Universiteterne er stærke konkurrenter til titlen som Danmarks hårdeste benægtere

Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser.

At diskutere problemer vedrørende pseudovidenskab og politisk aktivisme med universiteternes rektorer, er nogenlunde lige så ufrugtbart som at diskutere menneskerettigheder med det kinesiske kommunistpartis politbureau.

Allerede i et tidligere blogindlæg har jeg været inde på, at såvel rektorer som medarbejdere benytter sig af en række beskidte tricks, når de forsøger at afværge den helt nødvendige diskussion af, hvordan vi bevarer universiteterne som afgørende samfundsinstitutioner, der har til opgave at fremme videnskab, som er båret af kritik og rationalitet.

Men rektorer og andre centrale skikkelser som for eksempel professor emeritus Heine Andersen kan åbenbart slet ikke holde op med at lyde som talsmænd for KKP’s politbureau. Senest i en stor artikel i dagbladet Information den 29/3 2021.

Lad os allerførst slå fast: Denne diskussion handler ikke om, at der er nogen, der ”ikke kan lide” forskning af den ene eller den anden slags. Den handler om principper, og derfor om nogle meget centrale indvendinger mod tendenser inden for navnlig humaniora og samfundsvidenskab.

Grundlæggende er videnskab defineret ved at bekende sig til rationaliteten. At være videnskabelig vil per definition altid sige at være rationel. Derfor er irrationel argumentation og irrationelle påstande i princippet altid noget, der sætter afsenderen heraf ud af det gode videnskabelige selskab.

Bekendelsen til rationalitet betyder også, at man som medlem af det videnskabelige samfund har en implicit forpligtelse til at opføre sig rationelt. Herunder: at bøje sig for argumenter og data, der er stærkere end dem, man selv har præsenteret.

Lad os dernæst slå fast: At der har sneget sig identitetspolitisk pseudovidenskab – der blandt andet er kendetegnet ved at have et betændt forhold til rationaliteten og ved at være politisk aktivistisk – ind på danske universiteter, står ikke til debat.

Medmindre man vil benytte sig af ”den selektive hyperskepsis”, som for eksempel Heine Andersen godt kan lide, hvor man stædigt bliver ved med at sige, at der mangler beviser, skønt alle normale beviskrav for længst er opfyldt.

I 2013 udgav Mehmet Ümit Necef og Henning Bech for eksempel bogen ”Er danskerne racister?”. Bogen fik ved sin fremkomst særdeles gode anmeldelser og påviser hinsides, at dansk racismeforskning er gennemsyret af unoder, som vi i dag forstår som identitetspolitisk aktivisme.

I 2015 udgav biologen Kåre Fog bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Heri kan forfatteren dokumentere, at humaniora alt for ofte afstår fra at korrigere sig selv (altså: afstår fra at opføre sig rationelt), når det hinsides enhver rimelig tvivl kan påvises, at subjektive påstande forklædt som videnskab savner opbakning fra de mere datadrevne videnskaber.

At Aarhus Universitet i det hele taget kan stå som udgiver af tidsskriftet ”Kvinder, Køn & Forskning” (der ovenikøbet benytter sig af fagfællebedømmelse) mere end antyder, at danske universiteter har et problem med pseudovidenskab.

For eksempel udgav tidsskriftet i 2018 en artikel, hvor forfatteren Mette A. E. Kim-Larsen fremfører den bizarre påstand, at anvendelsen af distinktionen laktosetolerans/-intolerans i Danmark bidrager til at knæsætte ”hvidhed” i spørgsmålet om at drikke mælk og dermed indskriver mælk i en grundlæggende racistisk diskurs.

At påstanden er fuldkommen overstyret og antirationel ses blandt andet af, at evnen til at fordøje laktose netop IKKE er bundet til en bestemt hudfarve.

Min påstand er, at allerede i det øjeblik, hvor en bizar artikel som Mette A. E. Kim-Larsens kan blive trykt i en publikation, der udgives af et universitet, er skaden sket. Det burde aldrig tolereres i et videnskabeligt miljø præget af rationalitet.

Et sidste belæg for, at pseudovidenskaben allerede har godt fat ved danske universiteter, er en kronik i Berlingske af Julia Suárez-Krabbe den 17/3 2021. Den er jeg ikke i stand til at læse på andre måder end som en ren tilståelse af, at forfatteren afviser det rationelt baserede videnskabelige system og i stedet optræder som (venstreradikal) politiker sponseret af midler, som Folketinget har afsat til forskning og videnskab.

At rektorer og andre centrale aktører bliver ved med at afvise, at der foreligger et problem, tjener kun det formål at afspore diskussionen.

Det ses også af den besynderlige afværgemanøvre i artiklen i Information, som består i at motivgranske og hævde, at den eneste grund til, at den franske forskningsminister eller Morten Messerschmidt og jeg bringer disse alvorlige problemer op, er et behov for at profilere sig.

Dette er en fuldkommen infantil omgang motivgranskning på melodien ”det siger du kun, fordi …” Altså i bund og grund en variant at det usaglige ad hominem-angreb.

Det ville klæde en rektor for et universitet – altså en samfundskritisk institution, der er hjemsted for den kritiske rationalitet – at være lidt mindre barnlig og at tage sine meningsmodstandere alvorligt.

Det er klart, at man skal være tålmodig, når man diskuterer menneskerettigheder med det kinesiske kommunistparti. Man bør dog ikke give op, for som bekendt er det dråben, der udhuler stenen.

En lignende tålmodighed imod stråmænd, benægtelse, fornægtelse, fordrejning og infantile argumenter skal man åbenbart belave sig på, når man rejser en principiel kritik af universiteterne. Men igen: Det går ikke at give op. Det er universiteterne, der gør den vestlige verden til det, den er. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade, at de går i forfald på grund af slappe ledelser, der ikke ønsker at forsvare rationaliteten og den rationalitetsforpligtelse, ikke mindst forskere altid er underlagt.