Trumps opgør med den politiske elite i USA får pilen til at pege mod det europæiske etablissement

Det er ikke til at undgå, at Donald Trump vinder præsidentvalget om et lille års tid.

Det var min overordnede konklusion efter Udenrigspolitisk Nævns besøg i USA for et års tid siden. Desuden bed jeg mærke i, at Donald Trump var meget mere velforberedt i 2024, end han havde været i 2016. Først og fremmest i kraft af støtten fra den konservative tænketank Heritage Foundation. Om denne kritik skal vi tale i dag. For det er den, vi kommer til at leve med konsekvenserne af de næste mange år.

Der har været talt så meget om Trumps vælgerbase, at der snart ikke er mere at sige – altså den arbejderklasse og lavere middelklasse, der føler sig overset og ringeagtet af den herskende klasse på øst- og vestkysten. Hvor Trump I i høj grad kom til at handle om at give anerkendelse og synlighed til en overset vælgerbase, så kommer Trump II til at handle om noget helt andet: Et dybtgående opgør med den politiske elite, der siden John F. Kennedy kom til magten i 1961 gradvist har erobret alle amerikanske statsog samfundsinstitutioner af blot den ringeste betydning for administration og drift af USA.

Sådan som samfundstænkerne bag Donald Trump ser på verden, er det den – i den amerikanske betydning af ordet – liberale samfundselite, der har ødelagt USA. Denne elite har, hvis man spørger konservative analytikere, et alenlangt synderegister: Wokeness. Ødelæggelsen af meritokratiet i den offentlige sektor og på universiteterne gennem først de såkaldte affirmative action-programmer og siden det såkaldte DEI (diversity, inclusion, equity – mangfoldighed, lighed og inklusion, red.).

Ødelæggelsen af landets demografi gennem kritikløs accept af masseindvandring. Ødelæggelsen af de store byer ved at udsulte politiet økonomisk. Ødelæggelsen af traditionsrige brancher gennem kritikløs accept af globaliseringen. Og ødelæggelsen af den almindelige samfundsmoral i kraft af en aktivistisk højesteret, der havde liberalt flertal.

Oven i det kommer den internationale svækkelse af USA, som i konservativ optik skyldes, at man har set gennem fingre med, at både Kina og Europa iskoldt har snydt og bedraget USA når det gjaldt frihandel og sikkerhed. Det skal der nu rettes op på. Hvad der burde stå lysende klart for selv de mest langsomme efter Donald Trumps tiltrædelsestale.

Og hvad kan vi så i Europa lære af det? For det første: Donald Trump mener det, han siger, fuldstændig alvorligt. For det andet: Donald Trump kommer til at levere på sine valgløfter. For det tredje: Det kommer til at gå hurtigt med at levere, fordi det meste helst skal ske inden midtvejsvalgene om to år. Er den regerende, europæiske elite tiltænkt en plads i alt dette? Måske. Men måske ikke.

Donald Trump er hverken særlig begejstret eller særlig imponeret over den regerende europæiske elite. For det første står den bag det bredspektrede snyderi og bedrageri, der i den grad er faldet det konservative USA for brystet. For det andet opviser den en foragt for det konservative Europa, der til forveksling ligner den amerikanske elites foragt for det konservative USA.

Ligesom den amerikanske elite insisterede for længe på sin ufolkelige politik, så har den europæiske elite alt for længe nægtet at gå i dialog med sine konservative kritikere. Set fra den politiske elites perspektiv sker der i Europa en »højredrejning«.

Man kunne lige så godt sige, at kritikken af masseindvandring, overregulering og absurd energipolitik er kommet for at blive. Om der er plads til den gamle, europæiske elite i Donald Trumps nye tider, får vi at se. Det er først og fremmest op til eliten selv.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 23/1-2025)