Mette Frederiksens forkærlighed for Anker Jørgensen bliver dyr for Danmark
Anker Jørgensens tid som statsminister i 1970erne og til 1982 var katastrofal for dansk økonomi.
Desværre tyder meget på, at Mette Frederiksen ønsker at gå Anker i bedene.
Uanset Ankers personlige kvaliteter efterlod han Danmark med kurs mod afgrunden. Udgifterne voksede ustyrligt, og landets statsgæld fulgte med fra cirka 10 pct. til cirka 40 pct. Man indførte også efterlønnen, der efterfølgende hang som en møllesten om de danske statsfinanser, indtil et modigt reformflertal beskar den kraftigt for snart et årti siden.
Den borgerlige regering under Poul Schlüter rettede heldigvis op på mange af problemerne, og selv de to socialdemokrater Poul Nyrup og Helle Thorning kastede siden vrag på arven fra Anker og førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men ifølge Mette Frederiksen var Anker ligefrem »Danmark, når Danmark er bedst«. Tak for kaffe.
Kursen er lagt i regeringens finanslove: Den offentlige sektor får lov at vokse, og blæse være med dem, der betaler gildet i den private sektor – der er ingen nye kolleger i udsigt, kun flere fyringssedler og en større skattebillet.
En lille undskyldning
Anker Jørgensen havde faktisk en lille undskyldning – hans embedsværk vidste heller ikke bedre. Uden at gå i detaljer anerkendte de dengang groft sagt ikke, at den økonomiske tilskyndelse til at arbejde betød noget, og at hverken høje ydelser eller højere skatter – enten nu eller i fremtiden ved at køre med store offentlige underskud – var et fundamentalt problem for samfundsøkonomien.
Nu har vi over 40 års saglig evidens for det modsatte. Mette Frederiksen ved udmærket, at hendes politik reducerer Danmarks beskæftigelse og pålægger de hårdtarbejdende danskere større byrder. Og hvis hun alligevel er i tvivl, kunne hun få finansminister Nicolai Wammen til at spørge sine embedsmænd. Svaret er klart – det sænker Danmarks velstand at øge skatter, afgifter og offentlige udgifter, og det øger selvsamme at sænke dem.
Så drop alle tanker om nye røde møllesten om halsen på de hårdtarbejdende danske skatteydere. Giv danskerne bedre muligheder for at bestille noget mere uden at blive flået i skat, så de får flere penge mellem hænderne, giv virksomhederne bedre muligheder for at fastholde og skabe nye arbejdspladser ved at beslaglægge færre af deres penge og investeringer i selskabsskat og anden kapitalbeskatning.
Men Mette Frederiksens økonomiske politik er én lang ønskeliste til nye byrder på hårdtarbejdende danskere, mere offentlig forsørgelse og flere offentligt ansatte. Hertil skal så lægges en endnu længere ønskeliste fra hendes endnu rødere støttepartier, der dog har den undskyldning, at de er socialister og dermed per definition ignorerer økonomisk sagkundskab.
Engang var Det Radikale Venstre garanten for, at de røde partier ikke gik helt grassat og fik rippet danskerne for rub og stub, men hvornår har nogen sidst hørt Morten Østergaard mene noget, der ikke gjorde Danmark endnu fattigere? Danskerne fortjener ikke ti års Anker Jørgensen-politik, inden den borgerlige fornuft igen indfinder sig. Og derfor påhviler det nu os borgerlige at bygge et projekt sammen, der hurtigst muligt kan sende Anker Jørgensen-politikken derhen, hvor den hører hjemme: På historiens mødding.
