Tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen
Den 21. februar 2023 startede et nyt kapitel i skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste, da tidligere oppositionspolitiker, Claus Hjort, blev tiltalt for at have røbet statshemmeligheder.
Allerede i maj 2022 indstillede Rigsadvokaten til den daværende socialdemokratiske justitsminister, Mattias Tesfaye, at der skulle føres en straffesag mod Claus Hjort.
Parlamentarisk immunitet
Men dengang sad Hjort endnu i Folketinget, og derfor var han beskyttet af sin parlamentariske immunitet.
Da Grundloven blev skrevet for 170 år siden, indsatte man bestemmelsen om parlamentarisk immunitet som en kontrolmekanisme, der skulle sikre, at justitsministeren ikke kunne udnytte sin magt ved at bruge anklagemyndigheden som værktøj til at forfølge politiske modstandere.
Men den daværende socialdemokratiske regering ville have Folketinget til at ophæve Claus Hjorts parlamentariske immunitet, selvom Folketinget ikke måtte få at vide, hvad han er sigtet for.
Et flertal i Folketinget modsatte sig socialdemokratiets ønske, og Claus Hjorts immunitet blev ikke ophævet.
Men da Claus Hjort ikke genopstillede til folketinget ved valget i 2022, nyder han ikke længere godt af immuniteten, og Anklagemyndigheden har med godkendelse fra justitsministeren derfor atter rejst tiltale.
En velkendt hemmelighed
Ved første øjekast kan man måske forledes til at tro, at det kan være fornuftigt nok at få kastet lys over Claus Hjorts sag.
For hypotetisk set kan det jo godt være tilfældet, at Claus Hjort i virkeligheden er en kommunistisk kollaboratør, som løber Kinas ærinde, eller en russisk spion, som arbejder for Putin.
Men reelt set vi ved jo godt, hvad sagen handler om.
Claus Hjort har været bannerfører for en kras kritik af regeringens håndtering af FE-skandalen, og her kom han til at nævne, at sagen drejer sig om det ”hemmelige” kabel- og overvågningssamarbejde mellem USA og Danmark.
Problemet er blot, at samarbejdet ikke er hemmeligt. Det har nemlig været offentligt kendt, siden Edward Snowden i 2013 afslørede overvågningen, og adskillige medier i både Danmark og udlandet har omtalt samarbejdet.
Politisk overreaktion
Men alligevel har regeringen valgt at retsforfølge Claus Hjort. Det er en politisk overreaktion, som afføder en myriade af ubesvarede spørgsmål.
Hvis regeringen reelt mente, at kabelsamarbejdet skulle holdes hemmeligt, hvorfor rejser de så tiltale mod Claus Hjort, da de jo blot bekræfter samarbejdets eksistens?
Og hvis Venstre virkelig var af den opfattelse, at ”det ikke er sådan, et demokrati fungerer”, som partiet selv udtrykte det, da den tidligere regeringen ville retsforfølge Claus Hjort sidste år, hvorfor ser de så gennem fingrene med sagen nu?
Det er svært at blive klog på. Men SVM-regeringen forsvarer deres tiltale ved at bebude, at de blot følger Anklagemyndighedens indstilling, og at justitsministeren blot har godkendt tiltalen med et formelt gummistempel.
Det er forkert. Loven er nemlig indrettet sådan, at det er justitsministerens beslutning, om der skal rejses tiltale i spegede sager som denne.
Derfor er der tale om en politisk beslutning og en politisk overreaktion fra en regering, der endnu engang skader befolkningens tillid til retstilstanden, myndighederne og ikke mindst magthaverne.