Politiske samråd er ligegyldigt teater og spild af ministerens tid

For tiden flyder mit informationsrum over med beskrivelser af, hvilke MFere der er kommet til at sidde i hvilke udvalg. Aviserne skriver om de nye formænd og næstformænd. Og på Facebook har mange MFere travlt med at sprede begejstring over den spændende portefølje af udvalg, de er kommet til at sidde med.

Forleden kunne man for eksempel i Kristeligt Dagblad læse, at det nye kirkeudvalg begejstrer Peter Lodberg, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet. Han mener, at det med sin besætning af erfarne politikere vil blive meget bedre end det forrige.

Jeg er virkelig ked af, at måtte sige det. Men med få undtagelser så er Folketingets udvalg altså ikke fora for væsentlige diskussioner af noget som helst. Som belæg vil jeg tillade mig at citere, hvad Jakob Ellemann-Jensen, Nick Hækkerup og jeg selv skrev i den politiske håndbog, vi udgav i 2018: »Udvalgene er i krise. De er Folketingets smertensbørn, som der er gjort utallige forsøg på at hjælpe på ret køl«. At udvalgene er i krise, er der mange ting, der bevidner. Først og fremmest det ringe fremmøde. Under normale omstændigheder skal man ikke regne med, at der dukker flere ordførere op end et par stykker eller fem.

Det fører ofte til pinlige situationer, når en deputation er mødt frem for at forelægge et eller andet problem, den anser for at være påtrængende. Her står det manglende engagement blandt flertallet i udvalget ofte i en hårdtslående kontrast til den omhu, deputationen har lagt i at forberede sig.

Men hvad så med de åbne samråd, vil nogen måske tænke. Jo, der er fremmødet ofte bedre, end når en deputation kommer på besøg. Eller når man skal arbejde sig rutinemæssigt igennem en standarddagsorden. Men samråd er teater 99 gange ud af 100 gange. En anledning til at spilde ministerens tid og til at dræne embedsværket for energi. Og måske også en anledning til, at knap så kendte politikere kan fremstå som handlekraftige og engagerede i kritiske samfundsproblemer. Typisk i den kreds, hvor de er valgt. Sandheden om samråd er, at der sjældent kommer andet ud af dem, end at indkalderen bagefter kan sige, at der har været afholdt et samråd.

Politikere arbejder altid på at udøve den størst mulige indflydelse. Det er ud fra overvejelsen om, hvordan det praktisk skal gribes an, de afsætter tid til forskellige formål.

Det bedste, man kan gøre for at stå stærkt på Christiansborg, er at repræsentere et stort parti. Derfor bruger man selvsagt en væsentlig del af sin daglige energi på at styrke opfattelsen af det parti, man er valgt for.

Jo større et parti, man repræsenterer, desto større indflydelse kan man gøre gældende, når der indkaldes til forhandlinger. Men de finder ikke sted i udvalgene. De finder sted i ministerierne. Her har offentligheden ikke adgang. Men ved politiske forhandlinger bliver der virkelig gået til stålet og diskuteret principper. Det kan både være en kilde til stor inspiration og til stor frustration.

Endelig har man som politiker et stort behov for at sætte sit præg på tidens vigtige dagsordener. I den bedste af alle verdener kan man selv skabe en dagsorden. Så heldige er de færreste. I stedet må man give sit besyv i forhold til de dagsordener, der under alle omstændigheder kører i medierne.

For de fleste politikere kommer kampen for at styrke eget parti, kampen for at præge de løbende forhandlinger og kampen om at sætte de rigtige dagsordener til at fylde det meste. Det er derfor, udvalgenes arbejde bliver presset så langt ned i de fleste folketingsmedlemmers prioriteringer.

(Debat bragt i Berlingske d. 11. januar 2023)