Tesfaye har faktisk ret i slaget om uddannelsespolitikken

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv.

I 1980 VAR DET under to af ti af en ungdomsårgang, der fik en gymnasial uddannelse. I 2022 var det cirka tre af fire. I 1980 var det cirka en af ti på en ungdomsårgang, der gik på universitetet. I dag har knap halvdelen udsigt til en universitetsuddannelse.

Mantraet fra dansk uddannelsespolitik siden 90’erne har været hellere litteraturvidenskab end dansklærer. Hellere designingeniør end industritekniker. Og hellere statskundskaber end kontoruddannet.

I Liberal Alliance synes vi hverken det er dårligt, at flere er kommet på gymnasiet og derefter har taget universitetsuddannelser, eller at man har akademiske ambitioner for sig selv. Men vi synes, at det er udtryk for en uheldig tendens, at hele tilgangen til uddannelsespolitikken har været så enøjet fokuseret på det akademiske. Det har gjort, at folkeskolen i dag føles gymnasieforberedende. Og at gymnasiet er præget af at være universitetsforberedende.

Vi tror, at mange har fornemmet tendensen længe. Det er bare, som om fornemmelsen ikke længere smager helt så sødt.

NÅR MANGE I dag snakker om et A- og B-hold på uddannelserne, er det et udtryk for den akademiske fetichering af uddannelsespolitikken.

Nogle hævder, at politikerne nu vil sende flere på B-holdet, når man skærer i optag på universiteterne eller forsøger at tænke ungdomsuddannelserne lidt anderledes.

Men man hører ikke til på B-holdet, fordi man ikke søger den akademiske vej. Og det er den fælles erkendelse, som både vi og Socialdemokratiet har gjort os. At det ikke er dårligt for vores samfund, hvis flere tog en erhvervsuddannelse i stedet for automatisk at søge mod gymnasiet, eller at flere tog en professionsbachelor i stedet for at stryge mod universiteterne.

At uddannelsespolitikken i flere årtier kan opsummeres som ‘mere uddannelse er altid godt’, har vist sig både utopisk og forfejlet.

For man troede, at Danmark – ja, faktisk hele Vesten og den rige del af verden – var i gang med en transformation fra produktionssamfund til videnssamfund.

Vi var sikre på, at jo længere uddannelsen var, desto bedre og finere var den.

Vi var sikre på, at computerarbejde var bedre end håndarbejde.

Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse. Eller i hvert fald så mange af os som muligt. Så kunne vi lade Kina stå for at lave dimsedutterne – det er alligevel billigere derude Som Tesfaye formulerede det i Altinget i sidste måned, var det »den globaliseringsbegejstrede elite, der i 1990’erne misbrugte uddannelsespolitikken til at realisere deres egne idealer om det gode liv i et skrivebordssamfund befolket af den såkaldte kreative klasse, som forfatteren Richard Florida skrev en berømt bog om«.

Selvsamme bog inspirerede Radikale Venstre i så høj grad, at daværende partileder Marianne Jelved omdelte bogen som ‘pligtpensum’ til hele den radikale folketingsgruppe. Bogens ideer blev også omsat til det famøse uddannelsespolitiske udspil – vel at mærke med Martin Lidegaard som pennefører – med titlen ‘Det kreative Danmark’.

NU LIDT OVER 20 år efter bogens udgivelse står det ret klart, at der var en vis portion kvaksalveri over det. Ikke desto mindre har tankerne grundfæstet sig i dansk uddannelsespolitik og har bidraget til den enorme udvikling i andelen af ungdomsårgange på de gymnasiale og videregående uddannelser.

I dag står det klart for enhver, at det måske ikke var så god en idé at overlade hele produktionen af dimsedutterne til kineserne. Og at man måske har brug for nogle industriteknikere til den grønne omstilling. Eller at det ikke altid lønner sig at hyre en akademiker til et HK-job.

Det er hverken akademike-bashing, antiuddannelse eller socialdemokratisk leflen for arbejderklassen. Det er sund, borgerlig fornuft.

I Liberal Alliance kan vi godt lide at bryste os af at være partiet for de upopulære sandheder. Og en lidt barsk sandhed i uddannelsesdebatten er, at politikere i de seneste årtier har løjet over for ungdommen om, at de alle sammen kunne tage sig en universitetsuddannelse og blive bedre stillet af det.

Men det har bidraget til, at unge mennesker ikke får den succesoplevelse med ‘drømmestudiet’, som de håbede. Og mange har uddannet sig direkte til arbejdsløshed og jobcenter. Det er efter vores mening hverken solidarisk eller klogt.

Og nej, det handler ikke om mindre uddannelse. Det handler om, at mennesker er gode til forskellige ting. Derfor har ideen om akademiseringen af vores uddannelsessystem gavnet nogle, men skadet andre. Det er tid til at udligne den skævvridning.

DET KAN GODT være, at Tesfaye og Socialdemokratiet pakker opgøret med den kreative klasses våde drøm om uddannelsespolitik ind i en fernis af Arnes børnebørn, klassekamp og ‘de lærdes tyranni’, men det er nu engang tanker og politik, der langt hen ad vejen er formuleret af borgerlige politikere – fra Bertel Haarder til Merete Riisager.

Det gør ikke Tesfayes diagnose mindre korrekt. Tværtimod går vi gerne til forhandlingsbordet for at være med til at lave om på årtiers forfejlet uddannelsespolitik.

“Ideen var, at vi alle skulle blive en del af den kreative klasse”

(Indlæg bragt i Politiken d. 15. oktober 2024)