Offentligt overforbrug klæber til Mette Frederiksen
Det er et uomtvisteligt kendetegn ved en regering under Mette Frederiksens ledelse, at det offentlige forbrug – og i særdeleshed udgifterne til offentlig administration – buldrer derudaf.
Det har været tilfældet i de snart seks år, hun har været statsminister. Og noget tyder desværre på, at statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot har intensiveret overforbruget yderligere.
I en ny Cepos-analyse fremgår det nemlig, at SVM-regeringen har forårsaget den højeste vækst i det offentlige forbrug siden før finanskrisen i udgangen af 00’erne. Med en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug på 1,8 pct. er det lykkedes midterregeringen at overgå både Helle Thorning-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering. Det er en kedelig rekord, som hæmmer væksten betragteligt og lægger sig i forlængelse af en række af lignende rekorder, som er blevet slået i løbet af den igangværende regeringsperiode. For eksempel er antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er blevet realiseret som følge af en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.
Samtidig har danskerne måttet lægge øre til den ene skåltale efter den anden, som har udpenslet regeringens mange bekymringer om det vildtvoksende bureaukrati og ditto ambitioner om at afbureaukratisere markant. Bekymringer og ambitioner, som næppe kan beskrives som andet end tomme floskler. For Mette Frederiksen og SVM-regeringen har på ingen måde bevist, at de har reelle intentioner om at tilbagerulle forbrugs- og jobfesten i den offentlige sektor – og da slet ikke i den del af den offentlige sektor, som beskæftiger sig med administration.
Man er derimod interesseret i at sende et velkendt signal om, at regeringen tager problematikken alvorligt og har tænkt sig at gøre noget ved sagen. Og når for eksempel finansminister Nicolai Wammen (S) bryster sig af, at regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten, kan det ved første øjekast fremstå handlekraftigt. Men hvad tænker du så, når du hører, at der fra 2019 til 2023 blev ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer?
At Wammens plan er spil for galleriet? Lige netop. Faktum er, at det offentlige overforbrug hænger uløseligt sammen med Mette Frederiksens ledelse, og at danskerne fortjener en frisk start, hvor vi politikere binder os til masten og tilbageruller årtiers vildtvoksende bureaukrati.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/1-2025)