Lars Findsens egen skildring af forløbet
Vi er endnu langt fra at have det fulde overblik over FE-skandalen, men for nyligt blev der lagt nogle flere brikker i skandalens puslespil.
Skandalens primære omdrejningspunkt, Lars Findsen, udgav nemlig torsdag d. 13. oktober 2022 en erindringsbog, hvor han løfter sløret for flere detaljer i sagen.
I Liberal Alliance har vi samlet et overblik over, hvad vi ved efter udgivelsen af Lars Findsens nye bog.
I bogen beskriver Lars Findsen, at det var politisk motiveret, da han sammen med flere andre ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste blev hjemsendt. Det var denne begivenhed, der antændte skandalen.
Før Lars Findsen blev hjemsendt havde han et møde med daværende Forsvarsminister, Trine Bramsen. Ifølge Findsen sagde Bramsen på dette møde: ”Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90”. Ifølge Findsen siger Trine Bramsen altså med andre ord, at han bliver hjemsendt, fordi regeringen skal overleve.
Hvis det passer, at Trine Bramsen har afskediget chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste for at holde hånden over regeringen, er det en kæmpe skandale. De danske efterretningstjenester var blandt de mest respekterede i verden, men hvis Findsens udlæg står tiltroende, mente Trine Bramsen altså, at hendes politiske karriere var vigtigere end efterretningstjenesternes renommé og Danmarks mulighed for at samarbejde med vores allierede.
Findsen beskriver også, hvordan han gennem flere år har haft et dårligt forhold til Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, og at deres samarbejde reelt brød sammen, da de begge var departementschefer i hhv. Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. I den forbindelse mere end antyder Lars Findsen, at højtplacerede kræfter har et horn i siden på ham, og med basis i de konflikter, der beskrives i bogen, er det oplagt Barbara Bertelsen, som Findsen hentyder til.
Hvis behandlingen af FE-chefen, som Lars Findsen antyder, skyldes personligt nag og politisk magtspil, er der tale om magtfordrejning. Det er en meget alvorlig anklage, som vi selvfølgelig skal til bunds i. I Liberal Alliance vil vi derfor nedsætte en kommission, der skal sætte hele hændelsesforløbet under lup.
Vi ved desværre af erfaring – blandt andet fra minkskandalen -, at regeringen ikke taler sandt, når den kommer med redegørelser til Folketinget. Derfor er det nødvendigt, at uvildige eksperter kulegraver forløbet, så vi får indsigt i regeringens rolle i den her sag.