Ole Birk: Læs min grundlovstale

Det talte ord gælder.

Så er vi her igen på Grundlovsdag.

Solen skinner. Igen.

Jeg skrev ud på Twitter forleden med et billede af vejrudsigten for i dag:

”Vorherre har altid været venligere stemt over for Grundlovsdag end over for Arbejdernes Internationale Kampdag. Kolon”

Og så billedet med en masse sol på.

Og så er det jo sådan, at når man skriver noget for sjov på sociale medier – jeg tror jo slet ikke på, at der findes nogen Vorherre – så er der nogen andre, som vil forsøge at få lidt opmærksomhed ved at lade som om, det ikke er ment for sjov.

”Din gud er interesseret i dansk politik. Spørgsmålstegn,” skrev en. ”Vorherre findes ikke, men det gør vejrsystemer og årstider,” skrev en anden. ”Er ret sikker på, at jordens rotation om solen har mere at gøre med vejret henholdvis 1/5 og 5/6 end en fiktiv himmelnisse”.

Gud, virkelig!?!?! Ups, der kom Vorherre ind igen.

Men, altså …

Nogen har jo lagt de dage, hvor de ligger, og hvis det ikke er en Gud, så må det være mennesker. Og så må man bare sige, at vores liberale Grundlovsfædre tilbage i 1849 var meget mere fremsynede i forhold til planlægning af udendørs arrangementer ud i al evighed, end socialisterne var, da de planlagde, at det var 1. maj, at de hvert år skulle mødes under den åbne himmel.

Kender I skumfidustesten, hvor børn får at vide, at de enten kan spise skumfidusen nu eller vente, og så får de to? Så venter de fremsynede børn, mens børn, som har problemer med at udskyde deres behov, de bare kaster sig over den ene skumfidus, som ligger foran dem.

På samme måde kan man forestille sig, at Grundlovsfædrene og socialisterne har siddet:

”Vi kan holde vores fest her og nu, hvor der er overvældende sandsynlighed for regn og rusk. Jaja, kammerater, der vil være masser af bajere og Papa Bue Jazz Band, men hvis vi venter, så vil vejret være godt næsten hvert eneste år i al evighed. Vi vil kunne sidde på tørt, grønt græs i stedet for mudder, vi vil kunne lade solen varme vores af kapitalistsvinene nedslidte knogler, og vi vil kunne få lidt farve under kulstøvet i vores ansigter. Er det ikke bedre, socialister?”

Og socialisterne brød bare ud:

”Hvad vil vi ha’? Bajere, bajere, bajere!. Hvornår vil vi have det? Nu, nu, nu!”

Grundlovsfædrene var liberale og trænede i at tænke på det lange sigte:

”Nejnej, lad bare socialisterne få 1. maj, vi venter til 5. juni,” svarede de. Og se hvor dejligt vi har det igen.

Så det er rigtigt nok. Der var ikke nogen Gud indblandet i det. Men dumhed var.

——-

Det er 173 år siden, at Danmark fik sin første grundlov, så det er en gammel tradition, vi her holder liv i i den flotte have ved Det Kongelige Bibliotek.

Hvis Grundlovs-traditionen var et menneske, så ville den være en verdensberømt lille bitte japansk kvinde med hule kinder og den slags rynker, som kendte mennesker havde, før man opfandt Botox – og hun ville være død for over 50 år siden!

Så altså meget, meget gammel.

Vi bliver alle ældre, og det har både fordele og ulemper.

Jeg bliver selv 50 år gammel om et halvt år, og det føles ikke så gammelt, men der alligevel nogle tegn på, at jeg i hvert fald ikke er ung længere.

Det første tegn er, at kvinder, som er ældre end mig, er begyndt at skrive til mig på Facebook, at jeg burde tage mit skæg af, fordi det får mig til at se lige så gammel ud, som jeg er. Det er ikke noget, jeg finder på, det gør de virkelig. Og det ER kvinder, og de ER ældre end mig.

Når man klikker på deres profilfoto, så ser de ikke gamle ud, men så er der alligevel en frisure, som ingen længere har, men som var moderne i 80’erne, eller nogen trompetbukser fra 70’erne, som afslører, at de har puttet et ungdomsbillede på som deres profilbillede.

Nok om fordelene ved at blive ældre …

Der er også ulemper.

Jeg er f.eks. fra en generation, hvor vi var mange som læste bøger.

Når jeg går med briller i dag, så er det fordi, jeg har ødelagt min evne til at se langt ved at stirre ind på små sorte bogstaver på hvide bogsider på 40 centimeters afstand, stort set uafbrudt fra 1. klasse indtil internettet blev udbredt i slutningen af 90’erne.

Jeg er fra en tid, hvor et liberalt ungt menneske helt seriøst kunne finde på at sidde med John Lockes ”Two Treatises of Government” fra 1689 for at læse de første argumenter for, hvorfor en Konge ikke havde ret til at eje et helt land med alle undersåtterne i det og gøre med dem, hvad han ønskede.

For der var ikke andet at lave, når man var 17 år gammel i 1990, et år efter Berlin-murens fald, og ventede på bussen hjem til fødegården fra storbyen Aabenraa, hvor nærmeste gymnasium lå!

Det betyder også, at jeg lider af en sygdom, som hedder ”arrogance”, når unge fyre skriver eller siger om mig, at jeg har gjort eller sagt et eller andet, som beviser, at jeg ikke ved nok om, hvad liberale bør kæmpe for. Og lad mig her slå fast, at det ikke er en nødvendig betingelse for at sige sådan noget om mig, at man er – eller har været – landsformand for Liberal Alliances Ungdom.

Men det hjælper tilsyneladende.

Min sygdom bryder også ud, når venstreorienterede skriver om mig på Twitter, at jeg kun er ”såkaldt liberal”, men altså ikke liberal i virkeligheden, fordi jeg ikke mener det samme som dem.

Det handler i stigende grad om køn, når de gør det. Hankøn, hunkøn, pige, dreng, kvinde, mand. Det viser sig, at de har en noget anderledes holdning om forholdet mellem det enkelte menneskes syn på sig selv, og hvad mennesker skal have lov til at sige om andre mennesker, end hvad jeg har fået ud af at læse, hvad John Locke, Tocqueville, Voltaire og John Stuart Mill har forfattet om tanke- og ytringsfrihed.

Grundloven sikrer os ytringsfrihed, hvis vi ellers holder os inden for lovens brede rammer. Vi må f.eks. ikke kalde en mand pædofil, hvis vi ikke kan føre sandhedsbevis for det. Man må heller ikke sige, at formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub under 3F burde være i fængsel.

Hvis man ikke kan bevise det.

Hvis det står til dem, som fortæller, at jeg kun er ”såkaldt liberal”, når jeg taler om mennesker og køn, så burde jeg ikke have lov til at sige, hvad jeg siger.

En af mine første videoer, som jeg uploadede på TikTok, indeholdt en scene fra folketingssalen. Her siger Enhedslistens Pernille Skipper:

”Altså, der er mænd, der kan føde børn.”

Så klippes der til mig på mit kontor, og jeg siger kun ét ord:

”Nej.”

Den video fik lov til at blive på TikTok i 5-6 timer, inden den blev anmeldt som ”hate speech” af tilstrækkeligt mange mennesker, som mener, at jeg er ”såkaldt liberal”, så TikToks algoritme besluttede at skjule videoen for – ja, ”hate speech”.

T
Det er blevet sagt af en klogere mand end mig, at hvis man gerne vil hjælpe andre mennesker, så skal man være villig til at fortælle dem sandheden. Hvis man kun er ude på at hjælpe sig selv, så kan man nøjes med at fortælle andre det, de gerne vil høre.

Der findes en masse unge mennesker i dag, som er blevet bildt ind, at de er ”født i den forkerte krop”. At de er én ting, men deres krop er en anden ting, og at kroppen derfor er forkert.

Tænk at være et barn eller et ungt menneske og at være usikker på, hvem man selv er, og så at få at vide, at man bestemt skal være usikker, fordi man er noget helt andet end ens krop. At kroppen ligesom ikke er en selv, men noget udefrakommende, som man er blevet påduttet ved en fejl i et lotteri. Og at man derfor ikke kan være sig selv, før den fejl er blevet rettet i fuld narkose og under en forhåbentlig kyndig kirurgs skalpel. Så er der bare en masse børne- og ungdomsår, som skal henslæbes med at være en anden, end man i virkeligheden er, indtil man kan få lov til at få det rettet.

Det må og skal være tilladt for os andre at sige til de unge mennesker:

Du er ikke født i nogen forkert krop. Du er født i din krop. Den er, som den skal være.

Hvis du er ulykkelig over noget, så kigger du det forkerte sted hen, hvis du kigger på din krop og ser en kæmpe stor fejl. Det andet, du er ulykkelig over, kommer ikke til at forsvinde, hvis du får en ny krop.

Det kan godt være, at det ikke er det mest populære budskab hos den unge, som mener at have fundet ud af, at årsagen til hans eller hendes ulykke er en forkert krop, som kan blive rettet, når man bliver gammel nok, og så vil man blive lykkelig.

Men det er sandt, og derfor skal det kunne siges. På længere sigt er det bedre at få sandheden at vide, end at vi bevarer den gode stemning ved, at vi tier stille og taler folk med usande synspunkter efter munden.

Derfor er ytringsfrihed vigtig, for det gælder i alle livets og samfundets forhold, ikke kun i forhold til børn og unge og deres kroppe, at på langt sigt bliver tingene bedre, hvis vi siger sandheden. Det skal vi derfor have lov til, for ellers kan alle mulige ulykker ske, fordi flere og flere begynder at tro ting, som ikke passer.

Vi må også insistere på, at sandheden om Mette Frederiksen og hendes regering kan siges.

For få uger siden måtte Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, sige nej til at få en fortrolig orientering om den tiltale mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, som regeringen gerne vil føre for en domstol. For hvis han modtog den fortrolige orientering, så ville han ikke længere kunne tale frit om de ting, som vi alle kan regne ud, at sagen handler om, fordi han jo ville have fået det at vide i en fortrolig orientering.

Så ville han være afskåret fra at sige, at regeringen fører sag mod en politisk modstander, fordi Hjort har taget chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i forsvar, efter at regeringen i al sin magtfuldkommenhed har forkludret en sag om, hvorvidt Findsen er kommet til at sige mere, end han må om Danmarks internationale samarbejder, til den danske presse.

I fængsel med Findsen, og Claus Hjort skal samme vej, fordi han har sagt cirka det samme, da han ville modsige regeringens behandling af Findsen.

Jeg siger ikke, at Danmark med Mette Frederiksen som statsminister ligner Putins Rusland. Langt fra.

Men jeg siger, at Mette Frederiksen med sin vendetta mod Claus Hjort Frederiksen har et ønske om, at vi en lille smule skal nærme os et land, hvor oppositionen ikke er helt tryg ved at tale dårligt om statsministeren og hendes regering.

Ikke kun oppositionen, i øvrigt.

Når man har fulgt afhøringerne i Minkkommissionen om Mette Frederiksens forhastede og delvist ulovlige beslutning om at slå alle mink ned i Danmark, så står det klart, at kommissionen har været i gang med at finde ud af, om statsministeren i centraladministrationen har skabt en stemning af frygt for at tale Mette Frederiksen imod, når hun har fået en fiks idé.

Det er mindre end 8 år siden, at Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister. Dengang måtte yngre medarbejdere i ministeriet beskyttes mod deres ministers koleriske temperament, der gav sig udslag i vredesudbrud og personangreb mod medarbejdere, som ikke kunne eller ville gøre, hvad ministeren sagde.

Jeg har i 2,5 år været politisk leder for et ministerium. Jeg havde med superloyale, oprigtigt engagerede og meget dygtige medarbejdere at gøre. Hvis jeg sagde til dem, at vi skulle gå en bestemt vej, så udførte de arbejdet, som kunne muliggøre det, hvis jeg ellers kunne skaffe flertal i Folketinget for det.

Men hvis jeg undtagelsesvist havde fået en idé, som af forskellige årsager ikke var så god eller simpelthen ikke kunne gennemføres i en verden med tyngdekraft, begrænsede økonomiske ressourcer, en Grundlov og regler fra EU og FN oven i, så sagde de det også. Og så kom jeg på bedre tanker, fordi jeg blev overbevist om, at de havde ret.

Jeg hidsede mig ikke op, som medarbejderne i Beskæftigelsesministeriet kunne fortælle, at Mette Frederiksen gjorde.

For hvis en minister ikke vil lytte til faglighed og sund fornuft fra embedsmænd, som ofte ved mere om en sags jura, økonomi og andre faktuelle forhold, end ministeren gør, så ender vi med, at alle landets mink bliver beordret aflivet, selvom ingen lov tillader, at det må gøres.

Hvis ministeren gang på gang reagerer med vrede, når hun får at vide, hvilke hindringer der er for, at hendes idé kan gennemføres, så skabes der den frygtstemning, som Minkkommissionen med rette har interesseret sig for.

Vi skal kunne tale landets ledere imod. Og igen siger jeg ikke, at Mette Frederiksens Danmark er som Putins Rusland, men jeg siger, at vi skal se mod øst, hvis vi vil se de fulde konsekvenser af et politisk lederskab, hvor frygt bruges til at holde uønsket modsigelse nede.

Rusland-eksperter troede ikke, at Putin ville være så dum at invadere Ukraine, som han har gjort det. Når de bagefter har skullet forklare, hvorfor Putin alligevel igangsatte krigen mod Ukraine, så tyer de til frygt-forklaringen:

Ingen højtstående personer i det russiske styre turde fortælle Putin, at hans idé om at invadere Rusland både var dømt til at mislykkes på kort sigt og også ville skade Ruslands status i det internationale samfund uendeligt meget på langt sigt. Putin gjorde, hvad han gjorde, fordi den frygt, han har skabt, forhindrede, at vidende mennesker fortalte ham sandheden om idiotien i hans vision om et russisk styret Ukraine og den krig, som skulle få det til at ske.

I Rusland førte frygtstyret til en krig med tusindvis af døde til følge. I Danmark er det måske et frygtstyre, som kan forklare, hvorfor Mette Frederiksen kunne ende med at beslutte, at millioner af mink skulle aflives, selvom hun ikke havde lov til at træffe den beslutning.

—–

Nu vil Mette Frederiksen så udvide sin regering efter det kommende folketingsvalg. De Radikale og SF skal med, siger hun. Måske endda også Venstre og de Konservative, selvom det vist mest bliver sagt for underholdningens skyld.

Hvorfor tog hun dem ikke med efter valget i 2019?

Fordi Minkkommissionen ikke dengang var på vej med en rapport om Mette Frederiksens rolle i minkskandalen. Fordi Radikale og SF ikke dengang kunne bruge en hård kritik af Mette Frederiksens lederskab i Mink-sagen som afsæt for at kræve en regering med flere magtbalancer end dem, der er, når alle ministre er socialdemokratiske folketingsmedlemmer.

Mette Frederiksen vil udvide sin regering, fordi hun mener, det er nødvendigt for at redde sin regering i lyset af den forestående forventede hårde kritik fra Mink-kommissionen.

Her må man så spørge især de Radikale:

Synes I, det er en god måde at komme i regering på? Som en belønning for, at I ser gennem fingre med Mette Frederiksens magtfuldkomne og ulovlige nedlukning af minkerhvervet i Danmark?

Er det sådan, den Radikale selvforståelse er, at man er en god Radikal, hvis man sætter egen regeringsdeltagelse højere, end at man til gengæld skal frede en statsminister, som med et pennestrøg udsletter erhverv uden at læse de papirer, som slår fast, at det ikke kan gøres lovligt?

Det ville være godt med flere magtbalancer i en regering, som har Mette Frederiksen som statsminister. Men det ville være bedre med en regering uden Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen har et stort drive for at få og bruge magt, det er der ingen tvivl om. Men vi kan som befolkning ikke være trygge ved, at hun har magt. Hendes tilgang til det at have magt er ikke ydmyg nok. Oppositionspolitikere trues med fængsel, hendes nærmeste medarbejdere er bange for hende, et erhverv bliver slået ihjel, fordi statsministeren går i panik og ikke går op i, at hun ikke har lov til det.

Det er en yndet sport at se ud på statsministerkandidaterne fra de blå partier og så at påstå, at der ikke er et tilstrækkeligt tungt alternativ til Mette Frederiksen.

Og det er rigtigt, at hverken Jakob Ellemann eller Søren Pape virker lige så magtsyge som Mette Frederiksen. Den udstråling mangler de. Hvis nogen et eller andet sted har besluttet, at en rigtig statsministerkandidat skal have samme forhold til magt som Benny fra The Julekalender har til en skatteprocent på 100, så er Ellemann og Pape ikke tilstrækkeligt magtglade kandidater.

Men hvem har sagt, at en statsminister skal være sådan?

Jeg vil gerne have en statsminister igen i Danmark, som bare har som mål at gøre livet i Danmark lettere og mere frit for borgere og virksomheder. Som ikke står op hver morgen og tænker:

”Nå, hvordan kan vi i regeringen så komme til at bestemme noget mere over samfundslivet i dag? Er der nogen erhverv, vi kan lukke? Er der nogen private velfærdsleverandører, vi kan gøre livet surt for? Er der nogen unge mennesker, som vi kan bestemme skal uddanne sig et andet sted end der, hvor de helst vil uddanne sig?”

Lad os blive ved det sidste: De unge.

Mette Frederiksen trådte til med et ønske om at være ”børnenes statsminister”. Jeg kan ikke pege på noget som helst, hun har gjort for børnene. Ikke at hun har gjort livet meget værre for børn i Danmark, men hun har heller ikke gjort noget positivt for børn.

De unges statsminister har hun under ingen omstændigheder været. Hun har faktisk brugt en stor del af sin tid som leder af landet på at gøre ungdomslivet værre.

Nedlukningen af landet under Corona handlede i meget høj grad om, at de stadig flere ældre vælgere skulle opleve, at Mette Frederiksens primære fokus var netop de ældre. Uanset hvor lille gevinst der var ved dele af nedlukningen, og uanset hvor store omkostningerne var, så skulle hver del gennemføres, hvis gevinsten var for de ældre, mens omkostningen især skulle bæres af de unge. Mette Frederiksens budskab var klart:

De ældre er meget vigtigere for mig end de unge.

Næsten to års ungdomsliv blev derfor henslæbt på værelser foran en computer, uden naturligt samvær med andre unge i klasselokaler, uden træninger i idrætsforeningen og uden fester. Det var prisen, som de unge måtte betale for, at Mette Frederiksen kunne fremstå som de ældres statsminister.

Men ikke nok med det. De unge måtte også finde sig i en politisk aftale om, hvor de skal tage deres videregående uddannelse. Den aftale vil lukke uddannelsespladser i de større byer, hvor de fleste unge gerne vil studere, så de tvinges til at søge uddannelse uden for de større byer, hvor de fleste unge ikke vil studere.

Læg mærke til det:

Det er ikke nok bare at oprette uddannelsespladser uden for de større byer. Det er også nødvendigt at lukke uddannelsespladser i de større byer, for ellers er det dem, de unge søger. Det er kun muligt at få nok unge til at studere uden for de større byer, hvis det ikke er muligt for dem at få en uddannelsesplads i de større byer. Hvis de unge selv kan vælge, så vælger de ikke at uddanne sig i de byer, hvor Mette Frederiksen og hendes regering gerne vil have dem til at studere.

Igen kom de unges egne ønsker altså i anden række.

Men Mette Frederiksen havde mere endnu:

De 15-17-årige, som gerne vil på gymnasium, skal heller ikke have lov til i samme omfang selv at kunne bestemme på hvilket gymnasium, de gerne vil gå. Unge mennesker fra Virum skal fragtes til Herlev, og andre unge fra Herlev skal på en daglig rejse til Gentofte, når de vil gå på gymnasium.

Alt sammen baseret på, hvad deres forældre tjener, når de går på arbejde. Hvis der på Virum Gymnasium er flere børn fra den øvre middelklasse, end der er i det omgivende samfund, så skal nogle af dem sendes til Herlev Gymnasium. Hvis der er flere børn af forældre med lave indkomster på Herlev Gymnasium end i det omgivende samfund, så skal de sendes til gymnasierne i Gentofte.

På den måde gøres det enkelte unge menneske til en brik i det store socialdemokratiske samfundspuslespil. Politikken er ikke, at Alma og Viktor i videst muligt omfang skal have lov til at gå på det gymnasium, hvor de helst selv vil gå. Nej-nej, den slags frådende jungleliberalisme kan vi ikke have!

Alma og Viktors uddannelsesliv skal bestemmes af, hvordan vi får et samfund, som bedst muligt lever op til ideologiske forestillinger om, hvordan et rigtigt socialdemokratisk samfund ser ud, hvis vi ikke sætter nogen grænser for detailstyringen af unge menneskers liv.

Intet middel er for vildt, det eneste, som tæller, er, om midlet bringer os et lille skridt nærmere et socialdemokratisk idealsamfund, hvor advokatens datter går i samme klasse i Herlev som kontanthjælpsmodtagerens søn.

Det er jo ikke, fordi det er en dårlig vision, at vi alle sammen skal se mere til hinanden på tværs af indkomstskel. Det er bare ikke en vision, som retfærdiggør et hvilket som helst hårdhændet middel.

Der er jo også andre veje at gå. Vi kunne for eksempel sætte som mål, at færre unge skal have forældre, som ikke arbejder. Det vil også smitte 1 til 1 af på elevsammensætningen i gymnasieklasserne.

Vi ved jo godt, hvordan det mål skal opnås:

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde i Danmark.

225.000 danskere i den arbejdsdygtige alder får kun meget lidt ud af gå på arbejde. Det er folk, som får 80 procent eller mere af den løn, de kan tjene, når de er i arbejde, udbetalt af det offentlige, når de ikke er i arbejde.

Det er et resultat af, at skatten på arbejdsindkomst er for høj i Danmark, og det er overførselsindkomsten fra det offentlige også, når man ikke er i arbejde.

Det er bl.a. af den grund, at Liberal Alliance nu på tiende år arbejder for at få friholdt de første 7.000 kroners arbejdsindkomst hver måned for enhver indkomstskat. Ingen skal forsørge det offentlige, før de har tjent i hvert fald 7.000 kroner om måneden til at forsørge sig selv, siger vi i Liberal Alliance.

Hvis det forslag blev gennemført, så ville der ikke længere være 225.000 danskere med en lav økonomisk tilskyndelse til at arbejde, men 157.000 færre, altså under 70.000.

Vi ved, at flere mennesker kommer i arbejde, når den økonomiske gevinst ved at fastholde et job stiger. Det er ikke noget, vi bare tror, det er noget, vi faktisk ved.

Tilbage i 1960 var der i Danmark kun 200.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Det tal har siden været helt oppe på 900.000, altså mere end fire gange så mange. I dag er det på cirka 700.000.

Årsagen til, at så mange flere danskere nu om stunder bliver forsørget af det offentlige fremfor at være i arbejde, er ikke, at det er blevet sværere at forsørge sig selv. Det er faktisk blevet meget nemmere, fordi lønningerne er steget i takt med, at vi i dag kan producere meget mere pr. time, vi går på arbejde, fordi vi arbejder med computere og maskiner fremfor at arbejde på papir og med vores muskelkraft alene.

Årsagen til, at mange flere danskere i dag ikke er i arbejde, er, at der i dag er mange flere offentlige ydelser til folk, som ikke arbejder, og at de er meget højere, end de var i 1960. Det kunne bedre betale sig at arbejde i 1960, end det kan i dag.

Når vi gerne vil have, at færre børn med arbejdsløse forældre går i gymnasieklasse med andre børn med arbejdsløse forældre, så er den rigtige vej at gå derfor enkel:

Lad os sørge for at få deres forældre i arbejde.

Danmark kan blive et bedre land, hvis vi konsekvent fører en politik, som ansporer mennesker til at tage ansvar for deres eget liv fremfor at søge tryghed i Mette Frederiksens socialstat.

Hvis vi gør det sidste, så ender vi ikke med et liv som er værdigt for mennesker.

Lad mig her til slut oplæse et citat fra en tidlige og for længst afdød politiker, nemlig den konservative Aksel Møller. Han skrev tilbage i 1956:

”En for sin dyrevenlighed kendt og beundret direktør for en zoologisk have blev aldrig træt af at fremhæve, hvor meget sundere, raskere og tryggere dyrene var i hans bure end i den verden, hvor de engang havde levet frit. Der er ikke så forfærdelig megen forskel på den tryghed, hans dyr nød, og den, der bliver os til del i den helt gennemførte socialdemokratiske velfærdsstat. Der vil heller ikke være nogen særlig stor forskel på den pris, vi skal betale der for!”

Under Mette Frederiksens regering er det især de unge, som har betalt prisen for at leve i den gennemførte socialdemokratiske stat. De betaler ikke kun med deres frihed, men faktisk også med deres tryghed.

Det er ikke trygt at være ung, når ens egne ønsker til livet enhver tid kan bulldozes, når en statsminister har behov for at gøre sig til over for ældre vælgere, over for borgmestre uden for de større byer eller overfor socialdemokratiske fantasier om, hvem der bør gå i gymnasium med hvem.

Det er faktisk meget utrygt. Livet i ufrihed er ikke et trygt liv.

Man er alt for afhængig af, at magthaverne ikke pludselig får fikse idéer eller vælgerinteresser, som skal plejes. Når man ikke har en privatsfære omkring sit liv, hvor man selv bestemmer, så er man slet ikke så tryg, som socialdemokratiske ideologer påstår. For man er bare et middel for deres magtudøvelse.

Grundloven blev skrevet og vedtaget for at være alle borgeres værn mod vilkårlig magt, men der er kun så meget, en Grundlov kan gøre.

Hvis borgerne insisterer på at vælge et politisk flertal, som elsker magtudøvelse, så er Grundloven ikke en garant for, at vores frihed ikke over tid bliver indskrænket som dyrenes frihed i en zoologisk have.

——–

Inden der er gået et år, har der været afholdt folketingsvalg. Lad os gøre, hvad vi kan for en blå valgsejr, så både Grundlovens bogstav og Grundlovens ånd igen kan nyde større respekt i bygningerne herovre på den anden side af Rigsdagsgården.

God Grundlovsdag til alle sande venner af Grundloven!