Vidste regeringen, at man brød loven med minkaflivning?

Et af de centrale spørgsmål for minkkommissionen er naturligvis om regeringen vidste, at de brød loven, da de beordrede alle mink nedslagtet.

Det fastholder regeringen, at man ikke gjorde.

Vi ved fra kommissionens afhøringer, at det var helt gængs viden i de centrale ministerier, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ihjel. Men regeringstoppen og Mette Frederiksen påstår hårdnakket, at man ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til den beslutning, regering traf og førte ud i livet.

Mogens Jensens egen forklaring var tilbage i november 2020 en lidt anden. Han skrev til Ekstra Bladet:

”Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud”

Selvom spørgsmålet egentlig er simpelt, er diskussionen blevet noget mere mudret og kompliceret. Vi vil derfor i det følgende beskrive, hvad der fremgik af de dokumenter, som regeringstoppen havde i hænderne, da de traf beslutningen om at dræbe alle mink.

I materialet til det centrale møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor man beslutter at dræbe alle mink, er der foreslået to modeller:

1. At lægge minkerhvervet i dvale. Det vil sige at aflive de fleste mink, men lade avlsdyrene overleve, så minkerhvervet kunne genopstå på den anden side af Corona.
2. At nedlægge erhvervet. Det vil sige at dræbe alle mink og forbyde minkdrift

Det fremgår tydeligt, at der ikke er lovhjemmel til nogen af disse modeller. Hvis regeringstoppen orienterede sig i mødematerialet, som de er forpligtet til, ville de altså vide, at disse to modeller ikke var farbare uden ny lovgivning.

Regeringen siger, at man valgte en tredje model, der ikke var beskrevet i materialet. Nemlig en ”nedslagtning” af alle mink, men ikke et permanent forbud mod minkavl.

Derfor mener regeringen at kunne sige, at regeringen ikke var advaret om, at den model, de valgte var ulovlig.

Men som mange har påpeget, så er det svært at se forskellen på en nedlukning af erhvervet og nedslagtning af alle mink. Hvordan kan man drive minkavl uden mink?

Som Frederik Waage, professor i forvaltningsret og forfatningsret ved Syddansk Universitet siger til DR:

”Det har den samme effekt. Man kunne måske godt teoretisk forestille sig, at man straks efter minkene var aflivet, fik lov til at hente nogle nye mink i et andet land og begynde at opdrætte dem. Det er bare et meget teoretisk scenarie.”

Det er også ganske interessant, at departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, sørgede for, at en sætning, der satte lighedstegn mellem nedlukning og nedslagtning, blev fjernet fra mødedokumenterne til mødet i regeringens koordinationsudvalg 3. november, nemlig denne: ”En total nedslagtning inklusive af alle avlsdyr, vurderes at være fatal for branchen.”

Mette Frederiksen sagde vel grundlæggende også på pressemødet d. 4. november, at den besluttede nedlukning ville have fatale konsekvenser for erhvervet?

”Mange af jer mister ikke alene jeres levebrød, men et livsværk. I nogle tilfælde hele slægtens værk, som måske er gået i arv over generationer.”

Andre af regeringens ministre var langt mere eksplicitte på pressemødet. Adskillige gange sagde de i forskellige variationer, at man nedlagde minkerhvervet. Eksempelvis siger Simon Kollerup, at erhvervet ”tvangslukkes”.

I materialet til mødet i koordinationsudvalget d. 3. november 2020 fremgik som nævnt en beskrivelse af en ”dvalemodel”, hvor avlsdyrene fik lov til at overleve. Det fremgik klart, at der ikke var hjemmel til denne model.

Regeringen fastholder, at man ikke valgte en ”nedlukning” af erhvervet, fordi forbuddet mod minkavl ikke var permanent. Men det må nødvendigvis rejse det naturlige spørgsmål, om det så ikke betyder, at man valgte en dvalemodel? Ganske vist en mere vidtgående model end den beskrevne, som man var advaret om, at der ikke var hjemmel til.