Tag folk bogstaveligt. Ikke bare alvorligt

Politiske eliter har ofte helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke er business as usual. Derfor har de begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Hvor mange revolutioner kommer man som politisk iagttager til at opleve i sin levetid?

Det er ikke et spørgsmål, der kan gives et entydigt svar på. Nogle perioder er mere dramatiske end andre. Og nogle revolutioner er vanskeligere at få øje på, lige når de sker, end andre.

I min levetid på knap 65 år er der sket store revolutioner i Østeuropa og i Mellemøsten. Men vi må ikke glemme, at helt frem til midten af 1970’erne fandtes der diktaturstater i Vesteuropa: Spanien, Portugal og i perioder Grækenland.

De mange revolutioner fra diktatur til demokrati, der har fundet sted i Europa i min levetid, er uden tvivl den faktor, der har givet flest mennesker på kontinentet et bedre liv.

Ser vi omvendt på, hvad der siden 1960 har skabt mest usikkerhed for de mennesker, der lever på kontinentet i vore dage, synes jeg ikke, man kan komme uden om to revolutioner: de islamistiske revolutioner i 1979 og genoplivelsen af det russiske imperium, der blev annonceret af Vladimir Putin i 2007.

De islamistiske revolutioner i 1979 består af flere dele, der ikke i første omgang var indbyrdes forbundne: angrebet på den store moské i Mekka, den russiske destabilisering af Afghanistan og revolutionen i Iran (for at gøre ondt endnu værre er 1979 også året, hvor Zia ul-Haq for alvor strammer det islamistiske greb om Pakistan. Skønt afsættelsen af den verdslige Zulfikar Ali Bhutto allerede fandt sted to år tidligere).

Næsten alt, hvad der har at gøre med den globale jihad, kan føres tilbage til det islamistiske revolutionsår 1979. Det samme gælder for rivaliseringen mellem de islamistiske stormagter Iran og Saudi-Arabien (ofte gennem stedfortrædere) i Mellemøsten.

At den vestlige verden har gjort problemerne værre ved med åbne øjne at importere konflikterne til Europa og ved at føre ugennemtænkte krige i Mellemøsten, bekræfter kun den pointe, jeg gerne vil frem til: Ofte er det sådan, at beslutningstagere i samtiden slet ikke kan få øje på, hvad det er for skelsættende begivenheder, der udspiller sig for øjnene af dem.

Hvis vi i Europa havde kendt konsekvenserne af at lade mellemøstlige konflikter brede sig til vores kontinent, havde beslutningstagerne i 1970’erne og 1980’erne forhåbentlig handlet anderledes, end de gjorde. Og hvis beslutningstagerne i det hele taget havde vidst mere om Mellemøsten, havde de forhåbentlig tænkt sig om en ekstra gang eller tre, før de valgte at destabilisere regionen med krige i Afghanistan og Irak.

Da Vladimir Putin i 2007 kritiserede den unipolære verdensorden på sikkerhedskonferencen i München, var der – i lighed med, da de islamistiske revolutioner udspillede sig i 1979 – ikke mange, der forstod rækkevidden. Hvad der i tilbageblik kan forekomme ekstra mærkeligt, i betragtning af at han et par år tidligere havde omtalt opløsningen af Sovjetunionen som en geopolitisk tragedie.

I dag ved vi med sikkerhed, at en af hoveddrivkræfterne i den antivestlige alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og Kina og den ligeledes anti-vestlige Briks-alliance er Vladimir Putins kritik af den unipolære verdensorden med USA i spidsen.

Vi kunne i teorien have vidst det – eller i hvert fald været på sporet af Putins hensigter – allerede for 20 år siden. Men først efter talrige invasioner af Ruslands nabolande gik det op for Vesten, at Putin faktisk mente, hvad han sagde i 2005 og 2007.

Og hvad skal disse overvejelser så bruges til i 2025?

De skal bruges til at sige, at ofte er det tilsyneladende sådan, at politiske eliter – for eksempel her i den vestlige verden – har endog yderst vanskeligt ved at kombinere de informationer, der står til deres rådighed, til et retvisende og afbalanceret billede.

I 1979 var der næsten ingen medlemmer af den tids politiske eliter, der var i stand til at forestille sig, at global, islamistisk jihad ville blive et problem, man skulle ofre enorme ressourcer på at bekæmpe og holde nede.

Den fra Frankrig hjemvendte ayatollah Khomeini holdt i Teheran eksotiske og uforståelige taler om, hvordan han ville skabe et islamisk mønstersamfund. Men sad der ikke verdslige folk i jakkesæt eller vestlige militæruniformer i hovedstæderne i Tyrkiet, Irak, Syrien, Jordan, Libanon, Egypten og hele vejen vestpå langs den sydlige middelhavskyst til Marokko? Det gjorde der da. Så hvordan i alverden en hellig krig for islam og imod de vantro nogensinde kunne blive et problem, seriøse supermagter var nødt til at beskæftige sig med, forstod kun et meget lille mindretal af eksperter.

I 2005 og 2007 var der på samme måde næsten ingen, der forstod, at Vladimir Putin havde tænkt sig at genoplive den russiske imperialisme, som man troede var gået i graven med Sovjetunionen. Selvom det fuldkommen åbenlyst var, hvad han sagde. Og gerne uddybede, hvis nogen spurgte ind til det.

Politiske eliter har – i hvert fald en gang imellem – helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke – gentager: ikke – er stiafhængig. At verden ikke – gentager: ikke – er business as usual.

Derfor har politiske eliter ved flere lejligheder de seneste 50 år begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Jeg vil gerne advare imod at begå stiafhængigheds- eller business as usual-fejlen en gang til med Donald Trump. Eller med andre ord: Jeg tror, at det drama og de forandringer, der venter os, er mindst lige så store som for eksempel dengang, Vladimir Putin holdt sin berømte tale i München for snart 18 år siden.

Det er ikke noget, jeg kan bevise med matematisk logik. Det er noget, min erfaring fortæller mig. Og som jeg vil opfordre andre til at overveje.

Prøv, bare for argumentets skyld, at antage, at Donald Trump mener, hvad han siger. Ligesom – uden nogen form for sammenligning i øvrigt – Khomeini faktisk mente, hvad han sagde. Og Putin faktisk mente, hvad han sagde.

De fleste troede, at Khomeini var en eksotisk mand med turban, der gerne udtalte sig i blomstrende, turban-agtige vendinger. Og de fleste troede, at Putin var en KGB-agent i et dårligt siddende jakkesæt, der havde fantomsmerter i USSR.

Begge dele var helt fatale misforståelser og undervurderinger.

Hvis Donald Trump mener, hvad han siger – og det er jeg overbevist om, at han gør – så vil USA ikke længere være garant for den regelbaserede verdensorden.

Det vil sige: USA vil ikke være garant for FN og Nato. Men USA vil heller ikke være garant for EU’s sikkerhed eller for globaliseringen – herunder den helt lavpraktiske, frie sejlads på verdenshavene. Til gengæld vil USA rent fysisk have kontrol med blandt andet Panama og Grønland.

Den amerikanske orden, der så småt opstod efter Første Verdenskrig og foldede sig ud efter Anden, er med andre ord aflyst.

Det, der vil komme efter, kan man efter behag kalde Den amerikanske Uorden eller Den nye amerikanske orden eller Den amerikanske Orden 2.0. Men uanset hvad: Det kommer til at stille helt ekstremt store krav til både Europa uden for EU og Europa inden for EU.

Måske tager jeg fejl. Det håber jeg.

Men prøv for en sikkerheds skyld at overveje, om vi i Europa er klar til Den Amerikanske Orden 2.0.

Det er vi ikke. Og det skyldes, at vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Donald Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

Vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24/1-2025)