Minksagen viser, at Folketinget ikke har nogen rygrad
Et enigt folketing har besluttet, at Danmark skal have et supplement til den magtudredning, som blev igangsat i 1997 og endeligt afrapporteret i 2003.
Når beslutningen er truffet, skyldes det både den politiske udvikling med fremmede stater, der blander sig i valg rundtomkring i den vestlige verden, og den teknologiske udvikling med sociale medier og noget, alle er opmærksomme på i disse dage: sms’er.
Men i dag vil jeg gerne benytte pladsen til nogle mere personlige overvejelser over dette med at have eller ikke have magt. De tager udgangspunkt i den ordførertale, jeg i sin tid holdt, da Folketinget vedtog at opdatere magtudredningen.
På papiret er der ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det kommer sig for det første af, at vi har negativ parlamentarisme i Danmark. Derfor kan landet – i modsætning til for eksempel Frankrig og USA – ikke have en regering, der har parlamentets flertal imod sig. Og for det andet af, at hvis Højesteret – til trods for sin umådelige visdom – skulle finde på at træffe en afgørelse, Folketinget har virkelig svært ved at acceptere, så består der altid den sidste udvej at ændre lovgivningen sådan, at en lignende afgørelse umuligt kan træffes en anden gang.
Det er kort sagt en enorm magt, Grundloven giver til Folketinget. Det føles bare ikke sådan. Heller ikke når man er valgt for et regeringsparti, og der er nogenlunde styr på den parlamentariske situation.
Det, man mærker i hverdagen, er først og fremmest afmagt. At utallige grunde, hvoraf nogle endda er gode, kan det ikke lade sig gøre at sende enhver udenlandsk forbryder tilbage til sit hjemland. Af lige så utallige grunde hænger vi i Danmark på en masse uproduktive og ukonstruktive udlændinge, der aldrig skulle have haft fast opholdstilladelse.
Og sådan kan man blive ved. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre at opkræve skat (hvad man end mener om dens størrelse)? Hvorfor er vi nødt til at forære en halv milliard om året i SU til udenlandske studerende af årsager, som kun guderne og EU-domstolen forstår? Hvorfor bliver omfanget af det danske regelværk og bureaukrati ved med at vokse, selvom skiftende regeringer og folketing hader det? Hvorfor bliver der hele tiden lavet reformer, som gør tingene dårligere, end de var?
Jeg kender personligt adskillige ministre fra forskellige partier, der ikke har nogen anelse. Det føles bare, som om højere magter, der er umulige at bremse, bliver ved med at lægge popsmarte reformer (som alle på forhånd ved er håbløse) på ens skrivebord og sætte dem på dagsordenen i Folketinget. Og så må man jo gøre sin dont og få dem igennem systemet på bedste beskub.
Hvis jeg skulle pege på en enkelt årsag – der muligvis også kan være relevant i forhold til minksagen – så er den, at Folketinget mangler rygrad.
I virkeligheden er der ikke nogen, der forhindrer Folketinget i at mene noget andet, end regeringen og embedsværket godt kunne tænke sig. Og der er heller ikke nogen, der forhindrer Folketinget i at beordre regering og embedsværk til at rydde op i alle de elendigheder, jeg har opregnet (og flere til).
Man skal være klar over, at det kræver en lang, sej kamp. Den udlændingepolitik, vi har i dag, er det seneste eksempel på, at Folketinget har taget magten over det, man for nemheds skyld kan kalde Systemet og Systemets logikker og rationaler. Altså er det ikke noget, der sker hvert årti. Men det er muligt for Folketinget at bruge den magt, det har på papiret, hvis viljen virkelig er til stede. For det meste drukner det bare i magelig hverdag.
