Vejen til arbejdstidsregistrering er brolagt med gode intentioner

Da en række ansatte i Deutsche Banks spanske afdeling i 2017 valgte at lægge sag an mod deres arbejdsgiver, havde de nok ikke forestillet sig den virak, det ville skabe. For hvem skulle egentlig kunne tænke sig frem til, at en enkelt sag ville betyde, at flere hundrede millioner EU-borgere minutiøst skulle registrere hvert arbejdsopkald, de tog efter arbejdstid? Formentlig ingen. Alligevel er det ikke desto mindre sådan, det er blevet.

For eftersom de spanske medarbejdere i den tyske bank ikke havde fået en overtidsbetaling, de havde krav på, vurderede EU-Domstolen, at det skulle være nok: Hvis enkelte ikke måtte have styr på deres medarbejderes arbejdstid, må alle registrere den. Sådan tolkede domstolen lovgivningen på området. Af den grund skal vi i hele EU til at notere al tænkelig bimlen og bamlen i Outlook, så ingen igen havner i den tysk-spanske Deutsche Bank-saks.

Om end det lyder mere som en molbohistorie end virkeligheden, er det desværre et billede på noget eviggyldig: Flyver der gråspurve over EU’s himmel, bliver de skudt med kanoner. Det er nærmest en selvfølge.

Årsagen findes i politikeres evigt gode intentioner. For desværre er det altid sådan med dem, at de bliver til indgribende lovgivning, der til sidst rækker helt ind i folks soveværelser og mobiltelefoner. Se bare på EU’s barselsdirektiv og den her så omtalte tidsregistrering. For vejen til helvede er ikke brolagt med gode intentioner for sjov: Uanset om man rækker lillefingeren frem i Bruxelles eller København, risikerer man, at hele armen ryger. Styringstrangen trumfer altid den enkeltes frihed.

Således lugter arbejdstidsregistreringen af det, som gode, gamle Ronald Reagan udtrykte i 1986: at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog er: »I’m from the government, and I’m here to help.« Med den udtalelse beskrev USA’s 40. præsident, hvordan politikeres indblanding i borgernes liv ofte fører til skræk og rædsel, fordi indblanding enten vil være uhensigtsmæssig eller direkte skadelig. Alligevel ville den komme fra et sted med påståede gode intentioner.

At Reagan og hans frihedsfilosofi nød stor opbakning, var ikke overraskende, og overalt i Vesten holder liberale partier da også stadig hans og andre af fortidens frihedstænkeres faner højt. For netop tiltag som arbejdstidsreguleringen minder os alle om, at der i sandhed er noget at kæmpe imod.

Ingen har nemlig nogensinde bedt om et fælleseuropæisk svar på det tysk-spanske Deutsche Bank-problem. Ingen så gråspurvene, før de blev skudt ned af overimplementeringens faste krigere. Ingen havde brug for hjælp fra »the government«. Men sådan er mange politikeres modus. Styringen vinder altid.

Derfor er jeg midt i min forbavselse og indignation af og til glad for at blive mindet om, hvorfor jeg er liberal. Det er jeg, fordi jeg ikke mener, staten og politikere skal regulere, om du eller din kæreste skal tage mere eller mindre barsel, tale mere eller mindre i arbejdstelefon, spise stærke kopnudler eller alt andet, diverse politikere har været ude efter. Heldigvis er der på den måde intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Så tak, EU. Tak, fordi du tog dig tid til at minde mig om mit ideologiske ståsted.

Jeg håber, du har registreret den.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. juli 2024)