Lovbrud og løgn under minkskandalen
Et af de mest centrale punkter i minkskandalen er, at regeringen og Mette Frederiksen har beordret en aflivning af alle mink i Danmark uden at have lovhjemmel til det. Regeringen kalder det en ”hjemmelsudfordring”. Men det er noget mere alvorligt, end regeringen og Mette Frederiksen antyder.
Det er nemlig et centralt princip i vores demokrati, at alt hvad staten laver, beordrer danskerne til eller straffer danskerne for, skal være vedtaget ved lov i Folketinget. Loven er ikke kun til for at holde styr på borgerne, nej, også magthaverne er bundet af loven.
Under enevælden kunne en konge efter forgodtbefindende eksempelvis beslutte sig for at straffe undersåtterne, indføre forbud eller beslaglægge danskernes ejendom. Borgerne havde ikke en kinamands chance for at vide, hvilke regler de levede og arbejdede under. Det ændrede sig, da vi fik en retsstat og retssikkerhed.
I dag må en regent – eller en statsminister – ikke bare sætte ting i værk efter forgodtbefindende. Folketinget skal have vedtaget lovgivning, der giver regeringen bemyndigelse. Og det skal altid ske indenfor nogle særlige rammer, så vi som danskere ved, hvad vi kan forvente og sove trygt om natten.
Regeringen og Mette Frederiksen har derfor forbrudt sig mod nogle af de helt centrale principper under minkskandalen i vores frie samfund, som generationer før os har kæmpet hårdt for.
Derfor vil vi i denne sektion fokusere på regeringens lovbrud under minksagen. Men også andre dele af minkskandalen, nemlig politiets ageren og de mange halve sandheder og usandheder danskerne er blevet mødt med fra regeringen og Mette Frederiksen.