Sexarbejde er ikke et samfundsproblem – men vores syn på det er

Selvom det blev lovligt at sælge seksuelle ydelser i 1999, er vores syn på prostitution strandet på den forkerte side af årtusindeskiftet.

Politikere taler om ligestilling og værdighed, men synet på sexarbejdere er fortsat gennemsyret af stigma og fordømmelse.

Det er dog ikke selve sexarbejdet, der udgør et samfundsproblem, men derimod visse politikeres manglende vilje til at sikre sexarbejderne trygge forhold og basale rettigheder.

Et liv i samfundets skygger
I århundreder har danske sexarbejdere været henvist til at arbejde i samfundets skygger, hvor bagsæder, gedulgte trappeopgange og baggårde udgør scenografien for et virvar af usikkerhed og uværdighed. Pludselig føles dit storrumskontor nok ikke helt så slemt, vel?

Forestil dig et job, hvor du skal hoppe ind i fremmede biler uden at kunne vurdere risikoen. Så kan man virkelig tale om opstillingsparathed på jobbet.

Selvom sexarbejde nok altid vil indebære en vis risiko, så er det altså lovgivningen, der skubber sexarbejdere ud i en daglig gladiatorkamp. Selvom sexarbejde i praksis er lovligt, er det ikke anerkendt som et “lovligt erhverv.”

Det betyder, at sexarbejdere på den ene side ikke kan melde sig ind i en a-kasse, modtage sygedagpenge eller få arbejdsskadeerstatning. Men på den anden side beskattes deres indtægt som enhver anden, uden at de nyder godt af de rettigheder, som skatten finansierer.

Dertil kommer, at det er ulovligt at opnå en fortjeneste ved andres prostitution, hvilket på overfladen virker fornuftigt – ingen ønsker gangsterlignende bagmænd i pelsjakker og fedora-hatte, der undertrykker og lukrerer på sexarbejdere.

Men paradoksalt nok har rufferiparagraffen fået den modsatte effekt: Almindelige udlejere tør ikke leje lokaler ud, sikkerhedsvagter vil ikke tilbyde beskyttelse, og sexarbejdere kan heller ikke ansætte hjælp til hverken telefonpasning eller regnskab.

Forskel mellem teori og praksis
I et svar til Folketinget har justitsminister Peter Hummelgaard oplyst, at lovgivningen ikke direkte kriminaliserer værelsesudlejning eller ansættelse af vagter, så længe de aflønnes på almindelige vilkår og ikke udnytter sexarbejderen økonomisk.

Alligevel er der i praksis tale om en gråzone, hvor frygten for at blive anklaget for rufferi afholder udlejere og andre lovlige samarbejdspartnere fra at stille sig til rådighed.

Hvis man vil tage problemet alvorligt, er det nødvendigt at forholde sig til denne kløft mellem teori og rufferiparagraffens faktiske virkning.

Derfor stillede Liberal Alliance tidligere i år et beslutningsforslag, som skulle skabe ordnede forhold for sexarbejdere ved at undtage specifikt afgrænsede funktioner fra rufferiparagraffen i straffeloven. Desværre valgte Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og SF at stemme imod.

Holland som forbillede
I Holland, som vi ofte ynder at sammenligne os med, har man valgt en mere pragmatisk tilgang. Her er sexarbejde reguleret som ethvert andet erhverv.

Sexarbejdere kan ansætte sikkerhedsvagter, sekretærer og rengøringspersonale, melde sig ind i fagforeninger, få dagpenge og spare op til pension. Sexarbejde betragtes ikke som et nederlag for ligestillingen, men snarere som en frigørelseskamp for retten til at bestemme over egen krop.

Hensigten med Hollands lovgivning er ikke at fremme sexarbejde, men at mindske skadevirkningerne og styrke rettighederne. Resultaterne taler for sig selv: færre seksuelle overgreb, øget tryghed, forbedrede arbejdsforhold og styrket retssikkerhed – og en større følelse af værdighed som en naturlig konsekvens heraf.

Det er en lovgivning, der nemt kunne tilpasses danske forhold, ligesom Belgien netop har valgt at reformere deres regler.

Det er på tide, at vi sætter handling bag de mange skåltaler. Danmark bør lade sig inspirere af Hollands eksempel og skabe en regulering, der beskytter frem for at marginalisere.

Alle mennesker fortjener et arbejdsliv med sikkerhed, rettigheder og respekt – sexarbejdere er ingen undtagelse.

(Indlæg bragt i Altinget d. 18/12-2024)