OIC har besejret Danmark. Det viser regeringens udmelding om koranafbrændinger

Nogle gange ved man, allerede mens en begivenhed udspiller sig, at man aldrig kommer til at glemme den.

Det var sådan et øjeblik, jeg oplevede i Eigtveds Pakhus mandag, mens regeringen gennemgik sine begrundelser for at genindføre dele af blasfemilovgivningen.

Under fremlæggelsen gik mine tanker tilbage til et andet møde i Eigtveds Pakhus, der fandt sted knap to år tidligere. Ved det møde var emnet de vestlige landes umiddelbart forestående nederlag i Afghanistan. Nu sad vi i den samme bygning og drøftede Danmarks nederlag til Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC).

Jeg tror, tiden er kommet til at forbinde de mange punkter i den nyere historie til et samlet billede.

Fra 1979, hvor islamisterne greb magten i Iran; hvor forløberne for al-Qaeda besatte den store moské i Mekka; og hvor Sovjetunionens invasion af Afghanistan katalyserede den væbnede, islamiske befrielseskamp, er der en rød tråd, som løber gennem begivenhederne.

Den røde tråd er faldende, vestlig indflydelse i hele Mellemøsten og en stadig mere velorganiseret modstand imod vestlige værdier. Ikke bare i selve den geografiske region Mellemøsten. Også i de mange lande uden for regionen, der har en islamisk diaspora.

I dag er situationen den, at man formentlig skal tilbage til 1800-tallet for at finde det punkt, hvor den vestlige indflydelse var mindre i Mellemøsten, end den er i dag.

Den islamistiske kamp for at afmontere vestlige værdier har flere forudsætninger. Det vil føre for vidt at opregne dem systematisk. Men den vestlige ideologi om, at man vil handle med hvem som helst uden at stille kritiske spørgsmål, har stor indflydelse. Takket være denne ideologi er en række af beslutsomt antidemokratiske regimer blevet styrtende rige. Og har bogstaveligt talt sat sig for at opkøbe symboler på vestlig kultur og forandre dem til symboler på sejrrig, mellemøstlig kultur.

Når OIC har kunnet besejre Danmark og gennemtvinge ændringer af vores lovgivning, skyldes det en virkelig udspekuleret udnyttelse af multilaterale samarbejdsorganisationer som FN kombineret med en retorik, der for det utrænede øre lyder som kritik af imperialisme, kolonialisme og racisme.

Strategien med at gøre FN til et våben imod FNs oprindelige medlemmer går helt tilbage til den berømte konference i den indonesiske by Bandung i 1955 – som var forløberen for samlingen af de såkaldte alliancefrie lande i Beograd i 1961.

Men den videnskabeligt klingende besmykkelse af ønsket om at forbyde kritik af islam var aldrig blevet en succes for OIC, hvis man ikke havde været allieret med venstreorienterede dele af akademia i den vestlige verden.

Knæsættelsen af begrebet »islamofobi« som et meningsfuldt, videnskabeligt begreb er et fremragende eksempel. Det burde være selvklart, at det ikke er en psykisk lidelse at kritisere aspekter af islam. Med hjælp fra sympatisk indstillede akademikere er det imidlertid lykkedes at give begrebet en videnskabelig klang.

Omdannelsen af begrebet »racisme« til at dække religions- og kulturkritik er et lige så godt eksempel. Det har krævet mange års tålmodig indsats at ændre indholdet, så det kunne udnyttes af OIC.

Hvis vi i den vestlige verden skal slå igen imod OIC, skal vi stramme gevaldigt op. Men det er nødvendigt, for ellers vil vi gradvist miste vores demokrati og vores selvstændighed. Det kræver en bredspektret indsats. Men demaskeringen af de håndlangere, der har hjulpet OIC med at forklæde kritik af religiøse magthavere som forfølgelse af skrøbelige mindretal, er et yderst vigtigt skridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 2. august 2023)