Vogt Dem for den farlige idealisme

For tiden er jeg optaget af en helt bestemt form for politik. Det drejer sig om idéer, som alle med en vis type af livsindstilling synes er fantastiske.

Men som alle med en anden type af livsindstilling betragter som håbløse.

Tag sådan noget som reformpædagogik.

Formuleret i brede vendinger er det en retning inden for pædagogikken, der er modstander af alt, hvad der har med klassisk skolegang at gøre: at man skal lære konkrete færdigheder og være i besiddelse af eksakte kundskaber. At man skal øve sig, til de konkrete færdigheder og de eksakte kundskaber er på plads. At der skal ske en forholdsvis entydig evaluering af udbyttet af at gå i skole. At læreren dels ved mere end eleverne, dels er den lokale repræsentant for skolens autoritet. Og at eleverne – netop på grund af disse udgangspunkter – skal rette sig efter lærerne.

Problemet ved reformpædagogik er populært sagt, at den går ud fra, at alle og enhver elev i folkeskolen uden undtagelse er en mønsterelev af klasse 1A. Hvis dette var tilfældet, ville reformpædagogikken have en chance for at lykkes. Det er det ikke. Derfor fejler den naturligvis.

Et andet eksempel, man kan overveje, er pacifisme. I princippet er det fuldkommen rigtigt, at vold og magt er noget skidt, og at man bør foregå med et godt eksempel ved aldrig selv at anvende nogen af delene.

Men igen er problemet: Forudsætningen er urealistisk. For hvad nu, hvis der pludselig står en voldsparat og voldsvillig person eller et voldsparat og voldsvilligt land over for dig? Så er det fint, at du vil foregå med et godt eksempel.

Problemet er bare, at det kan koste dig alt, hvad du ejer; din førlighed og frihed; og i sidste instans dit liv, at din tro på det gode i mennesket er så stærk.

Hvis man tænker nærmere over det, er dansk og international politik fuld af tilgange, der minder om reformpædagogik og pacifisme.

I princippet har John Lennon ret i, at den bedste verdensorden er den, han beskriver i sangen Imagine: »Imagine there’s no countries/ It isn’t hard to do/ Nothing to kill or die for/ And no religion, too.« Derfor kan man sige, at forudsætningen for både den frie bevægelighed i EU og for enhver “åben udlændingepolitik” er John Lennon: Tænk, hvis der hverken fandtes lande eller konflikter eller årsager til konflikter. Så kunne vi have åbne grænser, og folk kunne bosætte sig, hvor de ville.

Det, tilhængere af en verden som “Imagine” (eller af den uindskrænkede bevægelighed i EU og den åbne udlændingepolitik) ofte glemmer, er, at John Lennon havde en mangelfuld skolegang og tog rigtig meget narkotika. For uden mangelfuld skolegang og en ordentlig skudefuld lsd kan man ikke rigtig forestille sig, at en verden, der bygger på “Imagine” s principper, nogensinde vil lykkes eller blive et rart sted at være.

Den forskel i tilgang, jeg prøver at beskrive, har ikke noget med politik at gøre. Altså med de klassiske positioner i europæisk politik: konservatisme, liberalisme og socialisme/ socialdemokratisme.

Om man tror på reformpædagogik, pacifisme og helt fri adgang for alle og enhver til at bosætte sig hvor som helst, eller man betragter det som virkelig skøre påfund, afhænger af, om man er idealist eller pragmatiker.

Idealisten ville ønske, at alle elever var mønsterelever af klasse 1A.

Idealisten ville ønske, at alle lande i verden var lige så skikkelige, som de skandinaviske har været i nogle få årtier. Idealisten ville ønske, at alle fremmede i verden var venner, man ikke var blevet præsenteret for endnu.

Og fordi idealisten ville ønske, at det var sådan, springer hun eller han direkte videre til næste trin.

Lægger det ind som en præmis for sine idéer og forslag, at verden faktisk er sådan, som idealisten ville ønske sig.

Pragmatikeren tager sig naturligvis til hovedet. Al erfaring viser, at mønsterelever af klasse 1A er næsten lige så sjældne som dyr, der har opnået at blive totalfredet. Al erfaring viser, at de fleste lande i verden er lumske og voldelige. Al erfaring viser, at der kun skal relativt få rådne æbler til, for at hele tønden snart er gået samme vej.

Derfor kan vi ikke indrette verden på, hvad der kunne være rart og ville være ønskeligt. Vi er nødt til at indrette den på, hvordan mennesker faktisk er.

Her i verden er der tilstrækkeligt med dovne og umotiverede elever til, at vi også må tage højde for deres eksistens. Der er tilstrækkeligt med destruktive og magtbegærlige elever (som vil have timerne til at forme sig efter deres vilje) til, at vi må tage højde for deres eksistens.

Der er tilstrækkeligt mange eliter rundtomkring i verdens lande, der tænker og handler som den russiske, til at vi må lægge det til grund for vores sikkerhedsvurdering. Der er tilstrækkeligt mange snyltere og tilstrækkeligt mange antisociale elementer til, at vi må have effektive forholdsregler imod dem.

Nogle gange er det lige før, jeg tænker, at min vigtigste opgave som politiker ikke er at have kant til de konservative og gøre modstand imod socialdemokratismen.

Min vigtigste opgave er som pragmatiker at bekæmpe idealismen.

Hvis pragmatikerne bestemte i Danmark, så skolen anderledes ud.

Socialforsorgen så anderledes ud.

Udlændingepolitikken så anderledes ud. Energipolitikken så anderledes ud. Hele den del af udenrigspolitikken, der handler om at binde sig til internationale traktater og organisationer, der er udrustet med en “domstol” (altså en gruppe af magtfulde bureaukrater, der kan formulere nye, bindende regler uden at blive stillet demokratisk til ansvar), så anderledes ud. Udenrigshandlen så anderledes ud.

Pragmatikere siger ikke, at alle mennesker er onde, eller at alle mennesker stræber efter magt og dominans. Den siger bare, at der findes tilstrækkeligt med onde og magtbegærlige mennesker til, at man er nødt til at tage højde for det.

Idealister er fulde af smukke drømme. Men det nytter ikke noget at indrette verden på den præmis, at den udelukkende består af gode mennesker, der vil sig selv og hinanden det bedste.

Der, hvor jeg synes, idealisterne som regel falder igennem, er, når det gælder om at tage de personlige konsekvenser af idealismen.

Man vil gerne have et eksperimenterende skolesystem. Bare eksperimenterne ikke går ud over ens egne børn. Man vil gerne leve i en “Imagine”-verden. Bare det ikke er lige uden for ens egen gadedør, den på daglig basis bliver modbevist af gangstervælde og bandekriminalitet. Man vil gerne leve i en verden, der er baseret på ustabil energi. Bare det ikke er ens eget kvarter, der i tide og utide bliver ramt af strømudfald.

Derfor kunne man forsøgsvis formulere idealismens motto som: Politik, der er så genial, at alle skal prøve den. Undtagen mig selv og min familie.

John Lennon satte ord på idealismen i sin “Imagine” i sin tid. Smukke ord, men langt fra den mere reelle virkelighed

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26. december 2022)