornødne lovhjemmel, da den meddelte tempobonus til minkavlerne. Det kom senere på plads, da man vedtog lovgivning i Folketinget. Men det er stadig et juridisk problem for regeringen, at man lovede tempobonusser uden at have den fornødne lovgivning eller politiske aftale. Den relevante lovgivning blev først vedtaget 21/12-2020. Regeringen lovede altså minkavlerne en tempobonus uden lovgrundlag i halvanden måned.

Nødret er, når en handling, som normalt straffes er straffri, fordi handlingen var nødvendig for at undgå større skade. Det er fx normalt ulovligt at ødelægge naboens vindue. Men hvis man gør det for at komme ind i huset og slukke en brand, vil man ikke kunne straffes for det.
Regeringen har indirekte påkaldt sig nødretsargumenter. Og flere har argumenteret for, at aflivningen af mink ikke er ulovlig med udgangspunkt i nødretten. Mette Frederiksen sagde det mest eksplicit på pressemødet 3. november 2021:

”Vi var faktisk i gang med at redde danskernes liv”

Og daværende fødevareminister, Mogens Jensen, var endnu tættere på at bruge nødretsargumentet, da han sagde:

”Regeringen har besluttet, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”.

Og det er også sådan, at hvis mange danskeres liv er i fare, og det eneste man kan gøre er at handle hurtigt uden lovhjemmel, så kan man godt bruge forfatningsmæssig nødret som argument. Men der er selvfølgelig to helt afgørende betingelser. For det første skal ”danskernes liv” være i akut fare. Der er ikke meget, der tyder på, at smitteforekomsten blandt mink udgjorde en sådan trussel. For det andet skal man ikke kunne have løst problemet med andre midler. Hvis faren kunne have været afværget ved at hastebehandle lovgivning i Folketinget, kan man ikke bruge nødret som argument. Det er meget svært at se, at der skulle være et stærkt juridisk argument for, at regeringen ikke kunne vente de få dage, som en hastebehandling ville tage.