Negative renter: Skældud eller vækstpolitik?
Regeringens løsning på konsekvenserne af negative er skældud til bankerne. Vi kunne også prøve med ambitiøs vækstpolitik.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har sjældent noget på hjerte, der handler om at forbedre erhvervslivets vilkår og skabe vækst i Danmark. Men når det kommer til at skælde ud på virksomheder, svigter hans kreativitet sjældent.
Seneste skud på stammen er en Facebook-kommentar, hvor han harcelerer over de negative renter på indeståender i landets bankerne. Og han har indkaldt bankernes brancheforening, Finans Danmark, til skole-hjem-samtale, fordi han mener, det ”skal stoppe nu”. Udtalelsen var så dum, at selv direktøren for Nationalbanken måtte reagere.
Lad os for et øjeblik glemme det latterlige i den venstreorienterede tyrkertro på, at vi bare kan vedtage, at negative konsekvenser af den førte politik skal afskaffes, og se på substansen.
Hvorfor er vi endt med negative renter, inkl. på indestående i bankerne på over 100.000? For det er jo ganske rigtigt en grotesk situation.
Årsagerne til de lave renter skrives der tykke bøger om, men én af årsagerne er, at de europæiske stater mere eller mindre har udliciteret opgaven med at skabe vækst til centralbankernes pengepolitik.
Siden finanskrisen har væksten i Danmarks BNP sjældent sneget sig ret meget op over 2 % om året, og i flere år har den ligget omkring 1 %. Her taler vi altså om tiden før coronakrisen, da verden endnu var åben. Danmarks vækst i 2010’erne var ifølge Danmarks Statistik ringere end både 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne før finanskrisen. I Eurozonen har væksten været endnu mere sløj.
Stater kan ikke skabe ret meget vækst, men vi politikere kan skabe de rette forudsætninger for vækst. Og det er Danmark blevet dårligere til, end vi før har været. Det samme billede gentager sig over hele Vesteuropa.
Den klassiske vækstpolitik går ud på at sænke skatter og skære i de mange ydelser, som tynger statsbudgetterne ned og holder folk ude fra arbejdsmarkedet over hele Europa. Alt det, regeringen og venstrefløjen ikke kan lide. Den har altid virket, men man har i det store hele opgivet den.
Og mon ikke, at det skyldes, at vælgergrupperne, der er afhængige af de offentlige kasser, er blevet så store, at regeringerne uanset partifarve enten ikke selv tør føre vækstpolitik, eller også bliver holdt tilbage af et flertal i parlamenterne, der ikke vil. Det er i hvert fald klart tilfældet i Danmark.
Når nu regeringerne er fanget i en vækstpolitisk sklerose, har centralbankerne til gengæld trådt den pengepolitiske speeder i bund og holdt renterne lave hele tiden siden finanskrisen. Den Europæiske Centralbank, som Nationalbanken som en del af vores fastkurspolitik følger, har haft renten omkring 0 % i over et årti. Det virker ikke til, at har tillid til den underliggende økonomi, hvis man fjerner foden fra gaspedalen. Men det er i sidste ende symptombehandling på manglende vækst.
I virkeligheden er det et gigantisk eksperiment, at renterne har været så lave så længe. For konsekvenserne af de lave renter er mange. Man får ikke noget ud af at have sine penge stående i banken – ja, man får endda i mange tilfælde negative renter på sine indeståender. Og ja, det er selve meningen med negative renter, og altså ikke en fejl, som erhvervsministeren kan rette op på ved at skælde ud på bankerne.
Til gengæld presser det økonomisk aktivitet ind på bl.a. boligmarkedet, aktiemarkedet og kryptovalutamarkedet.
Alt den slags skaber mere ulighed. Ulighed er ikke i sig selv et problem, men det er et problem, når det sker, fordi vi har så lidt klassisk vækst af den slags, man ikke skal være blandt de heldige på bolig- og aktiemarkedet for at få del i. Det forvrænger incitamenterne for, hvad man investerer i.
Ironisk nok medfører stilstandspolitikken og modstanden mod en vækstvenlig skatte- og erhvervspolitik altså voksende ulighed. Og det kan man ikke løse med ministerbrok.
Renter omkring 0 vil nok fortsætte, så længe Europas regeringer ikke fører en ambitiøs vækstpolitik, og der derfor kun er pengepolitikken at skrue på. Vi kunne starte i Danmark og inspirere med vores gode eksempel.
Vi kunne sænke kapitalskatterne, selskabsskatten, skatten på arbejde og sænke og fjerne tossede afgifter. Vi kunne fjerne bøvl og bureaukrati fra virksomhederne. Vi kunne skære i det offentlige overforbrug og sænke ydelserne, så flere går fra passiv indkomst til aktiv beskæftigelse.
Resultatet ville blive mere vækst, større beskæftigelse, højere produktivitet og højere realløn for både høj og lav. Kort sagt et samfund i fremgang.
Men det er selvfølgelig nemmere bare at køre videre med socialdemokratisk stilstandspolitik og så skælde ud på bankerne, når konsekvenserne viser sig. Så jeg har indkaldt ministeren til samråd. Simon Kollerups ubegavede udtalelser skal stoppe nu.
