Tag dig i agt for jubeleuropæerne

Selv den største EU-skeptiker vil i disse uforudsigelige og urolige geopolitiske tider næppe postulere, at behovet for øget europæisk samarbejde om sikkerheds-, vækstog energipolitik er aftaget.

For situation taler klart og tydeligt for, at vi fremover må og skal lægge flere af vores sikkerhedspolitiske æg i den europæiske kurv. Så langt, så godt er langt de fleste på tværs af det politiske spektrum trods alt nået i deres analyseapparat. Men for jubeleuropæerne er det – til ingens overraskelse – ikke nok.

For de kan aldrig tage til takke med det rimelige og fornuftige niveau af EU-integration. Og de kan aldrig nøjes med at centrere deres politiske planer om at løse faktiske problemer. I stedet handler det snarere om at finde problemer, der passer til de løsninger, de allerede har besluttet sig for at gennemtvinge.

I de forgange uger har vi set tre klokkeklare eksempler på ovenstående tendens. Først gik Lars Løkke Rasmussen på talerstolen til Moderaternes årsmøde og bebudede, at han ønsker en folkeafstemning inden for to år om at udskifte den danske krone med euroen.

Dernæst ytrede han i selvsamme tale et ønske om at lave samme øvelse med henblik på at afskaffe retsforbeholdet. Og efterfølgende kom Martin Lidegaard og Radikale Venstre på banen med en gammel traver i form af forslaget om at indføre en EU-hær.

Alle tre problemløse løsninger har én fællesnævner: Nemlig at danskerne har afvist dem. I 2000 gik danskerne til stemmeurnerne og takkede pænt nej til at ophæve euroforbeholdet. Og der er intet, der tyder på, at danskerne har ombestemt sig.

Da befolkningen senest blev spurgt af Epinion for Altinget og DR, var det blot hver fjerde dansker, der var klar til at udskifte kronen med euroen. I 2015 blev ønsket om at afskaffe retsforbeholdet ligeledes mødt med et pænt »nej tak«. Den holdning har næppe ændret sig, for i den seneste måling fra Verian for Tænketanken Europa, er det kun lidt over hver fjerde dansker, der i dag ville afskaffe retsforbeholdet.

Og både til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 samt i europaparlamentsvalgkampen sidste sommer var der hos majoriteten ikke nogen tvivl om, at om end man ønskede et tættere forsvarssamarbejde i EU, så var det altså trods alt ikke en fælles EU-hær, der var drømmescenariet. Men det stopper ikke jubeleuropæerne i at udnytte de igangværende geopolitiske spændinger til at give deres drømmescenarier endnu et skud.

For i deres optik er et »nej« ikke et endegyldigt »nej« – det er blot en mellemvej til et »ja«.

I Liberal Alliance har vi ligesom alle andre ansvarlige partier taget bestik af den sikkerhedspolitiske situation og senest anvist en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 procent af BNP.

Formålet kan der næppe sås tvivl om: At finde løsninger på faktiske problemer. En tilgang, som står i skarp kontrast til Moderaternes ønske om at indføre euroen og afskaffe retsforbeholdet samt Radikales drøm om at etablere en fælles EU-hær.

For den danske krone er ikke et problem. Særligt ikke når en afskaffelse af euroforbeholdet derimod vil indebære, at danskerne påtvinges at hæfte for de sydeuropæiske landes økonomiske uansvarlighed. Det danske retsforbehold er ikke et problem.

For i kraft af forbeholdet har vi i Danmark fuldstændig kontrol over vores rets- og udlændingepolitik og samtidig rig mulighed for at tilslutte os de dele af rets- og udlændingepolitikken, som vi ønsker. Og manglen på en fælles EU-hær er ikke et problem.

For vi kan sagens forstærke det forsvarspolitiske samarbejde i EU, uden at etablere en hær. Så tag dig i agt, når du støder på jubeleuropæernes ønskeseddel i disse urolige tider. De er som altid ude på at sælge dig en problemløs løsning, som du højst sandsynligvis allerede har takket nej til.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7/4-2025)